Oh ... you. Long time, no see ~Gideon

Stedet: Baren
Tiden: Sen aften
Omgivelserne: Mange mere eller mindre stive mennesker
Vejret: Koldt udenfor, men meget varmt indenfor

Cataleya sad oppe ved baren med et tomt glas foran sig. Det var et utrolig sjældent syn at se hende drikke, det skete kun når hun var utrolig deprimeret. Hendes hår hang krøllet ned lige over hendes skuldre og hendes grønne øjne var slørede og skiftede nogle gange lidt farve, selvom hun prøvede at holde dem grønne hvilket var lidt svært i beruset tilstand. Hun havde kun en sort, tætsiddende tanktop på, et par strammebukser og nogle korte støvler. Man kunne se enhver kvindelig form hun havde og der var tit en ung herre der sad og prøvede at vinde hende for aftnen. Hver og én blev skubber mere eller mindre brutalt væk igen. Hun gad ikke mænd lige nu, hun gad generelt ikke nogen som helst. Lige nu ville hun helst være alene med sine sorger og bare drikke dem væk, bare for en aften.

//Lidt kort, sorry xD

Cataleya sad stadig bare og stirrede i spejlet over for sig og hadede synet af sig selv. Det var der hun hørte en velkendt stemme. Hun vendte hovedet og fik øje på en topløs fyr der mindede utrolig meget om Blay, men tattooveringer. Hun rejste sig fra barstolen og gik over og satte sig ned ved siden af fyren. "Giv mig det samme som ham," sagde hun til bartenderen inden hun vendte sig om imod fyren. "Det er lang tid siden, Gideon." Hun så roligt på ham med let slørede øjne og et let smil på læben. "Hvad bringer dig til Mystic Falls?" Spurgte hun så, stadig imens hun så på ham. Man kunne let lugte hvor meget hun havde drukket indtil videre.

//Hvis der fejl, er det fordi at jeg er på iPhone xD

Cataleya lo over ham og tjattede stille til ham. "Kun lidt," sagde hun leende og holdte fingrene en centimeter fra hinanden for at vise hvor meget, selvom det var en stor underdrivelse. Hun smilede varmt og forførende til ham alt imens hun lænede sig ind imod ham. Hun klukkede stille over ham. "Det var aldrig meningen at du skulle tæskes ... jeg troede du var Blay, jeg var for fuld til at se forskel og jeg anede ikke du fandtes, jeg er ked af at det gik mest ud over dig," sagde hun alt imens hendes blik var ærligt, de sagde, at hun talt sandt. Hun purrede let op i hans hår og smilede varmt og nærmest frækt til ham imens hun lænede sig ind imod ham så hun flashede det øverste af hendes barm. "Fortæl endelig, jeg har massere af tid," sagde hun og smilede blidt til ham. Hun ville gerne lytte, hvis han ville fortælle.

Cataleya smilede stadig til ham, men hendes øjne var triste og fulde af smerte. "Jeg ved godt at jeg har fået for meget og at jeg ikke har godt at af, men jeg bliver 'heldigvis' hurtig ædru igen med mit stofskifte," sagde hun med en latter der ingen glæde var i. Hun blev ved med at smile til ham selvom hun følte sig død og ødelagt inden i.
Smilet forsvandt fra hendes læber da han tog fat i hende og rynkede brynet. "Jeg ved det godt ... men jeg aner ikke hvordan jeg ellers skal glemme det hele," sagde hun pinefuldt alt imens tårer begyndte at kunne ses i hendes øjenkrog. "Hør, Gideon, jeg er ked af at jeg vekslede imellem jer, jeg er ked af at du fik tæv, jeg ville ønske at jeg havde stoppet ham, men jeg gik i chok, jeg blev bange." Hun så ked på ham. Hendes skuldre sank og hun så bare håbløs ud. "Kan du tilgive mig for at have gjort det imod dig?" spurgte hun så og så på ham med et forsigtigt blik, men træt blik. Man kunne tydeligt se at de sidste få uger havde slidt hende næsten helt til bunden.

Cataleya smilede en anelse over ham. "Ja, det ville være synd for alle de stupide fyre der prøver at gøre noget ved den lidt fulde pige med de mange våben," klukkede hun stille og rystede så let på hovedet. Det bar sket før. Mange unge mænd troede at de havde en større chance hos en fuld pige end en ædru pige. Det var jo dumt. Hun smilede en anelse over hans latter, hun vidste ikke hvorfor, den var bare ... rar at høre på.
Hun blev overrasket da han tørrede hendes tårer væk og strøg hende over kinden. Hun anede ikke om det var alkoholen der brusede i hendes blod eller ej, men hendes hjerte begyndte at banke en smule hurtigere og hendes kinder fik en let rosa kulør. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hans ord og hun blev rørt over ømheden i hans øjne når hun havde medvirket i at han var kommet på hospitalet sidst de havde set hinanden.
"Men jeg ville have kunnet stoppe det, jeg er trods alt stærkere end jer begge til sammen," sagde hun med et svagt smil. "Jeg kunne ikke lide at se nogen af jer komme til skade." Hun ville ønske at hun havde gjort det, at hun ha de stoppet dem så ingen af dem var kommet til skade.
Hun blev nærmest overrasket over hans svar. "Hvorfor falde for mig?" spurgte hun overrasket, og en anelse smigret over det. Hvad gik der af hende? Hun blev normalt aldrig påvirket af en drengs ord, aldrig. Det må være alkoholen, sagde hun til sig selv, der var ingen anden løsning. Hun rynkede brynene ved hans næste ord. "Hvorfor skulle det dog være en dum drøm? Hvorfor ikke elske dig?" spurgte hun blidt og smilede forsigtigt til ham. "Du er jo en sød fyr, Gideon." Hun smilede forsigtigt til ham og så væk derefter.

Cataleya lo rigtigt for første gang hele aftnen, selvom det bare en lille og lav klukken. "Præcis," sagde hun med et lille smil og fulgte hans fingre med øjnene og så de blå mærker. Hun løftede hånden og skulle lige til at række ud efter ham, men stoppede sig selv inden hun nåede det.
Hun smilede over han og det gik op for hende at hun nød at snakke med ham. "Og jeg er endda ikke let at få til at rødme," sagde hun med et blidt grin og smilede til ham.
"Jamen ... jeg kunne stadig have ..." hun sukkede frustreret og så på ham med et trist blik. "Jeg ville stadig have prøvet, Gideon." Hun smilede svagt til ham.
"Blay bestemmer ikke over mig, jeg kan være sammen med dem jeg vil, plus, han er sammen med en anden, han valgte aldrig mig, og jeg vil ikke være et valg længere," sagde hun stille og roligt alt imens hun så på ham.
Hun rynkede på brynene. "Det er jeg ked af, det må have været forfærdeligt," sagde hun medfølende og lagde af refleks sin hånd over hans og gav den et klem. Hun tænkte ikke over det.

Cataleya smilede en anelse over ham. "Det ved jeg, men jeg ville stadig ønske at jeg kunne, Gideon," sagde hun blidt og smilede roligt til ham. Hun forstod ham godt, for det var sådan hun var med de fleste blodsugere, hun hadede dem. "Han har ikke bedt mig om noget, søde," sagde hun blidt. "Og han skylder mig en ting eller to." Hun sukkede stille og smilede trist til ham. Hun rystede på hovedet og så ikke ligefrem glad ud bes tanken. "Nej, det har jeg aldrig vidst ..." sagde hun stille og rynkede brynene.
Hun kunne ikke lade være med at smile over hans gisp. "Jeg bider altså ikke," sagde hun, og prøvede at holde sen sårede tone ude af sin stemme imens hum tog sin hånd til sig igen og så væk. Hun anede ikke hvorfor hun opførede sig sådan, men endnu en gang gav hun alkoholen skylden.

"Ja, men jeg kendte ikke til lige de behov han havde," sagde hun og så væk og ned i jorden. Hun savnede Blay, savnede de aftner hvor det bare var dem, før det hele gik galt. Det var mærkeligt at tænke på at det hele gik galt så hurtigt ... havde hun ikke mødt Gideon, havde hun måske levet sammen med Blay som hans kæreste, og ikke bare hans gode veninde, som han havde sex med. Men sket var sket, og der var intet der kunne ændre på det.
Hun skulle til at svare noget drillende og udfordrende da han tog hendes hånd og kyssede hende. Det var mærkeligt at hun ikke havde det forskel den gang, der var jo så meget forskel på de to drenge. Hun gengældte langsomt og forsigtigt hans kys uden at tænke særlig klart. Da hun trak sig væk fra ham igen lidt efter så hun forvirret på ham. "Hvorfor ...?" var de eneste ord der kom udover hendes læber.

Cataleya slog blidt en latter op og smilede til Gideon. "Næppe, han ville ikke have kunnet skade mig fysisk, min søde ven," sagde hun en anelse overlegen og med et smil på læben. Hun var trods alt et stærkt misfoster med en forkærlighed for knive, og hun var ikke ligefrem så let at komme under huden på, og slet ikke at skade.
Ved hans svar så hun mere såret ud end før. "Så jeg er bare en pige?" spurgte hun stille og så på ham med et trist blik. Hun undrede sig virkelig over ham, men endte med bare at sukke. "Det er stupidt at kysse andre bare for at kysse, det er noget man burde gøre fordi at man føler noget for personen, det skal bestemt ikke gøres af alene lyst," sagde hun med et lettere hårdt blik og så væk fra ham uden at godtage hans undskyldning, da hun synes, at den var lam.

Cataleya så bare helt rolig ud. "Jeg så mine forældre dø da jeg var seks," sagde hun stille. "Jeg er ikke blevet rørt af det." Hun smilede roligt til ham og klukkede stille. Det var godt nok ikke helt sandt, men hun var ikke i en slem tilstand eller noget der lignede.
Hun så på ham og stivnede over hans ord og anede ikke hvad hun skulle sige til det, hun var mundlam. Og der gik lidt tid hvor hun bare stirrede underligt på ham, indtil han tog hendes hånd og lagde den mod sit nøgne bryst og hun kunne mærke og høre hvor hurtigt hans hjerte slog. Da han slap hendes hånd, fjernede hun den ikke, men lod den ligge fladt på hans bryst inden hun langsomt lod den lige op til hans hals hvor de blå mærker var. Hun lod forsigtigt og prøvende sin tommelfingeren følge mærket, bare for at se om hun måtte. Og så trak hun hånden til sig og så modløst ned i gulvet, stadig uden at have sagt et ord.

han nikkede "jeg troede også selv jeg var stærk, men ser her, ved du hvad der her er" han pegede på det store blå mærke, der var formelt som et reb, en stor streg der gik hen over hans hals "det er mærket der er tilbage fra da jeg begik selvmord, det var for hårdt at skulle leve sådan her, så jeg tog mit eget liv, da jeg var 23" sagde han og lagde armene over kors.
han stivnede og så opmærksomt på hende, også selvom han brød sig om det, lød han hende alligevel røre så meget hun ville, det bekymrede ham ikke, han ventede på hende og nikkede til sidst "aha, så du har intet at sige...du kunne i det mindste bare sige du ikke kunne lide mig, sige at du ikke gad mig i stedet for ikke at give mig noget svar" sukkede han og rystede på hoved

Cataleya så bare blidt på ham, der var intet dømmende over hendes blik, kun ømhed. Hun svarede han ikke til starte med da hun kunne mærke på ham at han havde mere at sige. "Jeg ved godt at du begik selvmord," sagde hun lavt og rynkede brynene ved tanken. "Jeg så det i tv'et, og det gjorde ondt at vide, at du havde forladt verden på den måde, og alligevel misundede jeg dig længe ... fordi at jeg ikke kunne følge dig." Hendes stemme var lav og rolig, men hendes hænder rystede en anelse, hvilket var det eneste tegn på at hun bar nervøs.
Hun rystede let på hovedet. "Jamen ... jeg ... jeg har aldrig været god til det her, Gideon," sagde hun nærmest bønfaldende og så op på ham igen. "Jeg kan ikke finde ud af at holde af andre, det er ikke sådan jeg er bygget, jeg er en dræbermaskine, intet andet, og selv hvis jeg bliver forelsket, så aner jeg ikke hvordan jeg viser det." Hun så desperat på ham med nedfaldne skuldre og et pinefuldt blik. Det bar sjældent at man så hende så nede, så åben omkring alt.

Cataleya så blidt på ham og sukkede let. "Det er jeg ked af, Gideon," sagde hun blidt og tog prøvede hans hånd for at give ham lidt støtte. Hun forstod godt at han prøvede at slappe af, og at hun rørte ham hjalp nok ikke ligefrem på det hele.
"Der gik flere år før jeg fik sagt det til Blay, Gideon," sagde hun trist og så på ham med et ømt blik. "Og han var min ven, han var der for mig, derfor holdte jeg af ham ... det udviklede sig først senere hen." Hun så væk, følte at det var mærkeligt at snakke om. Hun fulgte ham dog ud ad øjenkrogen og så at han bestilte noget stærkt. Hurtigt var hun ovre ved ham og tog flasken ud ad hånden på ham. "Det er jo ikke derfor," sagde hun trist og så væk fra ham alt imens hun holdte flasken væk fra ham.

Cataleya så trist på ham og sagde så; "Du er ikke en fejl, Gideon, du er en vidunderlig, og jeg er ked af at dine forældre ikke kunne se det og at Blay gjorde al det mod dig." Hun holdte stadig flasken ude af hans rækkevidde og rystede let på hovedet. "Hvis du drikker, er du ikke en skid bedre end ham, og så er jeg gået, jeg har begået den fejl en gang og jeg ved ikke om jeg kan klare det endnu en gang," sagde hun stille og bestemt. Hun tøvede kort og gav ham den så. "Drik, og så er jeg gået, eller lad være, og kom med mig hjem, så kan vi få snakket lidt," sagde hun roligt og så på ham med et hævet øjenbryn for at se hvad han ville vælge.

//Jeg skal lige i bad xD