Help me.. Who am I? - Matthew J.C.

Tid: 23:05
Sted: Skoven
Omgivelser: En lille lysning
Vejr: Begyndende regn

Hun lå midt i en lille lysning, langt inde i skoven og så ud til at sove. Hendes bare arme lå ned langs hendes sider og hendes øjne var lukkede. Det eneste bevægelse, var hendes brystkasse som langsomt hævede og sænkede sig fredsommeligt. Hun havde en hvid kjole på, enkel og uden detaljer. Et stykke hvidt stof, som var syet til en kjole. Den nåede ned under hendes knæ og ville ikke gøre det muligt for hende at skjule de bare fødder. Blæsten trak til og fik en svag bevægelse i kjole og hendes blonde hår, som var bredt ud som en vifte omkring hendes hoved.

Regndråber var begyndt, at falde ned fra himlen, men det tydede ikke på at det ville styrte ned lige med det samme. Regndråberne faldt med mellemrum og en dråbe nåede næsten at tørre ud, før den næste faldt på hende. Månen var så småt ved at blive skjult bag de grå skyer og kunne derfor ikke kaste så meget lys ned på den unge pige. Kulden begyndte at sætte sig i hende og fik det til at krible i hendes hud. Hendes øjenlåg sitrede svagt, men hun ville endnu ikke åbne dem. Noget i hende havde ikke lyst til at se, ikke endnu. Hendes fingre kærtegnede græsset under hende og langsomt blev hendes sovende ansigt undrende. Hun huskede græsset, måske ikke lige dette græs men græs huskede hun jo. Hun huskede vinden som hjalp kulden med at svæve hen over hendes krop. Hun huskede fornemmelsen af den friske kolde natte luft, som fyldte hendes lunger. Hun huskede det hun kunne sanse omkring hende, stadig uden at åbne hendes øjne, men alt andet var glemt. En regndråbe faldt på hendes kind og langsomt tog dråberne til. De faldt blødt på hendes hud og langsomt begyndte hun at åbne de blå øjne, men allerede der var regndråberne blevet til hendes tårer og en dæmpet hulken undslap hende, da hendes blik blev mere og mere fortvivlet og det eneste hun kunne var at se op mod de grå skyer, som var ved at skjule månen for hende.

Regn i luften. Han kunne lugte det! himlen havde været skyfri hele dagen men var hen efter aftenen blevet fyldt med skyr og havde truede med at åbne for sluserne og lade regnen komme til i timevis efterhånden. At det så omsider begyndte at dryppe undrede derfor ikke vampyren der roligt bevægede sig gennem skoven med kursen mod sit hjem efter en lang dag. Matthew var på ingen måde træt, folk som ham blev ikke bare trætte, og han bevægede sig derfor på noget der kunne minde om liste tå gennem skoven. Hans skridt var skam lydløse, men ikke noget bevidst han gjorde, blot en ting der fulgte med hans race og som man med tiden tillærte sig. Sådan var det bare, ville man overleve, måtte man blive en jæger, og en jæger var altid stille for ikke at skræmme sit bytte.
En speciel fært fangede hans sarte lugtesans hvor han standsede brat op. Et bytte. Den vidunderlige duft var så indbydende at han måtte tilbageholde et suk af nydelse. Den duft var han ikke så fravendt, men helt så bekendt med den var han nu heller ikke. Han vidste instinktivt og med det samme at det måtte være en engel, men hvad lavede det herude så sent, og endnu vigtigere, hvad lavede det herude alene. Endnu engang snusede han ind, forsøgte at gøre danne sig et overblik over personen. Det første hans sanser fangede var englens køn, en kvinde, det andet var hendes alder. Ung. En regndråbe ramte hans næse, han rynkede på den og omsider kom der liv i ham hvor han satte sig i bevægelse igen, denne gang med kursen mod englen. Naturligvis var hans interesse vakt, ikke mange var heldige at støde på denne unikke race, og han var nød til at se englen med egne øjne. Naturligvis var han tiltrukket af denne skabning hvis blod var så dragende, men generelt var det hele væsnet og ikke kun blodet der tiltrak ham og derfor fortsatte han målrettet mod destinationen. Et hulk fik ham til at standse brat op, kun enkelte træer fra at kunne se den. Hun græd? Tanken måtte overraske ham, men han fortsatte mod hende. Kort efter stod han knap to meter fra hendes liggende skikkelse. Endnu nogle skridt blev taget hvorpå han standsede, og satte sig på hug hos hende, hovedet søgte på skrå og et tiltalende smil fandt vej over hans læber hvor hans intense blå øjne så beroligende på hende. ”Don’t cry..” hviskede han næsten bedende, rakte forsigtigt den ene hånd mod hende, med intention om at stryge en tåre bort hvis hun lod ham.

OUTFIT

Hun havde ikke hørt nogen nærme sig, hendes tanker fløj rundt uden at have indhold, men larmede så hun ikke bemærkede nogen lyde. Først da han stod ved siden af hende, og satte sig på hug ved hende, blev hun opmærksom på ham. Hun sugede luft ind til gisp, da hun blev forskrækket over ham. Kort flakkede hendes blik mellem ham og månen, som snart var helt skjult og efterlade lysningen i mørke, og kun en enkelt gang flakkede hendes blik til hans hånd som han rakte frem mod hende. I hende hoved kendte hun ingen, ikke engang hendes selv og hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på ham, om hun skulle være bange for ham, eller glad for at han var der. Hendes blik var dog bange og forvirret, og var fæstnet til hans ansigt. Hun pustede luften ud, mens hun samtidig forsøgte ikke at græde, for han havde jo bedt hende om at lade være. Hun nikkede svagt, men hun kunne dog ikke hindre tårerne i at løbe ned ad hendes kinder. Kort blev hendes blik undskyldende fordi hun ikke var i stand til, at gøre som han bad hende om, hvilket også gjorde hende mere fortvivlet og ked af det.
Hun rystede over hele kroppen, om det var på grund af kulden eller situationen, vidste hun ikke men det måtte være på grund af dem begge. Hendes blik blev bedene, samtidig med at hun bed sig i underlæben, som dirrede svagt, for at holde gråden så meget tilbage som hun kunne. Kort åbnede hun munden, men hun sagde ikke noget selvom hun gerne ville. Hun ville spørge om hjælp, men hun vidste ikke hvordan hun skulle spørge efter det. Den kolde blæst drev igen rundt i lysningen og fik hendes kjole og hår i bevægelse. Et kuldegys gik gennem hende, sekundet inden hun igen lukkede øjnene. Hun trak vejret halv hurtigt gennem næsen og kneb øjnene hårdt sammen, da hun forsøgte at sænke farten. ”Isabelle...” mumlede hun svagt med en grødet lys stemme, mens hun kvalte et hulk. Hun åbnede øjnene igen og så på ham endnu engang. Blikket var nu også blevet spørgende og hun trak været besværligt, da hun forsøgte ikke at bryde ud i gråd. Hun ville vide hvad der skete, da hun intet forstod.

Matthew behøvede ingen til at fortælle sig at englen her var skræmt fra vid og sans. Hendes blik sagde ham det hele hvor han måtte betragte hende med skjult forundring. Hun virkede fortabt, og utrolig bange. Kilden til hendes frygt var ham naturligvis ukendt, og dog så han næsten helt kærligt på hende med et beroligende smil over læberne. Hendes undskyldende blik forundret ham hvor han ikke var sikker på grundene til det. Han havde dog netop strøget en tåre væk da en ny forlod hendes øjenkrog, derved forstod han grunden til blikket kort forinden. Hendes læber blev skilt men intet forlod dem hvorved hun klappede sammen igen. Brisen der gled indover dem legede med hendes kjole og hår, og hans åbentstående jakke og hår. Den efterfølgende tåre blev også strøget væk hvor han lod hånden forlade hendes kind og vandre ned til hendes ene hånd som han blidt tog. I mellemtiden lykkedes det hende at få sagt sit navn ”Et smukt navn kære, mit er Matthew” svarede han roligt. ”Være ikke bange, jeg gør dig intet” forsikrede han hende hvor han lød rimelig overbevisende. Helt oprigtig var han dog ikke, dog kunne han ikke fortælle hende denne grumme sandhed, en sandhed om at hendes blod tiltrak ham mere end noget andet. Han havde dog ikke i sinde at sætte tænderne i hende, ikke endnu i alt fald hvor han derimod blot forsøgte at vinde hendes tillid. ”Kom, det begynder at regne” sagde han kort efter hvor han hjalp hende op at stå, uden at give slip på hendes hånd og hvor han derimod slog en arm om hende i tilfælde af at hun ville miste balancen eller var usikker på benene. I tilfælde af at hun ikke kunne gå selv, ville han nok ubesværet kunne løfte hende op i sine arme. Hvor han ville tage hende hen var endnu ikke en beslutning han var kommet til, men så snart han havde fundet ud af om hun kunne gå selv eller om hun skulle bæres ville han nok spørge om hun vidste hvor hun boede. At bringe hende hjem var naturligvis ikke en af hans planer, han havde en helt anden plan klar til at føres ud i livet.

Hun var ikke engang klar over at det var hendes navn, som hun havde sagt. Men det var det eneste som hun kunne huske, men hun huskede dog ikke hvad hun forbandt navnet med. Hun fik dog en følelse af at navnet var hendes, da han kan det en kompliment og ganske kort gled et smil over hendes læber. Men det gik hurtigt og var næsten ikke engang et rigtigt smil. Hun vidste ikke om det var noget at smile over. Hun var begyndt at slappe lidt mere af, i hans nærvær og også det han havde strøget hende over kinden for at fjerne hendes tårer, overbevidste hende om at hun ikke skulle være bange for ham. Men selve situationen var hun bange for og hvad der skulle komme til at ske. Da han gjorde hende opmærksom på at det snart ville begynde at regne, så hun igen op mod himlen og blev igen opmærksom på regndråberne som ramte hende. Hun havde ganske kort glemt alt om dem, men i hendes hoved regnede det jo allerede og hans ord forvirrede hende. Men lige nu var hun forvirret over alt, så der skulle ikke meget til. Hendes blik flakkede forvirret rundt, da han hjalp hende op at stå. Hendes blik flakkede kun kort ned til hans arm som han havde lagt omkring hende. Hun rystede over hele kroppen af kulden som havde taget bo i hende, men hun havde ellers ingen problemer med at stå op selv. Hun var stoppet med at græde, men hun kunne mærke at der ikke skulle meget til før det ville begynde igen. Hun havde lyst til at give tårerne frit løb, men hun kunne heller ikke se hvad det skulle hjælpe og hun havde på en måde heller ikke lyst til det, han havde jo bed hende om at lade være.
”Du kender mig ikke?” spurgte hun med en svag stemme, som om at hun ville være bange for at han skulle slå hende for spørge ham om det. Hun var endnu ikke helt tryk ved tingene som skete og det forvirrede hende forfærdelig meget at hun intet huskede. ”Er mit navn Isabelle?” spurgte hun lige efter og slog samtidig armene om hendes selv, i et forsøg på at skærme sig mod kulden. Hun havde slået blikket ned, mens hun bed sig i læben, for at stoppe den i at dirrer.