after all this time...and you look just like you did back in time -Matthew-

Påklædning after all this time...and you look just like you did back in time -Matthew- Tumblr_m6f2t5OK7E1qeyqjwo3_250

Tid 23:45.
Sted Mystic bar.
Omgivelser En masse unge, hvilket nok ikke kommer som noget chok at de også er meget beruset.
Vejr Det er nat, så der er nok koldt for de varmblodet.

Med hænderne i lommerne, gik han faktisk i et roligt tempo ned af de mørkbelagte gader, månen hang over dem, lyste fredeligt ned på dem, lyste vejen op den smule så de dødelige ville være i stand til at finde hjem igen, alle bortset fra vampyrerne ville være blinde hvis det ikke havde været for den smukke måne. lugte overalt, samt nye indtryk ramte han konstant, han var ikke ligefrem sulten, da han havde taget for sig tidligere på dagen, så der var ikke ligefrem et behov nu og kun måske ville der komme i løbet af aften, men hvem vidste englelig det. han trak vejret ind, lod luften glide ned i det efterhånden meget ubrugelige lunger, dem han ikke havde brugt i hvad 695 år, det var lang tid, men det var nu ikke fordi han savnede at trække vejret, i disse tider var det godt ikke at trække vejret, med alt den co2 i luften kunne man ende med forgiftning og dø af det. han fattede virkelig ikke hvordan menneskene kunne leve sådan her, det var jo idiotisk og latterligt.
da baren kom nærmere, stoppede han op, men kun for så at smile skævt og sætte kursen direkte mod døren, med en hurtigt bevægelse, fik han åbnet døren og trådt ind, ved første øjekast så man jo kun de unge der hældte den ene øl efter den anden i sig, virkelig ikke særlig sundt, men okay det var deres helbred det gik ud over, ikke hans. synes fik ham til at rulle med øjnene og efter kort tid sad han oppe i baren og bestilte noget at drikke.

Det var knap en måned siden han var vendt tilbage til byen, og han havde informeret de der betød mest for ham så de vidste hvor de kunne finde ham. Michael havde været en af de få Matthew havde viderebragt nyheden til, sammen med sine håb om ikke at gense sin skaber Dimitri, desværre var lige netop det sket.
Siden sin ankomst havde han fundet et sted at bo, gjort alting klar og for en lille uge siden var Louis ankommet. De to brødre boede nu sammen, og dog var Matthew alene på vej mod baren denne aften. Mørket var faldet på for et stykke tid siden, ikke at det betød det store, med de ringe deres slags kunne iføre sig, var solen ikke til nogen skade for dem.
han trådte ind i baren som han havde besøgt adskillige gange siden sin ankomst, hans blik søgte diskret rundt. Lungerne havde han ikke taget i brug, og derfor trak han ikke vejret, den manglende behov for ilt, samt lugten af svedige mennesker var ikke just hvad han ønskede sig lige nu, hvilket også var grunden til at han ikke opdagede en speciel persons tilstedeværelse, ikke før blikket faldt på vedkommendes ryg og han standsede brat op. det kunne ikke passe! "Michael?" hans stemme var ikke høj, de nærmeste ville få problemer med at høre ham, men næppe en med vampyrhørelse.

Påklædning: Se avatar

Han holdte hånden op og smilede følelsesløst til bartenderen, gud hvor han hade sådan nogle, der troede de kunne noget, præcist som bartenderen her, måden han så på Michael som om han var bedre end ham, hvilket han ikke bare tilnærmelsesvis nogensinde ville være "en martini tak, helst nu" brummede han med en tydelig britisk og meget stærk accent. han lod en penge seddel glide henne over bordet til manden, der straks lydigt gik i gang med at lave hans drink.
da han endelig efter fem minutter fik sin drink, rullede han med øjnene, huskede beskeden fra Matthew, som nu befandt sig i denne lille by, der helt klart var ramt af en masse overnaturlige problemer, gud befrie ham hvor var der mange og halv dellen af dem kunne ikke opføre sig ordenligt, det var da ufatteligt så dårlige de var til at styre sig, rystede ham helt.
en bekendt sent og stemme, fik ham til at stille sin halv drukket drink ned, vende sig om og smile bredt og fuldkommen oprindeligt til sin bedste ven Matthew da han gik hen mod ham "Jamen ser man det, Matthew" han rejste sig op og gik hen til ham, lagde en hånd på hans skulder og gav den et blidt klem, før han grinede og rystede på hoved

Manden ved baren som han havde identificeret som Michael havde skam ryggen til ham, men når man havde kendt en person i så lang tid som han kendte Michael var det at genkende hans positur, sidestilling og den slags ikke besværligt. trods det trak han roligt vejret - som om han hele tiden havde gjort det - og færten bekræftede blot hvad hans øjne allerede havde konkluderede. Hans bedsteven vendte sig nu om, og rejste sig op for at komme hen imod ham. Overraskelsen i Matthews blik blev er erstattet af et bredt drengede smil "Michael for pokker!" udbrød han og greb om sin vens skuldre "Sikke er overraskelse! Godt at se dig dude!" grinte han oprigtigt og med tydelig glæde i både øjne og stemme. Det var længe siden, og han havde virkelig både savnede og manglede Michaels selskab. Det føltes som en evighed siden om end der var gået længere tid hvor han ikke havde set andre i forhold til Michael, de to havde skam set hinanden oftere end nogen andre Matthew kendte, inklusiv hans egen lillebror som han blot havde holdt øje til på afstand, og havde fået hjælp af Michael til det samme.

måden overraskelse bredte sig i Matthews ansigt og derefter formede sig til et bredt smil, fik ham kun til at klukke og rystede på hoved, hurtigt lagde han armene om ham og trykkede ham ind i et kram, som han dog gav slip på igen efter noget tid "ja jeg tænkte lige jeg ville komme forbi, du ved se på sagerne, du ved hjælpe lidt til også var der jo din besked" han smilede og smilet var mere oprigtigt end det han havde sendt bartenderen, den mand kunne han virkelig ikke fordrage og der var faktisk ganske få mennesker Michael kunne lide, her i bland Matthew, hans gode ven eller snarer bedste ven.
han trådte tilbage og gik baglæns hen mod baren, hvor han satte sig ned og tog sin drink "når hvordan har det så gået dig og hvordan har Louis det, tænk det er noget tid siden jeg har set ham, klare han sig godt" han hævede øjenbrynet og lagde nysgerrigt hoved på skrå, han kendte skam godt Matthews yngre bror Louis, dog ikke så godt som Mathew selv, men han kendte til den skyldfølelse Louis bar inden i også hans holdning omkring blod og drab af mennesker

Han blev trukket ind i en omfavnelse og lagde armene om sin ven i noget tid, snart slap de dog hinanden hvor de havde formåede at tiltrække sig opmærksomhed var de hjernedøde mennesker der ikke lod en chance slippe, men derimod begyndte at kalde dem ting og sager, bøsserøve blev mumlede, ikke højt, men de havde jo begge vampyrhørelse. Han himlede med øjnene over menneskerne, men ignorerede dem ellers. De kunne tro hvad de ville, han vidste jo at det ikke var det. Hans blik gled dog alligevel rundt, faldt på en fyr der gloede åbenlyst, og huskede hans ansigt så han rigtigt kunne tvære det i jorden når han så ham alene frem for at starte et blodbad i baren. "Fedt nok! Godt at se dig du gamle" drillede han med det sidste. De vidste jo begge hvor gammel han var, og det var så ironisk en bemærkning. Michael satte sig igen, og Matthew fulgte hans eksempel hvor han tog plads på en barstol ved siden af.
"Louis har det fint, han døjer stadig med den samvittighed men ellers ... tja... Dimitri you know.. hun er her og han er ikke videre glad for hendes behandling af mennesker" svarede han med et træk på skuldrende. Han fik bestilt noget vodka.

han stivede da han hørte de skældsord de fik på grund af de ene lille kram de lige havde delt, men forhelved han havde ikke set sin bedste ven i mange år, hvad ville de selv gøre hvis de stod i den her situation og endelig igen så deres ven, han fik hurtigt øjenkontakt med en af menneskerne, som hurtigt slog blikket ned efter at havde fået noget af et dræber blik fra ham, ingen skulle komme og kalde ham noget han ikke var, såden nogle dumme latterlige mennesker.
han slog ham på skulderne, dog ikke så hårdt men alligevel hårdt for yngre vampyrer "hej så gammel er jeg heller ikke, det er kun omkring 200 år" brummede han og sukkede, tænk han snart havde fødselsdag, den forfærdelig dag, den forfærdelige tid, den dag han igen kunne minde sig selv om da han havde slået sin forlovede ihjel og deres ufødte barn på grund af sin blodtørst, men det værste var nok at de ille være her i løbet af denne uge, men han håbede bare inderligt ikke at Matthew ville gøre noget ud af det, også selvom han aldrig rigtig havde fået historien om hans døde barn og forlovede.
han nikkede "det lyder ikke så godt, men jeg forstår ham godt, der er bare ting i denne verden man ikke kan slippe ligegyldig hvad folk så siger til det" han talte af erfaring, han havde også virkelig et hårdt slag på samvittigheden omkring døden af hans kærlighed og hans eget kød og blod, han tog en tår af sin drink, men spyttede hurtigt det han havde i munden ud "den lille møgunge....er hun her" hvæsede han og knurrede dybt og rummeligt fra et sted nede i brystet

Han bemærkede skam sin vens reaktion men kunne ikke rigtigt gør andet ved det end det beroligende blik han sendte ham. Han forstod skam Michaels vrede, selv var han heller ikke videre glad for det, det var for helvede en uskyldig og venskabelig omfavnelse. Matthew selv var biseksuel, men han brød sig ikke videre om det alligevel, især ikke med den negativ ladede tone det blev sagt i. Michaels brummen fik en latter over Matthews læber "Sorry dude, but you ain't young anymore" svarede han og betalte for sin drink inden han førte glasset op til sine læber og nippede til vodkaen.
Alt om Michaels forlovede og barn lå hen i uvidenhed for Matthew, men det var heller ikke alt Matthew selv havde fortalt sin ven trods det lange venskab og dybe bekendtskab. Der var bare ting der var svære at få ud.
Ved dennes svar og det sidste rynkede Matthew brynene men nikkede så langsomt "Du har vel ret" atter tog han en tår af sin drink med blikket rettet mod en flaske på den anden side af baren, en whiskyflaske der var helt fuld. Han vendte dog blikket mod Michael "Er der noget du vil fortælle?" brummede han, trods de ting han ikke vidste om sin ven, så vidste han når denne havde noget på hjertet eller der lå en ukendt ting og svævede i luften mellem dem.
Som han spyttede alkoholen ud kunne Matthew et øjeblik ikke tilbageholde et svagt smil men sukkede så og nikkede "She is... og hun er så røvirriterende og sindssyg som hun altid har været" svarede han med et dybt og irriterede suk.

///Bliver mit sidste svar i aften/nat/morgen - what ever xD

Han opfangede Matthew beroligede smil og gengældte det "jeg synes bare det er irriterende hvorfor skal man svines ned for sin seksualitet, jeg hader det" han sukkede, man lagde alligevel hånden på Matthews skulder, gav den et blidt klem. han brummede og rullede med øjne "I might be old but i'm definitely hot" han grinede og rystede på hoved, ligesom Matthew vidste Michael skam godt at han havde udseendet med sig, så det var skam godt noget han lige kunne sige ud til andre.
han hævede den ene øjenbryn, men trak vejret dybt og nikkede "dengang jeg levede var jeg forlovede, det var arrangeret ægteskab, men jeg kunne ikke holde mig fra at forelske mig i hende, det her virkelig smukke grønne øjne...hun var bare perfekt" alle hans nærmeste vidste at det første Michael fik efter var øjnene "men altså stik mod alle traditionerne, blev hun gravid med mit barn...efter mig forvandling var jeg så blodtørstig at jeg slog hende og vores ufødte barn ihjel, efter der tilgav jeg aldrig nogensinde mig selv" hans øjne var blevet mørke og han stirrede ned i sin drink, det gjorde ondt at huske hende, hun havde været noget af det smukkeste i hans øjne, men nu var hun væk.

"Jeg er fuldkommen enig" svarede han ved sin vens ord omkring menneskernes behandling og diskrimination på seksualitet. Blev han præsident en dag, skulle han nok sørge for at straffe folk med forstokkede tankegang. Helt ærligt, se dog på dem.. de var ældre end nogen mennesker her, alligevel var de mere åbne omkring seksualitet end disse. Latterligt!
Matthew grinte ved sin vens store ego og selvsikkerhed "Selvfølgelig, havde du været nørdede ville jeg bestemt ikke ses med dig" svarede han med en alvorlig tone. Michael kendte ham dog godt nok til at kunne se igennem den alvorlig facade og vide at han jokede. Men jo, de to delte den store ego, selvsikkerhed og var begge bevidste om deres udseende hvilket de sjovt nok ikke lagde skjul på hellere. Det var ikke underligt at de var så gode venner når det kom til stykket.
Som Michael gav sig til at fortælle om sin fortid, og menneskelivet samt kvinden han havde forelskede sig i og var endt med at slå ihjel på værst tænkelig måde, rynkede Matthew på brynene og lyttede opmærksomt. "Oh dude, I am sorry" sagde han medfølende, en ting var at slå mennesker ihjel, en anden at slå familie ihjel. Det var tydeligt for Matthew at Michael havde været forelsket i kvinden, og så at slå hende og deres barn ihjel, det må næppe have været sundt. Ærligt vidste han ikke hvordan han skulle trøste ham, han ville gerne men det var fortid og det havde næppe været med vilje "Michael, være ikke hård ved dig selv... vi kender alle sammen til blodtørsten, du gjorde det næppe med vilje" forsøgte han.

han nikkede og tømte til sidst sit glas, skævede til ham, rynkede brynet og grinede "tror mig jeg villle ikke engang trække vejret i samme rum som dig, hvis du var nørdet" grinede han og klappede ham på ryggen, den gode ting ved at de faktisk kendte hinanden så godt, det var at de kendte hinandens grænser, de vidste hvornår det ikke længere var en joke, det var en af de ting han havde savnet, at kunne joke med Matthew, bare at komme ud med den ene efter den anden, samt også hvis han havde problemer eller der var noget der gjorde ham ondt.
han trak på skulderne "hej det over over 700 år siden jeg klare mig, jeg ved bare hvordan han har det, jeg var med til at slå høj gravid dame ihjel, der var kun et par uger til hun skulle føde og barnet så aldrig dagens lys" han rystede på hoved og bestilte hurtigt en ny drink, hvor på han rettede sin opmærksomhed mod Matthew "hvad er det jeg høre med at dusker jacks lillesøster ava" spurte han og rynkede brynet, han havde hørt det, spurte selv Jack om det, men ville nu høre det fra Matthew, høre hvad det englelig var der foregik

Matthew brød ud i latter "Jaså..? Så er det heldigt jeg ikke er nørdede, og du ikke behøver trække vejret i det hele taget" svarede han flabede, det sidste højt nok til at det blev hørt men who cares? De fleste var allerede stive, og andre hæftede sig næppe ved den dybere betydning, kun overnaturlig ville hæfte sig ved det og selv de var næppe så dumme at de ville gøre noget ved det offentligt, hvis det da overhoved betød noget for dem, for de ville jo ikke selv være normale.
Matthew havde skam også savnede at joke og bare være sig selv frem for at skulle tænke over hvad han sagde og gjorde, det gjorde han nu sjældent men til tider var det nødvendigt alligevel.
"700 år ja, men det betyder jo stadig noget..." svarede han med et skævt og dog svagt smil "Louis er bare ekstra følsom når det kommer til den slags... nogle gange misunder jeg jer den menneskelighed, andre gange er jeg glad for ikke at kende til det" sagde han let fraværende, tømte glasset med vodka og skar en svag grimasse inden han vendte blikket mod sin ven "Jeg forsøger at holde mig i skindet for Louis' skyld, ellers er jeg ikke selv mindre psykotisk..." sagde han dybt alvorligt "Men... jeg bliver nok aldrig som Dimitri.." konkluderede han højt hvor det andet var blevet sagt dæmpede. Han bad nu bartenderen om den flaske whisky han tidligere havde siddet og kigget på. manden hævede brynet men gjorde som befalet og Matthew betalte. I det samme spurgte Michael indtil Ava og Matthew vendte blikket mod ham. "Du mener at jeg gøre det igen efter alle disse år? Dude har du set hendes krop? Hun er vold lækker, og vi har den her... tiltrækning.. jeg aner det ikke men hun er hot og vi har hed sex... so... what's the problem? Jack er bare så beskyttende og forstokket som han altid har været" han havde hældt op i sit glas og smagte nu indholdet.

Han nikkede "point taken" klukkede han, slappede af for måske første gang i et par år, normalt var han fuldkommen spændt op, alt sammen på grund af hans skaber, på grund af Felicia og det hun ville have ham til, det hun havde tvunget ham til at gøre de sidste mange år, hvad hun kunne tvinge ham til, men lyden af Matthews latter, fik ham med et til at slappe af og måske endda tage det roligt.
han nikkede "ja især når man så bagefter finder ud af at det var ens skabers skyld fordi hun ikke kunne lide den lykke man havde i sig" han rystede på hoved og så på sit glas "latterlig ko" brummede han dybt fra brystet, en lyd der faktisk umuligt kunne komme fra en menneske strube, det var alt for meget li et dyr. han rettede sine øjne mod ham og nikkede "ja Louis har altid været så menneskelig, det er mig et mysterie hvordan han har gjort det i alle disse år, er det samvittigheden eller noget andet der har gjort ham sådan" spurte han eftertænksomt.
han grinede og nikkede "ja det tror jeg, men hun har altid været din pige, men nu kommer det store spørgsmål så....er du vil med hende og nu snakker jeg ikke om den sex i har sammen, jeg mener har du rent faktisk følelser for hende" spurte han og lagde armene over kors, han kendte skam godt til Ava og Matthews sex forhold, gud befrie ham, hvor havde han hørt på det, men hvorfor tog de sig ikke sammen og tog skridtet videre, fandt sammen, når de åbenlyst var vilde med hinanden

Det var godt at se Michael slappe af, han vidste at det ikke altid var lige let for ham at falde til ro og afspænde i musklerne, men det gjorde han nu og det var hvad der talte. Hvad Felicia havde sat ham igennem vidste han kun dele af, men trods det brød Matthew sig ikke om kvindens metoder. Som han nævnte hende og gav hende skylden faldt tingene pludselig på plads for Matthew, så gav det mere mening "Hvad går der af vampyrdamerne, det der med overgangsalderen gælder vidst også for vampyrer..." han rystede på hovedet over det og fnøs let "Felicia er i byen hvis du ikke allerede ved det, og... hun hader mig" det var som om folk nød at hade ham, Dimitri, Jack, Felicia... han havde ikke et spor godt forhold til vampyrerne. Han forstod Jack, han knaldede jo hans søster, men Felicia? Han sukkede dybt over det.
Som han nævnte følelser stivnede Matthew "Har Jack sendt dig efter mig mand?!" spurgte han dybt alvorligt. Jack har forsøgt at slå det fast, han har længe forsøgt at finde ud af hvad Matthews forhold til hans søster var, om han havde følelser for hende, det irriterede ham en del at han nu pudsede hans bedsteven på ham.

han nikkede stille og stirrede ned i glasset "uhh det ved jeg, i tilfælde du har hørt om den lille ulykke nede i bowling hallen, der efterlod den med to fuldkommen ødelagte kugler, plus et mega hul i væggen, så var det mig, den lille..." han knurrede umenneskeligt og dubt fra brystet "hun kender min svaghed, den med Laura, min forlovede, hun ed hvordan jeg reagere når der bliver talt om hende, også gjorde hun det, jeg mistede besiddelsen, var tæt på at gå fuldkommen amok på en menneske mand der km mod os og endda endnu mere tæt på at skifte til min tiger" han sukkede og rystede på hoved, da Michael var en stærk vampyr, havde han den evne til at skifte til tre dyre skikkelser, her i bland den store bengalske tiger.
han kneb øjne sammen og de ellers så varme brune øjne blev helt kolde "undskyld mig" hvæsede han og knurrede "jeg er ikke her for ham, jeg er her, mødte dig ved et tilfælde, så undskyld jeg gerne vil høre hvordan det er gået, ham jeg troede anså mig som sin bedste ven, jeg har ikke set dig ordenligt i flere år, ikke snakket ordenligt med dig, og nu hvor jeg endelig gør og jeg så spørger ind til et emne, bliver jeg beskyldt for at skaffe informationer..." han tav og lukkede øjnene "mange tak, det var bare rigtig dejligt" sagde han tydeligt sarkastisk, det var virkelig vidunderligt, han havde savnet Matthew, og nu blev han beskyldt for noget han ikke gjorde...amazing

Matthew havde faktisk hørt om det der var sket i bowlinghallen, men han havde ikke troede det var en han kendte selvom beskrivelserne var voldsomme nok til at fortælle at det var en vampyr. Tingene blev dog klargjort nu og han nikkede eftertænksomt "Vi må have styr på den del af dig, det hjælper ikke at du lader hende provokere dig på den måde, hun nyder det, og vil gøre det igen..." svarede han og bestemt og tømte endnu et glas inden han hældte et nyt op, så spørgende på Michael for at se om han ville have noget.
Fyrens blik og udbrud forstod Matthew skam, og han skar en grimasse "Sorry dude, han har gjort det før og jeg tænkte mig ikke om... jeg burde have vidst bedre" beklagede han og håbede virkelig ikke Michael fik et flip, han ønskede ingen scener, og mindst af alt ønskede han ikke at miste sin bedsteven på grund af en fortalelse. "Jeg ved ikke hvad jeg føler for hende.. desuden ved du af alle hvor elendig jeg er i forhold" svarede han med et træk på skuldrende.

Han nikkede og holdte sit glas frem mod ham "jeg ved det godt, men jeg bliver bare virkelig vred, serøst jeg var lige ved at dræbe ham, hvis det i det her tilfælde ikke havde været for hende, så var han død, jeg var så tæt på at flå halsen op på ham, foran alle de mennesker og foran hans familie" han sukkede og kørte en hånd igennem håret.
han nikkede stille og klappede hans skulder "det er okay..." han klemte dog hans skulder og brugte nogle af de kræfter han havde mangle flere af end Matthew "men hver sød ikke at gøre det igen, det gør ondt sådan noget" han gav slip og kiggede ind i spejlet "helt ærligt, hvor længe har i to kørt det her spil i mange år så vidt jeg ved siden du blev skabt, og jeg ved hvordan hun var som ung, hun er en sød pige, og du er en fyr med et godt udseende" han smilede og rystede på hoved "men sandheden er at i er bange, i er bange for hvad der sker forude i fremtiden, om i vil blive efterladt alene, jeg ved det fordi jeg har det selv sådan, efter Lauras død turde jeg heller ikke komme i nærheden af nogen, tanken om at skulle kysse en anden kvinde virkede absurt og det gør det stadig, men du har måske brug for det her, det kunne være sundt" han trak på skulderne og trak vejret dybt

Matthew hældte noget af alkoholen op i det glas der blev rakt frem mod ham inden han stillede flasken på bordet igen. Han skar en grimasse ved Michaels beskrivelse af situationen "Jeg forstå sgu godt du bliver vred, men vi ved begge hvor meget Felicia elsker at bruge den slags svagheder imod dig, og alle andre for den sags skyld... jeg hjælper dig... sammen finder vi ud af noget..." lovede han med en fast stemme der ikke var til at rokke, ja nærmest som om han havde en plan... hvilket han måske havde.
Undskyldningen blev godtaget - heldigvis - men ikke uden at vise hvem der bestemte og Matthew pressede læberne sammen, og bed ligeledes tænderne hårdt sammen ved det hårde klem mod hans skulder der var så hårdt at det gjorde ondt. Endnu engang viste Michael hvem der var stærkest, noget Matthew var mere end bare bevidst om, og han hadede det faktum at være så ung, og altid ville være det. "Course dude..." svarede han blot ved hendes ord.
Som Michael fortsatte lyttede Matthew med blikket rettet mod sit glas. Han så ned i væsken uden et ord mens hans ven snakkede og sukkede lydløst. "Du har måske ret, men jeg ender med at såre hende... og så får jeg først Jack på nakken... jeg kan bare ikke holde mig til en dame, hun flipper hvis jeg nævner en anden i hendes nærhed og omvendt... vores forhold er meget indviklet..." han burde nok bare give slip, bare sætte en stopper men han kunne ikke rigtigt.

han hævede øjenbrynet, ventede lidt, så næsten ud som om han skulle vende det hele i hoved, men til sidst nikkede han og tog en tår af sin nye drink "mange tak, det betyder meget, men pas på, jeg har vrede der helst ikke må komme helt ud, jeg tror faktisk engang jeg rev hjertet ud af brystet på en fordi han gjorde mig rigtig vred. det værste er bare jeg vil ikke være sådan her, fuld af vrede og hele tiden sur, jeg vil bare være..mig" han slog ud med hænderne, at være ham indgik det han altid gjorde, at han smilede og var i godt humør, men hans mørke øjeblikke, var han som en mini udgave af Dimitri, kold og nådesløs, han kunne ikke helt huske om hvorvidt Matthew havde set ham i en af de tider.
han rullede med øjnene "hej bare fordi mit løb er kørt betyder det ikke dit løb er kørt, du begærer hende det er tydeligt, og du føler noget for hende, det gør hun også for ellers ville i ikke bekymre jer om at være hinanden jalous" han trak på skulderne "det her siger jeg som din ven, men du er en idiot lige nu, du har en fantastisk pige stående foran dig, parat til at gå i døden for din skyld, parat til at gøre oprør mod hendes bror, kun for din skyld og jeg ved du ville gøre noget af det samme for hende, så hvorfor helved tager i ikke og finder sammen og det med damerne, du ved jeg er her for dig" han smilede blidt og skævt

Matthew så opmærksomt på sin ven mens denne overvejede hans ord, han afbrød ikke, lod ham overveje det alene og i fred. Svaret bragte dog et smil over Matthews læber "I know Michael... belive me.. I know..." svarede han med et suk, han havde skam set noget af den vrede, og den var skræmmende, ikke desto mindre stolede han på at deres venskab, sammenhold og Michaels styrke kunne klare det. "You can do this together bro!" han løftede sit glas i et skål inden han bundede drinken.
Matthew opgav at hælde op i glasset igen, i stedet løftede han flasken og begyndte at drikke direkte fra den. "Forget it Michael.. det er venligt af dig og alt det... men seriøst... at jeg er en jaloux stodder, og på samme tid knalder til højere og venstre er ikke go tegn for et forhold... i just cant! ... gonna fuck the whole thing up.. I just know!" svarede han opgivende inden han så bestemt på sin ven. Hvorfor snakkede de overhoved om dette? Han gad virkelig ikke diskutere det alligevel.

Han nikkede og smilede taknemlig, skålede sammen med ham før han bundede glasset "mange tak, det her betyder virkelig meget for mig, så med din hjælp tror jeg nok jeg skal klare den" han smilede bredt og troede et sted virkelig på det, men alligevel var der altid frygten, billeder hvor han flår ham fra hinanden i vrede dukkede op og i rent chok kommer han til at knuse glasset, han smilede undskyldende og lod resterne glide ud af hånden.
han knurrede "jeg har levet igennem 712 år smerte, hver dag levet med den viden om at jeg slog laura ihjel, vores barn der kun var uge for at blive født, ikke engang i mit liv har jeg ladet nogen komme så tæt som dig, engang har jeg og han stak mig dybt i ryggen" han trak vejret dybt "lad hver med at lav de samme fejl som jeg, lad hver med at lev dit liv med den tro om at du ikke fortjener kærlighed, for det gør du" han smilede svagt, men smerten var tydelig i hans øjne, han havde aldrig fundet nogen som kunne elske ham efter laura også selv da han prøvede var der ingen, de knuste ham og det måtte ikke ske for Matthew aldrig.

Han smilede bredt og nikkede bestemt "Det gør vi!" svarede han bestemt. Et sted havde han ikke noget tvivl, det værste der kunne ske var at dø og det eneste skidt der ville komme ud af det var at overlade Louis til sig selv, han ville måske skrive et brev eller lignende og efterlade det i tilfælde af at det går galt, et brev hvor han vil bede Michael tage sig af broderen i tilfælde af at han blev dræbt under forsøget. Pludselig blev glasset knust og Matthew spærrede øjnene op "Michael!" udbrød han og så stumperne glide fra hans hånd. Bartenderen så overrasket på dem og sank en klump "Er du okay dude?!" Spurgte han og greb om hans hånd for at undersøge den. Reaktionen var lige lovlig voldsom for deres slags, men der var sgu mennesker, at smile af det og tage let ved det ville ikke være smart. "Jeg køre dig på skadestuen" sagde han og trak ham på benene og ud af døren hvor han straks faldt til ro "Var det en opfordring til at gå i gang i aften eller hvad...? hvad skete der lige mand?!" spurgte han med rynkede bryn, hvad havde fået ham til dette?
Som Michael knurrede sukke Matthew og snerpede utilfreds læberne sammen "Michael! Det har intet med hvorvidt jeg fortjener kærlighed eller ej... det er mig! Jeg kan ikke i et forhold! og selv hvis jeg kan.. for pokker mand vi er udødelig! Hun bliver træt af mig eller omvendt på et tidspunkt" forsøgte han at forklare. Hvad gik der lige af ham?!

han stivnede og knurrede lavmælt da Matthew rørte hans hånd, det var ikke altid berøringer kom helt godt ind, ikke med den skaber han havde, de ende tit op i slås kampe, hvilket kun gjorde han fik smerter. han lod ham dog trække sig med ud, hvor han lænede sig op af muren og trak vejret dybt "jeg ved det ikke, jeg har ikke følt mig het okay her på det sidste og hvad har du englelig tænkt dig at gøre, jeg kunne slå dig ihjel og jeg vil ikke også have dig på samvittigheden, jeg har nok med hende og barnet, ikke også dig" han rystede på hoved og trak nogetglas ud af hånden, mens han stønnede af smerte, det var ikke ligefrem det mest behagelige. han pustede ud og så væk, dette var virkelig skamfuldt. at han smadrede et glas, mistede besiddelsen, det var alt sammen skamfuldt, ligesom han var, han rystede på hoved og lod endelig øjnene falde på Matthew

Matthews blik blev skarpt som Michael knurrede af ham, og så skyndte han sig ellers bare at få ham ud hvor han straks slap ham. At blive knurrede af var ikke et godt tegn, han så dog intenst på ham og opmærksomt som han lænede sig op ad muren og trak skår ud af hånden, Matthew trådte nærmere igen og forsøgte at hjælpe ham "For det første, så skal du tænke på at hvis du dræber mig... så hævner du en masse uskyldige menneskers død... for det andet, så sker det ved en fejl.. please... gå ikke rundt og hav dårlig samvittighed, det gavner ikke.. for det tredje.. tag dig af Louis, han bliver dit ansvar hvis du slår mig ihjel... for det fjerde... så har jeg tænkt mig at snakke ud om tingene.. vi skal have dine problemer ud alle sammen inden vi kan få det klaret" svarede han og remsede det alt sammen op i en lang og måske kedelig smøre.

Han rynkede brynet "du skal ikke dø, du er min bedste ven, den eneste person der har afholdt mig fra bare at fjerne min ring også brænde op i solen også er jeg englelig pisse ligeglad med om du så har slået dronning af England ihjel" han rystede på hoved og lyttede videre, prøvede at berolige sig selv, efter lidt tid lykkedes det og han hævede øjenbrynet "selvfølgelig vil jeg tage mig af Louis, han er familie, så det vil jeg altid gøre, Dimitri skal gå langt for at få ham" han lagde armene over kors og så lidt blødere ud igen "jeg kan ikke holde mig selv tilbage med at have dårlig samvittighed, det der er sket, det jeg har gjort det er utilgiveligt" han gik hen til ham og lagde hånden mod hans skulder "undskyld du må trækkes med en som mig, en dårlig sammenligning af en ven, det overrasker mig virkelig at du stadig er her" han så opmærksomt på ham og smilede svagt

» so it's you, when was the last time we saw? -Matthew-
» Giv mig ham! *Matthew <3 ^^*
» Vampyr... I er over ALT! //Matthew J. C//