Blot en tur i kirke... -Gideon-

S: Kirken
T: aften, omkring 19-tiden
O: Ingen. Her er tomt, kun bænkerækker og mure
P: Mørke tætsiddende jeans, en t-shirt og en stor hættetrøje udenover.

Kirken var tom. Der var ikke en eneste lyd. Her var stille og ingen tegn på liv. Perfekt for Mike. Han ønskede ikke at være sammen med nogen af hans venner lige nu, men der var heller ingen stor fare for det. Han sad på en af bænkerækkerne nede bag i kirken. Her var mørkt, det var vinter og solen var for længst gået ned. Mørket skræmte ham ikke, det var der ikke meget der gjorde. Hans ærme fra hættetrøjen var trukket op og han sad og betragtede hans underarme. Det var sjældent de overhovedet var synlige, og det var der en meget tydelig grund til.
Han var taget til kirken, da det var det sted i hele Mystic Falls der var mest forladt. Der var sjældent folk her, og det passede ham fint en aften som i aften. Han skulle have alt på afstand, han skulle væk fra det hele. Hans hjem, hans venner, alt skulle på afstand. Der var ikke mange steder det kunne ske, andre end her. Der var ikke koldt i kirken, selvom det var koldt udenfor. Det var kun mørket der nåede herind. Han lod et par fingre stryge over hans underarme, over alle sårene og arene. Aldrig havde han følt sig mere alene.

//Det blev ikek lige så langt

Et mindre chok gik igennem Mike da en dreng kom gående ind i kirken og så ud til at have et eller andet gik meget målrettet efter. Han skyndte sig at trække ned i sine ærme fra hans hættetrøje, så hans underarme igen var skjult, at dele den slags med fremmed lå ikke til ham. Der var faktisk ikke ret meget socialt der lå til ham. Drengen var svær at regne ud. Hans tøj var fint, med hullerne bagpå fik Mike til at undre sig meget da det ikke lige var det man regnede med. Stemmen der kom fra ham vakte også undren, for den lød ikke sund og glat som hans udseende ellers lagde op til. Alt omkring denne fremmede vakte faktisk undren i Mike.
Drengens blik var næsten ubehageligt, det føltes som om det gik igennem Mike, så hans sjæl. Han svarede ikke med det samme, lod først sit blik køre over drengen, hans øjne, hans hår, hans tøj, hans krop. Det var ikke hverdags kost for ham, men på den anden side var han heller ikke ude særlig tit af flere grunde. Før han åbnede munden for at svare så han kort ned. Mike var en meget tynd og bleg dreng. Han så mere død ud end levende, men var et ganske normalt menneske. "Jeg har det fint.." svarede han med en lav mumlen. Hans blik blev løftet op til drengen igen, det var alt for lokkende.

Drengens reaktion var ikke vant for Mike. Han var vant til folk trak på skuldrene og gik videre, som om han bare var en del af baggrunden, ikke et rigtig menneske. Han så på drengen da han satte sig, uden rigtigt at sige noget. Af vane sørgede han for at hans ærme dækkede hans arme helt, han ville ikke starte en samtale om hans triste liv. Drengens udseende var meget specielt og meget dragende, hvilket egentlig fik Mike til at føle en slags skyld. Han lagde armene omkring sig selv. "Mit navn er Mike.." sagde han lavt og så lidt usikkert ind i drengens øjne. Med vilje holdte han sit fornavn ude, han bugte det aldrig, han følte det forkert. Situation gjorde ham en smule utryg, omsorg var ikke særlig normalt for ham. "Hvorfor interesserer jeg dig overhovedet?.." Hans spørgsmål var ikke vredt eller ment som et angreb, det var mere fyldt med ydmygelse. Han var vant til folk pegede fingre af ham, ikke at de spurgte efter hans navn, eller faktisk prøvede at starte en samtale.

Drenges blik på ham gjorde kun mere usikker. Han var rædselsfuld til at være social, Mike, så det her var ikke nemt for ham. Normalt plejede han ikke at snakke med fremmede, men ham her var åbenbart virkelig insisterende på at snakke med Mike, så sådan blev det. At sige fra var heller ikke ligefrem noget der lå til ham. "Reddes? Du har ingen anelse om hvad du snak.." Hans stemme forstummede da den anden dreng, Gideon, trak ned i sin skjorte, og han fik øje på stregen. Han vidste godt hvad det betød, og han forstod nu hullerne i hans skjorte. Drengen var åbenbart en engel. Han strammede grebet om sig selv og så ned. "Du er for sent på den.. Jeg har været der.. Jeg har prøvet selvmord flere gange, men ikke engang det kan jeg finde ud.." Hans stemme var lav og tydeligt trist. Af en eller anden grund følte han at han kunne stole på ham her. "Du kan lige s godt give op, ingen har været i stand til at hjælpe mig.. Min mor blev dræbt, min far er i fængsel for vold, på mig endda, min kæreste er skredet uden at ord og jeg er helt alene.. " Det var sjældent han var så ærlig med nye folk, og han snakkede heller ikke særligt højt, men drengen ved siden af kunne høre ham, det vidste han.

Drenges blik mod hans arme gjorde ikke Mike særligt tryg og han pressede dem ind mod sig selv. Han snakkede aldrig om det, ikke hvis han kunne blive fri. Han hadede virkelig hans tendens til at skære i sig selv, men det var svært at undgå. Drengens ord gjorde ham et eller andet sted lidt nysgerrig. Han havde ikke rigtig mødt nogen før der havde bare en smule tiltro til ham. Kristen havde sine egne problemer, så han forlangte ikke hun hjalp ham. "Du har i det mindste nogen.. Jeg har ingen.. " Stadigvæk snakkede han lavt, han brød sig ikke om at være højrystet, og han kunne ikke erindrer sidst han havde råbt. Det stressede ham, og hele hans person var meget stille og rolig. "Jeg troede at jeg havde fundet en der holdte af mig.. Men som sagt, min kæreste skred uden at give grund.." Han så forsigtg på drengen og var lidt nervøs for om han ville gå lige pludseligt. At være alene var noget af det han var mest bange for i hele verden.

Han så på ham og nikkede en smule. Det var rart at den anden talte, han gjorde det ikke selv så meget, det var vant for ham at høre på andre. Han nikkede lidt og så ned. Drengen og ham selv var ens på mange måder, de var begge alene uden kærlighed eller familie. Drengen havde en utroligt rar stemme, på en måde beroligede det Mike en smule, men han holdte fortsat sine arme fast ind mod sin krop. Han var for nervøs.
Mens drengen fortsatte, så Mike roligt på hans ansigt. Han måtte indrømme at Gideon så ret godt ud, men ikke noget han havde tænkt sig at give udtryk for. Han kunne ikke helt sætte sig ind i hans problemer, og alligevel kunne han. "Jeg er vant til at folk går.. Det er sjældent de bliver hos mig. Sidst jeg stolede på en valgte han at tage afsted" sagde han som svar på drengens spørgsmål. Det var sandt, han havde stolet på River, haft det godt med ham, men River havde valgt ham fra, og han havde aldrig følt sig mere såret og tom end efter det.

Igen lod Mike drengen fortælle. Han vidste selv hvordan det var at komme af med det man havde på hjertet. Han var dog ikke selv særlig god til det, han plejede mest bare at lytte og nikke som han gjorde nu. Det var bare nemmere end selv at skulle åbne sig for andre. Dog kunne han ikke dy sig for at fnyse. "Gud? Jeg har opgivet tanken der skulle findes en gud.." Han mumlede det lavt, han ville ikke spotte andres religion, han var bare selv atheist.
Drengen virkede oprigtigt, men Rivers forsvinden havde bare ødelagt hans tillid til andre, det virkede umuligt at stole på nogen. "Mange tak.. Men hvorfor er du ikke bare ligeglad? Om en uge har du glemt hvem jeg er. Bare se på min.. Ja, eks kæreste. Han lovede at elske mig og så videre.. Nu er jeg alene endnu en gang.." Han tænkte ikke over han rent faktisk snakkede om hans seksualitet. Det var et emne han altid undgik normalt, han havde fået for mange tæsk for at være som han var til at snakke åbent om det. Han pressede sine arme ind mod sig og sukkede lydløst.

Gideon virkede fornærmet og han forstod det godt. "UNdskyld.. Jeg mente det ikke på den måde.. Jeg er bare vant til folk er ligeglade. Min far gad mig ikke engang, hvad skal jeg tro?" Det hele virkede bare håbløst, og han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre med sit liv. Drengens reaktion overraskede ham endnu engang og først nu lagde han mærke til hvad han havde sagt. Han lagde en hånd for øjnene kort og var lidt træt af sig selv igen. Alligevel så han på drengen igen og nikkede en smule. "Jeg var bare sikker på han var den jeg manglede.. Men det gik så heller ikke.. Jeg kan ikke huske sidste gang jeg sjorde noget der rent faktisk lykkedes.." Han sagde det tænksomt og kunne virkelig, helt ærligt ikke huske hvornår det var. "Du er meget venlig.. Jeg burde nok være mere taknemmelig, det er jeg ked af. Jeg er ikke særlig god til at være socialt sammen med andre, det.. Er en lang historie" Drengens smil opmuntrede ham lidt og han kunne ikke helt lade vær med at smile selv. Det var en lidt underlig følelse.

Han nikkede en smule og så på ham. Det var ret underligt for ham at sidde og snakke sammen med en fremmed person der rent faktisk ville ham det godt. Det var mærkeligt men rart nok. "Jeg tvivler nu alligevel på det.. Jeg mener, du er super flink, men jeg kender bare mig slev. Jeg er ikke særlig god til at lukke andre ind" At være ærlig på den her måde var underligt men rart. At være åben og lade andre se hans person, han var der ikek endnu, men han prøvede.
Han rynkede brynene og vidste ikke hvad han skulle sige først. "Tak, men jeg har fået for mange slag på vejen til at accepterer mig selv.. Min far kunne ikke klare mig da han fandt ud af det.. Min mor døde inden jeg nåede at finde ud af det selv.. Mine venner vendte mig ryggen da de opdagede det.." Han trak på skuldrene og så ned i gulvet. Det havde aldrig været positivt for ham at være til drenge, det havde kun skabt problemer og sorg over hele hans liv. Det fik ham kun til at føle sig mere syg og forkert. "Jeg tror ikke der er nogen der hader mig mere end jeg selv gør." Han sagde det tænksomt og mere til gulvet og sig selv end Gideon.
*hen drejede hovedet og så undrende på ham. "Nej, højder gør mig ikke noget, hvorfor?" Det spørgsmål var ikke at han havde regnet med at få lige i den her samtale. Han rettede sig lidt op.

Gideons forklaringer og fortælling interesserede ham faktisk. Det var rart endelig at snakke med en der vidste hvordan det var, en der kendte til smerten. Han nikkede anerkendene. "Vold var min hverdag.. Indtil mine lære opdagede mine sår og skader efter 1½ år.. Min far kunne virkelig ikke udstå mig efter han fandt ud af jeg kunne lide drenge. Jeg siger nu mere det var en undskyldning for at slå mig, inden han fandt ud af jeg kunne lide drenge var undskyldningen at jeg var skyld i min mors død" Han trak lide på skuldrene og så bare ned. Hans liv havde slet ikke været som han gerne ville. "Hvis jeg selv måtte vælge var jeg til piger.. Det ville bare gøre alt meget nemmere.." For første gang så han ind i Gideons øjne uden at være nervøs eller utryg. Hans blik fortalte tydeligt at han hadede sig selv. "Jeg tvivler.. Jeg har endnu ikke mødt en dreng der kunne det.." Han sukkede og så ned. Han så dog hurtigt op da Gideon rejste sig op. Tøvende tog han drengens hånd. "Du gør mig nysgerrig?" Han smilede en smule.

Mike fulgte roligt med, stadig med ærmerne godt trukket ned. Han var ikke lige sikker på hvad drengen havde gang i. "Ja.. Jeg er så jomfru stadigvæk, for lige at sætte prikken over i'et. Åh Gud mit liv lyder jeg forfærdeligt.. " Et eller andet sted kunne han ikke lade vær med at le lidt over hvor sølle hans liv egentlig lød. Han kunne alligevel ikke gøre noget ved det nu, hans liv var nu engang som det var. Selvfølgelig kunne han ikke helt lade vær med at kigge lidt da drengen valgte at tage tøjet af. Med egen vilje eller ej var det trods alt drenge der interesserede ham. "Ja, så speciel min far elskede at hade mig, ikke?" Han sagde det med et smil. Endelig havde han løsne lidt op, slevom det stadig var lidt svært at se lyst på det hele. Situationen var ikke helt tryg for ham. Han blev virkelig overrasket over hvad han lavede. Han klamrede sig ind til drengen. "Fedt, nu føler jeg mig oven i købet som en jomfru i nød.. Hvordan var det du sagde det her skulle hjælpe mig?" spurgte han ham. Han følte det lidt ydmygende.

"Vi må se, jeg har opgivet" sagde han og trak på skuldrene. Intet kunne rigtigt såre ham mere, han havde lidt opgivet håbet omkring alt. Gideon virkede ellers meget optimistisk. Mike forstod nu ikke helt hvordan han gjorde det, men altså det måtte han vel også selv om. Han ville ikke blande sig i hans verdens syn.
"Du må ikke misforstå mig, det er specielt. Men jeg føler mig lidt magtesløs i armene på en anden dreng, hvis du forstår" sagde han undskyldende. Han ville gerne indrømme at det var smukt, men at være i armene på en fremmed dreng var lidt meget for ham at kaperer på en gang. "Du behøver ikke undskylde dig, det var en god mening. Det er mig der er underlig.. Det var smukt" Af en eller anden grund rettede han en smule på sit tøj da han igen stod på jorden. Bagefter så han op og ind i drengens øjne. Han smilede og rystede blidt på hovedet. "Nja.. Du har da i hvert fald givet mig lidt at tænke over. Det har ike rigtigt kunne blive værre end det var" sagde han roligt og trak på skuldrene. "Du er den eneste der prøver at gøre noget aktivt, jeg skylder dig et tak" sagde ham med et lille smil.

Mike lagde mærke til hans rødmen og forstod den ikke helt, men han ville ikke spørge. "Det er i orden, slap nu bare af. Jeg har prøvet værre. I det mindste var det da en køn udsigt" sagde han med et smile og virkede helt okay med det. Faktisk var han bare blevet overrasket, og det var lidt sært for ham at have kropskontakt med nogen. De ting ville han bare ikke lige ud med til en fremmed dreng. "Jeg forstår dig godt.. Det er forvirrende. Jeg føler mig selv akavet sammen med andre, jeg ved ikke hvordan jeg skal opføre mig. Jeg kender ikke de uskrevne sociale regler. Så jeg kan godt sætte mig ind i det du mener" Hans stemme var blevet højere end hans mumlen, og faktisk utrolig klar på samme tid. Han lod Gideon komme tættere på og så roligt på ham med et lille smil. "Helst ikke.. Jeg bryder mig ikke så meget om at blive forladt. Det er bare svært at være sammen med andre for mig, så undskyld. Jeg forstår godt hvis du gerne vil hjem, det er okay" sagde han venligt. Han opfattede det mere som om Gideon ville hjem og væk fra ham, hvilket ikke gjorde ham noget,han var vant til folk ikke brød sig om hans tilstedeværrelse. Gideons stærke blik var alligevel ret fængslende. De lyseblå øjne mindede ham lidt om havet, dejligt beroligende.