I never thougt I would see that son of a bitch again! ~Blayne

Cataleya klukkede blidt over ham. "Men jeg er stadig bekymret, Blay," sagde hun varmt og blev ved med at stirre op i loftet med et lettere tomt blik. Hun havde aldrig vist hvor meget det sårede hende at han gik i seng med andre imens hun var der, imens hun altid havde blevet ved hans side.
Hun smilede småtrist over hans ord. "Jeg gik i seng med dig fordi at jeg elskede dig ... jeg fik det aldrig at vide med dig ... jeg tror at du havde en anelse om det, men jeg er langt fra sikker," sagde hun stille og blev ved med at stirre op i loftet. Hun smilede svagt over ham. "Jeg blev altid, jeg forlod aldrig din side, Blay, jeg kunne ikke få mig selv til det, jeg blev og håbede at du ville opdage hvad du ..." Hun stoppede sig selv med et lille suk. "Jeg håbede på at du fandt ud af hvor meget du sårede mig, hvorfor jeg ikke gad med mere på dine scoreture ... og hvorfor jeg ikke fandt en seksuel partner." Hun rettede sig op og satte sig med ryggen til armlægget og lagde sine ben i skrædderstilling. Hun så endelig på ham med et uugrundelig blik. "Det skete bare aldrig, og nu er jeg endnu en gang for sent ude." Hun tilføjede det med en lille klukken og kørte kort hånden igennem hendes hår og så væk fra ham igen imens hun mindes om alle de gange de havde skændes fordi at hun ikke kunne lide at han brugte pigerne sådan. Og på hvor meget hun ønskede at han fik øjnene op for hende.

Cataleya sukkede stille og lænede sig bare op ad ham og lukkede sine øjne med et lille suk. "Jeg overlever, Blay, det har jeg altid gjort," sagde hun stille og puttede sig lidt indtil ham, stadig med lukkede øjne. Hun blev rent faktisk beroliget ved hans berøringer og det hjalp hende til at slappe af i kroppen, hvilket han sikkert også kunne mærke.
Hun klukkede stille over hans spørgsmål. "Det skete egentlig bare," sagde hun stille og holdte sine øjne lukkede. Men hun åbnede dem dog da han lagde hånden under hendes hage og fik hende til at se på ham. Hun småsmilede til ham og sukkede blidt. "Vi tog nok begge det første trin, og så førte det ene til det andet ..." Hun sukkede stille og prøvede at undgå hans blik ved at lukke sine øjne igen. Hun kunne ikke holde ud at tænke på at han havde en anden nu, og måske for resten af hans liv, imens hun altid ville sidde på sidebænken og ikke kunne holde ud at se på dem, men heller ikke kunne klare tanken om at forlade ham.

Cataleya blev trist over at han trak sig væk fra hende, men da hun lagde mærke til hvor hurtigt han trak vejret, begyndte hun at blive en anelse bekymret for ham. Da han så rejste sig og hun så hvordan han fik et mørkt blik, som hun kendte alt for godt, og hun rejste sig selv da hun så hvordan han vaklede ganske lidt. "Blay?" spurgte hun med et let bekymret stemme og fulgte lydløst efter ham ud i køkkenet. "Du burde kunne hus ..." Hun stoppede sig selv og rystede på hovedet. "Nej, det kan du nok ikke, men jeg er ikke typen der drikker, Blay." Hun så blidt og tøvende på ham. "Du finder intet alkohol i min lejlighed." Hun gik hurtigt, hurtigere end et normalt menneske, ind foran ham og lagde sine hænder imod hans skuldre i en blid bevægelse. "Snak med mig istedet, jeg beder dig," sagde hun nærmest bønfaldende og prøvede at fange hans blik imens.

Cataleya stoppede ham ikke selvom hun let ville have kunnet banke ham i gulvet. Hun fortjente hans vrede, det gjorde hun virkelig. Hun stod mast op ad væggen og så på ham med en dyb smerte i blikket og en stor sorg og selvhad. "Det er fordi at det er Gideon du ser ... han er din tvillingebror," hviskede hun hæst. Hun tvang sig selv til at blive ved med at se ham i øjnene, selvom hun næsten ikke kunne klare det. "Jeg vidste ikke at han fandtes ... jeg troede det var dig ..." Hun kunne ikke klare det mere, hun lod sine øjne falde i. "Jeg troede at du var ude på en scoretur, så jeg tog til den lokale bar og fik så meget at drikke at jeg ikke kunne gå lige ... jeg kunne bare ikke udholde tanken om hvad du mon havde gang i ... og så kom du ... eller nej, Gideon kom hen til mig, men jeg troede at det var dig, det gjorde jeg virkelig, Blay, han lignede dig sådan." Hun åbnede sine blanke øjne og så på ham med et pinefuldt blik. "Så vi gik hjem ... men så kom du, du kom ind med blomster ... til mig." Hendes skuldre faldt sammen. "Jeg troede sådan at han var dig ... Blay, det troede jeg virkelig." Hendes øjne var sorgfuldte og smerten var tydelig at se i dem, men det var skrækken der var tydeligst at se i dem. Skrækken for at han ville forsvinde ud ad hendes liv endnu en gang.

Cataleya kunne næsten ikke klare at se hvordan han så på hende, det brang alt for mange dårlige minder op og hun krympede sig under det. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og hun nåede heller ikke at tænke sig det mindste op, før han for op og ud ad døren. Hun sank langsomt ned på gulvet imens hun hulkede stille. Det var som at opleve det hele endnu en gang, og hun hadede sig selv imens hun kunne mærke smerten og sorgen skære igennem sit hjerte.

Da han kom igen sad hun i sofaen inden i stuen i et par jogging bukser og en tanktop. Hendes øjne havde et svagt rødt skær og hun sad bare og så tomt på tv'et, som viste nyhederne. Hun havde siddet stille i timevis indtil hun hørte ham åbne døren. Stanken af alkohol ramte hende med et sæt og hun var hurtigt oppe og ovre ved hans side. "Blayne, for fanden," stønnede hun let og var med ét tilbage til før i tiden hvor det her var et normalt syn. Hun tog hans ene arm og lagde den om sine skuldre imens hun lagde sin arm om hans liv og fik ham møvet over i sofaen. Hun lagde ham blidt ned med en utrolig nænsomhed og forsvandt et kort øjeblik hvorefter hun kom tilbage med et lille shots glas med en mørk væske i. Hun løftede blidt hans hoved og satte glasset mod hans læber. "Drik," kommenderede hun blidt og holdte ham lidt oppe imens.

Cataleya sukkede stille over ham og prøvede at lade være med at blive påvirket over hans ord og hvad han gjorde. Hun stod bare stift da han rørte hende over bryst og mave, hun rørte sig ikke ud ad flækken og et kort øjeblik kunne hun ligne en statue og hun lukkede øjnene. Da hun så fik ham ned i sofaen var det måske med lidt flere kræfter end hun burde. "Lad være," bad hun, da hun ikke vidste om hun ville kunne styre sig hvis han kom ordenlig igang. Han mindede sådan om ham han var før i tiden, så meget at det smertede hende.
Da han kyssede hende, smeltede hun fuldstændig inden i og gengældte blidt og kærligt hans kys. I det kys viste hun hvor meget hun havde savnet ham, hvor ked af det hun var over at have været sammen med Gideon, og hvor meget hun elskede ham. Efter noget tid tvang hun sig selv til at slippe hans læber, selvom det pinte hende. Hun så ned på ham med varme øjne og sukkede over ham. "Du ved at jeg ikke kan stå for det," hviskede hun lavmælt og smilede svagt til ham. Endnu en gang satte hun glasset imod hans læber. "Drik, det hjælper imod de tømmermænd der kommer imorgen," sagde hun varmt og blidt og smilede stille til ham.

Cataleya sukkede over ham, men kunne ikke lade være med at smile en anelse over ham. Hun puttede sig ind til ham og kunne ikke lade være med at nyde at mærke hans læber op ad sin hals. Det var så dejligt at mærke ham mod sig igen, at hun glemte alle andre tanker et øjeblik. Indtil han åbnede munden igen. "Du har din veninde du er så glad for," mumlede hun og skubbede sig lidt væk fra ham. Hun så på ham, prøvede at være sur, men kunne ikke da hun så hans blik. Hun sukkede tungt over ham, men lagde alligevel sine arme om ham og holdte ham indtil sig. "Hvad er du forvirret over, Blay?" spurgte hun mumlende og afdæmpet, da hun snakkede ned i håret på ham og nød hans engle agtige duft. Hun elskede ham, hun elskede ham mere end han anede og hun kunne ikke stoppe det. Men han elskede jo hende han havde mødt for nylig, hun havde ingen chance hos ham, præcis som det plejede ...

//Hvis jeg forsvinder på et tidspunkt, er det fordi at jeg er ved at bage xD

Cataleya så blidt på ham og tørrede tåren nænsomt væk med en finger imens hun holdte ham indtil sig. Hun lyttede opmærksomt og så på ham med varme øjne. "Jeg er her, okay?" sagde hun blidt og strøg ham over håret med et øm bevægelse og kyssede ham let på panden. "Og jeg går ingen steder ... jeg bliver her, som jeg altid har gjort, Blay." Hun smilede stille, men stadig varmt, til ham og sukkede blidt. Hun tøvede med et spørgsmål hun havde tænkt på lige siden hun havde set ham i baren. "Blay ...?" Startede hun forsigtigt og så blidt på ham, men hvor usikkerheden kunne ses bag det hele. "Elsker du mig? Har du nogensinde elsket mig?" Hun turde ikke at se ham i øjnene efter hun havde spurgt, så hun nøjes med at se på et punkt bag ham imens hun stadig nussede ham i håret og holdte ham indtil sig. Hun var mildes talt rædselslagen for svaret.

//Gør jeg også xD

Cataleya lod sin hånd stryge op og ned ad hans ryg i blide og trøstende bevægelser imens hun mumlede blidt og usammenhængende til ham. "Jeg ved godt hvad du gjorde, min egen ... og jeg ville ønske at jeg havde stoppet jer, men jeg gik i chok ... jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ..." mumlede hun lavmælt ned i hans hår, hun lød selv fortvivlet og lukkede øjnene. Hun var opdraget og født til at kunne handle med det samme, med kun et sekunds pause til at tænke, men da hun så Blay stå i døren imens hende og Gideon næsten var helt afklædte, gik alt i stå, og hun fandt ud af hvordan mange af hendes ofre havde det når de så hende og vidste, at deres tid var forbi.
"Jeg kan ikke lade være, jeg skal vide det, Blayne," sagde hun trist, men bestemt. Hun brugte kun hans fulde navn når hun var alvorlig eller sur på ham.
Hun sukkede over ham og holdte ham tæt ind til sig. "Du skulle have sagt noget, Blayne, så kunne vi have været sammen nu ..." Hun klemte øjnene sammen og en tårer gled ned ad hendes kind.
"Men ...?" Hun kunne ikke lade være med at lyde håbende, selvom det var så tåbeligt. Det eneste hun ønskede sig i livet, den eneste hun ønskede at dele sit liv med, var ham, og det havde det altid været, men han var en andens ...

//Det gik godt xD Andet end at strømmen gik da jeg tændte ovnen xD

Cataleya krympede sig under ham på grund af hans ord. "Så ved du hvordan jeg havde det hver eneste gang du havde en ny tøs med hjem," sagde hun trist og pinefuldt. "Det var de eneste gange jeg drak, det var altid efter at jeg havde set dig med en anden, jeg kunne bare ikke holde det ud ... så jeg forstår dig godt, Blayne, jeg forstår godt hvordan du havde det da du så mig med ham." Hun så trist på ham og kærtegnede blidt hans kind. "Gideon? Her i byen?" sagde hun fuldstændig forbløffet og fik lidt store øjne. "Han blev nok tiltrukket af kraftcentrene her i byen, der er ret mange af dem." Hun sukkede lidt og så kærligt på Blayne. Hun smilede svagt over hans ord. "Tro mig, det ved jeg godt, min egen lille engel," sagde hun blidt og lagde sin hånd imod hans kind. Hun lænede sig langsomt ind imod ham og lagde så blidt sine læber imod hans kind. Først den ene og så den anden. "Jeg har savnet dig, Blay, og selvom det dræber mig inden i, så bliver jeg her hos dig, selvom du elsker en anden en end mig." Hun så på ham med et smertefuldt blik, men mente hvert et ord.

//Det ved jeg godt xD Skal lige se julekalender ^^'

Cataleya sukkede bare lidt over ham. "Jeg ved det godt, Blay, men det sårede mig om end stadig lige så meget," sagde hun stille og betragtede ham med et blidt og træt blik.
Hun satte sig rankere op da hun hørte hans ord og hans vrede. "Du skader ham ikke endnu en gang, det vil jeg ikke lade dig," sagde hun roligt og så bestemt på ham. "Jeg ville aldrig kunne tilgive dig hvis du gjorde det, og hvorfor vil du egentlig? Hvis man ser bort fra det der skete med ham og mig, hvorfor er du ellers så vred og sur på det, Blayne?" Spurgte hun nu og havde tænkt sig at fortsætte indtil hun fik sit svar. "Han har fandme lige så meget ret til at være her som alle andre." Hun så roligt på ham og hun var ked over at have gjort de to brødres forhold værre end det allerede var, i sin tid.

Cataleya sad bare og så på ham imens hun lyttede til ham. "Han havde ingen planer om at stjæle noget fra dig, han følte altid at du fik det hele, at han var familiens sorte får og at ingen elskede ham," sagde hun blidt og roligt. Hun så bare roligt på ham da han rejste sig op og pegede på hende. "Blayne ... tag det nu roligt," sagde hun blidt og rejste sig selv op og gik langsomt imod ham, men hænderne oppe med håndfladerne vendt imod ham, for at sige, at hun ikke ville gøre ham noget. "Hvordan forsvandt William?" spurgte hun så, da hun aldrig havde fået den historie fortalt.

Cataleya sukkede over ham. "Blay, har du nogensinde overvejet at Paige løj for dig?" spurgte hun med et hævet øjenbryn og så roligt på ham. "Gideon følte præcis det samme, Blayne, han følte bare at du tog jeres forældre fra ham, at ingen ville have ham, han hadede sig selv, Blayne, han begik selvmord fordi at han ikke kunne klare at leve!" Hun så hårdt på ham og knyttede næverne for ikke at gøre noget overildet.
"Og hvorfor så ikke det?" spurgte hun roligt og gik langsomt over mod ham. "Jeg har aldrig gjort dig noget, jeg elskede dig, selvom du knaldede på må og få." Hun så roligt på ham. "Så hvorfor behandler du mig nu sådan?" Hun så mere og mere såret ud imens hun talte og hendes hænder hang ned ad siderne på hende og hun så fuldstændig modløs ud.