åhh hej again...sorry for last time -Everlyn

Everlyn havde selv ikke haft det særlig godt på det sidste. Hele hendes fætter, Reifarim, kunne se det og han prøvede at hjælpe hende, selvom bare nærværet af ham drev hende til vanvid. Ikke fordi hun ikke elskede sin fætter, det gjorde hun, hun elskede ham som den storebror hun aldrig fik. Det var det faktum, at hendes fætter var en engel, det var hans blod hun ikke kunne klare, selvom det rent faktisk var hans blod hun drak normalt. Han dononerede til hende uden at hendes mor vidste det, mest fordi at han vidste, at hun hadede at føle sig svag, og engleblod gjorde jo en vampyr stærkere. Hun var faktisk lige kommet hjemmefra og havde drukket en halv pose med engleblod og skjulte sin aura og tanker idet hun bevægede sig ud i skoven der kransede op til huset. Hun boede i Fuego palæet dybt inden i skoven. Og nu var hun på vej imod et af de højeste træer i skoven, et ceder træ, som hun kravlede op i med en let elegance og satte sig på en af de øverste grene og så op på himlen. Den var meget smuk i nat, og hun nød den virkelig. Men samtidig med at hun sad der, kom hun til at tænke på Michael, og hun mærkede hendes læber summe ganske let ved tanken om at han havde kysset hende. Hun sukkede over sig selv og lænede sig op ad stammen. Han var sød, han tænkte på hvad hun sagde, og gjorde intet hun ikke kunne lide, og det betød meget for hende at han gjorde sådan, men samtidig med at hun tænkte så rosende om ham og egentlig godt kunne lide ham, så var der en overdøvende stemme der sagde, at drenge ikke var til at stole på, at du sjældent var hvad de gav sig ud for. Hun skælvede kort og så ned af sig selv, hun havde en mørkegrøn skovmandsskjorte på, der tydeligvis var for stor til hende, den stod åben og viste en sort tanktop inden under, og så var hendes bukser stramme og sad som malet på hende, det var det hun bedst kunne lide, stramt tøj. Hendes sko var de helt samme converse som sidst.

//Lidt krea? xD

Everlyn hørte godt hans stemme den her gang og så ned imod den. Hun stivnede selv lidt og stirrede lidt tilbage mod ham, inden hun rystede på hovedet over sig selv og hoppede ned fra træet og landede med et let lille bump og gik så over imod ham, men hun stoppede dog et par meter fra ham. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham stille. "Det er sjovt sådan, at vi hele tiden støder på hinanden," sagde hun med et lille smil og bed sig let i underlæben. Hendes hjerte ville have banket hurtigere og hurtigere, bare ved synet af ham, hvis det altså havde været levende. Hendes blik faldt langsomt på hans hænder og hun så, at han manglede sin dagslysring. "Din ring, hvor er din ring?" spurgte hun, nærmest lidt desperat og så op igen og fangede hans øjne. "Hvor har du gjort af din ring?" Hun så på ham og rynkede brynet. Man kunne tydeligt se bekymringen i hendes blik, hun udstrålede det nærmest. En dagslysring var en forvandlet vampyrs vigtigste eje, det var den der gjorde, at de kunne være ude i solen uden at brænde op. Hun så på ham med en lille ængstelig mine.

Everlyn så godt, hun mærkede det nærmere, at han slugte hendes med øjnene, og det gjorde hende lidt utilpas, hvilket kunne ses på den måde hun hævede sine skuldre lidt op til ørene, dog var hun taknemmelig over at hun ikke kunne se det mindste frække i hans øjne, selvom hun samtidig vidste, at man kunne skjule det. Det var som om at hver gang hun fandt det mindste godt om ham, poppede der en tanke op som neutraliserede den selv samme tanke, som når man blander syre med base og neutralisere væskerne.
Hun så på ringen da han tog den op og med nogle få, hurtige skridt var hun helt ovre ved ham, hun tog blidt og nænsomt ringen ud ad hans hånd og gav ham den på igen. "Hvorfor fanden tog du den af, Michael?" spurgte hun blidt og så op på ham imens hun stadig holdte hans ene hånd i begge sine. Hun så formandende på ham og sukkede over ham. Hun tænkte ikke på hvor tæt hun stod på ham, eller at hun stadig holdte hans hånd i sin.

Everlyn rystede på hovedet over hans undskyldning gav hans hånd et blidt klem. "Lad være," sagde hun blidt og så på ham med et varmt blik. Hun var ked af at hun ikke kunne være for ham som han kunne være for hende, hun turde ikke, det stred imod al hendes fornuft og det fik hende til at ryste let af den gamle skræk fra fortiden.
Hun lyttede tavst til hans ord, hun kunne ikke få et ord ud hendes læber, men man kunne se på den måde hun bøjede hovedet ned ad, at hans ord betød noget for hende, mere end man skulle tro på det hun viste. Hun skjulte er lille smil for ham og så ned på deres hænder. "Jeg holder af dig," sagde hun blidt og så op på ham med et blidt blik. "Men jeg kan ikke gøre det, for det strider imod min fornuft, det er væmmeligt for mig, det fremmer kun skrækkelige minder tilbage for mig, og jeg er ked af at jeg ikke kan gengælde det du føler for mig, selvom jeg vil, så kan jeg ikke." Hun så trist ned i jorden og sukkede stille. Hun skælvede let inden hun lænede sig ind til ham og lagde sin kind imod hans skulder og puttede sig lidt ind til ham. Hun kunne godt det her, men så snart der var en der begyndte at kærtegne hende eller noget andet, ville hun trække sig væk.

Everlyn sukkede stille og kneb øjnene tæt sammen inden hun langsomt lagde armene om ham og holdte sig let ind til ham. "Det ved jeg godt," mumlede hun bare med en ufattelig trist stemme. "Jeg er ked af at jeg ikke kan gengælde det, selvom jeg godt ville." Hendes stemme var intet andet end en lav mumlen imod hans skulder og hals. Hun nussede kort sin kind imod hans skulder og gjorde ingen mine til at rykke sig da han begravede sit ansigt ned i hendes hår og hvor hun bagefter kunne mærke hans kind imod sin isse. "Der kommer ikke til at ske dig noget," sagde hun med en stemme der tydeligt sagde, at det ikke stod til diskussion.

Everlyn smilede svagt over hans ord og klukkede lidt. "Jeg får serveret alt på et sølvfad," sagde hun og så blidt op på ham med et lille og sødt smil. Når hun smilede sådan lignede hun virkelig et uskyldigt, lille barn, der endnu ikke havde prøvet verden endnu. Hun kunne ikke gøre for det. "Og du kommer til at finde lykken igen, okay?" Hun så blidt på ham og smilede forsigtigt til ham inden hun gemte sit ansigt ind imod hans bryst igen.
Hun nikkede lidt og sukkede stille. "Det ved jeg godt, men der kommer stadig ikke til at ske dig noget," sagde hun blidt og så op på ham med et blidt blik inden hun trådte væk fra ham. "Jeg har noget du skal se." Hun smilede drilsk til ham, tog hans hånd og begyndte at trække af sted med ham med en legende latter.

Everlyn sukkede stille. "Man ved jo aldrig hvad der kommer til at ske og hvornår," sagde hun bare blidt og ind imod hans bryst med et lille smil og puttede sig lidt ind til ham, uden helt at tænke over det. Hendes hænder holdte om hinanden omme bag hans ryg og låste ham nærmest lidt fast, selvom hun godt vidste at han let kunne slippe ud ad hendes greb.
Hun så roligt op på ham. "Hvis der er nogen der skader dig, så er jeg godt nok ung i mange vampyrers øjne, men jeg har mine forbindelser til vampyrer og hybrider, som har været her i flere tusinder år," sagde hun blidt og smilede varmt til ham. "Og jeg er ikke bange for at bruge de forbindelser." Hun klukkede blidt og trak blidt videre på ham. Hun så på ham med et blidt blik og skinnende øjne og et lille smil spillende om læberne. "Det er mit ynglings sted på det her tidspunkt," forklarede hun imens hun kunne høre lyden af et vandfald der kom tættere og tættere på.

Everlyn smilede op til ham og lo blidt. Hun kom med en lille lyd der lød meget som mmmmhhh, imens så op på ham med varme øjne og et ubestemmeligt glimt i hendes klare, blå øjne. Hun ville ikke væk fra ham, det var faktisk ... rart, at stå sådan med ham.
Hun nikkede lidt og smilede op til ham imens hun lyttede til hans ord, men stivnede let da han nævnte navnet Jack. "Jack?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå imens hun så nysgerrigt på ham. "Vel ikke Jack Grey Nightshade?" Hun kunne ikke lade være med at spørge, det var faktisk bare ren nysgerrighed at hun spurgte, for det kunne være morsomt hvis Michael kendte hendes skaber. Hun spærrede øjnene op over hans forslag og lo blidt. "Det lyder skægt!" sagde hun med et barns entusiasme, og smilede stort til ham med en lille latter.

Everlyn prøvede at lade være med at le, og hun skulede ad ham i nogle sekunder, men kunne ikke holde masken og hun begyndte at le. Hun havde intet imod at han rørte ved hendes hår eller rodede op i det, hun var vant til det. Hun rystede på hovedet over ham og smilede blidt og beroligende. Hun tog hans hånd og gav den et kort klem. "Nejnej, eller jov, han har rørt mig, men ikke på dén måde," prøvede hun at forklare, men klukkede så blidt over sig selv. "Det var ham der forvandlede mig. Han er min skaber." Hun smilede blidt til ham og slap så hans hånd. "Verden er lille," klukkede hun blidt og så på ham med blide øjne.
Hun tøvede lidt da han trak sin t-shirt af og bakkede lidt bagud. Hun sukkede så lidt stille da han forklarede sig og smilede genert til ham og så ud over vandfaldet der lige kunne skimtes gennem træerne. Hun kunne dog ikke lade være med at skæve til ham en gang imellem og havde ikke regnet med at han var så muskuløs. Det ville have fået hende til at rødme at være sammen med en fyr med den krop.

Everlyn smilede over ham og hans ord og klukkede blidt. "Jeg havde stadig været den samme selv hvis jeg ikke havde været vampyr," sagde hun blidt og lo blidt. "Jeg havde nok bare set lidt ældre ud." Hun trak lidt på skuldrene og smilede varmt til ham. Hun skulede kort til ham da han klappede hende på hovedet, men kunne endnu en gang ikke holde masken og endte med at klukke stille.
"Wauw," sagde hun forbløffet da hun så hal som tiger tæt på. Hun nærmede han langsomt og smilede lidt over ham. Hun lod forsigtig sin hånd kører igennem hans pels og blev overrasket over hvor blød hans pels var og smilede lidt inden hun forsigtigt kom op på hans ryg og holdte fast i hans nakkepels. "Jeg er klar," sagde hun med en lille latter.

Everlyn smilede og lo over hans spinden og kunne mærke hvordan den forankrede sig i hendes krop og hun smilede varmt da han gned sit hoved imod hendes mave. Han var smuk i sin dyreskiggelse, og den viste hvilken styrke og stolthed han havde. Hun bed sig i læben da hun mærkede og så hvordan han bøjede sig ned og løb. Hun lo og nød vinden i hendes hår imens hun blidt holdte fast i hans nakkepels. Hun holdte vejret af ren vane lige inden de ramte vandet. Hun kom op til overfladen og så på ham med et stort smil og en glad latter. "Det var fantastisk," sagde hun leende og så på ham med et varmt og blidt blik, inden hun plaskede vand i hovedet på ham med et drillende latter.

Everlyn lo blidt over ham. "Det skal jeg nok huske," sagde hun blidt og drillende. Hun betragtede ham med blide øjne og smilede over ham og kunne godt lige se ham under vandet da han lod sig glide under overfladen. Hun flækkede nærmest af grin da han lod som om at han var blevet ramt og sank. Hun kunne dog ikke se ham efter at han var 'sunket', så hun dykkede under vandet og kiggede efter ham, men da hun ikke kunne få øje på ham, svømmede hun op til overfladen igen og kom lige op til hans bombe. Hun spruttede let og pjaskede band efter ham igen imens hun lo over ham. Hun svømmede over til ham og sprang nærmest op på ham og trak ham under vandet inden hun svømmede væk igen. Hun tænkte slet ikke over at han stort set var nøgen før hendes fingre ramte hans nøgne skuldre, og hun svømmede lidt væk igen og op på bredden. Hun lo og smilede ned til ham.