Oh, who are you? ~Kyle

Sted: Fell's Church.
Tid: Middag
Omgivelser: Der er helt øde.
Vejr: Der er en blid vind og en varm sol

Luzy sad i skyggen af et træ iført al sin sorte make up, som skjulte hendes flotte, blå øjne og en sort læbestift der farvede hendes læber, samt det havde hun en let skjorte på i et ternet mønster i mørkeblå og sort, sammen med en sort tanktop indenunder og et par helt sorte bukser og converse. Det var det tøj hun oftes gik i, især da hun ikke havde så meget andet med sig da hun løb hjemmefra for at bo hos sin storebror, Malek. Hun lænede sit hoved tilbage imod træstammen og så op igennem træernes blade med et tænksom blik og sukkede stille. Hun var glad for at være løbet hjemmefra og hun nød faktisk byen mere end hun havde troet, at hun ville. Den havde en fed historie og den ruin hun sad og betragtede, resterne af Fell's Church så virkelig fede ud. Hun elskede ruiner, ja, hun var en ret mærkelig tøs.

Luzy så over imod fyren og nikkede bare kort til ham da han nærmede sig. "Hey," sagde hun bare, lidt forundret over at han rent faktisk snakkede til hende. De fleste gik bare forbi hende, nogle gange i en lang bue udenom hende. Hun så kort længselsfuldt på smøgen og tog så derefter selv sin egen pakke frem og fiskede selv en enkel smøg op og tændte den. Hun blev altid trængende af at se en anden ryge og dufte lugten af smøg. Hun tog det første sug og holdte det inde et kort øjeblik inden hun pustede det ud som små ringe. Hun smilede kort glædesløs og så så opmærksomt på fyren overfor hende. "Hvad bringer én som dig her til ruinerne?" spurgte hun og så roligt op på ham imens hun stille tog endnu et sug af sin smøg. Barrikaden omkring hendes sind var uigennemtrængelig overfor enhver.

Luzy så bare lidt undrende på ham. "Ja, hvordan kan det forstås?" sagde hun en anelse sarkastisk og så roligt på ham og hævede selv det ene øjenbryn da han kom nærmere. Hun sagde intet til det og tog endnu et sug af sin smøg og pustede endnu en gang ud som ringe. Hun havde haft meget øvelse i det de sidste år og nød at kunne det da de fleste ikke kunne. Hun nikkede let til hans svar og smilede kort til ham, eller om man kunne kalde et smil en lille trækning i mundvigen. "Der er også noget specielt over den." Hun så roligt på ham og viste ikke rigtig nogen følelser. Hun virkede nærmest som en tom skal.

Luzy trak let på skuldrene over ham og så roligt på ham. "Hvad laver en flot fyr som dig her?" sagde hun og så roligt på ham med et kort glimt i sine blå øjne. "Det er jo ikke ligefrem normalt at man møder andre her ved ruinerne." Hun trak endnu en gang på skuldrene og så roligt på ham imens hun tog endnu et sug af sin smøg og sukkede det stille ud igen. Hun nikkede medgivende. "De fortæller jo sin egen historie begge to, jeg foretrækker selv at være på en kirkegård eller ved nogle ruiner end at gå i et storcenter," sagde hun roligt, som om det var noget fuldstændig normalt og et selvfølge. Hun så op på ham og kunne ikke lide dét, at han havde solbriller på. Hun kunne ikke lide, ikke at vide hvor den anden så hen. Hun rynkede kort på brynet over det og havde stadig barrikaden omkring sit sind, uden at vide det faktisk, det var bare noget hun gjorde ubevist.

Luzy snappede svagt og lydløst efter vejret da han kaldte hende køn, og et kort glimt af chok og overraskelse kunne ses i hendes i hendes blå øjne, men det forsvandt sekundet efter og hun fik lagt folder over sit ansigt og skjulte sine følelser igen. Der var aldrig nogen der kaldte hende køn, eller gav hende de mindste komplimenter, hvis man så bort fra hendes storebror, Malek, men han var også hendes bror, han var nødt til det. Når andre, fremmede, sagde det, chokerede det hende virkelig og fik hende til at miste kontrollen et enkelt sekund eller to. Da han fjernede solbrillerne, men hun endnu en gang overrasket. Han havde virkelig smukke øjne, men denne gang afslørede hverken hendes tanker eller blik det, hun gengældte bare hans blik med den sædvanlige kølige rolighed. Hun nikkede lidt og en kort trækning gik over hendes læber. "Det var noget af det jeg spekulerede over før du kom," sagde hun og så roligt på ham og gengældte hans dybe blik uden at se det mindste påvirket ud over det. Det her var rent faktisk den mest normale samtale hun havde haft med en anden i umindelige tider.

Luzy rystede let på hovedet over ham og så lidt undrende på ham. "Jeg er ikke vant til at folk overhoved snakker med mig," sagde hun med en skuldertrækning og så bare roligt på ham. Det rørte hende ikke ... ikke længere, hun havde lært at klare sig selv uden at have andre at snakke med en sin storebror. Hun rystede let på hovedet over ham og lidt efter også på grund af hans mærkelige grin. Et halvt fnys, halv grin - grin. Hun vendte hurtigt opmærksomheden imod ham da han trådte endnu en skridt imod hende og hun så vagtsomt på ham imens hun tog endnu et lille sug af sin smøg. "Jeg overlever," sagde hun roligt og betragtede ham med den normale kølige ligegyldighed. "Soldaterne brændte kirken ned i borgerkrigen," forklarede hun og så roligt på ham. "De troede, at de gemte illegale våben, som de havde tænkt sig at give til fjenden. Der var omkring ..." Hun blev kort fjern i blikket inden hun sagde; "Omkring 27 civile og uskyldige der døde da de brændte kirken ned." Hun så roligt på ham, dog med en lille trækning i den ene mundvige, altid den venstre. "Det viste sig dog først senere, at anklagen var forkert." Hun trak let på skuldrene og så roligt på ham. Det lød nærmest som om hun havde været der dengang.

Luzy så en anelse undrende på ham. "Hvorfor kalder du mig klog?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun havde bare aldrig opfattet sig selv som det, hun kunne faktisk ikke huske hvornår hun sidst havde tænkt noget særlig positivt omkring sig selv. Hun var jo trods alt blevet mobbet i hele hendes skolegang og levet i en krigszone derhjemme 24/7.
Hun trak lidt på skuldrene og spærrede øjnene let op da hun så arene. "Hvad fanden er der sket med din ryg?" spurgte hun, uden at kunne nå at stoppe sig selv, og hun skældte tavst sig selv ud og bandede i tankerne over sin impulsivitet. Hendes kinder fik en lidt mørkere kulør, men så stadig roligt på ham. "Jeg takker," sagde hun og så selv imod ruinerne. "Jeg ville have ønsket at jeg havde levet i den tid," sagde hun med et kort grin. Det var ikke en rigtig latter, som så, den var mere hæs og ru end den ægte varer.

//Jeg bliver altså smidt i seng nu ^^' Skal tidligt op imorgen, så nat nat xD

Luzy's kinder blev langsomt røde imens han snakkede. "Jeg har aldrig opfattet mig selv som klog," sagde hun stille og så ned i hendes hænder. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere og da hun så op, snilde hun svagt til ham. "Tak, fyr hvis navn jeg ikke kender endnu," sagde hun og betragtede ham roligt.
Hun blinkede overrasket med øjnene og rejste sig stille op. Hun var lidt øm i røven og ryggen af at have siddet i samme stilling for længe. Hun tog Drt sidste sug af sin smøg og skådede den så. Hun åndede tungt ud. "Og jeg troede, at mine forældre var onde," mumlede hun lavmælt, så langt at et normalt menneske ikke ville have kunnet hørt det. "Hvilke små evner?" spurgte hun så, højere den her gang. Huk betragtede ham roligt og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham.
Hun nikkede lidt for at give ham ret. "Jah," sagde hun med eftertryk. "Det var det." En lille trækning hev hendes ene mundvige en anelse op og hun så på ham med et roligt blik inde hun så ud imod ruinerne, rullede med skuldrene og strakte sig for st løsne musklerne efter at have siddet ned så længe. Hun rynkede kort på brynet da hun mærkede et af sine sår på armene gik op. Hun vise ikke noget tegn på smerte, det sved kun lidt og hun turde ikke at se på det da ham fyren ikke skulle tænke, at hun var skør, dog stilte hun sig sådan, at hun holdte om såret.

//Lige på iPhone, hvis der er fejl xD

Luzy så på ham og nikkede lidt til ham. "Fedt navn, Kyle, mit navn er Luzy," præsenterede hun sig og så roligt på ham. Han var okay, af det hun kunne se, han var ... anderledes. Hvilket kun var godt i hendes hoved.
"So ... solgte dine forældre dig?" spurgte hun målløst og kunne ikke helt fatte det. Hun var ovre ved ham med nogle få hurtige skridt og tog fat ham hans underarme og så på de mærkelige tattooveringer om hans håndled. "Det er jo ..." Hun så målløs op på ham og åbnede og lukkede munden nogle gange imens hun lyttede til hans ord. Hun rørte normalt ikke ved andre, og slet ikke fremmede, så det at hun rent faktisk rørte ved hans håndleddene var grænseoverskridende for hende. Hun sank en klump og slap ham. "Det er slavetattoveringer, man ... de er jo fra slutningen af 1700-tallet," mumlede hun målløs og trak sig tilbage fra ham. Hun havde set dem afbilledet i mange bøger, men de billeder hun havde set var langt fra så detaljerede som hans tattooveringer. Det kunne altså ikke være nogle han bare havde fået bare sådan. Hun forstod ikke noget lige nu, det gav ingen mening.
Hun nikkede lidt og så undrende på ham. "Det tror jeg gerne," sagde hun stille og slap ham imens hun trak sig lidt væk fra ham. Hun trådte hurtigt et skridt tilbage da han trådte nærmere. Hun måbede og gispede lavmælt. "Hvordan fanden ..." sagde hun og bakkede lidt bagud. Hun holdte sig over såret på sin arm og mærkede hvordan blodet langsomt gennemvædede hendes skjorte. Hun bandede lavmælt og tænkte, at det sikkert var en af de dybere sår der var gået op. Hun så på ham med et stadig roligt blik, men så stadig vagtsomt på ham.

Luzy så på ham og en lille trækning i hendes mundvige trak hendes læber op i et lille, skævt smil. "Tak," sagde hun med en svagt rødmen i kinderne, men forbandede så sig selv kort efter for stadig at være så modtagelig overfor drenges charme. Hun fortalte ikke, at det rigtigt var en forkortelse af Lucinda, fordi at hun ikke kunne lide sit originale navn, mest egentlig kun fordi at hendes forældre havde givet hende det, og for at irritere dem, var hun begyndt at kalde sig selv Luzy i istedet for.
Hun rystede på hovedet over ham og hans ord. "Man kan ikke sælge folk i vores tidsalder," mumlede hun lavt for sig selv og rynkede på brynet. Hun var selv ret overrasket over sig selv og at hun havde rørt ved ham, selvom det bare havde været en uskyldig berøring. Hun så undrende på ham og trådte varsomt lidt længere væk fra ham.
Hun så bare undrende på ham imens han snakkede. "Man pisker ikke folk, og man kan ikke lugte blod," sagde hun med en skælvende stemme og trak sig tilbage da han trak sin undertrøje af, men så så tattooveringen på hans bryst, over hans hjerte, dét og alle arene. Hun stivnede og kunne ikke andet end at stirre på ham, selv ikke da han tog fast om hendes arm og trak hendes skjorteærme længere op inden han viklede det luns stof, han havde revet af sin undertrøje, om hendes blodige underarm. Hun vågnede lidt op og lagde hænderne imod hans nøgne bryst og skubbede ham hårdt væk fra sig. Hun var lille, men ikke så svag som hun så ud. "Du skal ikke røre mig!" snerrede hun ad ham og så kort vild ud imens hun hurtigt dækkede sin arm igen med skjorten og skjulte alle arene og de nye og gamle sår.

Luzy sukkede bare stille og rystede på hovedet. "Det ved jeg godt," sagde hun lidt irriteret og så roligt på ham. "Men det sker ikke så tit længere." Hun lagde armene over kors over sit bryst og så roligt på ham. Hun rynkede brynet og så på ham. Der var noget der ikke passede sammen, noget der gjorde, at hun ikke stolede fuldt og fast på ham, altså, mere end normalt. Hun så dog stadig bare på ham med sin kølige rolighed.
"Jamen," startede hun, men tav og så roligt på ham. Hun hadede, når andre havde ret og hun selv tog fejl, men hun var klog nok til at fatte når hun skulle stoppe. Hun kom bare med en lavmælt lyd af misbilligelse.
Hun så hårdt og en anelse såret på ham. "Det har jeg fandme heller ikke sagt noget om, jeg siger kun; at du ikke skal røre mig," sagde hun igennem sammenbidte tænder og så hårdt, men samtidig ret roligt på ham. Hun rystede ganske svagt, så lidt at et normalt øje ikke ville kunne se det. Hun hadede når andre rørte hende, selv hvis det bare var for at hjælpe, hun kunne ikke fordrage det.

Luzy så bare undrende på ham, men slappede lidt mere af i skuldrene, selvom hun ikke havde lagt mærke til at hun havde spændt det. Det kunne også ses på hendes kæber, der ikke bed sammen længere, at hun slappede af og faldt lidt ned igen.
Han havde ret med, at hun var et konkurrence menneske, hun kunne ikke gøre for det, hun skulle have ret. Uanset hvad. Hun ville kæmpe for det indtil hun ikke havde flere argumenter.
Hun så bare på ham og trak ligegyldigt på skuldrene. "Jeg bliver ikke blod forgiftet, og om der er nogen der savner mig eller ej, rager ikke dig," sagde hun i en rolig tone og så stille på ham. Hun ville ikke snakke om familie med ham, egentlig ikke med nogen overhoved. Selvom hendes svar tydeligt sagde, at der var nogle, som hun ønskede ville savne hende, og én enkel, som hun vidste ville savne hende.
Hun rystede på hovedet og gengældte roligt hans blik. "Jeg har ikke sagt, at du skal gå, og det er alligevel ikke op til mig, jeg ejer ikke ligefrem stedet her, vel?" sagde hun med et roligt og klart blåt blik rettet imod hans smaragdgrønne øjne.

Luzy så bare lidt overrasket og lidt måbende på ham. "Hvorfor skulle du savne mig ...?" spurgte hun undrende og betragtede ham mere nysgerrigt end før. Hun forstod det ikke rigtig, han kendte hende slet ikke, han havde lige mødt hende og vidste dårligt nok noget om hende. "Du kender mig jo ikke." Hun rynkede let på brynet og så nu undrende på ham. Hun ville kunne have forstået det bedre, hvis de havde kendt hinanden i et stykke tid, men efter så kort tid kunne man da dårligt nok savne en anden.
Hun rystede lidt på hovedet og undrede sig endnu en gang over ham. "Du behøver ikke at gå, jeg har ikke noget imod dit selskab eller at du er her," sagde hun og en lille trækning viste sig i hendes mundvige, altid den venstre, aldrig den højre. Hun mente hvad hun sagde, hvilket også kunne ses i hendes blik. Hun tøvede lidt inden hun så ned på sin underarm, som bulede lidt op indenunder skjorten efter det stykke af hans undertrøje der var forbundet om hendes arm. "Tak, Kyle," sagde hun lavmælt og lidt tøvende, inden hun så over på ham med et roligt blik. Der var egentlig intet der viste, at hun følte noget, overhoved. Man skulle ikke tro det, og så man hende sammen med sin bror, ville man sikkert slet ikke kunne genkende hende da hun altid smilede og var glad sammen med Malek.