Hungry, maybe? ϟ Jack ツ

De fleste vampyrer var mystiske, nogle beholdte deres menneskelighed. Man kunne slukke for sine følelser, altså slukke for sin menneskelighed. Dette var dog noget Jack ikke kunne, eller gad. Han havde altid været som han var, hvorfor slukke det ned? Det ville være mærkeligt... Hvorfor han kyssede hende var et spørgsmål han ikke selv kunne stille... Men han følte sig tilpas. Han lukkede øjnene, og lagde tøvende armene om hende, bare for at se om han måtte det... Alle havde deres grænser, og det havde han respekt for... Ved de fleste. Det mennesker nu kaldte sommerfugle i maven mærkede Jack. De blafrede som gale, som om det gjaldt livet.

I de historier Amelia's mor havde fortalt, havde hun godt sagt at vampyrer selv kunne vælge om de ville føle eller ej. At de kunne slukke for deres følelser.. Nærmest som at slukke og tænde på en kontakt. Nogle gange måtte det egentligt være ret belejligt at kunne, men... Det ville nok blive lidt deprimerende i længden.. Ikke at kunne føle noget som helst, overhovedet... Det var slet ikke til at sige, hvorfor hun overhovedet kyssede ham, men hun kunne ikke lade være.. Hun havde ikke lyst til at lade være! Hun lukkede også øjnene, og lod ham bare ligge armene om hende. Hun havde faktisk slet intet imod det.. Intet imod at være i hans favn, hans arme. Hun pressede sig tættere på ham, og kyssede ham intenst.

Jack havde aldrig troet at han skulle kysse en heks... Men ja, her stod han. Hun skubbede ham ikke væk, hun virkede ikke til at have noget problem med det. Han mærkede at hun pressede sig tættere på. Han lod ikke deres læber adskille, men undrede sig over om hun ikke snart skulle have luft... Han behøvede ikke, han var jo nærmest død. Hvis hun behøvede luft måtte hun gerne trække sig væk for at trække vejret, intet problem. I det hele taget havde han heller aldrig troet at han ville skåne en heks fra at dø... Men han havde troet forkert om sig selv.

Amelia havde godt nok heller ikke ligefrem forestillet sig at hun ville stå og kysse en vampyr idag, da hun vågnede op i morges! Men hvem kunne måske også se den komme?! Hun skilte læberne lidt, og tillod sig selv at nyde kysset fuldt ud. På trods af at hun slet ikke burde. Hun havde ingen gode grunde, andre end at hun simpelthen bare havde lyst. Hun nød det, og ønskede ikke at stoppe deres kys. Dog trak hun sig modvilligt lidt væk, da hun begyndte at trække vejret en del tungere og hurtigere. Hun skulle have noget luft... Og det tog hun så, da hun afbrød deres kys - dog uden at trække sig væk fra ham. Hun trak vejret en smule ujævnt og tungt. Tegn på at hun nød det. For det gjorde hun skam.. Selvom det nok var forkert, nød hun at have ham tæt på sig..

Jack havde ikke kysset nogen i flere år... Han havde glemt hvor fantastisk det var, specielt når det var en man syntes om. Han mærkede at hun skilte læberne lidt, men gjorde intet ved det. Han var for overrasket over at han i det hele taget havde kysset hende... Men han nød det. Uden tvivl. Han lavede en lille klagende klynkelyd da hun trak sig væk, og åbnede øjnene. Han mærkede hendes ånde mod ham, og smilede skævt. Han vidste ikke hvad han skulle sige... Hvad sagde man efter man havde kysset en? Han havde kysset piger før, men havde altid vandret ned til deres hals, og så bidt dem. Så havde han ikke behøvet at sige noget... Han tænkte ikke på at det var forkert af ham, han svigtede på en måde sig selv... Men han var dog ligeglad. Han beholdte armene om hende, og kyssede hende på panden da han var noget højere end hende.

Det var altså heller ikke ligefrem ofte, at Amelia kyssede på fyre. Flirte kunne hun skam godt, men hun.. Tja.. Hun kom ligesom heller aldrig længere end det. Hun fandt dem bare aldrig interessante nok, vel..? Hun kunne ikke lade være med at smile lidt skævt, over det lille klynk han kom med, og kørte sin tommelfinger henover hans læber. Hun havde også åbnet sine øjne igen, og stod bare helt tæt på ham. Hun vidste ikke rigtig hvad hun nu skulle gøre... Da han kyssede hende på panden, kunne hun ikke lade være med at smile. Så begyndte hun at pille lidt ved hans sjortekrave, og var faktisk en smule nysgerrig over noget. Hun så op på ham. "Fortæl mig om det.. Hvordan er det så at være.. Tja, en vampyr..." Hun så spørgende på hende, selvom sætningen var ret mærkelig at sige...

Jack havde en teknik til at flirte med sine ofre, som for det meste var kvinder. Men han kyssede dem næsten aldrig... Han smilede da hun kørte en tommelfinger hen over hans læber, og lukkede øjnene. Hun var et dejlig at være sammen med... Han åbnede øjnene da hun pillede ved hans skjortekrave, og spurgte ham om noget. Hvordan det var at være vampyr? Åh... "Det... Er forskelligt fra vampyr til vampyr. Min søster, og jeg... Eller ja, jeg regner da med at hun har det på samme måde, vi elsker at være det. Jeg gør i hvert fald.. Følelsen af magt, udødelighed... Men der er nogle der foretrækker at drikke blod fra dyr, end fra mennesker. Jeg drikker fra mennesker..." Han vidste ikke om hun ville blive bange, og trække sig væk fra ham... Det håbede han at hun ikke gjorde. "... Jeg har aldrig smagt dyreblod, men har hørt det skulle være ækelt. Der er også nogle der drikker fra blodposer, det er dog noget jeg har prøvet... Bare for en stund, men det var koldt, og ækelt." Han sukkede. "Jeg nyder udødeligheden, og det at kunne... Tvinge folk. Vi har en slags evne vi får når vi bliver vampyrer, vi kan på en måde tvinge folk, vi kalder det tvang. Og nej jeg har ikke brugt det på dig." Han tænkte lidt at spørgsmålet måtte have været der. Han lukkede øjnene, og sukkede igen.

Han påvirkede hende.. Det gjorde han virkelig.. Hun nød at være sammen med ham, selvom han nok i virkeligheden burde skræmme hende. Det gjorde han bare ikke. Hun var skam sikker på at han nemt kunne gøre hende fortræd - det tvivlede hun på ingen måde på! - men hun var ikke bange for ham alligevel. Desuden... Hvis han ville have gjort hende noget, havde han vel allerede gjort det! ... Ikke? Og ellers... Så kunne hun alligevel ikke kæmpe imod ham.. Ikke hvis han besluttede sig for at ville gøre hende fortræd. Så meget havde hun da fået ud af de gamle historier, fra hendes mor.. Hun lyttede interesseret, og pillede stadig ved hans skjorte. Det gav hende noget at tage sig til, mens hun lyttede... Da han sagde det med at drikke fra dyr eller mennesker, rynkede hun lidt på panden. Det havde hun ligesom lidt regnet ud allerede... Hun bed sig lidt i læben - en af hendes vaner - og kiggede lidt ned på hendes hænder, der som sagt stadig pillede ved den sorte skjorte han bar. Hun burde blive bange.. Men det var hun bare ikke.. Da han var færdig med at tale, nikkede hun lidt. På en måde kunne hun godt forstå ham. På en måde kunne hun slet ikke forstå at det var muligt at leve på den måde... Da han lukkede øjnene og kom med et suk, lagde hun hænderne på hans brystkasse og pressede blidt læberne mod hans, endnu en gang. "Tak for det.." Hun mumlede det mod hans læber, og hentydede til det med at han ikke havde tvunget hende til noget... Hun troede af en eller anden grund på ham.

Han smilede skævt da hun lagde hænderne på hans brystkasse, og sommerfuglene blafrede igen da hun kyssede ham blidt. Tak? Tak for hvad? Åh... Hun mente det med tvang, og sikkert også at han ikke havde gjorde hende fortræd. "Så lidt..." Hviskede han tilbage, kyssede hende blidt tæt på mundvigen. Han sukkede igen, en af de ting han gjorde når han ikke vidste hvad han skulle gøre, eller han bare kunne lide at være hvor han var. Hvad dette betød anede han ikke... De havde lidt mødt hinanden, og stod allerede, og kyssede? Hmmm... Endelig ville han ikke give slip på hende, men han vidste også godt det var nødvendigt på et tidspunkt. Det lettede også at hun ikke var bange for ham, men ja... Her stod hun, og løb ikke fra ham selvom han nærmest havde sagt at han elskede at dræbe. Hvilket han gjorde, han elskede det. Men nu var det også sådan at Jack også var trofast, han lod ikke nogen såre dem han kunne lide... "Hvordan er det endelig at være heks?" Spurgte han så, og åbnede øjnene. Han aede hende blidt på kinden så kun en arm var om hende.

Hun smilte lidt, og kyssede ham stadig videre. Hun lagde godt mærke til, at han sukkede en del, men et suk var jo ikke altid noget dårligt.. Det kunne jo også være et glædessuk...!
Hun vidste ærlig talt ikke rigtig hvad dette betød. Hvad der ville ske efterfølgende.. Men man kunne vel sige at hun ville finde ud af det, på et tidspunkt.. Og lige nu havde hun egentlig ikke specielt travlt med det.. Hun så lidt på ham, og trak en smule på skuldrene. Nu var det jo ikke ligefrem fordi hun havde særlig meget styr på hele det der hekse-halløj endnu, sååå.... "Jeg ved det faktisk ikke rigtig.. Altså, for mig føles alt helt normalt, hvad end det så er.. Men nu har jeg heller ikke kendt til mine kræfter særlig længe.. Jeg opdagede dem først her for et par måneder siden, da min mor døde... Før det var jeg bare en helt normal teenagepige... Eller.. Troede jeg da.." Hun smilte lidt trist til ham. Hun savnede sin mor. Det gjorde hun virkelig...

Hendes mor var død? Det var ikke ham... Ikke ham der havde dræbt hende. Hvor kom den tanke fra? Hm, mærkeligt. Men han var HELT sikker. Han dræbte kun unge piger, sådan nogle på hans alder... Nej, ikke 678 år, men 19 eller 18. Han så ned på hende, og smilede opmuntrende. "Det gør mig ondt med din mor... Har du ikke nogen som kan hjælpe dig med dine kræfter? En far? Bror? Søster? For så vidt jeg har hørt... Så er en heks der ingen hjælp kan få... En vildfaren heks." Han strøg en hårlok væk fra hendes ansigt. Selvom han ikke hvad dette betød, så ville han ikke have det til at forsvinde igen.

Nej.. Der var ikke nogen der var skyld i hendes mors død. Hun var død af kræft.. Og det var jo ikke ligefrem noget man bare lige kunne kurere, eller gøre noget ved... Hans opmuntrende smil fik hende til at smile lidt tilbage. Der var et eller andet over ham, hun virkelig godt kunne lide... "Tak... Altså.. Jeg er enebarn og jeg er ikke engang sikker på, at min far ved hvad jeg er - hvad min mor var.. Det virker ikke sådan. Og selvom han så gør, er han aldrig hjemme.. Men jeg har min moster. Og hun skal nok hjælpe mig.." Hun smilte lidt til ham, og kiggede så lidt ned, da hun pludselig kom i tanke om den døde kvinde. "Øh... Jack?" Hun bed sig lidt i læben igen, og pegede ned på liget. Han kunne da ikke bare lade hende ligge der!

Jack nikkede til det første hun sagde. Godt at hun havde sin moster, så havde hun da en der kunne hjælpe hende. Han havde droppet sin arrogante, selvsikre side. Han var bare glad for at have mødt Amelia. "Dejligt." Han smilede skævt. Han så ned på liget da hun pegede på det. Normalt lod han bare ligene være, eller også smed han dem op på taget. "Ja, det ikke så romantisk når det er der." Sagde han drillende, og grinede. Han slap hende, men modvilligt, og tog liget. "Enten op på taget, eller også smider jeg hende i skoven, dit valg." Han så spørgende på hende. Han havde liget i armene.

Amelia så ham nikke bekræftende. Hun nikkede også selv, da han sagde at det var dejligt. "Mmh.." Hun kom med en lille bekræftende brummen, og smilte blidt til ham. Romantisk.. Hmm.. Det havde hun egentlig ikke rigtig tænkt over, men nej det var det da helt klart heller ikke! Hun rystede lidt på hovedet. "Nej.. Det er det ikke..." Hun prøvede at smile til ham, men det var en smule anstrengt. Hun havde aldrig set en person blive dræbt før.. Og hun måtte nok indrømme at det ikke ligefrem var noget hun nød at se på.. Da han slap hende, trådte hun automatisk et lille skridt væk fra ham. Ikke fordi hun ville væk fra ham, men så han fik lidt plads.. Hun så overrasket på ham. Dog svarede hun uden tøven. "Skoven. Så kunne hun også ligeså vel være blevet dræbt af et vildt dyr..." Hun så lidt ned.

Skoven virkede også som det bedste. Han så ned på liget... Endelig ville han ikke gå fra Amelia, hun var heldig at Jack havde ladet hende være, men der var stadig andre vampyrer. Måske ikke så mange om dagen, men de var der... Han følte et behov til at beskytte hende, sikkert fordi hun var mere skrøbelig... Han så på Amelia igen. Han boede endelig i skoven.. Men det var svært at finde villaen hvis man ikke havde været der før. "Hvad med dig? Skal jeg komme tilbage?" Han så spørgende på hende, og fik lyst til at smide liget, og bare holde om Amelia. Men han blev ved med at holde liget, og se på hende.

Da han så på hende og spurgte om han skulle komme tilbage, rynkede hun lidt på panden. Hun ville helst ikke have at han skulle gå fra hende, men på den anden side.. Måske burde hun komme hjem og.. Tja.. Tænke lidt over tingene.. Og desuden ville hun da ikke bede ham om at komme tilbage, hvis han havde ting han skulle.. Hun ville ikke holde på ham.. Derfor trak hun også lidt på skuldrene. "Ikke hvis du ikke har lyst... Og... Måske burde vi heller ikke bare stå her, midt på gaden.." Hun så lidt på ham, og kom så til at tænke på noget. Hvad nu hvis hendes moster så hende med Jack? Kendte Jules til vampyrer? Det måtte hun vel gøre...

Han havde intet han skulle gøre... Det havde han næsten aldrig. Jo, udover at passe sin sult, og gøre hvad han ville. Ingen bestemte over ham. Han havde faktisk ingen problemer med at stå midt på gaden, så han forstod ikke helt... Men han ville heller ikke have det lig hos sig. Pludselig brød han ud i et stort smil. "Hvis du stadig vil snakke med mig.. Så hop op på min ryg." Han ville løbe hen til skoven, men bruge den fart som vampyrer havde. Han tænkte ikke på hvad hans søster ville sige til at han havde kysset en heks, det behøvede Ava slet ikke at vide. Ava havde været sammen med Matthew, og Jack havde givet knægten en chance. Men stadig, hvis Matthew sårede Ava så ville hammeren falde. Eller... Det ville den måske ikke. Måske ville Jack lade Matthew være, og bare ignorere ham. Nuvel, tilbage til nutiden. Han smilede stadigvæk. Årerne under øjnene var væk.

Da han brød ud i et stort smil, så hun bare afventende og lidt spørgende på ham. Hun så overrasket og underligt på ham, da han sagde at hun skulle hoppe op på hans ryg, hvis hun stadig ville snakke med ham. Det ville hun egentlig gerne, men.. Hoppe op på hans ryg?? Dog bed hun sig bare endnu en gang lidt i inderlæben, inden hun forsigtigt hoppede op på hans ryg, og slog benene rundt om livet på ham. Så kunne hun bedre holde sig der. Hun lagde lidt tøvende armene om hans hals, og betragtede ham afventende. Så ventede hun egentlig bare på, at se hvad han havde tænkt sig at gøre..

Hun virkede overrasket, men hun hoppede dog stadig op på hans ryg. Det var godt at hun selv holdte fast, han havde jo liget i armene. Da han var sikker på at hun var klar begyndte han at gå, og pludselig løb han, men ikke med en fart som et menneske havde. En vampyrs fart, som var utroligt hurtigere. Hurtigt var de ovre ved skoven, han slap liget så det dumpede ned i græsset. Solen skinnede genmen bladene, men påvirkede ikke Jack. Han havde jo trods alt sin ring. Han ventede blot på at hun gav slip, og når hun gjorde ville han vende sig mod hende, og grine lidt.

Først gik han, og det gjorde hende såmænd ingenting, men da han så satte farten op... Hun spærrede øjnene op, og klamrede ham til ham. Og hvis ikke hun havde holdt så godt fast, ville hun nok også være blevet smidt af hans ryg, med det samme! Det gik helt uvirkeligt stærkt! Men nu var han jo også.. Vampyr... Ja... Da han kort efter stoppede op, blev hun hvor hun var. Hvad nu hvis han pludselig besluttede sig for at bevæge sig lidt mere? Hun så en smule rystet på ham. "Færdig?" Hun så spørgende på ham.

Hun blev hvor hun var. Det fik ham til at smile skævt. Han grinede kort. "Ja." Svarede han, og kunne ikke rigtig se hende da hun var på hans ryg. Så i stedet så han på liget, og rynkede kort på næsen. Hvis hun hoppede af ville han se spørgende på hende. "Var det ubehageligt?" Han hentydede til den fart han havde løbet. Jack var vant til den, han var jo også vampyr. Et spørgsmål trængte sig på. "Amelia, hvor gammel er du endelig?"

Hun åndede lettet op, af hans svar. Så hoppede hun forsigtigt ned fra hans ryg, og holdt hænderne lidt ud til siden, for at finde balancen. Hun smilte derefter lidt til ham. Det havde i hvert fald været... Noget. Det var helt klart! Da hun var hoppet af, så han spørgende på hende. Hun trak lidt på skuldrene og rystede langsomt på hovedet. "Ikke direkte, bare.. Uventet.." Hun smilte venligt til ham.. Da han spurgte om hendes alder, rynkede hun lidt på panden. "Jeg bliver 17, om ikke så længe... Hvad med dig?" Hun så spørgende på ham.

Uventet.. Ja, det kunne han nu godt forstå. Nu hvor han endelig kunne se hendes ansigt begyndte sommerfuglene at blafre igen. Han smilede skævt, og venligt. Han så ned på liget igen, og sukkede. Han så på hende igen, og rynkede panden. Så hun var 16? Ung var hun. "Jeg var 19 da jeg blev forvandlet, men har levet 678 år sammen med min søster." Svarede han, og trak på den ene skulder. Det var mange år, men for ham havde tiden gået hurtigt. Men det føltes som da han kom til Mystic Falls at hans liv lige var begyndt. Men han ville lære mere om Amelia. "Har du boet her hele dit liv?" Han begyndte at gå, men så sig over skulderen for at se om hun fulgte med. Han ville gerne væk fra liget, for hvis nogen nu var i skoven, og så de to, og liget... Det ville ikke ende godt.

Noget over ham - hans smil, hans øjne... Hans læber... - fik det til at kilde i hendes mave. Som når man sagde, at man havde sommerfugle i maven.. Hans blik fandt ofte liget af kvinden, og personligt prøvede Amelia bare at lade være med at tænke for meget over det.. Hun gjorde lidt store øjne, da han svarede hende. 678?! Hun løftede måbende begge øjenbryn, og gik så lidt tættere på ham. "Så jeg har altså lige kysset med en gammel mand?..." Hun blinkede drillende til ham, og lænede sig så ind for at kysse ham igen. Hun smilte mod hans læber, men trak sig så væk igen, efter at have kysset ham. Han spurgte hende om noget og begyndte så at gå lidt, og hun fulgte efter ham mens hun begyndte at svare. "Nej. Overhovedet ikke. Faktisk er jeg lige kommet hertil. Jeg skal bo hos min moster, da min far skal på forretningsrejse.." Hun trak lidt ligeglad på skuldrene. Hun var vant til det..

Jack trak lidt på den ene skulder, og grinede da hun gik tættere på ham. Han hævede det ene øjnebryn, men nåede ikke at sige noget før hun kyssede ham igen. Hans ellers døde hjerte ville banke afsted, men nu var det jo dødt det hjerte. "Måske." Han svarede da hun trak sig væk, og smilede skævt. Hun var så dejlig at være sammen med... Han havde ikke følt sig så glad siden dengang han var menneske. Hvilket var laaaaaaang tid siden. Han så på hende da hun fulgte efter ham, og nikkede. "Så vi to..." Han rynkede panden lidt. "Noget siger mig du ikke er helt vildt glad for din far?" Han så spørgende på hende.