I never thougt I would see that son of a bitch again! ~Blayne

Tid: Sent aften
Sted: Mystic Grill
Omgivelser: Grillen?
Vejr: En kold blæst, skyfuld himmel

Cataleya sad ved det bord der var længst væk fra alle andre. Hun var ikke ligefrem den mest sociale person, og hun kunne lide at være alene, selv efter at hun havde været alene i flere måneder på sine missioner og undersøgelser. Idag havde hun sine grønne øjne og sit sorte let krøllede hår, da hendes dæknavn så således ud. Ingen kendte hendes rigtige navn, alle der havde ... de lå og rådnede under jorden. Her kendte folk hende som Jennifer McLander, den søde forretnings kvinde der rejste meget og ejede en lille lejlighed inden i byen. Rigtig var hun en helt anden. Hun var ikke engang et menneske, men et resultat af mange års eksperimenteren med det menneskelige DNA og andre arters DNA. Det var derfor at hun selv havde udviklet evnen til at ændre form og at hun kunne bevæge sig med en hastighed der lå tæt op ad en vampyrs. Hun var et misfoster, men ingen vidste det, hvilket hun var taknemmelig for. Og lige nu sad hun og drak en fin jernurtete blandet med citron te, da det slørede luften en del. Hendes hår var bundet op i en hestehale og hun havde en sort tanktop på sammen med et par løse bukser i samme farve. Hendes sko var et par slidte converse, og hendes jakke han bag hende på stolen.

Humør som altid en smule forvirret, men her til aften er han også en smule fornøjet.
Påklædning Han har her til aften faktisk taget en sort skjorte på og et par slidte jeans.

en yderst køn man gik ned af gaden, han egede en skønhed som var anderledes uskyldig også alligevel en smule præget af et hårdt liv som menneske, så alt i alt lå han vel på midten når det galt hans udseende.
hurtigt smurte han sine ærmer op, således at han havde bare arme op til albuerne. han lagde armene over kors og så rundt, med lidt af et uskyldig udtrykke i de blå øjne og de blev en smule mere nysgerrige da han kom forbi hvad der så ud til at være en grill noget flimrede svagt i hans hukommelse, men det forsvandt lige så hurtigt som de var kommet.
hurtigt rystede han følelsen af sig og åbnede døren, ingen sprut, det var kun med til at ødelægge folk fokus også smadrede det også hjernecellerne.
han trak vejret dybt og sendte hurtigt derefter luften ud, i det han satte sig op i baren, hvor han sendte et varmt smil til bartenderen "kunne jeg få noget vand" spurte han hæst og med noget af en fremtræden brittisk accent.
//sorry længden//

Cataleya sukkede stille og drak resten af sin te inden hun rejste sig op og tog sin jakke over armen. Hun havde betalt og begyndte at gå imod udgangen da hun næsten lige var kommet hjem fra en lang 'rejse'. Det kunne tydeligt ses på hende, hendes hud skinnede solbrunt og hendes hår havde et svagt rødligt skær. Men da hun var på vej ud hørte hun en bekendt stemme med en stærkt britisk accent. Af ren forbavselse stoppede hun op og så imod manden hvis stemmen tilhørte og hendes øjne blev store af overraskelse. Af det hun vidste, var hendes gammel ven, Blayne, død, myrdet brutalt og voldsomt, men der sad han. Sund og rask som aldrig før. Før hun nåede at tænke sig om var hun gået over imod ham og lagt en hånd mod hans skulder. "Blayne?" spurgte hun forsigtigt, håbende. Det var der hans lugt kom hende i møde. Engel. Han var en engel, det forklarede det hele. Et lille smil kom frem på hendes læber imens hun betragtede ham, selvom hun godt vidste at det kunne betyde at han kunne have mistet hele hukommelsen ved hans genopstandelse og ikke kunne huske hende overhoved. Men håbet flagrede let i hendes mave. Cataleya blev sjældent længe nok et sted til at få venner, men hun havde været i England mange år tilbage og der havde hun mødt Blayne. Han var et sandt røvhul og en sand ven. Han var en af de få der vidste bare en smule om hende, at hun ikke ligefrem var helt normal, at hun faktisk ikke var blevet født eller havde forældre, som alle andre, dødelige som udødelige. "Hvordan er du endt i Mystic Falls?" spurgte hun så med et lille, skævt smil og så undersøgende på ham med sine grønne øjne.
//Helt okay ^^

Han tog imod vandet med et smil og et nik "mange tak unge herre" hans smil var ydmygt og blidt, varmt og udskyldigt. han holdte vandet oppe og betragtede det nøje så hvordan lyset reflekterede i vandet, hvilken skønhed det dog gav, en ting han bare havde lyst til at male i en evighed.
Lyden af sko kom mod ham, en hånd på hans skulder og en næsten håbefuld stemme fik ham til at se op. en kvinde, måske ganske vidste en smule bekendt dukkede op i hans synsfelt "undskyld, men kender jeg dem, jeg menes ikke at havde skuet dem før, dog er der noget ekstra ordinært bekendt ved dem" som altid snakkede han formelt, en ting han vidst bare havde af natur, ikke en ting han var født med, for ja før havde han det grimmeste sprog, selvfølgelig snakkede han pænt til venner, men selv vennerne blev behandlet som lort engang imellem.
Hendes næsten spørgsmål fik ham til at vende sig om mod hende "jeg ved ikke hvad de mener, har jeg da været andre steder" spurte han svagt, for sandheden var han ikke huskede det, han var vågnet op i Mystic Falls, hvordan han var havnet her, var et mysterie som så meget andet, hvem han var, hvad der var hændt ham, hvilket liv han levede før, alt dette var spørgsmål han i sandhed ikke kunne svare på.

Cataleya smilede en anelse sørgmodigt da han spurgte, om han kendte hende. Et lille suk forlod hendes læber. Hukommelsestab. Det var så trist når så mange minder gik bort, selvom det måske, måske ikke, kun var for en stund. Hun valgte at sætte sig ned på barstolen ved siden af ham og vende sig med front mod ham. Hun rakte ham hånden med et skævt smil. "Jennifer," præsenterede hun sig og så nysgerrigt på ham. "Men du kendte mig under navnet Maria den gang." Hun blinkede til ham med et drilsk glimt i sine grønne øjne.
"Du har da været i Storbritannien, Blayne, selvom du måske ikke kan huske dét, eller mig." Det sidste blev sagt en anelse sørgmodigt, da hun egentlig havde savnet sin gamle ven og rod. Han var en man kunne stole på, det havde hun vidst fra starten af, selvom han kunne opfører sig som et sandt røvhul fra tid til anden. Og nu var han blevet tildelt en ny chance i livet, som engel, hvor komisk, egentlig.
//Lidt kort, måske ^^'

han nikkede og blev helt ramt af hendes sorgmodighed, hvad end de havde haft før, så var det væk med hans hukommelse...uheldigvis, han nikkede dog og trykkede sin hånd i hendes, idet hun rakte den frem mod ham "Jennifer, Maria...Jennifer er deres dæknavn, hvis jeg ikke tager meget fejl" han gav hendes hånd et blidt klem, men derefter gav han slip på den, tog fat i vandet igen, kun for så at tage en tår af den. han sukkede, følelsen af vandet der gled ned af hans hals, videre ned...var vidunderligt og perfekt.
han nikkede med rynkede bryn "jeg er meget ked af deres tab af deres ven, jeg...han må havde været meget tæt på dem og en de har holdt af" hans smil var skævt, næsten drengede og uskyldigt, men det blev blandet op med et lidt rå look, for ja før i tiden, var Maria nok den han stolede mest på, for selvom han bejlede til den ene kvinde efter den anden, så blev Maria altid en ven, en som han jo nok var lidt af et røvhul overfor, men han stolede på hende, holdte hendes hemmeligheder og meget andet, han beskyttede hende kunne man vel sige...også selvom hun i sandhed ikke havde brug for det, for ja hun kunne jo tage vare på sig selv, selvfølgelig kunne hun det, men han tog sig jo i rolen som storebror, som beskytter selvom det var nytteløst.
//ja det blev mit vist også

Cataleya lo blidt over ham og nikkede kort og trykkede hans hånd da han tog hendes. "Du tager slet ikke fejl," sagde hun blidt og smilede varmt til ham. "Men kald mig Jennifer, eller bare Jen her, det er det navn folk kender mig under." Hun smilede skævt til ham idet hun slap hans hånd og lagde begge hendes hænder i hendes skød imens hun betragtede ham. Det var helt som at møde ham på ny nu da han ikke kunne huske hende, og det var en sjov følelse, da hun jo vidste så meget om ham, som han havde glemt, men hun blev samtidig trist over det, da hun jo havde mistet en af de få venner hun havde.
Hun sukkede blidt over hans ord. "Det er jeg også." Det var de eneste ord der kom over hendes læber imens hun så trist på ham. Hun kunne godt huske hvordan han havde prøvet at beskytte hende i sin tid, og hvordan han til tider havde behandlet hende som lort, men jah, han havde været det tætteste hun kom på familie i lang tid. Han var som den storebror hun aldrig ville kunne få.
"Forhåbentlig kommer din hukommelse tilbage en dag ... ellers så ved jeg en ting eller to om dig, du måske ville høre?" Hun så småsmilende på ham og med et lettere farligt glimt i øjet. Hun vidste godt hvor uskyldig hun kunne se ud, men det var hun langt væk.

//Skal vi ikke lige aftale noget bestemt med Blaynes fortid? xD

Han nikkede og grinede svagt "jamen okay miss Jennifer, hvis det er det de ønsker at jeg gør, så vil jeg med glæde opfylde dette ønske" han klukkede stille, en latter som var behagelig, hæs og varmt, det var sådan en latter der fik hans brystkasse til at hoppe lidt, som fik alt til at lyde hjemmeligt og vant.
han nikkede og rynkede brynet "hvis jeg kunne villle jeg med glæde give dig ham tilbage, men jeg har sådan på fornemmelsen at han ikke var verdens sødeste fyr også alligevel forstod de ham på måde ingen anden gjorde" gættede han og hævede øjenbrynet, det med at hans tidligere liv var ondt, kom fra tatoveringen, ja nok var det engle vinger, men tatoveringer kom ikke altid fra gode ting, til tider var det et tegn fra ondskab og hårdhed.
han klukkede og nikkede "med glæde det vil jeg med glæde, det er altid dejligt at høre ting, som jeg ikke før vidste" hans smil blev bredere, men selvfølgelig var det stadig ydmygt og varmt.

//ja selvfølgelig send mig en Pm med dine ideer Wink

Cataleya bøjede sig let fremad og lavede en fin gestus med hånden, som om hun bukkede sig. "Jeg takker Dem meget, hr Blayne," sagde hun formelt og smilede varmt til han imens hun nød hans latter der mindede hende om gode gamle minder fra en fjern tid hvor de ikke kunne skilles ad.
Nu var det hendes tur til at le stille. "Den Blayne jeg kendte, han var alle tiders," sagde hun med tydelig savn i stemmen. "Han var min bedste ven, han forstod mig som ingen anden, men jo, han havde det med at behandle folk som lort en gang imellem, selv mig." Hun smilede skævt til ham og klukkede stille. Hun kunne let huske hvor tit han behandlede andre som var de ingenting. Især pigerne. Den ene efter den anden. Der var nærmest en ny var uge, han blev hurtig træt af del igen. Og selvom Cataleya ikke kunne lide eller synes det mindste om hans måde at bruge pigerne på, blev hun der stadig. Dækkede hans ryg, holdte på hans hemmeligheder, ligesom han gjorde for hende.
Hun smilede selv bredere da han gjorde. Hans smil havde i det mindste ikke ændret sig særlig meget, hvilket hun var glad for i enden. "Videbegærlig, det har du sgu da altid været," klukkede hun varmt. Hun betragtede ham blidt et øjeblik inden hun spurgte; "Hvad vil du vide?"

Han nikkede "det var da så lidt miss Jennifer" han klukkede svagt over hendes forsøg på det formelle, han betragtede hendes udtryk, da hun hørte hans latter, så selv den gav savn, selv den gav minder frem for hende, hvilket i bund og grund smertede ham at han gav hende denne smerte.
han nikkede interesseret "de siger jeg behandlede folk som afføring, selv dem selv" han rynkede brynet og nikkede langsomt, det lå ude for hans fatte grænse at behandle folk dårligt, eftersom han var en engel og derfor fandt han de afskyesvækkende at være sådan omkring andre.
han kørte en hånd igennnem det efterhånden uglede hår, ja sådan havde det altid været, uglet, men dette gav ham kun et ungdommeligt udtrykke, noget drillende og ydmygt "viden min kære er også en vigtig ting, det er også den ting som kan slå os ihjel. men altså denne tatovering jeg har, jeg har aldrig forstået dens mening, måske de kender til den" spurte han og så sig kort ned af ryggen, man kunne dog ikke se de på grund af skjorten, men ellers normalt havde han to store engle vinger på skulderne.

Cataleya smilede varmt over ham, men blev så en anelse trist da hun så hvordan hendes sorgmodighed påvirkede ham. Som om hun læste hans tanker, sagde hun; "Du skal ikke blive ked over at du vækker minder, Blayne." Hun smilede varmt til ham, rakte ud og rodede blidt op i hans hår, som hun plejede at gøre den gang.
Hun trak bare stille på skuldrene. "Det var sådan du var, den gang," sagde hun blidt og stille. "Selvom jeg godt kan forstå at det har ændret sig nu da du er ..." Hun tøvede kort med sit ordvalg imens hun så granskende på ham med et lille smil. "Anderledes." Hun kunne jo ikke sige ligeud at han var en engel, ikke med alle de mennesker omkring dem, de søde og uvidende mennesker, der ikke anede hvor befolket deres by var med monstre der lignede mennesker, men som levede evigt, hvis man lod dem, og drak andres blod. Og Cataleya vidste hvor skør i bolden engleblod gjorde alle de blodsugende, så derfor måtte hun være mere på vagt med Blayne. Hun ville ikke kunne klare at skulle miste ham endnu en gang. Det ville være alt for smertefuldt for hende.
Hun nikkede kort og med et mørkt glimt i øjet, der dog hurtigt forsvandt igen da han nævnte sin tattooviering. "Aah, dén," klukkede hun blidt. Glimtet i hendes øjne var varmt da hun sagde; "Du fik lavet den tattooviering fordi at du troede, at Gud havde forladt dig." Hun lagde hovedet let på skrå og smilede blidt til ham. "Og jeg tror, at vi begge kan se, at han ikke har det." Hun klukkede blidt for sig selv og takkede i sit stille sind, at han havde givet Blayne en chance til.

han nikkede stille "de må bare forstå, jeg har mistet så meget hukommelse, men nogle gange dukker få ting op...det skræmmer mig, fordi der jo stadig er folk som dem, der kendte mig før hen" sukkede han og kort øjeblik hvilede han panden mod sin hånd, han rystede en smule, men efter lidt tid trak han vejret dybt og rettede sig op.
han hævede øjenbryne "og med anderledes mener du hvad jeg er" konstaterede han med et rystende hoved.
han nikkede med et rynkede brynet "nåh de mener fordi jeg er tilbage" han lagde en hånd på hendes og gav den et blidt klem "et eller andet sted ved jeg at jeg har savnet dem, jeg ved ikke hvordan jeg ved det, men jeg kan bare føle det" han trak på skulderne og smilede skævt.
et spørgsmål der nagede blev ved med at trykke på overfladen "de behøver ikke svare, men hvordan døde jeg englelig" han bed sig i læben og kløede sig i nakken, så en smule forlegen på hende

Cataleya så blidt på ham med et sørgmodigt blik. "Jeg tror godt, at jeg kan følge dig," sagde hun blidt og smilede svagt til ham. Med hendes stærke sanser så hun godt hvordan det var at han rystede, så, fuldstændig impulsivt, lagde hun sin hånd mod hans skulder og lod sin tommelfinger blidt nusse ham, bare for at sige, at hun var der for ham, for selvom han ikke kunne huske hende, så var han stadig hendes Blayne, hendes gode gamle ven, som hun aldrig ville kunne på at svigte.
Hun nikkede med et kort grin. "Præcis, min lille englebasse," sagde hun med et blink med øjet og en blid klukken.
Hun smilede varmt over ham og nikkede kort som svar. Et kort øjeblik var hun overrasket over at han lagde sin hånd over hendes og gav den et lille klem, men så smilede hun, vendte sin hånd og lod sine fingre folde sig blidt om hans hånd og gengælde klemmet. Hun så ned på deres hænder og smilede stille over hans ord inden hun så op på ham med et varmt blik. "Det er jeg faktisk glad for at vide," sagde hun med en svagt grødet stemme. Hun så flov ud et kort inden hun rømmede sig og lo stille over sig selv. Hun var ikke 'opdraget' til at vise sine svagheder overfor andre. "Jeg har også savnet dig, Blayne." Hun smilede skævt til ham og gav hans hånd et lille klem igen.
Ved hans spørgsmål tøvede hun et kort stykke tid. Hun vædede let sine læber inden hun svarede; "Jeg ved det faktisk ikke, jeg var der ikke, jeg fik den officielle version lige som alle andre." Hun så ikke så komfortabel ud ved at svare på hans spørgsmål, for selvom han sad foran hende, lyslevende, så havde hans død tæret hårdt på hende og givet hende et slemt ar på sjælen. "Du blev tømt for blod og led meget overlast." Hendes blik blev mørkere, bokstavelig talt, hendes før grønne øjne blev fuldstændig sorte. Så rystede hun på hovedet og smilede kort til ham. "Jeg ved ikke mere," sagde hun imens hendes øjne fik sin 'normale' grønne farve.

Han betragtede hende og hendes hånd mod hans skulder, en ting der inderst inde gjorde ham glad, for måske kunne han åbne det venskab på ny, det de tidligere havde haft sammen, måske var han ikke helt alene efter alt.
han grinede og rystede på hoved "englebasse, wow den var dyb og under bæltestedet" ganske kort lød han faktisk som sit tidligere jeg, den typiske hæse stemme, der kom af for meget drikkeri, den blide formelle brittiske accent, der kom af han jo var brite og til sammen gav det en stemme, der var overraskende behagelig og måske direkte sexet at høre på...hvilket ofte var det han spillede på når han udnyttede kvinderne.
han lukkede ligeså sin hånd om hendes, hørte tydeligt gråden i hendes stemme "kære, jeg ønsker at vi bliver som dengang, at de igen er min ven, som de var dengang, for jeg forsvinder ikke dennegang" hviskede han og smilede sit gamle skæve smil, et smil der kunne smelte hjerter, for ja før i tiden var han jo lidt af en charmør, men nu var han der talte fra hjertet...en romantikker, kunne man vel kalde ham.
han nikkede og klemte igen hendes hånd, næsten for at fortælle hende at han var lige der for hende og kun for hende "så du må før jeg blev begravet" spurte han og så forsigtigt på hende, han håbede et sted hun fik sagt farvel, men alligevel ikke, for han var jo lige her sammen med hende og parat til at hjælpe hende igennem de hårde tider

Cataleya håbede selv på at de kunne få deres venskab på ny, hun var mere end villig til at prøve, især da hun havde været stort set alene de sidste fem år, hun havde aldrig kunnet få sig selv til at finde en der kunne erstatte ham, hun tvivlede stort på at hun kunne.
Hun lo hjerteligt over hans kommentar og purrede op i hans hår med sin frie hånd. "Det er kun sjovt hvis det er under bæltestedet," sagde hun med et drilsk glimt i sine grønne øjne. Hun nød virkelig hans gamle hæse stemme, der fremkaldte så mange minder. Hun selv havde aldrig været særlig let at komme under huden på, præcis som med ham, så det sexede ved hans stemme påvirkede hende ikke, hun kunne sagtens høre det, og forstod godt hvorfor de fleste hunkøn så det så sexet, men hun var og havde aldrig været anderledes.
Hendes smil blev kun bredere imens han snakkede. "Det glæder mig," sagde hun med et varmt smil. "For jeg lader dig fandme ikke forsvinde ud ad mit liv endnu en gang." Hun klukkede blidt, men alvorligheden i hendes ord var ikke til at overse. Hun ville ikke kunne klare at miste ham endnu en gang. "Denne gang har jeg din ryg, englebasse." Hun blinkede drilsk til ham og gav hans hånd endnu et klem. Hun vidste at han talte direkte fra hjertet, og det betød utrolig meget for hende.
Hun smilede taknemmeligt til ham over hans klem og sukkede lidt. "Du er blevet begravet, min ven, det er lang tid siden efterhånden," klukkede hun stille og sendte ham et lille, skævt smil. Hun havde selv ikke nået hans begravelse, hun kom først nogle dage efter. Hun nåede ikke at få sagt farvel, og det havde pint hende længe ... men nu da hun vidste at han var kommet tilbage, så betød det ikke så meget længere. Han var her jo igen.

han grinede og så på hende, pludselig med en høstak i håret, men okay så lignede det vel også bare sig selv, for ja hans hår var usætteligt, altid uglet og lignede mest morgen hår "jamen mange tak og jeg ved skam godt at det er for sjovt, menneske" grinede han og rystede på hoved, grinede mere end han før havde gjort, men nu var han måske også mere lykkelig, mere fri og rolig, uden bekymring for hvad der ville ske.
han nikkede alvorligt "jeg ved du kan tage vare på dig selv, men du må aldrig sætte dit liv højere end mit, det er jeg ikke værd" han rystede på hoved, godt nok var han glad for hendes udtale, men han ville for alt i verden ikke have der skete hende noget, nej hun var hans ven og derfor meget vigtig for ham.
han nikkede "ja det ved jeg, det er underligt at jeg har ligget begravet og nok stadig gør det, og at jeg så er her...det er lidt af et mysterie" han små grinede, dog døde grinet væk efter lidt tid og han sukkede "nogle aftner ligger jeg og tænker på hvad jeg har gjort, siden jeg fortjente en ny change for hvad jeg har forstået, var jeg ikke verdens sødeste fyr, jeg har gjort slemme ting og åbenbart rode mig ud i noget snavs siden jeg blev myrdet" han trak på skulderne og rynkede brynet.

Cataleya lo hjerteligt over resultatet, hans hår lignede en flot, blondt høstak. "Godt godt," sagde hun med et varmt smil på læben. Hun kunne selv ikke huske hvornår hun sidst havde leet så meget, det var nok ikke siden de havde været sammen den gang i England. Hun kunne næsten helt bokstaveligt mærke hvordan en tung byrde blev løftet fra hendes skuldre og hvordan hun slappede af i hele kroppen. Det var nok ikke særlig smart, men hun nød det alligevel, selvom hun havde lært at man aldrig måtte tillade sig at slappe af og miste fokus. Hun kunne bare ikke lade være, hun nød sådan at være sammen med sin bedste ven endnu en gang, det var virkelig et mirakel.
Hun smilede blidt over ham. "Men jeg har heller ikke tænkt mig at lade dig dø fra mig endnu en gang, Blayne, og du er min eneste ven," sagde hun med et lille smil. Man kunne se på hendes blik at det kom direkte fra hjertet. "For du er meget mere værd end mit eget liv, om du vil have det eller ej." Hun så ham alvorligt ind i øjnene.
Hun gav et kort nik fra sig og smilede en anelse for sig selv. "Ja, det er meget mærkeligt og besynderligt, men sådan er verden jo, når man ved hvor man skal se hen," sagde hun og klukkede stille for sig selv. "Bare se på os to, vi er ikke ligefrem helt normale." Hun blinkede kort indforstået med ham, selvom hun ikke anede om han kunne huske hvad hun var og hvad hun kunne. Hun så blidt og varmt på ham, næsten helt kærligt, dog ikke på en kæreste måde, mere som var hun hans søster. "Alle fortjener en chance til." Var det eneste svar hun kunne komme med.

han nikkede og så kort op, for at fange lidt af sit hår, men han lagde først rigtigt mærke til det i et spejl foran ham "haha, de har jo næsten fået mit hår til at indtagende ud" jokede han og rystede på hoved, han var vant til at hans hår sad som...ja faktisk at det jo sad dårligt, så dette var ikke så slemt.
han rynkede brynet og blev med et alvorlig "min kære, de er som min lillesøster, vigtig for mig, hver sød ikke at sige sådan, selvfølgelig er jeg glad for at se dem og høre at jeg er deres ven og ja det glæder mig, men ikke at mit liv er mere værd end deres, de er en fantastisk kvinde, ja nok husker jeg ikke meget, men jeg kan fornemme det ved dem" hans smil blev blidere og han lagde hoved på skrå, betragtede hende nøje, for ja da hun var som en søster. en han holdte af og ikke ønskede død.
han nikkede "ja de siger noget, jeg ser hvad de meneer, verden er et besynderligt sted" grinede han og lagde armene over kors, han blev med et alvorlig "her forleden dag var jeg forbi kirkengården og jeg så to gravstenene med navnene, Annabeth og Jason Oliver...det gav mig en sorg at se det, men hvem er de" spurte han og så nysgerrigt på hende.

Cataleya lo blidt over hans lille joke og rodede derfor lidt mere op i hans hår, mest bare fordi at hun havde lyst. "Ja, jeg er god, ikke?" drillede hun kærligt og smilede drilsk til ham og tog sin hånd til sig selv igen.
Hun rystede bare stille på hovedet over ham. "Jeg er ked af det, men jeg har ikke tænkt mig at sige det anderledes," sagde hun blidt, men fast, og med et lille smil på læben. "Jeg har mistet dig en gang, jeg tror ikke at jeg kan klare det endnu en gang." Hun smilede blidt og varmt til ham og sukkede lidt. "Jeg takker for komplimenten, min bror," sagde hun med en lille klukken.
Hun smilede over ham og lo stille. Hun skulle lige til at åbne munden for at sige noget mere, men blev stoppet af hans spørgsmål. Det drænede al farven fra hendes ansigt og hun tøvede længe og bed sig let i underlæben, som hun havde for vane af at gøre når hun var nervøs eller ubeslutsom. "Er du sikker på, at du vil vide det?" spurgte hun så endelig, efter et godt sum tid, selvom han sikkert selv havde regnet det ud da hun tav.

//Sorry, lidt kort xD

han nikkede med en anerkende mine "ufattelig god, det er helt uhyggeligt, så god de er" han klukkede blidt og varmt. han trak hende hen til sig og lagde armene om hende, selvom han sad ned, fik han på en eller anden måde gjort sådan, således at hun sad på hans skød og han havde armene tæt om hende.
han havde sat hende, så hun havde ryggen mod hans bryst og han lagde panden mod hendes baghoved, sukkende og med lukkede øjne "kære søster jeg går ingen steder, selvom jeg tror ikke de er den eneste der føler sådan" hviskede han og smilede svagt. han gav hende et blidt klem og glædede sig over at være i live så han i det mindste kunne holde om hende.
han stivnede og stoppede med at trække vejret "ja hvem er de, er det mine...men hvordan skete det, hvem gjorde det og hvordan" hviskede han og så på hende med bekymrede øjne, han var med et helt vågen, klar i hoved og lyttede opmærksomt.
//gør intet Wink

Cataleya lo varmt over ham og følte sig utrolig let og bare ... glad, hun havde ikke været så glad længe. Det et lille sæt i hende da han trak hende over til sig og hun endte i hans skød. Hun gjorde intet for at stoppe ham, men slappede bare helt af i skuldrene da hun sad med ryggen ind imod hans bryst og sukkede lidt med en tilfreds mine. Selv efter så mange år var hun stadig forundret over hvor tryg man kunne føle sig hos dem man elskede og holdte af. Det var så irrationelt og dumt, men alligevel var det en af de bedste følelser hun kendte. Hun lagde sine arme over hans og puttede sig en anelse ind til ham og sad egentlig utrolig godt.
Hun så lidt forundret op på ham ved hans sidste ord og lagde hovedet lidt på skrå inden hun bare rystede på hovedet over ham og puttede sig tættere ind til ham.
Endnu en gang tøvede hun med at svare. Hun sukkede trist og lagde sine hænder over hans og gav dem begge et blidt klem. "Ja, de var dine forældre," sagde hun blidt og nussede blidt hans hænder. "Jeg ved ikke af hvem, men ... det var samme metode, tomt for blod og hårdt kvæstet, de blev fundet i Drowning Creek, broen var vist brast sammen da de kørte over den ... det er i hvert fald den officielle udgave." Hun så op på ham med et blidt blik. Nu var de begge forældreløse. Hun vidste præcis hvordan han havde det, hun havde dog bare mistet sine forældre i en ung alder, men hun havde set dem dø foran sig.

han smilede og trykkede hende ind mod sig, men alligevel gav det ham et stik i hjertet over hendes ord, han "kendte" den jo ikke i den forstand, men derfor gjorde det stadig ondt at høre dette "så...de led ligesom mig og det er alt sammen min skyld" hviskede han og og lagde panden mod hendes skulder "og myndighederne dækkedede over det...fortalte de var kørt ud over broen" hans stemme knækkede over og han rystede svagt, dette var hårdt for ham, men han havde brug for at vide det, vide at det var hans skyd at de døde, at han havde gjort noget, der åbenbart sendte dem i stor fare "de må hade mig meget" sukkede han og strøg hende ned langs armen. dette var forvirrende, men han havde i det mindste hende, sin søster, til at hjælpe ham gennem hele dette problem, dette mareridt kunne man vel kalde det, det ramte ham hårdt at høre om folk døde, men mest hvis det var nogen han holdte af og havde kendt.
//ja sorry længden Wink

Cataleya vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hun sad bare og holdte om hans hænder og nussede ham blidt. "De elskede dig, overalt på jorden," sagde hun blidt og forsigtigt. "Jeg besøgte dem som det første da jeg kom til byen, de gav mig lov til at overnatte fordi at jeg så så smadret ud, og de sagde, at jeg kunne blive så længe jeg ville, da jeg fortalte, at jeg havde kendt dig." Hun så blidt på ham med et lille smil. "Du havde nogle fantastiske og kærlige forældre, som elskede dig, de sørgede over din død længe." Hun vidste ikke præcis hvorfor hun fortalte ham det, det kom bare til hende. For hun havde jo besøgt dem og alt det var sket. Hun blev beroliget over at han strøg hende langs armen. Hun fortsatte med at nusse hans hænder og viste ham, at hun var der for ham, uanset hvad. Hun var selv begyndt at blive godt og grundig nysgerrig over hvad han havde gjort eftersom han havde fået hele familien involveret i det.

//Helt okay Very Happy

han nikkede og trak vejret dybt "du har sikkert ret, men jeg kan stadig ikke holde den følelse tilbage at jeg har gjort noget forfærdeligt, noget som åbenbart fik hele min familie dræbt" han sukkede og rystede på hoved, men alligevel smilte han svagt, da han hørte hvad de havde gjort, hvordan de havde behandlet hende, som var hun deres egen datter. han huskede svagt at moren ønskede sig en datter, men altid et sted havde elsket Blayne, så at hun kom forbi, var jo bare perfekt, ligegyldig hvor længe hun havde tænkt sig at blive.
han betragtede hende og kunne tydeligt mørke hendes fingre mod sine hænder "mange tak, fordi du er her for mig, fordi du er min ven og min søster, en jeg kan stole på" hans smil blev skævt og han betragtede hende med en smule ro i sindet, dog nagede spørgsmålet stadig havd han havde gjort, hvad der var så forfærdeligt at han fik sig selv og sine forældre dræbt

Cataleya trak stille på skuldrene og gav hans hænder et blidt klem. "Jeg kender det ... jeg kender det kun alt for godt," sagde hun medfølelende og trist og lænede sig indtil ham. "Men dine forældre var virkelig søde." Hun så småsmilende op på ham med et varmt blik.
Hun klukkede blidt over ham og smilede varmt til ham. "Altid, Blayne, altid," sagde hun smilende og blinkede til ham. "Jeg vil altid være her for dig, englebasse." Det sidste blev sagt med en drillende tone og en blid og drilsk latter. Hun prøvede at få afledt hans tanker da hun hadede når han var trist, selvom hun forstod ham fuldstændig.

//Seriøst kreasvigt D:

» all this...what is it //Cat, Blayne//
» En tur i kirke? - Blayne.
» You remind me of someone ... someone from a dream ~Blayne