åhh hej again...sorry for last time -Everlyn

Everlyn klukkede blidt over ham og blev ved med at klø og nusse hans hals og kunne ikke lade smile over ham og hans brummen. Hun lagde godt mærke til da hans hale begyndte at nusse hendes ven, og hun rystede let på hovedet over ham, men havde intet imod det, hun så det ikke rigtig som et kærtegn da han var et dyr for tiden. Hun lagde bare hovedet let på skrå og så undrende ned på ham, dog stadig med et lille smil om læben.

Everlyn gengældte blidt hans blik og lo blidt over ham da han begyndte at snuse til hende, men sad ellers bare helt stille og undrede sig over hvad han lavede. "Du er en skør lille missekat," sagde hun drilsk og smilede varmt til ham. Hun havde intet imod at hans næse gled op ad hendes kind eller at han snusede til hende, det gjorde hende intet, hun synes bare, at han var lidt mærkelig, men det kunne hun samtidig godt lide. Hun klukkede blidt da han gabte og så imponerende på hans store og skarpe tandsæt. "Hva' så, Michael?" spurgte hun blidt og med en drilsk undertone. "Skal du være en lille missekat hele dagen?" Hun rakte drillende tunge af ham.

Everlyn betragtede ham blidt og klukkede blidt over hans ord. "Du vil altid være min lille missekat," sagde hun med et lille genert smil og priste sig lykkelig over ikke at kunne rødme da han satte sig imellem hendes ben, og følte sig underlig kejtet, noget hun ikke havde gjort siden hun var menneske. Hun smilede bare over ham og klukkede stille, men rystede på hovedet og smilede da hun så ned i hendes hænder.

Everlyn skulede lidt over ham, men endte med at grine lidt over dem. Hun så på hans hånd med en blanding af nysgerrighed og undren, og hun tøvede nogle få sekunder inden hun langsomt lagde sin hånd i hans og rejste sig op i en glidende bevægelse. Hun smilede over ham og så på hans smilehuller og kunne ikke dy sig for dem, de fik ham til at se endnu bedre ud end før. "Gerne," sagde hun med en blid latter og holde ham stadig i hånden efter at hun havde rejst sig.

Everlyn smilede lidt genert til ham og trak stille på skuldrene imens hun fulgte efter ham. "Det må da være din tur nu," sagde hun med et lille grin og blev helt genert over hans smil. Hun anede ikke hvorfor, hun var slet ikke sådan imens han havde været i sin tigerform, men det var sikkert også anderledes, hun synes bare, at det var sært, at hun pludselig følte sig så kejtet og genert overfor ham. Hun smilede over hans forslag. "Hvorfor ikke?" sagde hun med et blidt grin og holdte ham stadig i hånden.

Everlyn smilede over ham, men det smil falmede da han nåede til enden af sin sætning. Hun så lidt væk fra ham og bed sig i underlæben og slap så forsigtigt hans hånd og begyndte at holde om sig selv. "Jeg er ligeglad med hvad andre tænker, så længe min familie ikke ser mig," mumlede hun lavt og stille og mærkede sit blik flakke rundt i skoven og savnede lidt skovens lyde. Hun skælvede kort da hun mærkede hans ånde imod sit øre og trak sig lidt væk fra ham igen. Hun nikkede lidt til ham og smilede kort inden hun så ned i jorden. "Okay," sagde hun stille og bed sig en anelse for hårdt i underlæben og smagte blod. Hun bandede kort og sugede let læben ind i munden og smagte smagen af hendes eget blod. Hun havde efterhånden bidt hul på læben utallige gange, hun kunne ikke gøre for det selv, det skete bare at hun glemte, at hun kunne.

Everlyn rystede lidt på hovedet over ham. "Du sagde ikke noget forkert, og du sårede mig ikke, jeg er bare lidt ... overfølsom om de emner," forklarede hun blidt, men stille og sugede læben ind i munden igen, da den stadig ikke var stoppet helt med at bløde. Hun hadede at skulle indrømme en svaghed, men følte alligevel, at hun var nødt til at forklare sig overfor ham, som for at sige, at der ikke var noget galt med ham, men at det var hende der var noget galt med ... kliche.
Hun så blidt op på ham og blev nærmest slået tilbage af det triste i hans smukke nøddebrune øjne. Hun smilede lidt til ham og nikkede da hun tog hans arm. "Altid," hviskede hun blidt og ville et kort øjeblik gøre alt for at fjerne det triste hun kunne se i hans blik. Det pinte hende, hvilket tydeligt kunne ses i hendes blå øjne.

Everlyn så blidt på ham og smilede lidt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, så hun nøjedes med at se på ham med et varmt og blidt blik. Da hun kunne mærke, og smage, at hendes læbe ikke blødte længere, så hun slap den roligt og så lidt genert ned i jorden. Han sårede hende ikke eller gjorde hende ked af det, hun var bare alt for følsom omkring de emner der omgik kærlighed, og han vidste jo hvorfor.
Hun blev lidt overrasket da han trak hende ind til hende ind til sig og hun stivnede lidt, men tvang sig selv til at slappe af i hans favntag. Hun åndede tungt ud og lagde sin kind imod hans skulder med et lille suk. "Hvorfor takker du?"spurgte hun blidt og så op på ham med et forsigtigt og afholdent blik. Hun skælvede lidt og man kunne se at det kostede hende meget at forblive hvor hun var, men hun gjorde det for ham, fordi at hun vidste, at det betød noget for ham.

Everlyn smilede forsigtigt og forlegent til ham og nød alligevel krammet lidt og så ned i jorden med et genert smil og ville have rødmet hvis hun kunne. "Jeg holder af dig, derfor lader jeg dig gøre det," hviskede hun blidt og så stadig ned i jorden, på hans fødder, som om de pludselig var blevet meget interessante. Hun så på på ham da han snakkede igen, og hun kunne ikke lade være med at smile spændt. Hun tøvede kort inden hun let hoppede op på hans ryg, lagde sine arme om hans hals og sine ben om hans liv. "Jeg er klar," hviskede hun blidt i hans øre med en lille latter imens hun holdte blidt fast i ham.

Everlyn smilede lidt over ham og klukkede blidt. Hun blev rørt over hans ord og bed sig let i overlæben. "Så lidt da," var det eneste hun kunne sige og sugede lidt mere af hendes underlæbe ind i munden på sig selv. Hun blinkede lidt fortumlet og så undrende på ham da han flyttede sin ene fod. "Huh?" spurgte hun lidt fjollet og dumt da hun blev revet ud ad sine tanker.
Hun gispede let over farten og holdte lidt mere fast om ham, men begyndte hurtigt at le over suset. Hun smilede glad da de stoppede og havde helt vindblæst hår og lo blidt over ham da han lod som om hun var tung. "Kalder du mig tyk?" spurgte hun fornærmet, men smilede, hvilket han heldigvis ikke kunne se, da hun prøvede at lege fornærmet.

Everlyn grinede lidt forlegent, men skulede så lidt over ham, selvom han kun mente det i sjov. Hun spillede nu også kun fornærmet, hvilket kunne ses da hun kort efter begyndte at smile og grine over ham. Hun kunne godt lide hans øjne og den gyldne farve de havde indtaget.
Da hun hoppede ned ad ham landede hun let og elegant på jorden, hvor hun som menneske nok ville have vrikket om på foden. Endnu en gang priste hun sig lykkelig over at være vampyr. "Så jeg er buttet?" sagde hun med en fornærmet ansigt og trådte tættere på ham, og prikkede ham i brystet, men endte med at smile og nød hans drillehumør. Det var rart.

Everlyn greb hans hånd inden den prikkede hende på brystet. "Hmpf," sagde hun fornærmet og trak sig lidt væk imens hun slap hans hånd. Hun smilede dog lidt da han prikkede hende på næsen og fnøs over det og endte med at grine lidt over sig selv. "Jeg er ikke buttet." Hun smilede lidt til ham og grinede lidt over hans blinken. Hun trak let på skuldrene. "Det ved jeg virkelig ikke," sagde hun med et lille grin.