I don't wanna be here anymore, please help me ~ Gideon

Stedet: Den nye kirkegård
Tiden: midt på dagen
Omgivelserne:Ingen mennesker
Vejret: Stille og roligt med sol på himlen og nogenlunde varmt vejr.

Cataleya sad på en bænk og stirrede tankfuldt ud i luften. Hun havde mørke rander under øjnene og så utrolig slidt ud. Man kunne nærmest se hvor deprimeret hun var og hvor lidt hun orkede livet. Hun overvejede faktisk i det øjeblik at begå selvmord, bare for at ende det hele, hun havde intet at leve for, eller, næsten ikke, hun havde tvillingerne, men de tærrede på al hendes energi. Så hun orkede det snart ikke mere. Al hendes fortids smerte, hendes forældres død ... al den smerte hun havde gennemlevet, al den død hun havde været skyld i, hun var træt af det hele.

Påklædning en sort habit, med et blåt slips og en grå der står godt til hans øjne.

han gik stille afsted uden nogen rigtig ide om hvor hen han skulle han gi bare og gik...å et eller andet sted havnede han vel, spørgsmålet var bare hvor. dog var det så småt ved at gå op for ham at det var den nye kirkegård han var på vej hen til, den kirkegård hvor han og det meste af hans familie lå begravet, hvilket i bund og grund var en smule skræmmende, men efter noget lærte man at leve med det også var det vel bare en helt normal ting.
da gravene dukkede op, gik han bare en smule rundt, stoppede ved en speciel grav, hans egen grav, den hvor der knap lå blomster, som der gjorde ved hans brors og forældres, dette vidste jo bare hvor lidt folk bekymrede sig om ham. han knælede stille ned ved graven og lod fingrene glide hen over bogstaverne "hvorfor skulle det gå så galt" hviskede han en anelse hæst

Cataleya fik nok øje på ham før han så hende, så hun valgte at rejse sig op og gå imod ham. Hun betragtede ham bagfra imens og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Hun var virkelig endt med at blive forelsket i ham, og hun var bange for om han gengældte det eller ej, han havde jo sagt at han kunne lide hende, men hvor meget var det?
Hun sørgede for at lave lidt larm på ej over til han så han ikke blev forskrækket over at hun pludselig var der. "Hey Gideon," sagde hun blidt og så så på hans grav med et trist blik.

han lyttede og kunne svagt høre hende komme mod sig, hvilket hun jo nok havde planlagt for ikke gøre ham forskrækket, en ting han værdsatte meget. da hun stoppede op ved ham, sagde han navn, sukkede han og rejste sig op, rettede på sin jakke, for så at vende sig mod hende "jamen goddag kære Mary" hans smil blev blændende og han hævede øjenbrynet spørgende mens han så på hende, det havde i sandhed hjulpet ham at komme væk den dag, for ja lige nu så ham langt bedre ud end han havde gjort den dag

Cataleya kunne ikke lade være med at gengælde hans smil med en lille blid latter og et varmt smil, hun kunne ikke gøre for det, hun blev så glad når hun var sammen med ham. Hun kunne se på ham at han så bedre ud nu, og det glædede hende utrolig meget. Hun så kort på hans menneskelige grav igen. "Jeg ville gerne have lagt blomster, men det ville bare virke ret mærkeligt når jeg ved, at du stadig er her," sagde hun blidt og så på ham igen med et varmt blik. Hun kørte træt en hånd over ansigtet og håbede ikke rigtig at han bemærkede hvor skidt hun så ud, men det var nok et naivt ønske.

han trak på skulderne og så ned på graven "jeg forventet ingenting, og der var intet" hviskede han ligegyldigt, men et sted kunne man se hvor meget det pinte ham, at se der i bund og grund var ingen der bekymrede sig for ham. han rynkede brynet som om det først var nu han fik set ordenligt på hende, hurtigt var han henne ved hende lagde hænderne på hendes skulder og knurrede "er det her min skyld er det min skyld du ser sådan ud" spurte han og lænede sig tæt mod hende, kun for at se nærmere på hende

Cataleya gik bare over til ham og lagde en hånd mod hans skuldre og gav ham et blidt klem. "Det er det jo ikke," sagde hun bare og fik lyst til at holde om ham over hvordan det pinte ham. Hun lovede sig selv, at næste gang hun kom her, ville hun have blomster med.
Hans knurren kom bag på hende og hun spærrede øjnene op og så overrasket på ham. "Nej, jeg kan bare ikke sove så godt," forklarede hun, men nævnte ikke hvorfor. Han skulle ikke vide at hun var på vej hen ad samme vej som ham, selvom hun var bange for at man kunne se hvordan selvmordet stod i hendes øjne. "Det er ikke din skyld," sagde hun blidt og forsikrende.

han så længe på hende og hans øjne lynede "du skal ikke lyve for mig, jeg ved hvad du har gang i og nej du gør det ikke...jeg så selv sådan ud et par dage op til min død og hvis du dræber dig selv...så vil jeg aldrig tilgive dig" knurrede han og trykkede hende ind mod sig, han strøg hende op langs ryggen og sukkede stille "jeg vil ikke have du dør" hviskede han bedende

Cataleya så forpint ud og så væk fra ham da han havde busted hende. "Gideon, jeg ..." begyndte hun, men blev trukket ind i hans favn inden hun nåede længere. Hun lukkede sine øjne og gemte sit ansigt ind imod hans bryst. "Men jeg kan ikke mere, Gid, jeg orker det ikke mere," hviskede hun grådkvalt, men græd dog ikke endnu, selvom det var tæt på. "Al den død, mine forældre, det hele, det æder mig op indefra, Gid." Hun rystede ganske svagt og følte sig sårbar.

//Vi har strømsvigt her, og det kommer først igen klokken 15 xD Så jeg skal ud at spise brunch her om lidt, og er nok lidt væk i løbet af dagen da jeg er mødt til at spare på strømmen xD

han sukkede og satte sig ned med hende, lod hende græde ud i hans avn, aldrig ville han slippe hende lige nu, ikke når hun havde det sådan ger "jeg ved det, jeg havde det selv sådan, men at dø er aldrig den rigtige beslutning, jeg har fortrudt det lige siden og hvad hvis du aldrig kommer tilbage, hvad så med mig, jeg ville savne dig og hvad med Blay han ville også savne dig og højst tænkelig også give mig skylden for dette" han sukkede og hvilede kinden mod hendes pande, dette var utænkeligt at hun ville gøre det, tage livet af sig selv
//okay, nederen, men tænk positivt det er jul i morgen santa

Cataleya hulkede lavmælt ind i hans favn og lyttede halvt om halvt til hans ordstrøm. Hun havde bestemt sig, han kunne ikke få hende til at skifte mening. "Jeg kan bare ikke mere, Gid, jeg kan ikke mere," sagde hun gispende af gråd og kæmpe sig i hans favn. Hun rystede stille og følte en voldsom smerte i hendes bryst, hun vidste ikke hvad det var eller hvorfor, men den var ved at tage pusten af hende.

//True xD

han stivnede og et par tåre gled ned af hans kind, det var ikke alle der kunne få ham til at græde, slet ikke "så betyder jeg slet ikke noget" spurte han og så ned på hende, med tåre trillende ned af hans kinder virkede han meget sårbar og endda ung, måske 20 år, han trykkede hende mod sig og kyssede hendes pande "hvorfor gør du det her ved mig" spurte han og rystede sammen med hende, han var trist og ude af sig selv lige nu

//nemlig glæder mig cheers

Cataleya så op på ham og grinede lidt igennem tårene. "Du betyder alt for mig, Gid," hviskede hun grådkvalt og strakte sig for at kysse hans tårer væk. "Men jeg kan ikke leve med alle de liv jeg har taget." Hun hulkede kort og gemt endnu en gang sig ansigt ind imod hans bryst. "De hjemsøger mig hver nat, og jeg kan intet gøre for at få dem væk." Hun rystede voldsomt og lagde sine arme om ham, hun ville ikke slippe ham igen.

//Gør jeg osse Very Happy

han så ned på hende og strøg hende ned langs ryggen "hvorfor forlader du mig så...hvorfor spurte du mig aldrig til hjælp du ved jeg ville hjælpe dig med alt hvad jeg kunne" han bed sig i læben og kyssede hendes tænding, dette var virkelig hårdt for ham, hvilket også var til at se på ham, på måden han lige pludselig havde ændret karakter fra en der så ud til at rumme selvsikkerhed, til en der var lige på grænsen til at blive depressiv "Blay tilgiver mig aldrig, han slår mig ihjel" hviskede han og så ned på hende med sorg i øjnene
//har set på din profil, den er virkelig god...bortset fra en ting, hvor er mit kønne ansigt henne? jeg ville gerne putte dig i min hvis det var... Very Happy

Cataleya så pinefuldt og ked op på ham. "Jeg vil altid være hos dig, jeg vil altid være i dit hjerte," sagde hun og smilede over hvor tamt det lød. "Det lød meget bedre i mit hoved." Hun kunne ikke lade være med at komme med en lille trøstesløs latter. Hun puttede sig ind til ham. "Hvis jeg døde, ville det ikke være din skyld, og heller ikke hans, I skal ikke give hinanden skylden for det, vil du ikke love mig det?" bad hun ham blidt og så op på ham. "Hey ... skal vi ikke gå et mindre deprimerende sted hen?" spurgte hun og så op på ham med sine grønne øjne. Hun turde ikke at rejse sig, hun var bange for at hendes ben ikke ville kunne bære hende.

//Haha xD tak :p Dit smukke ansigt kommer på når jeg kommer hjem igen og strømmen er tilbage xD og jeg ville osse gerne være på din! Very Happy

han rystede på hoved "det er ikke det samme, nu vil jeg være helt alene" hviskede han og så væk, så kun væk i skam, skam over sig selv og det hele. han sukkede så ned og derefter på hende, stille strøg han hende op langs ryggen og ned igen "sig det til ham, han lytter aldrig til mig og hvis du dør, ja så ender jeg sgu på hospitalet" hviskede han og nikkede kort, hvorefter han rejste sig op, med hende trykket ind mod sig, bar han hende "skal jeg flyve" spurte han og så opmærksomt på hende, han huskede hun var glad for det og ville gerne give hende denne lille ting
//Jubiiiii!!!!! cheers

, selvfølgelig kommer du da på, hvorfor skulle du ikke det Wink

Cataleya så blidt og trist på ham og lagde hånden mod hans kind og fik ham til at se på hende. Hun strakte sig og lod kort sine læber strejfe hans. "Jeg troede at jeg kunne forlade dig," hviskede hun hæst og så blidt på ham. "Det kan jeg ikke få mig selv til." Hun smilede svagt til ham.
Hun nikkede kort. "Sandt nok," sukkede hun trist og smilede stille til ham. Hun lagde sine arme om hans hals da han rejste sig bærende på hende. Hun så på ham og rødmede. "Du ved jeg elsker det," sagde hun og så blidt på ham.

//Yai Very Happy

han så på hende, dog flyttede han hoved lidt væk fra hende og hendes læber, det var ikke fordi han hade det...han kunne bare ikke "hvad mener du, vil du ikke dø alligevel" spurte han med håb i stemmen, han trykkede hende ind mod sig og begyndte at løbe, man kunne mærke mod hans bryst hvordan hans muskler arbejdede og få sekunder efter slap han vingerne fri og satte af, hvor han så fløj op af og videre op i luften, til de til sidst hang et stykke op og træerne

Cataleya så lidt såret på ham, men slog det bare hen og rødmede svagt. "Jeg kan ikke forlade dig, Gid," sagde hun blidt og stille og så genert på ham. "Du ved at jeg ikke er god til den her slags." Denne gang var hendes stemme kun en mumlen og hendes kinder blussede rødt af forlegenhed.
Hun lukkede sine øjne og holdte sig lidt tættere ind til ham og lukkede sine øjne og mærkede et sug i maven da de lettede. Hun åbnede øjnene igen da de var lettet og så så hun ud over skoven og kunne ikke lade være med at le. Hun slappede mere af i kroppen og lænede sig tryg ind til Gideon. "Det her er altså fantastisk," hviskede hun og så op på ham med et smil.

han rynkede brynet "god til hvad...hvad har jeg nu gjort" spurte han og hævede øjenbrynet, han måtte havde gjort et eller andet og åbenbart ikke noget godt af hvad han kunne forstå, men hvornår gjorde han overhoved noget der var tilnærmelsesvis godt, efter så mange år troede han ikke på at han kunne gøre noget godt. da de endelig var lettet slappede han mere af, fløj roligt over hele landskabet og smilede bredt til hende "det er det så sandelig, jeg elsker det" med gjorde han og smilede endnu bredere

Cataleya sukkede stille. "Til følelser," mumlede hun imod hans bryst. Hendes kinder blev varme og hun så op på ham med et varmt og nærmest forelsket blik, selvom hun virkelig prøvede at skjule det for ham.
Hun lo blidt og smilede varmt til ham. "Det er jeg også begyndt på," sagde hun og smilede over hele ansigtet, hvilket bare fik hendes ansigt til at stråle med en særlig glød. "Jeg er virkelig glad for at du deler det her med mig." Hun smilede varmt og glad til ham og kunne ikke lade være med at le endnu en gang.

han rynkede brynet da han så hendes udtryk, et udtryk der både skræmte ham og gjorde ham en smule foruroliget "hvorfor ser du sådan på mig" spurte han og stod stille i luften, han bevægede kun vingerne mens hans øjne lå på hende, de blå øjne var ualmindelig umulige at slippe når man først havde set ind i dem, det var måske bare den skarpe farve de havde eller en masse andre faktorer

Cataleya kunne ikke slippe hans blik da hun først så ind i hans øjne. "Du burde kunne gætte hvorfor," sagde hun stille og med en blid stemme. Hendes kinder føltes brændende varme og hun var fuldstændig væk i hans øjne, hun kunne nærmest svømme i dem, så dybe syntes de. Hendes hjerte spurtede af sted og hun var sikker på, at han kunne høre det, så højt lød det i hendes ører. Hun vidste, at han ville finde ud af det nu, han kunne ikke andet, han ville finde ud af hvor tabt hun var i ham.

han gispede og fløj straks ned på jorden hvor han lod hende går. han trådte tilbage og rystede på hoved "nej sig det er løgn, det kan du ikke, hver nu sød" hviskede han og virkede med et en smule skræmt, som om han ikke vidste hvad han skulle gøre, for ja det var vel svært, han havde aldrig forventet dette fra hende, at hun skulle forelske sig i ham, det var jo utænkeligt for ham

Cataleya stod langsomt ned på jorden og så overrasket på ham. "Det er jo ikke løgn," sagde hun en anelse såret og var stadig usikker på benene. Hun rystede ganske let. "Jeg er forelsket i dig." Hun så blidt på ham og så væk, hun følte sig kort virkelig dum. Hun burde ikke have sagt det til ham, hun burde have holdt det skjult for ham. Han ville sikkert alligevel ikke have hende ... hvem ville dog egentlig have hende, hun var en morder.

» you probably dont know me..but i assure dont pisse me off //Cataleya//
» this is very beautiful, dont you think? //Angela//
» Some things never change - All who wanna meet me.