Bare dejligt...Gideon

Kim skubbede hanskerne over bordet til ham. Hun vidste ikke helt hvorfor, det var hun ikke rigtig havde lyst til at bruge dem. Men hun havde mere lyst til at fryse fingrene end dette. Det at fryse fingrene var normalt for hende. Hendes blik var blevet fæstnet ved hans hals, da han havde omtalt den som et bevismateriale. Hun brød sig ikke om det. Var det en joke, havde han kørt den for langt ud efter hendes mening.
"Okay..."svarede hun til at lade ham vise hende noget, selvom hun nu mente at det nok var hende selv som ville komme til at fortryde det. Hun var vant til at hendes venner og veninder kaldte hende for unormal, men nu ville hun da i hvert fald kalde sig selv for normal og Gideon for den unormale person ligenu. Hun regste sig fra stolen og sikrede sig om huen sad ordentligt nede omkring hendes hår, selvom hun egentlig sagtens kunne mærke at den sad som den skulle, hun havde bare brug for at fjumre lidt rundt med hendes hænder.

Kim's mistænksomme blik hvilede på Gideon's ansigt, da han tog hendes hånd. Det var ikke lige så fristende at holde ham i hånden, som det havde været ude i skoven længere. Hun syntes at han havde gået for langt med joken, og så snart han havde sluttet den, skulle hun nok gøre ham opmærksom på at han var en dårlig komiker.
Hun brummede protestende da han trak hende ind til sig, da de var kommet udenfor. Hun syntes ikke helt så godt om ham lige nu og hendes dårlige humør var begyndt at røre på sig igen. "Hvad har du gang i?"spurgte hun mobset, da han pressede hende hårdt ind til sig. Hun skulle kun lige til at skubbe til ham fra at få ham til at slippe, da to vinger voksede frem af hans skuldre. Hendes øjne blev store af skræk. Hendes hjerne gik stort set i stå af panik, da han lettede fra jorden med hende og af rent og skær pige instink satte hun et første klasse skrig igang, uden hun overhovedet hørte hvad han sagde til hende. Af refleks slog hun armene om halsen på ham, for at sikre sig at hun ikke faldt ned hvis han havde planer om at lade hende falde.

Kim var tydeligt forvirret og bange, da han satte hende på jorden igen. Hun trådte et par skridt væk fra ham, uden at tage blikker fra ham. Hun havde aldrig oplevet noget lignende og hendes hjerne var ikke kreativ nok til at finde på en logisk svar på hvad der lige var sket. Hun kunne altid lade som om det bare havde været en drøm, næste gang hun vågnede. Lækre fyrer med vinger fandtes ikke i virkeligheden.
Modvilligt flyttede hun blikket fra ham og så mod gravstenen, hvor hun læste indskreptionen. Hun var fået så meget i panik indeni, at tårer var begyndt at glide ned af hendes kinder. Hun lænede hovedet frem så hendes hår skjulte hendes ansigt, så han ikke skulle opdage det. Det overraskede hende hvor en kylling hun egentlig var, men hendes reaktion var vel egentlig nok meget normal, for den slags oplevelser.
Hun skævede kun kort til ham da han snakkede igen, og lod blikke søge tilbage mod gravstenen, da han var ved at folde vingerne væk igen.
"Det er den underligste første møde jeg nogensinde har oplevet!" mumlede hun til sig selv og drejede rundt på hælene. Lige nu havde hun ikke så meget imod at være hjemme ved hendes mor, nok mest alene på sit værelse. Hun begyndte at gå uden at se eller sige noget til ham inden. Hun skulle lige have lov til at lade det sive ind og falde på plads.

Kim vendte sig imod han og hævede begge øjenbryn i vantro over hans opførelse. De grå øjne slog flammer og alt slog klik i hende på grund af det han sagde og det faktum at han ren faktisk truede hende. "Nu skal jeg sige dig noget din bevingede rotte!" sagde hun med en hård stemme, som hun virkelig forsøgte at holde dæmpet. Hun kunne overhovedet ikke tænke klart, hun var stadig rundt på gulvet over det hele og han skulle ikke tale sådan til hende, når det var hans skyld at hun havde det sådan nu. "Jeg bad ikke om at få det her at vide. Du kunne havde ladet være med at vise mig dine fucking vinger! Du kunne havde fundet på en forklaring på de matchende navne og det i artiklen, for tro mig jeg havde sikkert troet på det!!" Sagde hun og var tæt på at råbe af ham. Hun drejede rundt på hælene og gav sig til at gå væk fra ham, noget hurtigere end før. Hun var godt gal på ham nu og hun syntes virkelig at han var den onde, selvom han havde gjort sit for at det skulle være hans såkaldte bror som skulle have den rolle.

Kim opdagede ham først da han tog fat i hende og hun endnu engang mod sin vilje fik sig en flyvetur. Igen skrig hun forskrækket og var allerede klar over at hun ikke kunne lide når han gjorde sådan. "JEG VIL IKKE VIDE DET DIN IDIOT!"skrig hun skingert af ham, mens skrækken strålede ud af hendes ansigt over at han skulle give slip på hende. Hun mørkede huen glide af, men gjorde intet for at gribe den, hun havde for travlt med at klamre sig til Gideon. Hun ville ikke være en del af en fremmeds liv, det var alt for uvant til at hun kunne håndtere det, endda når han ikke lod hende håndtere det.

//undskyld at mine svar er korte //

Da han lod hende komme op i hans arme slog hun armene om hans hals, som hun havde gjort den første gang. Hun brød sig virkelig ikke om det som skete, og hun følte kun panik og træthed. "Vil du ikke godt sætte mig ned?"sagde hun bedende og kunne næsten ikke engang koncentrere sig om det han sagde til hende. Det kunne meget vel være at han var død og at han ikke længere kunne omgås kvinder eller i det hele taget mennesker. Men hvorfor skulle det gå ud over hende? Hun pressede sit ansigt ind mod hans skulder og bad til at han ville lade hende komme ned på jorden igen. Luften var koldere, end helt nede ved jorden og hendes manglende varme tøj, tillod kulden at knave sig helt ind til hendes knogle så hun rystede af kulde, og lidt af den adrenalin som var opstået da hun var gået i panik.

//Go'nat //

Det var endnu ikke blevet fristende for hende at være tæt på ham, trods han var så varm og hun så kold. "Lad mig komme ned.."sagde hun stadig med noget bedende i sin stemme. Hun var ved at falde ned igen, men det var stadig for unormalt til at havde fået det hele lagt sammen og på plads inde i sit hoved. "Jeg skal nok love det..."tilføjede hun lavt med lukkede øjne og lænede svagt panden mod hans kind, da det var meget behageligt at blive varmet. Selvom hun mest trængte til at komme indenfor i varmen.
En lille del af hende sagde at hun skulle skælde ham ud, men resten af hendes sagde at der intet godt ville komme ud af det. Desuden havde hun det med bare at slynge ord ud når hun blev vred og sjældent mene det helt.

Da hun mærkede jorden under sig, hjalp det med roen, trods kulden fra jorden som kravede ind i hendes jeans men hun tog sig ikke ham det. Hun hævede kun kort blikket til hans ansigt, og så endnu kortere på hans tegn på opgivelse. Da han begyndte at tale sænkede hun blik til jorden og trak vejret dybt, mens hun redte håret med hendes fingre. "Er der da nogen som gør det?"spurgte hun med blikket rettet mod jorden foran hende. Hun regnede med at der sikkert fandtes flere som Gideon, og de andre to ting han snakkede om fik hende til at tænke på vampyre og varulve. Gideon burde hører til i en bog eller film, ikke i hendes virkelige verden, og var der andre som ham hørte de heller ikke til i hendes virkelige verden .

Hun nikkede svagt til det han sagde, og tog det på en eller anden måde som et ja. Hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af den viden eller om hun overhovedet burde tro på det. Hun rejste sig op fra den kolde jord og børstede lidt skidt af bagdelen af hendes jeans. Hendes fingre var allerede kolde, men hun bemærkede det ikke længere. Kulden var det mindste af hendes problemer lige nu. "Jeg stikker altid af når det er. Ellers flipper jeg for meget ud"sagde hun stille og lod igen hendes blik falde på ham, dog sørgede hun for at hendes blik faldt på hans næse, så hun ikke ville få øjenkontakt med ham.

Da han snakkede om at gå ud og sulte sig selv, bemærkede hun at hun faktisk var sulten. Hun havde ikke fået andet end et æble til morgenmad, men nu var hun ikke typen som spise forfærdelig meget ad gangen, men det var jo for lidt mad at få på en dag. Hendes mave knurrede næsten helt lydløst, og af vane så hun ned på den. Hver gang hendes mave knurrede havde hun et eller andet med at skulle tjekke om det rent faktisk var hendes mave som var i snakke humør.
"Måske.. vi kunne starte forfra?"spurgte hun stille og lagde hovedet svagt på skrå. Han havde jo været flink til at starte med, og hun havde jo syntes meget godt om ham, så hun havde ikke noget imod at slå en streg over det som var sket. Der var jo sådan set intet sket, kun at hendes hue var faldet af på et tidspunkt, så nu manglede hun en hue. Men hendes håre var stort nok til at give hendes øre lidt dække fra den kolde blæst.

"Du har i hvert fald ikke høje tanker om dig selv"sagde hun og kunne ikke hindre det muntre smil i at dukke op på hendes læber. Hun lod det dog langsomt svinde ind igen, da hun ikke var sikker på at hun burde smile lige nu. Det passede i hvert fald ikke sammen med hendes reaktion for lidt siden. Men hun kunne jo godt lide ham, og så længe han ikke fik vingerne frem, så var han jo meget menneskelig og han var mere behagelig end mange andre drenge var nu til dags. Godt nok kendte hun ingen andre som kunne være så varm, i så lidt tøj i den slags vejr her.
"Hvem siger at du er uønsket? Jeg skulle jo bare have lov til at reagere på det" sagde hun venligt og puttede de kolde røde hænder ned i mavelommen på hendes hættetrøje. Hendes kinder var også blevet røde af kulden og hendes næsen var også begyndt at løbe, som en følge af det kolde vejr. Kulden fik også hendes hud til at summe ubehageligt og længtes efter et varmt tæppe og en kop varm kakao.

"Tro mig jeg ved hvordan det er"sagde hun med et skuldertræk. Hendes forældre havde hun fået hende for at redde ægteskabet, men hun havde kun været for de besværlig og eftersom hendes forældre ikke kunne enes om noget, havde hun kun gjort det hele værre og hun var klar over at det var hendes skyld at gik fra hinanden som ærkefjender. Hun havde ingen minder fra hun var barn, hvor hendes forældre ikke havde skændes, hvor de havde brugt hende til at angribe hinanden med.
Men nu var hun ikke den som sådan klynkede over sin familie, og hun ville i hvert fald ikke klynke til en som hun sådan set ikke kendte videre godt.
Hun kom kort i tanke om hvad hun havde kaldt ham, i sit vredes udbrud. "Du må egentlig undskylde at jeg kaldte dig en bevinget rotte..." sagde hun undskyldende med et trist blik.