My past have found me, I haden't seen that coming ~Kyle

Tid: Tidlig aften
Sted: Skoven
Omgivelser: Skoven
Vejr: Ret koldt, men skidt, hun er vampyr, så hun kan ikke mærke det

Alma havde ikke været hjemme længe, hun havde været rundt omkring på kloden og havde rent faktisk fået en anelse farve i kinderne. Hvilket var virkelig svært for hende og hendes blege hud, så hun var rent faktisk lidt stolt over det. Hun smilede for sig selv da hun gik igennem skoven og nød dets gamle, velkendte duft. Det var nu engang rart at være hjemme, selvom det samtidig var utrolig trist. Den sædvanlige halskæde hang om hendes hals, en gammel og lidt slidt sølvhalskæde med et pentagram vedhæng, og en forlovelsesring glimtrede på hendes ringefinger. Det var så lang tid siden at hun havde fået den, rent faktisk over et år siden nu, det var trist ... men hun havde jo trods alt ikke set sin forlovede i evigheder nu, hun tænkte efterhånden sjældent på ham, selvom han stadig fyldte hendes hjerte.

Påklædning Et par slidte jeans et hans mørke solbriller

Skoven dannede sig omkring ham, blev mere og mere skov-agtig som han gik afsted, som han gik længere og længere ind i skoven. Han opfangede alt, på trods af at hans solbriller var mørkere end alt andet, hvis det skulle være rigtigt var de jo nærmest helt sorte så man knap kunne skimme noget, men hans øjne var så stærke så de opfangede lat omkring ham, fuglende og alle de andre dyr der grøb i skjul.
Som han gik længere ind i skoven opfangede han en speciel lugt, en der mindede ham om sin tid som slave, hans tatoveringer, dem om håndledende, halsen og til sidst hendes navn stående på det fjerne sprog over hans hjerte. han fulgte lugten præcis og knælede da han var kommet hen til hende. Nok var han ikke hendes slave mere, men han havde altid sin loyalitet mod hende, da hun havde lavet ham til en Hybrid "Alma" sagde han hæst og med dyb respekt, ventede på at hun ville reagere før han ville rejse sig op igen

Alma bemærkede godt den fært luften førte med sig, og hun kunne ikke forhindre en lille latter i at forlade hendes læber og sprede sig i skoven. Hun kunne genkende den overalt, især fordi at det var hende der havde ændret hans varulve stank til en mere behersket duft blanding af vampyr og varulv. Hun fulgte farten og så ham længe før at han opdagede hende med synet. Hun betragtede ham blidt og varmt da han bukkede for hende. "Kyle Adams," sagde hun blidt og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham. "Du behøver virkelig ikke at bukke dig for mig mere, min kære ven, rejst dig op." Hun smilede til ham og betragtede ham. Hun havde altid været stolt over ham, den eneste slave hun egentlig nogensinde havde haft. Hun havde altid været imod slavehandel i hele sin levetid, men havde dog alligevel købt den unge Kyle Adams da hans forældre solgte ham da han kun var 15 år gammel. Det var en skændsel, efter hendes mening, og hun havde forelsket sig i den unge dreng, på en moderlig måde, dog, ikke på nogen romantisk måde. Han var hendes blodsøn, en af hendes eneste vampyrer.

Da hun snakkede til ham, rejste han sig op og nikkede "okay moder, hvordan har du haft det" han så på hende med et skævt smil, han kunne faktisk ikke holde det tilbage, hun havde reddet ham fra hans familie, nok var han endt med at blive hendes slave, men han var også endt med at blive noget mere, hun havde været god ved ham, mere end hans egne forældre der fik tjeneste folkene til at piske ham for hans ugerninger. Men efter han var kommet til hende, var hun blevet hans moder, den han så mere som sin moder end kvinden der faktisk gav fødsel til ham, hun havde taget sig af ham på flere måder end mange ville sige han fortjente. Han havde elsket hende som en mor og savnet hende i den tid de var væk fra hinanden, men nu var han glad for endelig at se hende igen

Alma så på ham et øjeblik med et bedømmende blik, inden hun endnu en gang brød ud i et smil. "Jeg kunne have haft det bedre, jeg er blevet forlovet, men har ikke set ham i over et år, og jeg har fået en datter, men som er blevet vampyr bag min ryg," sagde hun med en blid klukken og så på ham med et blidt og varmt blik. "Men skidt, kom her." Hun smilede til ham inden hun lagde armene om ham og krammede ham ind til sig. Hun kunne stadig huske det da hun så ham første gang og da blodet stadig strømmede ud ad hans piskeslag. Det havde i sandhed været et grufuldt syn, og hun kunne stadig huske, hvordan hun havde taget ham med hjem, som en slave, og kunnet lugte varulve generne i ham. Hun havde opforstret ham som sin søn og han var også blevet det, han var hendes første barn, blodsslægtet eller ej, så var de i familie og han var lige så meget en Fuego som han var en Adams. Hun så op på ham og smilede varmt. Da hun slap ham igen, rakte hun op og purrede op i hans hår. Hun var kun de 1,57 høj og egentlig ret lille, men hun tog sig ikke af det, hun så det mere som en fordel end som en ulempe, fordi at folk ofte ikke regnede små folk med at have den store styrke, så derfor kunne hun let forføre et offer med ud i en gyde.
"Men lad mig høre, Kyle, min dreng, hvordan har du haft det?" spurgte hun så og så blidt ned på ham med et varmt smil og blik. Hun havde savnet sin lille dreng.

Han smilede bredt, dog falmede det en smule "det lyder...forfærdelig, men hvordan er hun din datter" spurte han og så nysgerrigt på hende, han vidste ikke hun havde fået en datter, ikke det gjorde ham noget, hun levede jo også sit liv efter han var tagte ud og set verden som den var. da hun krammede ham, stivnede han fært, men efter få sekunder, gengældte han krammet, lagde armene tæt om hende og sukkede "jeg savnede dig moder" han strøg hende ned af ryggen og bed sig i læben, hun var den der havde reddet ham fra livet i pinsler, godt nok havde han stjålet, nok havde han gjort slemme ting, men hun dømte ham aldrig, hun var den blide og rare, den han stolede mest på, elskede og ville forsvarer til enhver tid der nu skulle komme frem. Han hade sin familie, men hun var den eneste han virkelig holdte af. han kunne ikke holde sin hæse og næsten bjæffende latter tilbage da hun purrede hans hår, men han tog sig ikke af det, det var en lille ting han havde savnet efter 1823, efter han tog ud og rejse og hun tog til sin familie "uhh jeg har ikke lavet noget særligt tror jeg har set et par ting eller to" han kløede sig i håret og fjernede solbrillerne, så hans smaragdgrønne øjne kom til syne under dem

Alma smilede stille og trak leg på skuldrene. Hun havde vænnet sig til tanken efterhånden. "Everlyn, min datter, er en sød og uskyldig pige," sagde hun og smilede varmt ved tanken om sin datter. "Dog har hun lukket sin inde på grund af noget der skete da hun var 16, det er fire år siden snart." Hun sukkede stille og smilede let til ham. "Du burde møde hende, du skal bare ikke tage dig af at hun ikke stoler på drenge længere, hun skal bare vænne sig lidt til dig først," sagde hun med et trist smil og så så varmt på sin søn.
Hun mærkede godt hvordan han stivnede først og lod ham vænne sig til det kort og mærkede så hvordan han gengældte det. "Jeg har også savnet dig, min dreng," hviskede hun blidt og smilede ind imod hans bryst. "Hvornår er du blevet så stor?" Begyndte hun så med en lille latter. "Du var jo lidt under min højde da du var femten." Hun lo blidt og så op på ham og havde intet imod at han havde vokset hende op over hovedet. Det var jo kun godt. Hun vidste godt hvilke ting han havde gjort, men hun var langt fra den dømmende type, da hun jo selv havde gjort størstedelen af de ting han havde gjort. Så hvorfor dømme? Det ville jo være dobbel moralsk. Hun smilede tilfreds da han begyndte at le sin bjæffende latter og klukkede blidt med ham. "Se det var bedre," sagde hun drilsk og trak sin hånd til sig. "Kom nu, lad mor høre." Hun smilede drilsk til ham. "Så længe jeg ikke får for mange frække detaljer, dem må du meget gerne holde for dig selv." Hun lo lidt og smilede varmt til ham. Da han tog solbrillerne af, så hun ind i hans smaragdgrønne øjne med et varmt og moderligt blik.

//Jeg går i seng nu, så nat nat xD

Han nikkede og smilede bredt "jeg vil med glæde møde hende moder, det vil kun være mig en ære at møde en af dine" han lagde hånden mod hendes kind og kunne virkelig ikke holde smilet tilbage også selvom han på må og få prøvede meget på det, men han så hvordan hun var påvirket af hvad der sket, så blidt strøg han hende over kinden "bare rolig moder du skal nok finde på noget, det ved jeg du vil"
han grinede og trak på skulderne "øhm det ved jeg ikke, jeg voksede jo før du forvandlede mig, så det kan jeg ikke rigtig svare på" han kløede sig i nakken og skar en grimasse. han havde været lille, splejset og udsultet da hun havde fundet ham, men med tiden blev han større og stærkere, han fik den motion, den mad og kærlighed han havde hungret efter i så mange år "øhh frække detaljer...nåh du mener om jeg har været sammen med nogen, intimt, nej det har jeg så ikke, men jeg har fået set borgerkrigen" han trak på skulderne igen og smilede skævt til Alma

//okay Very Happy

Alma smilede varmt over ham og klukkede blidt. "Virkelig?" spurgte hun med et drilsk glimt i hendes øjne. Hun mærkede hans hånd imod sin kind og smilede over ham da han så strøg hende over kinden. "Ja, det gør jeg nok, men lige nu passer jeg et helt hus med fem teenagere," sagde hun med et grin og tog blidt fat i hans hånd der lå imod hendes kind. "Så jeg har det ret hårdt." Hun klukkede blidt og gav blidt hans hånd et klem inden hun slap den.
Hun klukkede varmt over ham. "Jamen, jeg har stadig ikke vænnet mig til at du har vokset mig over hovedet," sagde hun med et varmt smil og kunne godt huske den stand han havde været i da hun havde købt ham af hans forældre, lille, tynd, egentlig kun skind og ben, så man på billeder fra da hun havde købt ham og nogle måneder efter, var der en stor forskel. For hun havde ikke købt ham fordi at hun ville have en slave, men fordi at hun ville redde en lille dreng fra en grufuld skæbne. Hun kunne ikke fordrage de folk der havde pisket ham og hans forældre der havde solgt. Hvilken mor kunne overhoved finde på den slags! Det var jo barbarisk. Faktisk var det grunden til at hun havde fundet ham, lugten af blod havde draget hende til den lille dreng. Og hun havde kunnet lugte de gemte varulve gener der lå i det blod der flød ud ad ham, og så var hun faldet for hans øjne og havde set hvordan han kunne blive senere hen, hvilken smuk, ung mand han kunne blive, hvis han bare voksede op i et varmt og kærligt hjem.
Hun hævede det ene øjenbryn. "Står du her og siger, at du ikke har været sammen med nogen? Nogensinde?" spurgte hun med et hævet øjenbryn og ville egentlig meget hellere få alle de saftige detaljer. Hun nikkede lidt og smilede over ham. "Aarh borgerkrige, de er altid sjove at betragte," sagde hun med en blid klukken og smilede varmt til ham. "Er der ikke sket andet spændende, min søn, slet intet?" Hun smilede skævt og en anelse nysgerrigt til ham.

//Lidt krea? ^^

Han klukkede stille og nikkede "ja virkelig" han rystede på hovede og så på hendes hånd da den lagde sig på hans og hun gav den et klem "hej du er praktisk taget supermand, jeg ved du vil klare den" brummede han og vidste at hvis der var noget hun kunne så...ja hun kunne stort set alt.
Han fjernede sin hånd og grinede "ja jeg er også blivet lidt stærkere siden jeg kom til dig, de var ikke ligefrem de bedste forældre i verden, men du var den bedste mor jeg kunne ønske mig" han smilede bredt og huskede selv hvordan han som skind og ben kom til hende, men som 18-årig var stærk og fuld af liv, hun fjernede alt hadet fra ham og skubbede det væk. Han huskede hvordan han hade berøringer fra nogen, men efter et år hos hende, forsvandt det fuldkommen.
han grinede og rystede på hoved "jo jeg har været sammen med nogen, men helt ærligt moder tror du jeg har tænk mig at sige det, at jeg i london fik et virkelig dårligt ry, som åbenbart tiltrækker damerne, jeg tit i slagsmål og den slags og ja hvis du absolut vil vide det, så ja jeg gik i seng med piger...tit" han grinede og sukkede stille. da hun igen spurte ind til det rullede han med øjnene "jeg var rundt omkring og fik skabt mig et dårligt ry blandt menneskerne, det ene år efter det andet" små grinede han og betragtede hende blidt

Alma smilede og klukkede blidt over ham. "Det er jeg da meget glad for, min kære," sagde hun blidt og smilede varmt til sin blodssøn. Hun lo endnu en gang over hans ord og rystede på hovedet. "Så hellere superwomen," sagde hun drilsk og blinkede til ham og var glad for hans tillid når hun selv ikke regnede med at hun kunne klare den. Hun elskede virkelig den dreng, hendes egen lille hybrid dreng. Den søn hun aldrig fik. "Og du er den bedste søn man kunne ønske sig," sagde hun kærligt og så varmt op på ham og purrede kærligt op i hans hår. Hun kunne godt huske hvordan han ikke ville have at hun havde rørt ham, men hun havde ikke givet op, så efter noget tid lod han hende kramme ham og holde om ham.
Hun rystede leende på hovedet over ham. "Jeg hørte skam godt om det," sagde hun drilsk og smilede varmt til ham. Hun dømmede ikke, hun havde sgu selv været slem ... mange gange. Men hun var faldet til ro, fået en datter, blevet forlovet ... en forlovet hun ikke havde set længe nu, havde han mon glemt hende?
Hun trak lidt på skuldrene og så på ham med et varmt smil. "Det sker, Kyle, det sker for os alle," sagde hun blidt og med et mere drillende blik og puffede blidt til ham. "Men har du endnu ikke fundet dig én at blive ved?" Hun så nysgerrigt på ham, nærmest ivrig efter at få det at vide.

//Undskyld tiden ^^'

» Helena Julia Maria Madeline Swann's Past
» Be quiet, and don't wake my big brother up ~Kyle