Hallo...very nice to meet you //Mike//

Mike gik ind af dørene til Mystic Mall. Han plejede normalt ikke at søge hen mod steder med mange folk. Han var ikke særlig god til andre folk, faktisk havde han en diagnose der betød han var socialt dårlig. Men han havde fået det bedre her på det sidste, af en enkelt grund. Han havde normale jeans på, og en t-shirt. Ikke andet. Normalt havde han altid en hættetrøje eller en trøje over, for at skjule hans arme. De var dækkede af ar, faktisk var der flere ar end rigtig normal hud på hans arme. Men egentlig var han ligeglad for første gang, han havde altid skjult hvem han var, men ikke længere. Han var på vej mod den bedste café i centeret, grillen var for skummel for hans smag, desuden havde han ikke de bedste minder derfra. Da han kom ind gik hans blik kort rundt i caféen, men det faldt hurtigt tilbage på en pige. Hun mindede ham om en, men han vidste ikke helt hvem, om han kendte hende?
Han gik hen imod hende, lidt usikker, han var stadig ikke så god med andre folk. "Undskyld.. Men kender jeg dig?" spurgte han med et lille smil og en yderst venlig tone. Der var noget over hende der virkede bekendt.

Han så lidt på hende og først da hun sagde noget kunne han se det. "James, ikke?" spurgte han med et smil. Han havde ikke ligefrem forestillet sig James havde noget familie, ikke som han kendte James, men han kunne godt se at de mindede meget om hinanden. "Jeg kender ham en smule ja.. I ligner virkelig hinanden" sagde han med et smil. De mindede meget om hinanden selvom hun selvfølgelig var mere feminin. "Uhøfligt af mig, mit navn er Mike" sagde han med et venligt smil og rakte hende hånden som hilsen. Det gjorde at hans arm var helt blottet, men han var ligeglad nu, han havde vigtigere ting at tænke på end sit udseende. Pigen lignede virkelig James, i hvert fald med hendes blik, og så virkede hun mere imødekommende at snakke med. Derud over var hun også en pige, han havde nemmere ved at snakke med dem end fyre.

lige så snart hendes brors navn blev sagt nikkede hun og smilede blidt til ham, med et kom der liv i hende, hendes bror betød mere end noget andet for hende og ham ville hun med glæde gå i døden for også selvom han ikke huskede hende "præcis, James er min lillebror, ved du hvor han er, jeg har brugt så lang tid på at finde ham" hun rynkede brynet og så fraværende ud et sekund, man skulle kende hendes alder for at forstå hvordan hun kunne være hans storesøster, men hun var også født i en anden tidsalder, eller ikke sådan i den forstand, hun var bare meget ældre end hans 28 år også selvom hun lignede en på 23.
hun nikkede og smilede "det høre vel bare familie til, men slå dig endelig ned" hun åegede mod stolen foran sig og smilede varmt. da tjeneren kom tilbage med hendes vand, værdigede hun ham ikke engang et blik, hun tog bare imod vandet og trykkede hans hånd "Jeg hedder Evolet, men kald mig Genevieve det plejede D'leh...jeg mener James altid at gøre" hendes øjne blev fulde af sorg, men det forsvandt så hurtigt som det var kommet

Han smilede da han så livet i hendes øjne, noget man ikke så hos James. Han kunne allerede godt lide hende, hun virkede meget varm og venlig. "Han bor i et hus her i byen, han er en slags tjener for min kæreste" sagde han med et smil. Det var klart hun gerne ville finde sin bror hvis de havde været adskilt, så han hjalp gerne. "Han bor sammen med nogle andre ansatte og hans niece" fortalte han roligt og med et smil. Hun så meget yngre ud end James, men han vidste også at erfaring og sorg satte meget præg på et menneskes udseende, så han regnede med at det var derfor hun virkede så forbavsende ung.
"Tak" sagde han og satte sig ned overfor hende. Hun var et behageligt menneske, eller, han gik ud fra at hun var et menneske. Han så kort på tjeneren men så igen på pigen. Han nikkede en smule "Genevieve.. Det er smukt. Hvor kommer dig og James egentlig fra? Jeres accent er meget speciel" spurgte han nysgerrigt. Han kunne aldrig drømme om at snakke sådan her med James, James skræmte ham for meget.

Han kunne godt lide hende strålende person, helt anderledes end James. Det var rart at opleve, og han tænkte på om James kunne være lige så livlig som hans søster var. "Så lidt. Men pas på. Han er ikke så nem at komme kontakt med, han er blevet livvagt, han er ret seriøs hele tiden, du skal nok ikek overraske ham i hvert fald" sagde han med et smil og så roligt på hende. Det kunne nemt ende med at gå galt hvis hun forskrækkede ham, i hvert fald sådan som MIke kendte James. Han var ikke en person Mike ligefrem ville opsøge, men han kendte ham også på en helt anden måde end hans søster. Alligevel ville han nok gå til James hvis han havde et seriøst problem. "Tania?" sagde han nysgerrigt.
Han nikkede med et smil og lyttede interesseret, for hun var en virkelig fantastisk person, sådan virkede hun i hvert fald. "Genevieve er smukt" sagde han bekræftende med et smil. Han nikkede til hende. "Det er i orden.. I virker så hemmelighedsfulde, dig og din bror" sagde han med et smil. Hun var en behagelig person.

Han så på det hun lavede og nikkede en smule. Han havde hørt en smule omkring en slags skovånder der kunne noget med elementerne. "Vent, kan James det der?" spurgte han undrende. Han vidste ikke at James var kitsuni, men egentlig undrede det ham ikke at han var overnaturlig, det skulle han næsten være for at kunne beskytte en engel. Han msilede lidt ved tanken om Genvieve der slog James igen. "Kammerpige? Har man stadig det?" det eneste sted han havde hørt om det var i en tv-serie der foregik omkring Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Han følte sig lidt dum og naiv. Han smilede til hende.
Han smilede og nikkede lidt som et 'det var så lidt'. Han kunne lide hendes navn fordi det var så specielt, ikke et man hørt hver dag. Hun var unik kunne man sige, både med navn men også af person. "Jeg ved ikke så meget om din slags" sagde han undskyldende og med et træk på skuldrene. Han skulle til at spørge hvor hun vidste noget om Gideon fra, men hunbesvarede det selv, og som altid når nogen nævnte Gideon, rødmede han svagt. Han så lidt ned i bordet med et smil. "Ja, bestemt.. Nu ved jeg da også en smule mere om James, hvilket er rart når jeg render rundt i samme hus som ham konstant" sagde han med et smil og så på hende. "I minder meget om hinanden, og er alligevel vidt forskellige" sagde med et smil.

Han nikkede en smule til hende "Hmm.. Der findes mange fantastiske ting her i verden.. Vent, skifte skikkelse? Jeg troede bare at i kunne lege med elementerene. Er sådan.. Som varulve?" spurgte han uvidende. Han vidste mere om varulve end nogen af de andre racer. Han nikkede en smule til hende. "Ja, ikke for at lyde ond, men kan I ikke blive ret gamle?" spurgte han af interesse. Han var trods alt selv ude efter udødelighed, men ikke at frygt for døden, af en helt anden grund. Hende smil var rart og gjorde ham næsten helt varm og glad inden i.
Han rødmede kun endnu mere fordi hun lagde mærke til det. "Jo.. Jeg elsker ham virkelig. Jeg er villig til at dø for ham, og det virker så uvirkeligt at det er muligt at elske nogen så højt" sagde han med et smil og så igen lidt ned, det gjorde han når han blev forlegen. Tidligere plejede han at dække sine arme, men den del havde han droppet. Han lo over hende fortælling. "Det der vil jeg huske.. Pludselig er han ikke så skræmmende mere" lo han. Det havde han aldrig troet om James, men selvfølgelig kunne han ikke havde været hård hele sit liv. Han nikkede en smule. "Det giver mening.. Du er meget nemmere at snakke med end ham, han lukker af for alt, bortset fra Gideon" sagde han tænksomt. Gid havde vist nævnt noget om nicen også, men det var ikke noget han havde set eller oplevet.

Han så på hende og nikkede en smule. Hendes eksempel gjorde det lidt nemmere at forstår, det var lidt utroligt. "Alle her omkring er så.. specielle. Så er der mig, den kedelig dreng der bare er menneske" sagde han og rystede lidt på hovedet med et smil. Han følte sig efterhånden kedelig, som om han bare var ingenting. Men det var okay, sådan var han, og det ville ikke vare længe før han var noget andet. "1864.. Imponerende. Du holder dig godt" sagde han med et drillende smil. Hun havde sikekrt hørt det før, men hun var jo virkelig smuk, uanset om hun var 100 eller 20.
Det var svært for ham at hun rørte ved ham, han var ikke vant til at fremmede rørte ved ham, men han lod hende gøre det. Han ind i hendes øjne og smilede blidt. "Tak.. Jeg føler mig også virkelig heldig, men når jeg snakker om det.. Jeg føler mig lidt skør, fordi det er så svært at forklare hvor fantastisk det er" sagde han med et smil. Hun var virkelig rar. Han lænede sig tilbage og lyttede til hende. "Ja violin spil og klaver er jo ikke ligefrem noget man forbinder med James.." sagde han med et smil, men det falmede hurtigt da han kom i tanke om noget Gideon havde sagt. "Klaver? somMozart sagde du?" Han så undrende på hende. "Digter?" Det mindede uhyggeligt meget om da Gid havde beskrevet hans ældre bror, men det kunne vel ikke passe. Han så længe på hende. "Mistede hukommelsen?" Det hele passede jo perfekt sammen, men han følte sig lidt skør. Han rystede på hovedet og så på hende med et smil. "Undskyld.. Det mindede mig bare om noget" sagde han blidt.

Han så på hende med et smil og så lidt forlegent ned. "For at være ærlig, så tror jeg jeg blev forført af ham.. Jeg er trods alt bare et menneske. Din bror.. Det er også min kærestes fortjeneste, uden ham var jeg sikkert endt med at blive uvenner med ham" sagde han med et træk på skuldrene. Han følte sig ikke speciel, han var for usikker til den slags. "Desuden er det snart slut for mig, med at være menneske" sagde han lavt og lænede sig tilbage. Han smilede da det var hendes tur til at rødme og nikkede lidt. "Dit bedste virker så" sagde han med et smil.
Han så på hende mens hun talte. Det hele gav jo mening nu. "Ja, gideon.." sagde han med et lille nik, det kunne han jo ikke løbe fra. Han nikkede en smule til hende. "Så du siger at James er William?" spurgte han undrende og nysgerrigt. Det ville jo give så meget mening, hvorf Gideon var så besat af James, hvorfor James var så vigtig for ham.

hun grinede "det tror du måske, men jeg har holdt øje med din lille kæreste dengang han var ung, køn fyr...men altså han ville ikke bare forføre dig med vilje, jeg tror det gik begge veje, det sagde ligesom bare klik" han pegede sine pegefingre mod hinanden som for at understrege hvad hun mente.
hun stivnede og så på ham alvor kom op i hans øjne "du har enten tænkt dig at dø se om du så vække op som engel eller også han du tænkt dig at blive vampyr...James vil aldrig lade dig ud af sit syn når det sker...aldrig han vil altid holde øje med dig og hvis du kvajer dig, gør det ondt...meget ondt" han rystede på hoved, men trak til sidst på hoved "men okay et er dit valg, jeg kan ikk bestemme for dig" fortsatte han stille og rullede med øjnene.
han nikkede "men jeg tror ikke de ved det, jeg tror ikke Gideon ved det" sagde hun eftertænksomt, hun rystede til sidst på hoved og lagde armene over kors

Han så på hende med et smil og lo lidt. "Du kan have ret, men jeg er ikke ligefre, en scorekarl. Jeg elsker bare Gideon, og jeg var heldig at han gengældte det.. " sagde han med et smil. Det var sådan han opfattede det. Hendes pegefingre mod hinanden fik ham igen til at grine. "Det der er det mest kliché tegn for bøssesex nogensinde" sagde han drillende. Han havde fået det vist mange gange i folkeskolen.
"Vampyr.. Og jeg ved det godt, jeg elsker Gideon og vil ikke gøre ham noget med vilje, men jeg vil heller ikke ældes og dø fra ham. Det betyder for megt for mig. Gideon ældes ikke, han er udødelig. Jeg vil være det samme" sagde han og håbede hun forstod. Han var udemærket klar over at hvis han gjorde Gideon ondt, ville James sikker lynhurtigt dræbe ham, men det var forsøget værd. Et evigt liv med Gideon var alt han ønskede. "Jeg ved hvordan det lyder.." hviskede han lavt.
Han så på hende. "Ved Gideon det ikke?" spurgte han undrende. "Det.. Wauw.." sagde han mens han tænkte. Det var lidt vildt han rendte rundt med sin 'forsvundne' bror i sit hus, og ikke vidste det. "Han ville jo ikke tro det hvis han fik det at vide.." sagde han tænksomt. Han havde ikke selv tænkt sig at fortælle det itl Gid.

Han lo lidt over hende og rystede mildt på hovedet. "Det ved jeg godt.. Men som homoseksuel er det det første man tænker på, i hvert fald for mig.. Mange folk har sørget for at jeg aldrig vil glemme at jeg er bøsse.." sagde han med et smil. I folkeskolen havde han aldrig kunne være i skole en dag uden at blive mindet om han var anderledes.
Han nikkede lidt og så ned. "Du ved ikke hvad du snakker om.. Eller jo, det gør du.. Men du har ikke prøvet at være dødelig.." sagde han lavt og så trist ind i hendes øjne. "Hvis jeg ikke gør det her, skal jeg hver dag går tættere på døden, hver da skal jeg ældes mens den person jeg elsker højere end mit eget liv forbliver som han er. Og ikke nok med det, jeg er sårbar, langt mere end ham. Der skal intet til at slå mig ihjel, en bus, en dråbe vand, en kniv" sagde han lavt og roligt. Han trak sine arme ind til sig da han nævnte kniven. "Det hele ville passe bedre sammen. Jeg kan ikke tilbyde ham noget nu.. Jeg er en byrde, sart, skrøbelig og dødelig. Du ved ikke hvordan det er, og det bebrejder jeg dig ikke.. Men det er forfærdeligt" Hans stemme lød forpint, og sådan havde han det. Det var ikke et drømme liv som alle ville have han havde bestemt sig for, men det var hans liv, som det skulle være.
Han nikkede en smule og så tænktsomt på hende. "Tænk, ingen af dem ved det.. Det er helt vildt.. Men James må da blive glad for at finde hans søster, en der kan huske hvem han var?" sagde han med et smil. Det burde hun vel være glad for.

Han smilede over hende og nikkede en smule. "Du behøver ikke tænke så meget over hvad du siger, jeg bliver ikke sur. Jeg evd du ikke mener noget ondt. Men ja.. Det er hårdt når man konstant bliver mindet om at man ikke er som de andre. Folk i folkeskolen er ikke ligefrem milde. Jeg pjækkede fra alle idrætstimer, jeg kunne ikke klare omklædningen, jeg gjorde det én gang og aldrig mere" sagde han med et smil og rystede lidt på hovedet over minderne. "Min far hadede mig for dig.." Selvom det havde været forfærdeligt, smilede han alligevel.
Han så på hende og smilede lidt. "Ikke sådan.." sagde han og så på den våde plet på hans t-shirt. "Jeg har ikke noget at miste. Jeg er homoseksuel, jeg vil alligevel aldrig kunne få børn med min kæreste alligevel, jeg har ikke lyst til at ældes og dø, det er jo derfor jeg vil gøre det. Jeg har ikke noget at miste" sagde han roligt og så på hende. "Men tak.. Du bekymre dig i det mindste om mig.. Det er jeg glad for, selvom jeg bare er en stranger" sagde han med et smil og så på vandet hun legede rundt med. Det var en ret fed ting at kunne, og det kunne sikkert være nøttigt på en eller anden måde. "Jeg vidste ikke hvad kærlighed var før jeg mødt Gideon. Det var ligesom på film, du ved, når hovedpersonerne finder ud af de er rette for hinanden" sagde han med et smil til hende. "Du finder din egen prins, den her by er fyldtmed potentiale" sagde han med et smil.
Han så på hende. "Hvis han ikke kan huske dig, giver du ham tid.Og hvad mener du med du ikke er en ønske søster? Du er smuk, du er klog, du er omsrogsfuld, du er charmerende. Hvem vil ikke have sådan en søster?" spurgte han med et smil.

Han så på hende. "Indtil jeg fandt ud af hvad jeg var var det hyggeligt. At være sammen med sine venner hver dag, få chancen for at lære og blive klogere. Det var skønt at kunne være sammen med folk, at kunne udveksle efaringer og synspunkter.. Men.. Da jeg var 14 sprang jeg ud som bøsse.. Det hele bristede ligesom bare.. Alle mine venner tog afstand til mig, behandlede mig som om jeg pludselig var en helt anden, som om jeg ikke var et menneske" sagde han og så ned i bordet imens han talte. "Jeg var så dum at komme til idræt ugen efter jeg var sprunget ud. Du aner ikke hvor onde børn kan være.." Han løftede blikket og så ind i hendes øjne. Hans blik fortalte tydeligt det ikke havde været sjovt. "Den der stod for det hele var min tidligere bedste ven. Det hele skete så hurtigt.. De havde taget mine ting mens jeg var i bad og.. Derfra var det bare tæsk og slag.. Jeg blev på en eller anden måde slået bevidstløs og vågnede i en ambulance. Jeg kan ikke huske andet end jeg havde brækket min arm og ikke kom i skole i to uger" sagde han med et smil og så ned. Han smil var ikke ægte, han mindedes bare det hele.
Han så på hende og nikkede "Jeg kan også blive gift og adopterer som vampyr. Jeg har intet at miste. Men tak for støtten.. Jeg ved der ikke er mange der vil hjælpe, ud over Gideon.. " sagde han med et smil. Det var rart at han ikke bare var alene om det, og at Gid trods alt havde sagt god for det. At hun oven i købet ville hjælpe, og havde en heks der kunne hjælpe var fantastisk.
Han lo en smule. "Ja.. øjnene.. Tak. Jeg ser og nu ikke som nuttede" sagde han med et smil or rystede lidt på hovedet. Hun var rigtig venlig, han kunne rigtig godt lide hende.
Han så på hende og nikkede lidt. "Jeg ved det. Jeg er ikke en person der lyver eller snyder andre. Jeg har det bedst med sandheden faktisk" sagde han med et smil og trak lidt på skuldrende. Han lyttede til hendes ret triste historie. "Så var det ikke den rigtige Genevieve. Du finder ham en dag, en som ig har fortjent det, og jeg kan virkelig ikke forestille mig andet" sagde han opmuntrende med et smil. Hun var for perfekt til ikke at kunne finde kærlighed.