we meet again, i didn't expect that -Matthew J.C.-

Tid 21:56.
Sted Kirken.
Omgivelser En død mand henne i hjørnet, eller hvad der nu engang er i en kirke.
Vejr det stormer halvt om halvt.
Påklædning En sort kjole, med korset (noget i stil med det man havde på i gamle dage) hendes medaljon, ring også et par flade ballerinaer.

Hans skrig blev langsomt til en gurglen som hun borede fingrene ind i hans luftrør, med en ond latter, rev hun ham hårdt i håret, kun for at få bedre plads til hans hals, hvorefter hun huggede efter halspulsåren. kort efter lå hans slappe, døde krop henne i hjørnet, mens en sød lille pige gik rundt med blød ned af hagen og ned af kjolen, for hvad man ikke så først var at hun havde fuldkommen massakreret den stakkels pianist som kun ville tilbringe et par timer på at spille lidt på det smukke orgel, denne handling var dog blevet hans endelig død.
hun gik stille hen til orglet og på trods af hun bare lignede denne uskyldige lille pige, var hun en koldblodig morder, der i dag var i ufattelig dårligt humør, hvad det lige skyldtes holdte hun tæt til sig selv, på trods af de mange gode ting der var sket, hun var genforenet med sin kære moder, hun havde hørt fra Louis og vidste nu med vished at han ville komme til byen, men hendes ønske ville aldrig blive til virkelighed. hun knurrede og begyndte passioneret at spille på orglet og den smukkeste musik lød i det tomme rum

Tilbage i byen det var han, og velvidende om at hans ungeudseende skaber også befandt sig her, var Matthew ude på skræmmer. Dog havde han ikke forventet at han ville fange hendes fært ved kirken, og da det skete, ja så tøvede han da ikke med at følge færten til dørs, og trådte ind i kirken. Han havde skam allerede lugten af blod i næseborene, og rynkede derfor utilfreds på næsen ved synet. Blev hun da ikke bedre?! Tilsyneladende ikke. Musikken lyttede han lavt til, umenneskeligt lydløst trådte han væk fra døren og længere inde i kirken men standsede snart. Hun havde ryggen til ham, om hun havde hørt ham eller fangede hans fært anede han ikke, men han tvivlede ikke på at hun havde. "Leger du nu med maden igen" lød hans stemme rolig og lavmælt. Højere behøvede han ikke at snakke, hun hørte han nok ret tydeligt, andet ville undre ham. Han kunne fornemme hendes humør, men det havde aldrig før skræmt ham, så hvorfor skulle det ændres nu?

hun stoppede da hun hurtigt fangede hans fært, men hun gad ikke at lade sig irritere af den idiot af en vampyr, han havde været en fejl hele vejen igennem og det ville han altid være. hun spillede hurtigt og hendes ferme fingre dansede lystigt hen over tangenterne, mens hun stillede lukkede øjnene og lod sig spille ind i musikken, det stykke Louis havde lært hende, hendes elskede Louis. hun stoppede og vendte sig om idet han åbnede døren, irriterende Matthew, hvorfor lige udfordre skæbnen, et forkert ord og han endte som manden henne i hjørnet. hun holdte hagen højt og tørrede sig om munden "Åhh hvem har vi så her, Matthew" hun rullede med øjnene og så op på ham med kulde i øjnene, en ting kom der da ud af dette, hun var så meget ældre end ham at han knap kunne røre hende uden selv at havde mistet hjertet eller hoved. man kunne næsten se i hendes øjne hvordan hun forstillede sig at skille hans hoved fra hans krop, eller hvordan hendes øjne lå mod hans pulsåre. hun lod tungen glide hen over sine hugtænder og lod blikket glide ned mod hans hjerte, billeder af hvordan hun ville flå det ud, strømmede forbi hendes øjne og smilet blev mere grusomt "så Matthew, hvad skyldes denne helt ugribelige ære at skulle møde dig" spurte hun sarkastisk og så fraværende på sine negle

Han behøvede end ikke se på hende for at vide at hendes blik hvilede på sig, trods det forlod hans blik hende kun i få sekunder inden han atter fokuseret på hende. Nok var hun ældre end ham, men helt hjælpeløs var han ikke, og der skulle nok mere end bare alder i sidste ende for at hun skulle føre sine tanker og drømme om at flå hovedet af ham ud i livet. Ting havde forandrede sig over de næsten femhundrede år hvor de ikke havde set hinanden, og han tvivlede ikke på at hun endnu havde hjerne nok til at vide at det ville være dum at kaste sig over ham. Han var ikke længere blot en nyfødt forvirret vampyr der klæbede til hende for at lærer, han havde kontrol, magt og styrke som mange vampyr på hans alder og ældre end ham misundte ham.
Ved hendes ord så han på hende ganske roligt, blikket var nærmere tilhørende en der kedede sig "Intet kære, jeg var tilfældigt forbi da en stank... fangede min opmærksomhed" om han hentydet til liget eller hende var ikke til at sige, og han uddybede det da heller ikke. Matthew tvivlede ikke på at hun anså ham som en fejl, en han havde været enig med hende om, han havde ikke set bedt hende om dette liv. Hun, i sin desperation, havde gjort dette, og han var en omvandrende konsekvens af hendes handlinger, sikkert derfor hun foragtede ham som hun gjorde.

hun så ligegyldigt på ham og strakte sin fod ud, godt nok foragtede hun ham, men ikke så meget som hun havde hadet Antonio, der til sidst førte hendes had så langt ud at hun skar halsen over på ham, kun for at se ham lide og da det blev for kedeligt, havde hun ganske enkelt flået hans hjerte ud af brystet på ham, magen til morskab møder man sjældent, at slippe for hans idioti, han som troede han kunne bestemme over hende...HA! det blev hans død. med et koldt blik på ham kørte hun en hånd igennem håret "En stank, åhh kære barn, det er slet intet i forhold til din odeur" hun vrængede på næsen og rullede med øjnene "Di la testa fetu lu peisci" sagde hun på perfekt siciliansk mens hun lagde bene over kors, hun knipsede med fingeren og en kvinde kom ud og satte sig ved siden af hende "sulten" spurte hun og holdte kvinden hånd op, før hun selv lod sin hugtønder komme frem og lod sine tommel finger glide op og ned af kvindens pulsåre

Han fnyste håndligt, det skæve smil om hans læber der dryppede af ironi og ligegyldighed. Matthew havde aldrig skjult sin foragt for pigebarnet, trods hendes alder, så tøvede Matthew ikke hvis hun overtrådte hans grænser. Hun af alle burde vide hvor meget han beskyttede familie og venner, og selvom han ikke havde meget af det første, og knap nogen af det sidste, så ændrede det ikke på hans opførsel og loyalitet overfor disse. Som hun kaldte en kvinde hen til sig og denne lydende kom til hende fjernede han ikke blikket fra Dimitri. Han hævede det ene bryn ganske roligt da han blev tilbudt noget blod. Blev hun da aldrig mæt? Alene måden hun drak på vakte foragten frem i ham, så gammel som hun var, og endnu kunne hun ikke spise pænt. Han himlede med øjnene, hun ejede bestemt ikke en vampyrs maner. "Ellers tak, hun falder ikke i min smag" svarede han ligegyldigt "Jeg er her for noget andet Dimitri... Du kender mig godt, og ved jeg ikke bare smider om mig med trusler, men høre dette: Røre du Louis, eller sårer ham... skal jeg personligt flå hjertet ud på dig og æde det" han så et øjeblik på hende hvorpå han vendte ryggen til hende og satte kursen mod udgangen.