Hungry, maybe? ϟ Jack ツ

Måske. Hun kunne ikke lade være med at slå en perlende latter op. Hun kunne virkelig godt lide ham.. Hun kunne virkelig godt lide at bruge tid sammen med ham, være sammen med ham.. Selvom hun egentlig lige havde mødt ham, føltes det nærmest som om hun havde kendt ham i forvejen. Hun følte godt at hun kunne snakke med ham, og være sig selv.. Hun nikkede lidt, og regnede næsten med at han mente at han også var ny i Mystic Falls.. Hun sukkede lidt da han spurgte ind til hendes far. Hun trak lidt på skuldrene. "Jeg elsker ham.. Men nogle gange virker det bare som om han er ligeglad.. Med mig... Jeg ser ham næsten aldrig, og han spørger aldrig ind til mig.. Han har bare så travlt med sit arbejde.." Hun så lidt trist ned..

Hun virkede så trist... Han stoppede op, og lagde armene om hende. Han ville ikke have at hun var trist, hun skulle da være glad... Det foretrak han at hun var. Han lagde armene om hendes ryg, og kyssede hende på panden. "Jeg er sikker på din far bekymrer sig om dig." Hviskede han, og smilede opmuntrende. Han ville så gerne have at hun følte at hun kunne fortælle ham alt uden at være bange for at han ville sige det til andre, eller han ville dræbe hende. "Ligesom jeg allerede bekymrer mig om dig." Han smilede skævt.

Hun smilte halvt til ham, da han stoppede for at lægge armene om hende. Hun så taknemmeligt op på ham - da han jo var en del højere end hende - og lagde også sine arme om ham. Hun så så overrasket op på ham. Hun kunne ikke lade være med at smile kærligt til ham. "Tak, Jack.. Du er dejlig..." Hun smilte skævt til ham, og lagde så hovedet på hans bryst. Og hun var ikke specielt vild med tanken, men det kunne godt se ud som om hun var ved at falde for en vampyr...

Hendes ville sikkert have fået ham til at rødme hvis han var et menneske. Han lukkede øjnene, og ville helst ikke slippe hende. Nu var de endelig væk fra liget... Så det var lidt mere romantisk. Eller, det syntes han. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men undrede sig lidt over de følelser hun vækkede i ham. Han havde aldrig været forelsket, heller ikke vild med nogen. Så han vidste ikke om det var fordi at han var ved at falde for hende... En heks som ikke vidste meget om de hemmeligheder verdenen gemte. "Ikke mere end dig..." Hviskede han, og strøg hende over håret.

Dette her - hele situationen hun befandt sig i - virkede mere som en eller anden romantisk vampyr-film, end det virkede som virkeligheden.. Men hvem kunne måske også vide om det var virkelighed? Hvad nu hvis det bare var en drøm? Åh nej.. Det håbede hun virkelig ikke! Selvom det nok ville gøre tingene meget mindre komplicerede... Men.. Med mindre hun havde set Jack i et eller andet blad, ville hun nok heller ikke være i stand til at opfinde en så utrolig smuk skabning. Hun kom i tanke om noget fra de gamle historier fra hendes mor.. Vampyrer.. Blev ens skønhed ikke forstærket vildt meget, når man blev forvandlet til en vampyr? For bedre at kunne tiltrække sig ofre? Det mente hun faktisk.. Hun smilte, uden at se op på ham. Han var virkelig dejlig. "Tak.." Hun smilte sødt, selvom han ikke kunne se det.

Når man blev vampyr så forstærkede alt, følelser, sanser, og ens skønhed. Hvis dette var en drøm ville han blive utrolig ked af det... Han lukkede øjnene. Det var så længe siden... Så længe siden han havde holdt om en han virkelig kunne lide... Javist havde han også krammede hans søster, men aldrig rigtig i længere tid. Han blev ved med at stryge hende over håret. "Så lidt..." Selvom han kunne se at hun smilede, så havde han en ide om at hun gjorde. Han smilede også selv... Han havde aldrig nogensinde i hele sit lange liv troede at han skulle kysse en heks, og ikke dræbe hende bagefter... Han havde heller ikke troet at han faktisk ville falde for en.

Det var rart. At stå i hans favn.. Afslappende.. Hun følte sig på en eller anden måde helt tryg.. Selvom han var en vampyr, og i realiteten kunne dræbe hende med lynets hast.. Hun valgte dog bare at stole på, at han ikke ville slå hende ihjel.. På trods af, at hendes mor altid havde sagt at man aldrig måtte stole på en vampyr... Hun lagde nakken tilbage og så op på ham. "Hvad så nu?" Hun vidste ikke lige om han havde tænkt sig at de skulle stå sådan hele dagen - selvom hun egentlig ikke ville have noget imod det.. Det var hyggeligt.. Rart.

Åh hvilket godt spørgsmål... Som han slet ikke kendte svaret på. Det ville han dog ønske at han gjorde, men han vidste det ikke. Han så ned, og dermed kiggede på hende. Han lagde sine hænder på hendes kinder, og kærtegnede kinderne blidt. "Hvad vil du gerne lave?" Han så spørgende på hende, og smilede. Han var lidt ligeglad med hvad de lavede, han ville bare være hos hende... Det var så rart. Så afslappende...

Hun trak lidt på skuldrene. Hun var egentlig også ret ligeglad med hvad de lavede, så længe han bare var hos hende.. Hun tænkte lidt over det.. "Hvad med at tage hjem til dig? Så kan vi finde på noget at lave, når vi er kommet derhjem..?" Hun smilte skævt til ham, og kyssede hans kæbe. Egentlig kunne det da også være meget spændende at se hvordan han boede. Gad vide om vampyrer boede sådan nogle rigtig skumle, dystre steder? Hvor der var helt mørkt? Hey forresten! Brændte vampyrer ikke i sollys?? Hun betragtede Jack lidt undrende...

Jack tænkte lidt over hendes forslag. Hjem til ham... Han vidste ikke om Ava var der, eller om han havde... Ryddet op... For lig. Han havde det med at tage nogle af sine ofre med hjem, og så gemme dem der til han følte sig sulten... Og så lod han bare ligene ligge. Udover det havde han også sine malerier på værelset, og når det angik dem var han faktisk (utroligt nok) genert over at vise dem frem. "Jeg ved ikke om Ava er der... Plus, jeg har vist heller ikke ryddet op." Han bed sig i underlæben, men smilede da hun kyssede hans kæbe. Han havde en slags dagslys ring, en sølvring med Lapis Lazuli... Han havde taget den nogle år efter hans forvandling fra en anden vampyr som bare havde ligget død. Han så spørgende på hende da hun betragtede ham undrende. "Hvad er der?"

Jeg ved ikke om Ava er der... Sætningen kørte bare rundt i hendes hjerne. Ava,
Ava, Ava. Hvor kendte han Ava fra?? Hun kiggede overrasket og irriteret på ham - selvom det nu ikke var ham hun var irriteret på. Det var Ava. "Ava? Du kender Ava?" Hun prøvede at holde kulden og irritationen ude af sin stemme, men noget af dem formåede alligevel at snige sig ind.. Og hun ville jo ikke have at han troede, hun var så på ham! For det var jo slet ikke tilfældet, overhovedet! Så så hun stadig lidt undrende på ham. "Jeg undrede mig bare over noget... Burde du ikke brænde, eller sådan noget?" Hun så spørgende på ham. Det var jo dagslys endnu...

Hendes irritation, og kolde stemme fik ham til at se ned, og tog armene væk fra hende. Han foldede hænderne bag ryggen, og nikkede. Ava var hans lillesøster... De boede i samme villa, forvandlet samme nat, og havde svoret en ed på at være der for hinanden. "Hun er min lillesøster... Kender du hende?" Han var tøvende, og det var tydeligt at se han ikke brød sig om at hun pludselig havde skiftet humør. Han trak på den ene skulder, og tog sin hånd frem der havde ringen på sig. "Min ring, Lapis Lazuli, en slags besværgelse eller noget, den beskytter vampyrer fra solen." Svarede han, og foldede igen hånden om bag ryggen. Han trippede lidt.

Da han trak sig væk fra hende, dukkede et trist udtryk op i hele hendes ansigt. Hun ville jo ikke skubbe ham væk.. Der var bare det, at hun virkelig ikke kunne lide Ava. Specielt ikke efter deres sidste møde.. 'Til næste gang, der vil du helt sikkert ikke se mig, før det er for sent!' Det var det sidste Ava havde sagt til hende... Og... Var hun også en vampyr? Var det dét der var så mystisk og anderledes ved hende?! Det var det garanteret! Og så kunne hun sagtens føre sine trusler ud i livet... Hun sukkede. "Din lillesøster? Så Ava er også en vampyr?! Åh nej..." Hun så lidt rundt, og bed sig nervøst i læben. Mon han kunne - og ville - få Ava til at holde sig fra hende? Hun så fascineret på ham. "Nå... Smart.." Besværgelse? Så var det vel en heks der havde lavet den til ham?

Da hun så trist ud indså at han irritationen ikke var peget mod ham... Hvor var han dog dum... Han smilede skævt, eller prøvede. Han lagde armene om hende igen, og kyssede hende på panden inden hun begyndte at sige noget igen. "Har hun truet dig?" Hviskede han spørgende, og kørte blidt en hånd igenmen det smukke hår. Han trak hovedet lidt væk, men gav ikke slip på hende. Han så undersøgende på hende. "Ja... Jeg fandt en vampyr med den." Han smilede opmuntrende, og lagde hovedet lidt på skrå. Hvis Jack ikke måtte angribe Matthew, så måtte Ava ikke angribe Amelia...

Da han smilte skævt til hende, blev hun straks lettet. Hun ville ikke have han skulle føle, at hendes irritation var rettet mod ham, på nogen måde! For det var den jo bestemt ikke! Hun puttede sig ind i hans arme, og følte sig endnu en gang tryg. Hun nikkede lidt tøvende. "Ja, det kan man vidst godt sige!..." Hun bed sig endnu en gang lidt i læben. Hun nikkede forstående. "Er der mange vampyrer der har sådan en ring? Så de bare kan færdes i sollys når som helst?" Hun så lidt skræmt ud ved tanken om det...

Stakkels Amelia.. Han fik helt ondt af hende, eller mere end han allerede havde. Endelig gad han slet ikke at snakke om Ava... Ikke at han hadede hende, nok nærmere han bare ikke orkede. Igen kom tanken om at der måske lå lig inde på hans værelse... "Bare rolig, hun får ikke lov til at skade dit kønne ansigt." Hviskede han drillende, og grinede. Han tænkte sig om ved hendes spørgsmål. "Hm... Der er vel nogle vampyrer som ikke har..." Han kiggede ned på hende, men kunne ikke rigtig se heneds ansigt. "Er du sikker på du vil se mit hjem? Hvis ja... Så må jeg lige bede dig om at vente her."

Det var dejligt at vide, at han ikke ville lade Ava gøre hende noget.. Hun smilte taknemmeligt til ham. "Tak... Men du behøver altså ikke at beskytte mig.. Hun er trods alt din søster og det ville være dumt at gå imod hende, og så endda på grund af en ubetydelig person som mig..." Hun smilte halvt til ham, selvom hun egentlig virkelig håbede at han ville sige hende imod. Hun ville gerne have at han skulle passe på hende. Han fik hende til at føle sig tryg, selvom hun næsten lige havde mødt ham. Hun nikkede bare lidt, som svar på det med vampyrerne.. Hun så spørgende på ham, men nikkede bare lidt. "Okay... Så gør jeg det. Hvis du altså lover at komme tilbage til mig.. For ellers kommer jeg sgu aldrig ud af denne her skov.." Hun lavede lidt store øjne..

Jack vidste at hvis han angreb Matthew, eller bare i det hele taget sårede ham, så ville Ava angribe Jack. "Hun har selv en hun holder af... Jeg ved at hun kunne finde på at angribe mig for at redde ham." Han spærrede øjnene op. "Ubetydelig? Amelia, hvis du var ubetydelig tror du så ikke jeg ville have dræbt dig?" Hun var i særdeleshed ikke ubetydelig! Han kyssede altså ikke hvem som helst, og hun var helt unik. Han grinede kort. "Bare rolig, jeg kommer tilbage" Han smilede, og med ét var han væk. Han stod inde i den hvide Villa med de så mange vinduer, og kiggede rundt. "Ava?" Intet svar. Han tjekkede dog hendes værelse for at være sikker. Ingen, der var ingen... Han gik ind på sit eget værelse, og bed sig i underlæben da han så to lig... En af dem på stolen, og en anden på bordet. Han tog dem begge, og gik ned i kælderen. Han smed dem, og var henne ved Amelia igen. "Foretrækker du at gå, eller... Vampyrløb?" Han smilede drillende.

Først overraskede det han sagde hende lidt.. Tænk at Ava rent faktisk kunne holde af - hvis ikke elske - en anden end sig selv.. Amelia havde altid set hende som overdrevet kold, og tilmed en smule ude af stand til at elske noget/nogen. Men selvfølgelig kunne alle vel elske.. Selv de onde... Hun kunne ikke rigtig finde på noget at sige, så hun endte bare med at sige, "Nå.. Men tak alligevel." Hun kyssede ham på kinden og smilte taknemmeligt til ham. Hun så lidt på ham og så ned på sine fødder. "Det ved jeg ikke..." Selvfølgelig kunne hun godt se hans pointe, men alligevel... Hun nikkede smilende, og så var han pludselig bare væk. Hun sukkede lidt, og mærkede straks hans fravær... Men heldigvis tog det ikke længe - nok endda mindre end fem minutter - før han kom tilbage.. Det gik hende straks til at smile stort. Hun tøvede lidt, men trak så på skuldrene. "Jeg er lidt ligeglad.. Det er helt op til dig!" Hun smilte sødt til ham.

Op til ham? Det skulle hun aldrig have sagt... Hurtigt havde han hende oppe på sin ryg, og stod i villaens stue. Stuen var helt hvid, hvide sofaer, hvide sofaborde, og et fladskærms tv. Overalt var der vinduer, og træer rundt omkring villaen. Uden for var der godt nok også en mellemstor swimmingpool. Der var helt rent, og gulv, og væg var hvidt. Han rømmede sig lidt. Der var også et maleri ovenover en sofa, et maleri med blodrød maling, og det skulle ligne en falk med rødt omkring. "Ja, det så stuen." Det var tydeligt at han var genert... De fleste af malerierne der var i villaen havde han malet. På trods af hans store glæde af at dræbe, så elskede han at male. Male liv, og nærmest få det til at se levende ud. Han gik op på sit værelse. Værelset var okay stort, og havde malerier overalt. Et staffeli var ved et stort vindue der kunne åbnes, og et skrivebord var ved siden af staffeliet. På skrivebordet var der pensler. På staffeliet var der et billede han var igang med, men det var ikke helt til at se hvad det skulle forestille da det var helt blåt, og havde nogle sorte streger. Nogle malerier var på væggen, men ellers var de på gulvet, og hang op af den hvide væg. En stor seng var der også, og der var også helt pænt... Ikke noget som helst støv. Vinduet gik fra loft til gulv, og der var en dør. Men døren gik ud til et træ han kunne hoppe hen på. En mac var på skrivebordet ved siden af skrivebordet, og et fladskærms tv hang på væggen. Der var ingen mobil at se da han ikke havde brug for sådan en. Sengen var redt, og der var en dør ud til et badeværelse. "Mit værelse." Han smilede skævt. Et dyrt kamera var også på skrivebordet.

//At beskrive stedet... xD//

Amelia var hurtigt oppe på hans ryg, og skyndte sig at klamre sig til ham. Hun skulle skam ikke risikere noget! Næ nej! Hun var altså alligevel for ung til at dø... Da de så var hjemme hos ham, i en stor hvid villa, hoppede hun endnu en gang ned fra hans ryg. Hun smilte til ham, og så sig så omkring i stuen. Der var utrolig flot! Helt lyst, og nok ikke rigtig som hun havde regnet med - hvis hun skulle være helt ærlig, havde hun jo nok regnet med et eller andet mørkt og dystert. Men okay, nu havde de jo så også de dersens sollysringe, eller hvad fanden man nu end kaldte dem for... Hun så smilende på ham, og opdagede at han så genert - måske tilmed en smule forlegen? - ud. Det fik hende blot til at smile endnu mere. Hun stillede sig på tæer, og kyssede ham blidt på kinden. Han var så sød.. "Her er flot!" Hun smilte stort til ham, for at vise at hun mente det. Det var der jo også! Hun fulgte med ham ovenpå, og de kom til et værelse. Hun regnede næsten med at det var hans, og fik det da også hurtigt bekræftet, da han sagde at det var hans værelse. Hun kiggede nysgerrigt rundt, og blev endnu en gang overrasket. Han boede jo utrolig rent og pænt! Sengen var endda redt, hvilket var noget hun ikke engang selv altid gjorde. Dog havde hun skam tænkt sig at gøre det hver morgen, nu hvor hun boede hos sin moster, Jules. Det ville da være uhøfligt, andet.. "Og her er også flot!" Hun smilte det samme store smil som før. Hun betragtede staffeliet og billederne, og gik ud fra at han selv havde malet dem. De var utrolig smukke! Hun så på ham med store øjne. "Har du selv malet alle dem?!" Hun kiggede endnu en gang fascineret rundt på dem..

//Haha xD

Han vidste ikke han selv syntes det var flot.. Men det havde været ham som havde valgt de skulle bo i villaen. Han havde været fortryllet af det, og ville straks købe det... Han smilede da hun kyssede ham på kinden. Hun virkede så glad... Det var virkelig dejligt. Han foretrak at hun var glad, og samtidig virkede hun også imponeret. Han gik lidt længere ind i værelset da hun gjorde det, og satte sig på sengen. Han så lidt rundt, og trak på den ene skulder. "Tak."Han smilede skævt, og gik så hen til staffeliet. Han rørte kort ved billedet, og nikkede tilfreds. Det var tørt. Han så på hende igen. Han bed sig lidt i underlæben af hendes spørgsmål. "Ja..." Svarede han tøvende, og kiggede lidt ned. Han var så genert over at vise sine malerier frem, men elskede at have dem på sit værelse. "Jeg har altid elsket at male..." En tanke skød ned i ham, men han skubbede væk.

//Sorry kort svar

Hun kunne i hvert fald godt lide det. Det var så anderledes fra deres hjem, hjemme i New York. De boede ikke i hus. Selvom de havde råd til det.. Nej, de boede i en eller anden latterlig skyskaber, fordi hendes far 'godt kunne lide udsigten'. Ja, men hvad fanden nyttede det egentlig hvis han alligevel aldrig var hjemme og kunne se på den?! Hrmpf... Hun smilte sødt til Jack. "Så lidt da." Han virkede meget genert omkring sine malerier, hvilket hun da slet ikke kunne forstå! De var jo utrolig flotte! Men nu kunne man jo så også sige, at han havde haft rigeligt med tid til at øve sig i.. Hun smilte forsikrende til ham. "Det kan man da godt forstå, når du er så god til det! Wow, Jack!" Hun gik hen til ham og satte sig ved siden af ham, på sengen.

//Helt fint, så se på mit!

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, han vidste ærlig talt aldrig hvad han skulle sige når folk roste ham. Han plejede bare at smile, og takke... Han havde aldrig været god til at tage imod komplimenter, eller give dem. Han bed sig i underlæben, og satte sig på sengekanten igen. "Tak." Han så rundt. Endelig var han ikke meget for at vise sit værelse frem, men det gik nok... Mente han. Han kiggede nysgerrig på hende da hun satte sig ved siden af ham. Spørgsmålet var om hvad de skulle lave... "Går du i skole, Amelia?" Spurgte han så.

Hun smilte bare lidt, og nikkede som svar på hans tak. Hun var nu meget god til at give komplimenter, men havde heller aldrig været den allerbedste til at tage imod dem. Hun havde aldrig haft den største selvtillid, og derfor måtte hun også tit kæmpe lidt for at bilde sig selv ind, at folk rent faktisk mente hvad de sagde når de komplimenterede hende. Men det gik jo nok alt sammen.. Hun skulle nok overleve, selvom hun ikke var den bedste til at tage imod komplimenter - så stort et problem var det jo heller ikke ligefrem, vel?.. Hun smilte lidt til ham, og nikkede så. "Ja, desværre.." Hun smilte lidt skævt til ham. Skolen var ikke ligefrem hendes yndlingsbeskæftigelse, selvom hun var en intelligent pige. Men bare fordi man var god i skolen, betød det jo heller ikke at man elskede den, eller bare kunne lide at gå i skole.. I hvert fald ikke i Amelia's tilfælde..