once again i meet someone els...nice -/Luzy/-

Luzy gik igennem skove med faste og hurtige skridt, det lignede ikke, at hun var faret vild ... men det var hun. Hun var næsten lige kommet til byen efter at have løbet hjemmefra og nu søgte hun efter sin storebror, men havde forvildet sig ind i skoven og kunne nu ikke finde rundt. Hun stønnede frustreret og kørte hænderne igennem sit sorte hår med de blå spidser. Hun havde en sort og blå ternet skovmandsskjorte på oh en tanktop inden under sammen med et par helt sorte bukser og sorte converse. Hun lignede en goth-tøs med sin sorte make up omkring sine blå øjne, og en mørk læbestift på.
Hun så op og snurrede rundt om sig selv imens hun prøvede at finde hoved og hale på skoven, hun kom med en masse små frustrerede lyde inden hun sparkede hårdt til et af træerne i ren frustration. Hun havde altid haft en elendig stedsands og kunne fare vild utrolig let, hun hadede det!

Da hun hørte lyden af en der sprang i vandet, skyndte hun sig imod lyden i håb om at finde andre mennesker, så hun kunne spørge om hjælp, selvom hun hadede at bede andre om noget. Da hun kom ud til søen og så den urolige overflade, rynkede hun på brynet og så på tøjet ved bredden. Drengetøj, tænkte hun stille og kort efter dukkede en dreng op ad vandet. Hun hævede det ene øjenbryn og så bare på ham med et irriteret blik. Hun kunne ikke lide drenge, eller andre mennesker for den sags skyld. Men hun anede ikke hvordan hun skulle kunne finde ud af skoven uden hjælp.

//Det er helt okay ^^

Luzy så roligt på ham da han snakkede og knyttede let næverne over hans ord. Hun havde et slemt tempremang, og hun kunne ikke altid styre det. "Du aner ikke en skid om mig, fister," snerrede hun vredt af han og skulede. Hun fik skam opmærksomhed fra sine forældre, men det var ikke ligefrem god opmærksomhed. De hadede hende, for at sige det mildt. Det ødelagde noget i én når man vidste, at ens egne forældre direkte hadede en. De var ligeglade med at hun var blevet mobbet i skolen, at hun ingen venner havde, at folk havde lavet væddemål om de kunne score hende eller ej og så dumpe hende når hun virkelig troede, at de elskede en. Det gjorde ondt. Barrikaden omkring hendes sind var stærk, man kunne ikke læse hendes tanker. Hun havde altid kunnet skjule sine inderste tanker fra alle andre, overnaturlige som menneskelige. Hun lagde armene over kors og så på ham igennem det tykke lag eyeliner og under et hævet øjenbryn. Hendes blå blik var stålsat og hårdt, det skjulte al fortidens sorg og had.