I never thougt I would see that son of a bitch again! ~Blayne

Cataleya sukkede over ham og hadede at se ham sådan her. "Det ved du jo ikke noget om, Blayne, hun kunne sagtens have løjet," sagde hun roligt og så bare på ham. Hun rystede bare på hovedet over hans spørgsmål. "Selv hvis jeg gjorde, så hvad skulle det betyde for dig, Blayne, vi er venner, du har allerede valgt en anden istedet for mig." Hun hvæsede nu ad ham. Hun lukkede kort øjnene for at få mere styr på sig selv. Hun sukkede og åbnede øjnene. Nu var hendes blik helt roligt og nærmest helt tomt. Hun stoppede op da han fortsatte med at gå væk fra hende. Hun sukkede trist og så ned. "Du har det i det mindste en familie, Blayne, det har jeg aldrig haft," sagde hun trist og så roligt på ham. Hun satte sig ned i sofaen endnu en gang. "Vil du ikke være sød at sætte dig ned igen, Blayne? Please ...?" bad hun ham og så trist på ham med et træt og slidt blik. Hun ville ikke have at han hadede hende, men hun var sikker på, at hvis hun fortsatte med at snakke, ville han ende med det.

Cataleya lod ham bare rase ud. "Men hun såede splid imellem dig og din bror og ødelagde jeres forhold og jeres familie," sagde hun roligt og så stille på ham.
"Men jeg skal kunne holde ud at du kysser den tøs?" råbte hun ad ham og trådte tættere på ham med et faretruende blik og knyttede næver. Hun kunne slå ham i gulvet med et slag, det vidste de begge, så stærk var hun. "Det er ikke fair, Blayne! Det er fandme ikke fair at jeg ikke må have mit eget liv, men at du må." Hun snerrede ad ham og skulede. Men inderst inde havde hun bare lyst til at gå over til ham og holde om ham, bare holde om tæt og sige, at alt nok skulle løse sig i enden. Men det kunne hun ikke, al vreden, al skammen, den vældede bare op i hende og hun kunne ikke stoppe det. "Du er ikke sammen med mig, vi er venner!" råbte hun af ham. "Du har ingen ret til at give mig det valg imens du selv går ud og knepper på må og få med alle mulige random tøser som du bare finder og derefter kassere. [/i]Jeg har ret til at have mit eget liv, for en gangs skyld[/i]," skreg hun ad ham og var oppe foran ham på under et sekund og havde banket ham ind i væggen bag ham. Hun kunne ikke mindes om sidste gang hun var så vred, hun anede ikke om hun nogensinde havde været så vred. "Du har ingen ret til at bede mig om at vælge, Blayne, den ret mistede du da du valgte en anden istedet for mig," hviskede hun lavmælt og vredt.

Cataleya gispede let da han fortalte om forlovelsen, det havde han ikke sagt noget om før. Hun samlede sig dog hurtigt og så rolig ud igen. "Og han er min ven, ligesom du er, Blayne, og jeg forlader ikke mine venner," sagde hun roligt, men fast.
"Jeg er ligeglad om du er fucked op eller noget, jeg holder af dig som du er, præcis som du er, Blay, det er præcis fordi du er fucked at jeg faldt for dig," sagde hun med et svagt smil og rystede let på hovedet.
Da hun så hvad hun havde gjort blev hun helt målløs over sig selv og så bare trist efter ham. "Du lovede mig ... du lovede mig, at blive hos mig, du lovede aldrig at forlade mig, uanset hvad," hviskede hun og gik et skridt mod ham og rakte hånden ud efter ham. "Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik ad mig, undskyld, jeg skulle ikke have gjort det, jeg er så dum," sagde hun og prøvede at stoppe tårene, men de gled allerede ned ad hendes kinder.

Cataleya sukkede og så trist på ham. "Jeg har ikke taget nogens sider," sagde hun ked og prøvede at holde tårene væk efter at hun havde tørret dem væk. "Jeg prøver bare at få dig til at se det fra hans side. Og jeg er ikke hans, jeg er ikke andres end min egen, Blayne." Hun så følelsesladent på ham og prøvede at lade være med at græde mere.
"Jeg har ikke været sammen med ham!" sagde hun vredt. "Jeg har siddet og snakket med ham, jeg har ikke lavet andet med ham." Hun så såret på ham og så så væk. "Jeg fatter ikke at du tror sådan om mig, Blay, jeg er ikke typen der bare knepper dem jeg lige har mødt, for helvede." Hun så trist og blidt på ham og ville ønske at hun kunne ligge armene om ham og bare gemme sit ansigt i hans favn og så ville alt være godt igen. Men det var sikkert ødelagt for altid, hun ville sikkert aldrig få sit venskab med ham igen nogensinde. Det pinte hende. Tanken dræbte en del af hendes hjerte.

"Jeg er fandme ikke på nogens side!" råbte hun ad ham og skulede ad ham. Hun kunne ikke fatte at han behandlede hende sådan, men det var jo alligevel klart, han elskede hende ikke, han havde sikkert aldrig gjort det. "Han fandt mig imens jeg var nede, han hjalp mig, fik mig til at stoppe med at drikke, han tog sig af mig, snakkede med mig, lyttede," sagde hun stille og roligt. "Du kender mig når jeg begynder at drikke." Hun så væk og rødmede lidt. "Jeg bliver en helt anden og han hjalp mig tilbage til mig selv." Hun så på ham igen med et trist blik.
"Jeg troede, at han var dig," råbte hun og så forpint på ham. "Jeg havde drukket så meget at jeg ikke kunne se det mindste forskel på jer, og jeg vidste ikke hvad jeg lavede. Du ved, at jeg ikke er stolt af det, det er det jeg skammer mig mest over i hele min eksistens."
Hun gik imod ham, men kunne kun vakle nogle få skridt. "Så lav det om, vi kan stadig nå at lave det om," hviskede hun, kun lige hørligt for ham. Hun klamrede sig til håbet, hun ville bare ikke miste ham endnu en gang. "Jeg vil ikke miste dig ... ikke igen, jeg ved ikke om jeg kan klare det, Blay ... jeg ved ikke med dig, men det er sådan jeg har det." Hun så trist på ham og hun rystede svagt. "Bliv hos mig ..." bad hun, nærmest tiggede hun.

Cataleya så ked af det på ham. "Jeg valgte ikke ham, det skete jo bare, for helvede, vi faldte i snak og det var det," råbte hun og kunne ikke stoppe tårene denne gang. Hun var for en gangs skyld pisse ravende ligeglad med at andre så på, hun var ligeglad med alt og alle lige nu.
"Ja, og jeg er glad på dine vegne, selvom det pinte mig i starten, så er jeg glad for at du fandt lykken til sidst," sagde hun stille og så blidt og ked på ham.
Hun gjorde intet da han tog fat i hendes hage og fjernede hendes tårer. Hun vidste, at hun ikke ville kunne lyve for ham, han ville gennemskue hende med det samme, selvom løgnen ikke kunne ses på det ydre. Istedet for at svare ham, spurgte hun; "Kan jeg sige noget, uden at du flipper fuldstændig ud igen?" Hun så stille og træt på ham. Gideon havde sagt, at det her ville ske, han havde sagt, at hun skulle vælge Blayne istedet for ham, fordi at han ikke ville komme imellem deres venskab. Hun havde ignoreret det fordi at hun ikke ønskede at det skulle ske ... men han havde haft ret ... desværre.

Cataleya prøvede virkelig at tage sig sammen og lade være med at græde, men det var svært for hende. "Ja, jeg elsker skam også dig," sagde hun stille og blidt. Hun græd ikke for at få ham til at føle skyld, hun græd fordi at hun aldrig havde følt sig så splittet før. Hun var ikke sikker på om hun kunne vælge eller ej, og hvis hun nægtede at vælge, mistede hun Blay uanset hvad, det vidste hun allerede.
Hun nikkede bare lidt til hans svar og sukkede stille. Hun mente det faktisk oprigtigt nok, og hun håbede bare, at han ville godtage, at hun kunne blive lykkelig med hans bror, om han ville have det eller ej.
Hun smilede en anelse over ham og klukkede blidt. "Det undre mig egentlig ikke, at jeg fik det svar," sagde hun med et lille smil og gik over og lukkede døren bag ham, for at skærme imod nysgerrige blikke. Hun gik over til sofaen endnu en gang og satte sig ned med et suk. Hun så roligt op på ham efter sukket. "Gideon sagde, at det ville ende sådan her, han sagde, at jeg skulle vælge dig istedet for ham, fordi at han ikke ville komme imellem vores venskab, han vidste, hvor meget du hader ham," sagde hun så og vidste, at han kunne se at hun talte sandt, at hvert et ord var den rene sandhed. Hun så blidt på ham og smilede svagt. "Og jeg ved, at hvis jeg nægter at vælge, så er du skredet, hvis jeg vælger Gideon, er du skredet, den eneste måde jeg kan beholde dig i mit liv, er ved at vælge dig, og kun dig. Jeg har aldrig været særlig god til at vælge, og at du giver mig netop det valg ..." Hun rystede på hovedet og sukkede, uden at vide, hvad hun mere skulle sige.

Cataleya sukkede over ham og gik af ren vane ud på badeværelset og hentede bandager og kom derefter indtil ham igen. Hun sagde intet, lagde det bare ud på bordet imens hun ventede på at han var færdig med at slå løs på væggen.
Hun rystede på hovedet over ham. "Måske ligner han dig, men I er så forskellige som nogle kan være ... som om du er yin og han er yang," sagde hun med en lille klukken. "Jeg holder af ham fordi at han er ham, ikke fordi at han ligner dig." Hun smilede stille for sig selv og så så undrende på ham. "Jeg spurgte, om jeg kunne sige noget, uden at du flippede ud, ikke om jeg måtte spørge om noget, Blay." Hun smilede en anelse til ham, men smilet falmede hurtigt igen og hun så lidt ned i gulvet med en trist mine.

"Hvis det nu sker igen," sagde hun bare blidt og omsorgsfuldt, uden selv helt at ville det. Hun kunne ikke gøre for det, hun ville altid bekymre sig om ham, dække hans ryg, som altid. Det ville han aldrig kunne ændre på.
Hun smilede en anelse over ham og klukkede blidt. "I er forskellige både på det indre og ydre," sagde hun blidt og så roligt på ham. Der var egentlig utrolig stor forskel når man først lærte dem begge at kende, for selvom de var enæggede, så var Blays stemme ru imens Gideons stemme var mere maskulin. Der var tattooveringerne, glimtet i deres øjne var forskellige og det samme med deres smil. Små, små detaljer hun først rigtig var begyndt at ligge mærke til nu og hun fattede ikke at hun havde opdaget dem dén aften hvor det hele gik galt.
Hun så langsomt op på ham og var endelig stoppet med at græde. "Ser jeg glad ud?" spurgte hun bare stille, og endnu en gang træt. "Blay, vil du ikke nok bare lade mig være lykkelig?" Hun så blidt, nærmest bedende og tiggende på ham. "Og stadig være min ven? Min bror?" Hun holdte vejret og bed sig i underlæben, som det eneste tegn på nervøsitet.

Cataleya smilede en anelse forlegent. "Det må du undskylde, jeg glemmer det hele tiden," sagde hun med et stille klukken og så blidt på ham. For hende ville han altid være den samme Blay, om han var så menneske, engel eller sågår vampyr. Han ville altid være den samme for hende.
"Ja, det er det, men folk der ikke kender jer, ville aldrig kunne se det," sagde hun med et stille og blidt smil imens hun så på ham med et blidt blik.
Hendes håb fordampede imens han snakkede. "Vil du ikke nok gøre et forsøg?" bad hun ham, men mærkede samtidig sine skuldre synke. "For min skyld? For gammel venskabs skyld? Jeg beder dig, Blay, vil du ikke nok bare prøve." Hun så bedende på ham og bed sig kun hårdere i underlæben.

Cataleya så stille på ham og smilede en anelse over ham, hun kunne ikke lade være. Hun nikkede kort og så undersøgende på ham. "Ja, sådan er det normalt," sagde hun blidt og så på ham med et varmt blik, et kærligt blik, som i søsterkærligt. Ikke på nogen romantisk måde.
Hun nikkede bare lidt til hans ord og sukkede. "Kan du så ikke bare være sammen med mig, uden at vi snakker om ham, men bare som det var i de gamle dage?" spurgte hun og ledte stadig febrelisk efter en løsning på at hun kunne beholde dem begge, som en pakkeløsning.

Cataleya så bønfaldende på ham. "Jeg beder dig, Blay, gør det for mig," bad hun ham, men mærkede håbløsheden bag det hele. Hun var ved at miste ham, han var ved at gå ud ad hendes liv. For altid. Og hun kunne intet gøre for at stoppe ham, uanset hvad hun gjorde, ville det såre ham eller Gideon, og hun ville ikke såre nogen af dem. "Bliv hos mig," bad hun ham lavmælt.

//Undskyld det er så kort xD Kan bare næsten ikke holde øjnene åbne xD Så nat nat