Blot en tur i kirke... -Gideon-

Han kærtegnede kort hans kind og nikkede lidt. Det var rart nok at han i det mindste selv vidste hvad derskulle ske, og at han i det hele taget kunne snakke til ham. "Det er jeg gad for, men nu er ikke tidspunktet for at dø for mig" sagde han og så bekymret på Gideon. Han sad med hans hovede i sit skød og holdte stadig om ham med den arm han ikke brugte til at ringe op til James. "Jeg ved nok til at kunne stå ved hvad jeg siger" vressede han mod Blayne mens han ringede op til James. Et eller andet sted var han glad for at mærke Blayne ikke var helt ligeglad, det betød hans mening muligvis kunne ændres omkring Gideon, men på et senere tidspunkt. Han lod ikek James tale ud da han endelig hørte hans stemme. "Vi er ved grillen, Blayne er her, Gideon har virkelig brug for din hjælp. Kom" han var meget kort og kontant i sin udtalelser, han ville bare have hjælp til Gideon hurtigst muligt. James nåede at lægge på efter han havde fået sagt han var afsted, ingen Mike selv nåede at få lagt på. Hans opmærksomhed faldt igen ned på Gideon og han kærtegnede hans kind og skulder. "please.." hviskede han lavt og bedende.

Mike blev siddende hos Gideon, han havde ikke lyst til andet, for han var virkelig bekymret for ham. Han strøg ham over håret og var glad for at James kom så hurtigt, og at han rent faktisk kunne få Blayne væk. James kommentar omkring at det vr en dårlig idé irriterede ham en smule. "Ja, det der skal jo nok hjælpe" mumlede han irriteret, ikke direkte til James, men han synes virkelig ikke det var tiden til at skyde skylden på nogen. Hans øjne var næsten fastlåst på Gideons bryst, for at holde øje med om han nu trak vejret. Det her var det mest forfærdelige han nogensinde var blevet udsat for. "Jeg elsker dig, du er nødt til at klare det.." Han hviskede det, også selvom han var overbevist om at han ikke kunne høre ham. Han så på James. "Jeg regner med du ved hvad vi gør?"

Han sukkede opgivende. Han holdte sin spydige kommentar igen, lige nu galt det Gideon, og ikke hans forhold til James. Han rejste sig op og så på ham med et nik. Selvfølglig var han taknemmelig, James var igang med at redde den person han elskede, men det var ikke helt med hans gode vilje. "Jeg må vel erklære mig enig.. Det burde ham. Men kunne vi ikke snakke pænt om ham, bare så længe der stikker en knogle ud af ham?" sagde han lidt bedende. Han brød sig ikke rigtigt om den måde James omtalte Gid på, faktisk brød han sig slet ikke om hele situationen. Han satte sig ind i bilen som han fik besked på. Han var glad for James i det mindste forstod Mike bekymrede sig om Gideon og lod ham være hos ham. Han strøg ham blidt over kinden. "Min psykolog vil virkelig få travlt den næste tid.." han sagde det lavt og lidt som et suk, det her var ret meget at kaperer for ham.

Mike nikkede lidt og havde bare al sin opmærksomhed på Gideon til James snakkede om kærlighed. Han så på hans blik i bagspejlet. "HVIS jeg virkelig elsker ham? Der har aldrig været et hvis.." sagde han med et smil og så ned på Gideon. "Jeg ved bare han har det hårdt, jeg vil ikke belaste ham mere med mine problemer.." Det var sådan han havde det. Han elskede når Gid var ærlig overfor ham, men selv følte han at han belastede ham når han ville fortælle noget, så han lod vær. Han hoppede hurtigt ud af bilen da de holdte stille igen og fulgte efter James. Han blev stoppet af den unge piges stemme og så på hende. Egentlig ville han ikek væk fra Gideon, men han vidste også han måske burde lade James klare sit og bare vente. Han nikkede til hende. "Ja tak.." sagde han og så kort på Gideon inden han gik imod pigen på hans egen alder. "Bare kald mig Mike, det er nemmere" sagde han med et lille smil.

Han nikkede en smule og smilede til James. "Tak.. For det hele" sagde han med taknemmeligt blik. Han var god nok, det var han sikker på nu. Han fulgte derefter med Isobel men stoppede op og bed tænderne sammen da Gideons skrig kunne høres. Det var virkelig så slemt at han fysisk kunne mærke at det påvirkede ham, bare at vide Gid var i så store smerter. Da han var faldet ned igen nikkede han. "Javel.. Fornavn er meget mindre formelt, jeg er Gideon, jeg er ikke så vant til al det der.. Manére og så videre" sagde han med et smil der mest var der fordi han følte det mest passende, ikke fordi han var glad. Han satte sig hvor hun viste og nikkede lidt. Det var lidt overvældende, det var ikke ligefrem første gang idag han var blevet rost for det. "Altså hvordan er han normalt, for så glad kan jeg a umuligt gøre ham?" sagde han spørgende. Han kunne umuligt tro at han selv havde stor indvirkning på Gid. "ja, det er fint med mig. Og, hvis det ikke er for meget at be om, kunne du så ikke tiltale mig som 'du'? Jeg er ikke så vant til det der som sagt" sagde han med et undskyldende smil. Han så mod døren og håbede hele tiden at se Gideon, for han var virkelig bekymret.

Han lænede sig ind mod borde tog lyttede til det hun fortalte ham. Det var slet ikke den Gideon han kendte, han var selv overrasket over den forskel der åbenbart. "Hold da op.." Han sagde det tænksomt og tog imod koppen. "Tak.." Han hev en af sine piller op af lommen og lagde den i munden, hvorefter han skyllede den ned med te. Det var klart nødvendigt. Han så på hende og smilede lidt, hun var en virkelig rar person, han kunne godt vænne sig til at snakke med hende. "Ja.. Det håber jeg.." Han så ned og prøvede at fortrænge skrigene fra Gideon. Han vendte sig om da James stod i døren og så håbefuldt på ham. "Må jeg..?" Han sagde ikke mere, han vidste at James kendte resten af spørgsmålet. Han rejste sig dog op og var allerede afsted inden han kunne nå at få et svar, han ville bare op til Gideon hurtigst muligt.

Han smilede til hende. "I er virkelig søde allesammen.. Jeg er lige så taknemmelig som i er, virkelig.." Han var ærlig og mente det, dor han var sjældent blevet taget så godt imod som her, de var virkelig flinke. Han var glad for han havde lært dem at kende, selvom de ikke kendte hinanden så godt endnu. "Tak Isobel, for.. Ja, det hele sådan set" Det havde han efterhånden sagt nogle gange, men han mente det hver eneste gang han sagde det. Han var meget hurtigt oppe på værelset og inde ved Gideon.
Han kunne ikke lade vær med at smile lidt. "Du behøver ikke sige noget.. Du er udmattet.." Han sagde det blidt og satte sig på hug ved sengekanten. Han ville ikke sætte sig i sengen, han var bange for sengen så ville give sig og det ville gøre ondt på ham. Blidt lod han en hånd stryge over hans kind. "Det gør du aldrig igen.. Jeg blev virkelig bange.." Det lød næsten bedende, men han ønskede virkleig heller ikke at skulle gennemgå det her nogensinde igen. Det var rart at se ham i bedring. "Prøv at se om du ikke kan sove, søvn er den bedste medicin.. Jeg bliver her" sagde han blidt og tog hans hånd. Han ville hjælpe så meget som han kunne.

Han så på ham med et smil, selvom han ikke brød sig om tanken om at alt det her kunne ske igen. Lige nu var det bare dejligt at røre ham, at mærke han var i live og havde det godt efter omstændighederne. "Jeg ville blive rigtig glad hvis du var ved at få dig selv dræbt oftere end højest nødvendigt" sagde han med et smil. Selvfølgelig var han taknemmelig over han havde satset sit eget liv for ham, men det bekymrede ham også, for han vidste ikke helt hvor bange han så skulle være på hans vegne. "Jeg ville hellere have en pistol for panden end at se dig ligge og lide.. Det er det værste jeg nogensinde har oplevet.. Men tak alligevel, du gjorde det for min skyld" sagde han blidt og nussede kort hans hånd.
"Om jeg vil? Som om det er et spørgsmål, der er ikke noget tidspunkt jeg ikek vil kysse dig" sagde han kærligt inden han satte sine læber imod Gids. Det var rart at mærke hans hjerte, det var skønt og livsbekraftende, og det havde han brug for efter den her omgang. Han havde egentlig ikke lyst til at holde op med at kysse Gideon, så han fortsatte, men blidt nok til at han når som helt kunne sige fra.

Det var rart at høre, ordene at nogen elskede ham. Sidst han havde hørt dem, og følt de var rigtige, var fra hans mor. Selvfølgleig sammenlignede han slet ikke Gid og hans mor, men følelsen af at nogen faktisk tænkte på en var skønt. Det var rart at mærke deres læber sammen igen, også selvom at det ikke lige var de mest romantiske omgivelser. For Mike var det ligemeget, bare det var de to sammen, så var alt andet ligegyldigt. Han nåede at blive bekymret igen da han skubbe Mike væk og hørte både smældet og skriget. Igen gik lige i hans hjerte og han bed tænderne sammen, lidt af afmagt. "Jeg kan snart ikke mere" sagde han næsten udmattet, selvom han ikke burde være den der klagede. Han nikkede til Gideon med et smil og rejste sig op. Han gik om til vingen og fik meget forsigtigt, men hurtigt, skinnen af ham med et smil. Han lagde den fra sig og satte sig på sengekanten ved ham, helt forsigtigt. "Så.. Hvor står vi henne? Sådan i forhold til hinanden?" Spurgte han, lidt forsigtigt, men han var ikke selv sikker, og ville rigtig gerne vide det. Han tog Gideons hånd i sin, bare for stadig at bekræfte han var okay igen.

Han så på ham med et varmt smil. "Jeg kunne aldrig finde på at gå fra dig" sagde han ærligt og mente det virkelig, både fysisk men også med deres fohold til hinanden, selvom han ikke var skide sikkert på hvor de stod der.
Han så på Gideon, stadig tænkende over sit eget spørgsmål. Han var slet ikke sikkert, men et eller andet sted ville det nok give mest mening at han kaldt Gid sin kæreste. Ven lød for undelrigt. "Det er vi vel.. Jeg mener, jeg har ikke ret mange venner jeg sidder sådan her med" sagde han med et smil. Han lagde sig ned hos ham og nussede hans hånd mens han stadig tænkte. "Vi ved vi elsker hinanden.. Så, kærester er vel det mest passende?" Sagde han og så ind i hans meget blå øjne med et smil. Han nussede ham blidt ved skulderen, bare fordi han ikek kunne lade vær.

"selv tak" hviskede han og nød bare ham og hans kærtegn, hans strøg og hans kys. Alt lige nu var perfekt, bortset fra at Gideon havde smerter efter at have fået en kniv i maven, ellers var alt perfekt. Han smilede til ham, da han mærkede Gids hånd mod hans hofte. Han kærtegnede kort hans hals med et smil og nikkede lidt. "Jeg elsker dig Gideon.:" hviskede han kærligt og gengældte de kys der kom. Det var skønt, og behøvede ikke stoppe for hans skyld. Han lagde løst en arm omkring Gid. "Pas nu på dig selv, der er ingen grund til skade dig mere end nødvendigt.. Jeg er her også når såret healer" hviskede han blidt og omsorgsfuldt. Alligevel kunne han ikke lade vær med at lægge sig ind til ham og kysse ham endnu engang.

Han smilede og strøg ham op af skulderen. "Jeg vil altid elske dig, også selvom du er en papand en gang imellem.. Men du er min papand, og så er jeg faktisk lidt ligeglad med resten.. Så længe jeg må holde om dig.." Han hviskede det blidt. Han smilede og holdte sig kærligt ind til ham. Det var rart at mærke hans berøringer. Han så over på døren da det bankede på og forholdte sig lidt i sit baggrunds-mode, så han sagde intet, rørte sig knap nok. Han var nødt til at give slip på Gid da han satte sig op, selvom det var mod hans vilje. Han forstod slet ikke hvem den dreng var eller hvad han lavede her. Ligesom Gid, vendte han blikket mod sin partner og så undrende ud. "Hvem er han? Og hvorfor stoppede han da han så mig?" Det gav ikke rigtig nogen mening for ham, han mindedes ikke nogen Louis der skulle have været nævnt tidligere.