Oh, who are you? ~Kyle

Luzy måbede, for at sige det mildt, hendes mund stod let åben og hun stirrede bare på ham imens han snakkede. Det var skræmmende at høre sådan om sig selv og vide, at det hele er sandt. Hendes ben skælvede og hun havde det som om hendes ben var blevet til gele. Hun rystede på hovedet og blinkede lidt imens hun nærmest så sårbar ud. "Nej, du har helt ret," sagde hun med en hæs stemme inden hun rømmede sig og samlede sig selv op og det sårbare forsvandt og hun blev mere 'sig selv' igen. Det var utrolig at han kunne se så meget på så kort tid, det havde hun aldrig oplevet før, og det skræmte hende rent faktisk, hvilket hun dog aldrig ville indrømme overfor ham eller nogen anden. Den eneste rest af sårbarhed der var tilbage at se på hende var den måde hun bed sig i underlæben på, inden i munden, og hendes let skælvende ben.
Hun nikkede bare lidt til ham og så godt hans korte smil, hvilket gjorde hende lidt omtumlet. Hun havde en vildt mærkelig fornemmelse i mellemgulvet og anede ikke hvordan hun skulle takle den. "Ingen grund til at takke," sagde hun bare og så roligt på ham.

Luzy trak sig automatisk et skridt tilbage da han trådte nærmere, selvom hun skælvede så meget at hun ikke kunne stå ordenligt eller havde helt styr på sine ben, hvilket resulterede i, at hun vred om på den ene fod. Hun bandede og svovlede med ord en køn, lille pige ikke burde kende til. Hun humpede lidt og stod så langsomt normalt, dog med vægten støttet lidt mere på den fod der var okay end den anden.
Hun så på ham og rystede bare stille på hovedet over ham, men hendes lille, bitte smil lå dog over hendes læber. "Det er utroligt så meget at du kan se på så kort tid," sagde hun roligt og så bare på ham med et klart blik og holdte stadig øje med ham. Hun synes stadig, at der noget, som slet ikke passede. "Hvorfor skulle jeg foragte dit selskab, Kyle?" spurgte hun roligt og så på ham med et hævet øjenbryn.

Luzy skar kort ansigt, men viste ikke andre tegn på smerte. "Jeg vred bare om, jeg klarer mig," sagde hun roligt, dog lidt for hurtigt. Hun prøvede langsomt at støtte på foden, men sugede hurtigt luft ind i munden af smerten, der dog forsvandt lige så stille igen. Hun hadede at være så klodset en gang imellem, men nu havde han jo også set lige igennem hende på en måde hun aldrig havde prøvet før, så det overraskede hende jo. Hun nikkede bare lidt og så roligt på ham med sit lille, halvsmil. "Det tror jeg gerne," sagde hun roligt og trak lidt på skuldrene.
Hun så roligt på ham og kunne ikke lade være med at klukke kort. "Hvis jeg skulle foragte dig af en vigtig grund, skulle det være fordi at du kunne se så nemt igennem og vide så meget om mig, selvom jeg specifikt aldrig siger en ord om noget af det, fordi at det er min mening, at det ikke rager folk, jeg ikke kender," forklarede hun roligt, men lod ikke bearbejdende eller sur, ikke det mindste. Det hele kom ud med en monoton tone.

Luzy så bare kort på ham. "Jeg klarer den, Kyle okay?" sagde hun og så roligt og fast på ham. Hun ville ikke have hans hjælp til noget, hun ville gerne kunne klare sig selv, så medmindre det var livsnødvendigt, så ville hun klare sig uden alle andres hjælp, om det så var til småt eller stort, så ville hun ikke have nogens hjælp.
"Hvorfor dog?" spurgte hun lidt undrende og så på ham og så hans smil og hvordan det fik ham til at se mere drenget ud og yngre også. Hun lagde ikke mærke til det selv, men hun gengældte smilet et par korte sekunder, inden hun bustede sig selv og smilet falmede indtil det forsvandt helt. Han skulle ikke få forkerte intentioner, da hun ikke ville have noget med ham, hun var ikke engang sikker på om hun kunne stole på ham, for der var noget ved ham, der ikke passede ind.
"Åh," var det eneste der kom over hendes læber og hun bed sig i underlæben og rynkede på brynet, imens hun kort tænkte, at hun hellere måtte se at få lavet det om og holdte mere ind til sig selv. Hun betragtede ham dog imens han missede op imod himlen.

Luzy så lidt tøvende ud, men rystede så på hovedet over sig selv og så ned i jorden. "Jeg stoler bare ikke på din slags," forklarede hun forsigtigt og lød kort som om hun kendte til det faktum, at han var en hybrid. En overnaturlig. Men hun var ikke overtroisk, ikke det mindste, så prøvede han at fortælle hende det, ville hun nok bare se det som en joke. "Jer drenge, jo kønnere, jo mindre tillidsfulde ser I ud, jo mere lyver I." Hun rystede lidt på hovedet og rynkede let på brynet. Hun anede ikke hvorfor hun fortalte ham det, hun følte bare en trang til at forklare sig selv. "Jeg ved godt, at det er en naiv holdning, men det er min naive holdning," sagde hun til slut og grinede lavmælt. Det var tæt på en rigtig latter, men stadig ikke en ægte én.
Hun nikkede lidt mere forstående. "Ja, okay, du har en pointe," sagde hun og gengældte roligt hans blik. "Men hvorfor fortæller du mig så ikke om dig selv?" spurgte hun og hævede lidt udfordrende det ene øjenbryn.
Hun mærkede hvordan hendes kinder blussede og hun så lidt flov og overrasket på ham. "Jeg lader normalt aldrig nogen komme tæt på, de fleste skrider efter nogle få skarpe bemærkninger," sagde hun med en lidt hæs stemme og så lidt uroligt på ham ved hans sidste spørgsmål. Hun svarede ikke, men så bare på ham med et roligt blik.

Luzy trak bare ligegyldigt på skuldrene og så roligt på ham imens han snakkede. "Alle drenge er utroværdige i mit blik," sagde hun roligt og så bare på ham inden hun kort kørte læberne imod hinanden for jævnt at fordele den læbestift der stadig der på. Hun så roligt på ham med et hævet øjenbryn. "Okay, så siger vi det," sagde hun med en utrolig rolig stemme. Hun stolede stadig ikke på ham, hun kunne bare ikke, det var fysisk umuligt for hende at stole på en dreng efter at hun havde prøvet, at der var en dreng der havde kommet sammen med hende på grund af et væddemål. Hun var blevet dybt forelsket i ham, og så havde han revet verdenen væk under hende da han inviterede hende til skole ballet og så kom op sammen med en anden.
Hun lyttede roligt til hans ord og nikkede let imens. "Hvilket sprog er det?" spurgte hun til at starte med og så roligt på ham, dog med et svagt smil om læben, trukket op ad den venstre mundvige. "Og hvilke steder har du været?" Hun var kun nysgerrig omkring netop de to ting, for hun havde aldrig været særlig meget ude at rejse, kun til Spanien et par gange om året, men ellers ingen andre steder, og det ærgede hende lidt, for der var så mange steder hun gerne ville se.
Hun trak let på skuldrene. "Det aner jeg virkelig ikke," var de eneste ord der kom ud over hendes læber imens hun roligt betragtede ham.

Luzy gispede kort over hans ord og så hårdt på ham. "Det gjorde han, ja," sagde hun med en kold stemme imens hendes øjne afspejlede hendes stemme og blev så kold som is. Hun hadede at han bare kunne se lige igennem hende, det var pisse irriterende for hende. Hun ville jo lige netop ikke have, at der var nogen som helst der anede noget om det, da det var alt for privat for hende, og det var rent faktisk kun Malek der vidste noget om det, hvordan hun var blevet droppet. Hun nikkede lidt til ham og bed sig i underlæben og så undrende på navnet. Hun genkendte hverken skriften eller navnet det mindste.
Hun så på ham imens han remsede alle stederne han havde været op. Hun nikkede lidt og en lille trækning trak op i hendes venstre mundvige. "Jeg har kun været i Spanien og så her," sagde hun med en lille skuldertrækken og så ud over ruinerne.

Det eneste Kyle fik fra Luzy var et undrende blik. "Jeg er ikke indenfor vold," sagde hun med sin kølige rolighed og hævede bare let det ene øjenbryn imens hun betragtede ham. Hun rystede bare let på hovedet og så endnu en gang ud over ruinerne. "Jeg er ligeglad med ham, han kan skride skråt op." Hun trak let på skuldrene og viste ingen følelser i sit ansigt eller blik. Der var ikke det mindste syn af et smil på hendes mørkmalede læber.
Hun nikkede lidt for at give ham ret. "Det er det også," sagde hun stille og så stadig ud over ruinerne, de var utrolig smukke, og hun ville ønske, at hun havde set hvordan de havde set ud i dets storhedstid, følt hvordan det ville have været at gå rundt i kirken og se præsterne og nonnerne gå rundt, men hun ville ikke bede, da hun ikke troede på noget. Hun var ikke det mindste religiøs, for hendes overbevisning var, at hvis Gud fandtes, hvorfor havde han så ikke sørget for, at hendes forældre elskede hende, eller stoppet ham fyren for at såre hende?

Luzy nikkede lidt og en lille trækning i hendes venstre mundvige fik hende til at smile en anelse. Hun havde meget forstand på hår da hun selv havde farvet det og sat det i mange, mange utallige og forskellige frisurer. "Brug for hjælp?" spurgte hun og et kort glimt af noget der kunne minde om noget drillende, kunne ses i hendes klare, blå øjne, men det forsvandt sekundet efter, så hurtigt, at det lignede, at det ikke var sket. Hun rystede let på hovedet over hans ord. "Jeg er først selv lige flyttet hertil, så jeg kommer ikke herfra," sagde hun roligt og så bare på ham. "Han bor her ikke, nej."
Hun så roligt på ham og skjulede sin overraskelse over at se ham bevæge sig så graciøst og med en sådan elegant lethed, det så ikke særlig menneskeligt ud at se ham gå sådan. "Hvor gammel er du da overhoved? 18? 19?" spurgte hun og hævede det ene øjenbryn og synes, at han overdrev lidt. Han kunne da umuligt være så gammel endda, max et par år ældre end hende selv.

Luzy trak bare let på skuldrene og så roligt på ham med et udtryksløst ansigtsutryk inden hun så op ad på himlen med et fraværende udtryk. Hun nikkede lidt fraværende da han snakkede igen, men så så kort efter ham med et hævet øjenbryn. "Hvorfor skulle folk være bange for dig?" spurgte hun med en hånlig tone og hævede mistroisk det ene øjenbryn. Man kunne tydeligt se, at hun næppe troede på ham.
Hun nikkede kort og trak på skuldrene. "Den tid oplevede jeg ikke rigtig," sagde hun bare med en kølig stemme og så op imod himlen med endnu et fraværende blik. "Okay." Hun sagde ikke mere, hun virkede bare fraværende, men dog stadig nærværende, på en mærkelig måde, det var altid det udtryk hun fik når hun fik en god idé til en ny tegning eller maleri. Men det anede han jo ikke.

//Lidt kreasvigt ^^'

Luzy nikkede stille og så roligt på ham og lagde hovedet let på skrå da han landede lydløst og perfekt ned på jorden. Han kunne være helt normalt efter et sådan lydløst, det var simpelthen umuligt!
Hun så på ham imens hun nikkede ganske let. Hun viste stadig ikke rigtig nogen følelser og virkede nærmest tavs, stum. Hun bed sig let i underlæben, stadig inden i munden, så det kun svagt kunne ses at hun gjorde det, hvilket også var lidt meningen. Dog kom hun til at bide lidt til da hun hørte hans spørgsmål. Hendes blå øjne blev hurtigt vendt imod ham, der var stadig ikke nogen følelser at se i dem, men hun var nu alligevel lidt overrasket. Hun lagde først der mærke til den metalliske smag hun fik i munden, dog reagere hun ikke rigtig på den.

Luzy så undrende på ham og rynkede let brynet da han gispede og tog sine solbriller på. "Du ved godt hvor irriterende det er at snakke med én der har solbriller på, ikke?" spurgte hun irriteret og hævede let det ene øjenbryn imens hun så på ham. Hun havde ikke lagt mærke til hans gyldne øjne, ikke endnu. Hun blev endnu en gang overrasket da han nævnte det med hendes læbe. Hun rynkede voldsomt brynet. "Hvordan fanden kan du se det?!" spurgte hun let ud af sig selv og lukkede munden og kørte tungen over det lille sår hun havde kommet til at lave. Det blødte faktisk utrolig meget af et lille sår at være. Hun så på det lommetørklæde han rakte hende. Hun undrede sig over at han overhoved havde sådan ét. "Hvad? Kan du ikke lide blod?" spurgte hun lettere hånligt imens hun ignorerede lommetørklædet og gik imod ham. "Hvad er der galt?" Hun så undrende på ham og anede ikke en skid om den farer hun stod i. Hun havde heller ikke lagt mærke til hans læspen eller noget.