Oh, who are you? ~Kyle

Luzy trak sig et kort lille skridt tilbage da hun hørte hans knurren, den lød ikke som når et normalt menneske prøvede at efterligne en knurren, den var lød ægte, som var det en ulv der knurrede foran hende og prøvede at skræmme sit byttedyr. "Og hvorfor ikke det?" spurgte hun lidt hånligt og skjulte at hun var det mindste bange, selv hendes hjerte havde et normalt tempo. Hun troede først, at han var blevet vred, men ændrede hurtigt mening og blev enig med sig selv, at det lignede, at han var ved at kæmpe noget i sig, kæmpe en mental kamp imod sig selv. Hun gispede kort da han pludselig stod helt foran hende og viste hende sine gyldne øjne. Hun måbede ganske let og gik hurtigt et lille skridt tilbage og rystede let på hovedet da han spurgte hende. "Hvad er det der er fristende?" spurgte hun, lidt dumt måske, men hun anede det jo ikke, hun kendte intet til de andre væsner der levede her på jorden, i hendes lille verden, levede der kun mennesker. Hun stivnede lidt da han løftede hendes hage op, og hun prøvede lidt at komme væk og sank en lille klump der smagte metallisk af blod. "Slip mig," hvæste hun og tog fat om hans hånd og prøvede at få den til at slippe hendes hage. Da han tørrede det blod der var i hendes mundvige væk, bankede hun knæet op i hans skridt og tumlede så kort efter væk. Hun sank igen. Mere blod. Og hun så lidt fortumlet på ham og med en mere udtværet læbestift. Hun var overrasket over hvad hun selv lige havde gjort.

Luzy så ikke bange ud, ikke det mindste. "Hvorfor interessere mit blod dig?" spurgte hun undrende og kunne ikke helt forstå det. Blod var ikke ligefrem noget hun fandt fristende, det gav jo slet ikke mening. Hun kunne godt se at han ikke havde det så godt, og hun blev en anelse bekymret for ham. Hun gispede let da hun hørte lyden at knogler der knækkede og så ham falde i knæ. "Kyle! Hvad sker der?" spurgte hun lidt halvskræmt, men det der lyste mest igennem hendes stemme var bekymring og hun gik nogle få skridt imod ham og nægtede at gøre hvad han bad hende om. Hun så hans øjne, og sulten i dem, og blev kun endnu mere forvirret. Sekundet efter mærkede hun en skarp smerte i baghovedet og gispede let da luften blev slået ud ad hendes lunger og da hun åbnede øjnene så hun op i en ulvs ansigt. Hun stivnede under den sorte ulvs vægt og sagde ikke et pip. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere og hun turde ikke at bevæge sig, dog røg der enkelte ord ud over hendes læber, fem små ord, der havde hendes sædvanlige rolighed, men denne gang var fuld af nysgerrighed og undren. "Hvad er du for en?" spurgte hun og så op på ulven, hvis gyldne øjne rummede den præcis samme sult som Kyles havde gjort sekundet før. Hun satte to og to sammen, og det gav fisk, sjovt nok. Ulven havde Kyles øjne.Hun var ikke bange, mærkeligt nok. Men nu var hun jo heller ikke bange for døden.

Luzy var helt rolig imens den store ulv lå oven på hende, viste ingen tegn på frygt eller skræk. Den eneste forandring var hendes store undren overfor ham, og den mærkelige tilfredsstillelse over, at hun havde haft ret, han var ikke normal! Han var et eller andet mærkelig væsen, selvom han lignede et menneske. En lille stemme i hendes hoved hviskede, varulv. Halv mand, halv ulv.
Da han blev menneske igen og tumlede væk fra hende og lagde sig på ryggen, satte hun sig langsomt op og fik vejret lige så stille inden hun så på ham med et let rynket bryn. Hun rystede på hovedet over hans undskyld og satte sig så hun sad lige bag hans hoved og løftede langsomt og utrolig nænsomt hans hoved op og lagde det i sit skød, så både hans hoved og hans skuldre hvilede i hendes skød. "Lad være," sagde hun rolig og så ned på ham og sendte ham sit halve smil, den lille trækning i venstre mundvige. "Bare slap af." Hun nussede blidt hans ene kind imens hendes blå øjne så ned i hans stadig gyldne øjne. Der var ingen frygt eller bearbejdelse i hendes blik, kun et blidt glimt, som ikke havde været der før imens hun havde snakket med ham.

Luzy smilede stadig sit halve smil og trak let på skuldrene. "Nej, det gør jeg ikke, men jeg går det nu alligevel," sagde hun med en rolig stemme og nussede stadig let hans kind. Det var rigtigt at hun hadede at blive rørt ved, men nogle gange kunne hun godt se bort fra det, som nu. Det var godt nok ikke noget hun behøvede at gøre, men hun gjorde det nu alligevel, på grund af ham. Dog var hun lidt forlegen over at han kun havde boxers på. Det var lige lidt for meget for hende. Hun rynkede mere og mere på brynet imens han snakkede og nikkede lidt imens. Hendes blik blev en anelse fraværende, inden hun blinkede og så ned på ham, som om det var første gang hun så ham, egentlig var det også det, hun så ham nu bare med helt nye øjne. Hun lagde hovedet let på skrå. "Så du er i teorien død?" spurgte hun undrende og rynkede let på brynet. "Og hvad er du så halv andet af?" Hun så undrende ned på ham, hun havde så mange spørgsmål. "Og Hvor gammel er du?" spurgte hun og så undrende ned på ham. "Du er ikke en kvinde, så jeg kan godt spørge dig om det." Et lille muntert glimt viste sig i hendes blå øjne, og det forsvandt ikke igen.

Luzy nikkede lidt og så på ham med et roligt blik. Sveden var hun stort set ligeglad med, det var kun hans halvnøgenhed der generede hende lidt, især fordi at hun aldrig havde været så tæt på en dreng med så lidt tøj på, og når det var Kyle ... rødmen steg op i hendes kinder af en grund hun helst ville forstå. Hun fortsatte dog med at nusse ham på kinden i nogle blide bevægelser. "Åh," sagde hun lidt målløs og så undrende på ham. "Det er jo umuligt." Hendes stemme var ikke andet end en lav mumlen og hun så på ham med en stor undren i sit blik. Hun nikkede langsomt imens han snakkede. "Så du er tørstig?" spurgte hun lidt forsigtigt og så lidt afholdent på ham med noget skjult i sit blik. En blid latter forlod hendes læber, en latter som både var varm og klokkeklar, og som overhoved ikke passede til hendes gotiske ydre. Hun vidste godt, at hun havde en smuk latter, men lod den alligevel sjældent komme frem. Hun sendte ham sit halve smil, som dog var lidt større den her gang. "Uf, dit gamle jas," sagde hun lidt drillende og tog det egentlig ret pænt.

Luzy spærrede øjnene let op og så nysgerrigt på hans hjørnetænder, der var lange og skarpe. Hun modstod en stupid trang til at teste om de virkelig var så skarpe som de så ud, men det gjorde hun ikke. Hun nikkede lidt og tøvede så et kort øjeblik, inden hun sagde; "Hvad hvis jeg sagde, at jeg ikke ville have noget imod det?" spurgte hun roligt og så ned på ham med et roligt blik og sit halve smil. Hun ville rent faktisk ikke have noget imod det, hun var jo ikke bange for ham eller noget. Hun rystede på hovedet over ham og klukkede let over ham. "Ja ... okay, så er du ung i forhold til hende, men gammel i forhold til mig," sagde hun med sit halve smil og så roligt på ham og havde et blidt glimt i sine blå øjne.

//Lidt kreasvigt xD

Luzy smilede sit halve smil og rødmede let over hans ord. De smigrede hende, og denne gang var hun ikke genert over at indrømme det overfor sig selv. "Der skal meget til at skræmme mig," sagde hun bare og trak lidt på skuldrene og smilede lidt større til ham, viste lidt tænder i smilet, stadig med let rosenrøde kinder. Hun nikkede let imens hun betragtede ham med et blidt blik. "Det er det jeg siger," sagde hun uden tøven imens hun så ham dybt i øjnene. "Og jeg kan ligeså godt sige det nu. Jeg kan godt lide dig, Kyle, du er ... du er ikke ligesom alle andre, og det kan jeg god lide." Hun trak lidt på skuldrene, som om det ikke var noget, men hendes røde kinder og lidt generte blik sagde tydeligt, at det var noget stort og betydningsfuldt for hende. Det var egentlig de færreste der hørte lige netop de ord fra hende. "Jeg kan virkelig godt lide dig." Hun smilede let til ham, et af sine halve smil der trak mest op i den venstre mundvige.

Luzy så hvordan hans hårde facade forsvandt og at han bare stirrede overrasket på hende. Hendes kinder blussede og hun nikkede langsomt og blev helt forfjamsket. For der var en lille ting som Luzy aldrig havde ejet, og det var selvtillid, for måske kunne hun godt virke hård og uigennemtrængelig med sit kolde ydre, men hun var virkelig så usikker på sig selv, som nogen kunne være. "Ja, jeg ... je-jeg kan godt lide dig," sagde hun stammende og mærkede kun hvordan hendes kinder blussede endnu mere op til hun til sidst var helt rosenrød i kinderne. Da han snappede efter vejret og da hun hørte hvad han sagde. "Det er der så nu, og ... jeg ved det ikke, bare ... bare glem det, lad som om, jeg ikke har sagt det," sagde hun i et så hurtigt tempo, at hun nærmest snublede over ordene. Hendes kinder blussede og hun så væk fra ham med et forlegent og genert blik. Hun bandede og svovlede ad sig selv i hovedet, forbandet sig selv over sin egen dumhed. Hvorfor skulle han overhoved også kunne lide hende? Og som om det betød det mindste, for ham, at hun kunne lide ham ... hun var jo kun et menneske.

//smutter nok i seng, så nat nat xD

Luzy så bare væk fra ham, utrolig forlegen og turde ikke at se på ham. Det var alt for pinligt for hende, dog lyttede hun til hans ord. "Jeg vil også gerne lære dig bedre at kende," sagde hun lavmælt og så ned på ham og bed sig i underlæben, men gispede let og skar en grimasse da hun ramte det lille sår hun havde lavet. Hendes mund havde stadig den metalliske smag af blod, og hun tænkte stadig hvorfor han mon ikke ville tage føde af hende, hun ville jo ikke have noget imod det. Hun så ned på ham med et mærkeligt blik imens han snakkede til hende og gav hende det ene kompliment efter det andet. Hendes kinder beholdte stadig sin røde farve, som stod i stor kontras til hendes blege kinder. Et lille grin forlod hendes læber, men det var en trist og modløs latter. "Tror du seriøst at jeg vil gå ind i et forhold igen uden at være helt sikker på at jeg ikke ville blive såret igen," sagde hun stille og så ned på ham, men kunne ikke lade være med at sende ham et af sine halve smil og nussede blidt hans kind. "Det ville jeg ikke kunne klare, en gang var mere end rigeligt." Hun rystede let på hovedet og så ud over ruinerne inden hun så på ham igen. "Hvordan har du det nu?" spurgte hun med en blid stemme og så roligt ned på ham.

Luzy så godt hvordan hans øjne skiftede, men viste stadig ingen frygt for ham. "Du hvad?" spurgte hun blidt og så på ham med et par rolige, blå øjne. Hun så godt hvordan hans blik hele tiden landede på hendes læber, og de skiltes ganske let uden at hun tænkte over det. "Slap af, Kyle, hvis du vil smage, så skal du bare sig til," sagde hun med et af sine halve smil og og så roligt på hans lange og skarpe hjørnetænder. Hun var stadig ikke bange for ham, hun blev bare siddende og blev ved med at nusse hans hår og kind. Hun nikkede langsomt til hans ord og sendte ham et af sine halv smile over hans spørgsmål. "Hvorfor skulle jeg foragte dig?" spurgte hun undrende og så på ham med hovedet lidt på skrå. Hun kom med en lille kluklatter over hans næste spørgsmål. "Nej, men jeg har en mobil," sagde hun og lænede sig bagud, så hun kunne få fat i sin gamle mobil i venstre lomme. Det var en gammel Nokia, uden touch-screen eller noget. Hun gik ind på den og skrev sit eget nummer i en besked og rakte ham den så med et roligt blik.

Luzy så roligt på ham, der var ingen tvivl eller tøven i hendes blik, hun sad helt stille da han lagde hånden i nakken på hende og nærmede sig. Hun mærkede godt hvordan han tøvede, derfor lagde hun blidt en hånd i hans nakke og nussede ham blidt. Hun gispede ganske let da hun mærkede biddet, men var egentlig kun overrasket over hvor lidt det gjorde ondt. Hun lukkede sine øjne halvt i og skælvede ganske svagt imens han drak og hun nærmest kunne mærke blodet forsvinde fra sin krop. Hun synes, at han var utrolig hurtigt færdig og hun så lidt omtumlet på ham, og smilede sit halve smil til ham. "Så lidt da, og tak ... tror jeg," sagde hun med et grin, der var blød og klar som klokker. Det var utrolig få der hørte den latter, egentlig kun hendes bror, ellers havde ingen andre hørt den i flere år efterhånden. Hun rystede let på hovedet over ham og smilede halvt til ham. "Hvorfor skulle jeg dog det? Du kan jo ikke gøre for det, og jeg er helt ærlig ret ligeglad med hvad du er, det er hvem du er, som betyder noget for mig," forklarede hun og så blidt ned på ham. Hun nikkede lidt og rødmede ganske let i kinderne over hans ord. "Det vil jeg hænge dig op på," hviskede hun drillende og tog imod telefonen, hvorefter hun sendte beskeden til sig selv, så hun havde hans nummer. Derefter så hun lidt undrende på ham. "Men hvorfor skulle jeg have dit nummer?" spurgte hun lidt undrende, men også med en blid og drillende undertone.

Luzy smilede sit halve smil og klukkede stille. "Ja, det lyder nu engang meget underligt, og forkert på samme tid," sagde hun med en lille skuldertrækning. Hun havde faktisk en utrolig fræk tankegang og kunne være virkelig pervers til tider. Hun kunne godt se at han var overrasket over hvor roligt hun tog det hele, men der skulle nu også meget til at overraske hende.
Hun så halv smilende på ham og trak let på skuldrene. "Er jeg modig bare fordi at jeg ikke frygter døden?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at gengælde hans smil og lo kort over ham. Hendes kinder fik en let rødlig kulør da hun rødmede. Hun smilede over ham og nikkede lidt. "Det skal jeg nok huske," sagde hun med et lille grin og smilede til ham, smilede rigtig til ham, hvilket fik hele hendes ansigt til at lyse op og viste hvor smuk hun var under al make uppen. "Det betyder faktisk meget for mig." Hun smilede lidt genert til ham og lagde ubevist sin hånd imod den side af sin hals hvor han havde bidt hende.

Luzy klukkede blidt over ham og nikkede lidt. "Lige præcis," sagde hun med et varmt smil og så ned på ham med et smil i blikket. Hun så ham dybt ind i øjnene og sagde ikke mere lige der, betragtede bare hans smukke grønne øjne og kunne ikke lade være med at smile.
Hun klukkede blidt over ham og trak let på skuldrene. "Du trækker vejret ... sådan da," sagde hun med et lille grin. "Og du snakker og bevæger dig, og du ligner ikke ligefrem en levende død, du er mere en ... en anden race, det er sådan jeg tænker på det." Hun smilede skævt til ham og trak let på skuldrene endnu en gang. Da han lagde hånden imod hendes kind, stivnede hun lidt, men slog den ikke væk eller rykkede sig. Hun bed sig bare let i underlæben og så lidt genert ned på ham. "Det e-er jeg gla-ad for," sagde hun let stammende og rødmede dybt over sig selv. "To sek," sagde hun med en lille hemmelig mine inden hun tog sin mobil op igen og fandt ham på sin mobil og tastede sin nye adresse ind og sendte den, inden hun kunne nå at skifte mening. "Så, du kommer bare og besøger mig, hvis det skulle være, jeg bor sammen med min storebror." Hun smilede lidt fjoget til ham og så lidt forsigtigt og genert på ham.