Er du min bror? ~Percy

Percy kiggede på hende, imens hun ordnede hans sko. Han kneb øjnene lidt sammen, sådan noget ville han egentlig aldrig selv bare sådan frivilligt gøre, selvom hans plejemor så tit havde sagt til ham, han skulle stille hans sko ordentligt. Det skete dog bare aldrig.
Han smilede til hende. Han rettede lidt på sig og satte sig i skrædderstilling. Han smilede, da hun tog hans hånd, som hun gav et blidt klem. Han gengældte klemmet. "Ja, desuden, så skal de nok acceptere det. Det bliver de i hvert fald nød til." Han gav slip om hendes hånd og kom lidt efter på benene. Han rakte sine hænder ned til hende, som for, at hjælpe hende op at stå.

Percy smilede til hende og gav hendes hænder et klem. "Du behøver altså ikke rydde op, det gør jeg heller aldrig selv." Han grinte ret så højlydt, mens han grin tonede bort efter lidt tid, da det gik op for ham, hans plejefar sikkert lå og sov, og sikkert inde i stuen, så han ville ikke vække ham. Han smilede i stedet.
"Det vil de, det skal de." sagde han fast og nikkede bestemt. Han gav slip om hendes ene hånd og lod armen hænge ned langs siden. Han smilede varmt til hende og trak hende så med hen til trappen og videre op af den, op på gangen på første sal.

Percy smilede, mens han trak hende med sig. Han trak hende med sig ned af gangen og ind på værelset, der lå til højre. Overfor lå badeværelset, som man lige kunne ane, pga. døren stod åben. Han trak hende med ind på gulvet, midt inde på hans værelse. Hans meget, meget rodet værelse. Der lå tøj udover det hele, og skabet med tøj, var åbnet og der lå tøj ud af det. Der hang plakater på væggene af diverse bands og kendisser, samt et par familiebilleder og billeder af en sort labrador, hans labrador, Frankie. Han kiggede rundt, så på Lillith med et smil.

Percy skar en grimasse, da han selv bemærkede rodet. Han kiggede på Lillith og fulgte hende med øjnene, da hun gik over og satte sig på sengen. Han smilede lidt, taknemmelig over, hun rent faktisk ikke snakkede ind til rodet.
Han gik over og satte sig ved siden af hende. Han kiggede på hende, så på billedet af Frankie. Han smilede. "Ja, det har jeg. Han kommer nok snart, for mor har sikkert sagt, jeg er kommet hjem igen." Han lo lamvælt.

Percy smilede. "Så glæd dig til, han kommer, hvis han gør. Det er bare for underligt, hvis han ikke kommer." Han smilede til hende og trak sig længere ind på sengen, så han kunne hvile sig op af væggen bag sig. Han strakte sine ben, der stak lidt udover sengekanten, når han sad på den måde i sengen.
Han løftede begge øjenbryn og kiggede rundt. Hun havde egentlig en pointe. "Godt spørgsmål," Han rynkede på næsen og kiggede på hende igen. Han kiggede så rundt igen, "ja, det ved jeg jo så ikke lige.. måske burde jeg rydde lidt op." Han trak sig ud til sengekanten og kom på benene. Han satte sig ned på knæ og kravlede rundt og gjorde bedre plads ved sengen.

Percy kiggede smilende op på hende med en trøje i munden. Han tog den ud og kiggede rundt. Han kneb øjnene lidt sammen, idet han kiggede op på hende, da hun begyndte at mumle et eller andet. Han kiggede rundt, og hans mund fløj åben med det samme, da tøjet begyndte at lægge sig selv sammen og lægge sig selv på plads. Han stirrede. "Hold da op!" var nærmest det eneste, han lige kunne sige. Han stirrede rundt med store øjne og åben mund.

Percy kiggede op på hende med de store, måbende øjne og den åbne mund. Hvordan gjorde hun det? Det var altså utrolig, hvad den pige kunne, det syntes han altså. Han kiggede endnu en gang rundt. Der så helt underligt ud, nu hvor værelset ikke var ryddet mere. Gad vide hvad hans mor ville sige? Han ville i hvert fald ikke tage skylden for det, det måtte Lillith gøre, hvilket sikkert bare ville gøre hans mor endnu mere glad.
Han kiggede grinende op på sin søster. "Nu bliver min mor i hvert fald meget mere glad for dig. Måske mere glad, end hun er for mig." grinte han og kom lidt efter på benene.

Percy kiggede smilende på hende. Han gik hen og satte sig på sin seng. Han strakte sig, idet han kiggede rundt i værelset. "Jeg har jo aldrig oplevet, ens tøj begyndte at samle sig sammen af sig selv." svarede han hende leende og kiggede så på hende igen.
Han smilede. Han trak sig længere ind på sengen og trak sine ben op under sig. Han hvilede sig op af væggen bag sig. Han lagde armene om benene og kiggede rundt på værelset. "Ja, men af og til spørg hun, hvad hun dog har gjort forkert, fordi jeg aldrig rydder op eller hjælper til herhjemme." svarede han smilende.

Percy lo og kastede et blik rund på sit værelse. Han kiggede så på sin søster igen med et skævt smil. "Næh, men jeg bliver forvirret, hvis der er ryddet op, så jeg kan bedst lide, når der er rodet." sagde han smilende og strakte sine ben, lod hænderne hvile i sit skød.
Han lagde dem lidt efter over kors og rakte tunge af hende. "Som om," grinte han, "det kan du ikke. Mor har prøvet, far har prøvet, det lykkedes aldrig." Han smilede, idet han kiggede hen imod døren, da nogle dunk kunne høres ude på gangen.