I didn't expect to see you here ~Anthony

Tid: Midt på dagen
Sted: Biblioteket
Vejr: Køligt og skyet
Omgivelser: Massere af støvede bøger

Cataleya sad i en stille afdeling af biblioteket og bladrede i en slidt bog. Hun havde mere 'normalt' tøj på nu, efter at hun var flyttet ind til Gideon for en tid. Hun havde et par tætsiddende bukser og en mørk bluse på og et par sorte converse, og hun lignede virkelig sit gamle jeg igen, hvis ikke det var for den lille, næsten usynlige glød der lå over hende og hendes lidt ændrede personlighed. Den nye Cataleya ville aldrig kunne finde på at skade et andet menneske, som den gamle Cataleya ikke ville have tøvet et sekund med. Det var kun hendes personlighed der var blevet ændret og hendes måde at se verden på, ikke hendes udseende, eller, man kunne sige, at hendes udseene havde fået en fast og permanent form nu, efter at hun var død og genopstået.
Hun sukkede stille og bladrede endnu en gang i bogen, hvor der på den nye side var et billed af en engel der stod overfor Gud. Hun havde aldrig været troende i sit menneskeliv, og hun var det heller ikke rigtig nu, selvom hun egentlig burde være et levende bevis for at Gud fandtes.

Påklædning En sort habit og en hel del våben gemt væk rundt omkring

han kørte alt hvad han kunne, med en betjent efter sig og da han stod ud foran biblioteket, kom de hen mod ham med pistolerne rettede direkte mod ham "gå ned på jorden, med hænderne på ryggen" råbte den ene af dem, han sukkede og så på dem med kolde øjne "nej" hviskede han og vidste sit id "det her er efterforskning, og lige nu kan du gøre sådan at andres liv kommer i aften" hvæsede han og da de trak væk, gemte han sit id væk igen, hvorefter han begav sig ind på biblioteket. han så følelseskoldt på alt og alle. han sukkede og gik hen mod en tilfældig reol
//undskyld længden

Cataleya sad helt fordybet af bogen, men fik den hurtig bladret færdig. Hun rejste sig op og satte forsigtigt bogen på plads og gik rundt imellem reolerne. Hun var på et tidspunkt så opslugt af at læse titlerne imens hun gik langs reolen at hun ikke lagde mærke til fyren før hun stødte ind i ham. Hun trak sig overrasket tilbage og så kort lidt forskræmt ud inden hun så hvem det var. "Åh, hej, James," sagde hun og smilede til ham med en sød generthed og lette røde kinder af forlegenhed. Hun havde hverken set eller hørt ham, og var forlegen over at have stødt ind i ham, og så blev hun altid utrolig genert og begyndte at snuple over ordene når hun var i nærhed ad ham. "Hv-hvad bringer dig her?" spurgte hun blidt og med et lille og uskyldigt smil.

//Det er helt okay

han gik med den ene arm om bag ryggen og den anden kørende hen over ryggen på alle bøgerne, hans øjne læste hurtigt titlerne og ingen af dem interesserede ham særlig meget og han havde ingen ide om hvorfor han var her, for hvorfor var han overhoved her.
en stemme fik ham til at vende sig om og hæve øjenbrynet "miss Cataleya," sagde han og næsten helt sexet med den blandede accent, og den bløde stemme. han lagde armene over kors og hoved på skrå "jeg trængte til at slappe af plus Gideon er sammen med ham fyren så han er nok travlt optaget af det også at heale sine sår" sagde han kort, han så nræmere på hende og det trak lidt i hans mundvige, men hurtigt forsvandt det igen, han tillod sig ikke at vise følelser "hvad med dem ma'am, hvad laver de her" spurte han stille

Cataleyas kinder føltes varme og hun vidste at de stadig havde den rødlige glød, som bare blev stærkere da han sagde hendes navn, selvom han egentlig bare hilste på hende. "Aah," sagde hun med et lille smil. "Sår? Hvilke sår?" Hun lød mere bekymret over for sin ven. Hun havde ikke hørt at han var kommet til skade.
Hun så godt hvordan det trak i hans mundvige, og hun kunne ikke lade være med at smile varmere til ham af den grund. "Jeg elsker at befinde mig her imellem alle bøgerne," forklarede hun med et varmt smil og så kort rundt på alle reolerne fyldt med bøger. "Det beroliger mig at være imellem dem." Hun trak let på skuldrene og smilede genert til ham. Hendes kinder blussede let på igen da hun havde snakket færdigt. Hun synes selv at det lød mærkeligt.

han rettede hoved op og sukkede stille "han kom op og slås med sin bror, han endte op med at brække vingen og et par ribben, plus han blev stukket ned" han trak på skulderne og lod hænderne glide ned langs siden, ikke et sekund lod han følelserne glide op, alt ved hamn var så følelseskoldt som en sten.
den lille trækning der havde været i hans mundvige forsvandt hurtigere end man skulle tro "det lyder hyggeligt og dejligt" sagde han og så rundt, som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre af sig selv "jamen så vil jeg ikke forstyrre dem mere" han bøjede sig ned og kyssede blidt hendes hånd "vi ses ma'am" sagde han blidt og trådte tilbage

Cataleya rynkede let på brynet. "Det lyder slemt," sagde hun let åndeløst og rystede kort forfærdet på hovedet inden hun så væk og lagde armene om sig selv, som for at beskytte sig selv imod det.
"Det er det skam også," sagde hun blidt og så på ham med et varmt og genert blik. Hun blev endnu en gang overrasket over at han kyssede hendes hånd, så hendes kinder blussede op. Hun var ikke vant til at nogen kyssede hendes hånd sådan, det fik hende til at spekulere på, hvordan det mon ville føles hvis man blev kysset rigtigt.
"James," sagde hun med en blid stemme, og trådte nærmere på ham og lagde impulsivt sin hånd mod hans arm. "Det er altid rart med noget selskab." Hun smilede varmt til ham og gav hans arm et lille klem inden hun tog den til sig. "Du behøver ikke at gå." Hun så blidt og genert på ham og sendte ham et blidt og uskyldigt smil.

han nikkede stille "ja det er...slemt" hviskede han kort og lagde armene om bag ryggen, han vidste faktisk ikke hvad han skulle gøre, samtaler var ikke hans bedste træk, han var vant til at skulle observere også redder Gideon når tiden var inde, måske skælde ham ud for at gøre noget slemt, men normalt gjorde han ikke ting som dette.
da hun lagde hånden mod hans arm, rynkede han brynet og så rundt, men alligevel så han længe på hende og nikkede til sidst "okay så, hvis det er det de nu frem ønsker ma'am" sagde han stille og nikkede, han lagde en håmd mod hendes ryg og pegede mod et par stole "skal vi sætte os" spurte han og gav igen slip på hende, han var lidt foruroliget af den måde hun reagerede på ham, måden hun hele tiden rødmede, som om det at han bare snakkede til hende var en velsignelse. han gik langsomt rundt om hende og satte sig ned på den ene af de to stole

Cataleya kunne godt fornemme at han ikke havde så let ved at føre en samtale, så hun valgte at hjælpe ham blidt på vej. Hun rynkede på brynet og sukkede trist. "Jeg forstår ikke hvorfor to brødre kan ende med at hade hinanden sådan," sagde hun trist og rystede let på hovedet og så ned i gulvet.
Hun smilede bare blidt til ham. "Dit selskab er behageligt, James," sagde hun blidt og med en lille latter, der lød som de smukkeste klokker. Hun rødmede let da han lagde en hånd imod hendes ryg, og hun nikkede lidt til hans spørgsmål og gik over og satte sig overfor ham. Hun så nysgerrigt og blidt på ham og med et lille smil. Hun anede ikke selv hvorfor hun altid reagerede sådan på ham, og hun var nærmest forlegen, men også nysgerrig over hvorfor det kunne være. "Hvad bragte dig til biblioteket?" spurgte hun med et blidt smil og hvilede sine albuer mod bordet og hvilede sit ansigt i sine hænder alt imens hun så på ham med sit nysgerrige smaragd grønne blik.

han nikkede og satte sig ret op, ikke et sekund så han ud til at slappe bare en smule af "de har ret ma'am, men jeg tror aldrig deres forhold kan reddes, det er ødelagt og vil altid være det" hviskede han og rystede på hoved, han så rundt og bemærkede hvordan hun hele tiden rødmede, jo vidst var hun attraktiv, men han ville aldrig nogensinde lade det komme frem, ikke et sekund ville han være svag og lade følelserne springe frem, det ville meget vel betyde slemme ting, for ja så ville han være svag.
han rynkede brynet og valgte at se ud som om han overhørte hendes kommentar om hans selvskab også selvom han hørte alt hun sagde til ham, ja det havde han gjort siden han første gang så hende, for hun var smuk og behagelig at være sammen med, men efter så mange år hvor han havde tænkt på Gideon før sig selv, så dette ville aldrig ske, hun var bedre stillet med en anden og det ville aldrig være ham.
han hvilede hånden mod kinden og hævede øjenbrynet "som jeg sagde før, jeg havde brug for at komme væk og bare slappe af et kort sekund" sagde han stille også selvom han ikke så ud til at slappe af det mindste smule, han var i spændning specielt ved skulderne og over alt faktisk

Cataleya sukkede stille og så nærmest forpint ud ved tanken. "Jeg ved det," sukkede hun trist og så på James med et blidt blik. "Det er virkelig trist sådan noget." Hun blev ved med at se på ham. Der var så mange spørgsmål i hendes øjne, så meget nysgerrighed og frustration over ikke at vide hvem hun havde været før i tiden, før hun døde. Hun vidste ikke engang hvordan endnu. Hun lagde godt mærke til hvordan han overhørte hendes kommentar, men hun kommenterede ikke på det, hun rystede bare lidt på hovedet med et smil på læben.
Hun nikkede lidt og betragtede ham med et blidt blik. "Men du slapper jo slet ikke af, James," sagde hun med et lille smil og så kort fra hans anspændte skuldre og til hans ansigt igen. "Alle har brug for at slappe af en gang imellem, ikke?" Hun smilede blidt til ham og bed sig let i underlæben imens hun betragtede ham. Hun havde det som om hun kunne forsvinde i hans mørke øjne.

han trak på skulderne "sådan er realiteten bare, man kan ikke rende rundt og håbe på noget sker, noget som aldrig kommer til at ske" sagde han køligt, men man kunne meget svagt antyde en smule smerte i hans stemme, men det var noget der aldrig kom frem, aldrig ville komme frem og han kunne ikke tillade sig at miste fokus på grund af dumme følelser, det kunne meget vel betyde ens vise død.
han rynkede brynet og så længe på hende uden at afsløre hvad han inderst inde tænkte, nok noget hen af at han med glæde ville slappe af med hende, men alt det var fuldkommen ulæseligt og bare ikke til at se "nej det gætte jeg at jeg ikke gør ma'am og nej, for slapper de først af for længe ender man op med at dø eller komme til skade, tag dem selv som et eksempel, de døde på grund af de ikke så dem omkring, altså de slappede af, eller Gideon, han endte i denne situation på grund af hans aslapning, han troede han kunne klare det hele, men det kunne han i sandhed ikke og undskyld ma'am for min hårde tone, men sådan er det bare" han trak på skulderne og så længe på hende

Cataleya så bare på ham med et blidt blik. "Hvad er livet uden håb?" spurgte hun blidt og smilede varmt til ham. Hun lagde ikke mærke til den svage antydning af smerte i hans stemme, hun kendte ham jo ikke godt nok til at kunne se de helt små ting ved ham endnu. Men hun ville gerne lære ham bedre at kende, hun ville vide mere om ham. Hun sugede nærmest det hele til sig som en svamp.
Hendes smil forsvandt langsomt imens han talte, og hun så bare uforstående og undrende på ham. "Hvad mener du?" spurgte hun forvirret da hun kunne høre, at han vidste noget om hendes død. Hun mærkede en hård, men kort smerte i baghovedet og tog sig til det med en lille grimasse. Hun fik kort et glimt af Gideon der faldt sovende ned på gulvet og hun følte en masse, ubærlig smerte strømme igennem hende hendes krop så hun rystede. Det hele varede kun få sekunder og fik hende til at gispe efter vejret og sveden til at danne sig lidt ved hendes hårgrænse. Hun kørte hænderne over sit ansigt. "Jeg kan ikke huske det," sagde hun frustreret og så nærmest forpint på James. "Jeg kan ikke huske noget fra mit liv eller om min død, for den sags skyld." Hun kørte en hånd igennem hendes hår og stoppede langsomt med at ryste da glimtet havde tæret hårdt på hende, selvom det kun havde været der i få sekunder. Hun følte sig pludselig pinlig berørt over at han skulle have overværet det her.

han rynkede brynet "det er en drøm og vi bliver nød til at leve i virkeligheden" sagde han og trak på skulderne, livet hvor man troede der var håb, var i hans tanker dumt, men alligevel synes han et sted at det var sødt at hun mente at der skulle være håb...vent lidt han stivnede og rystede på hoved, fik samlet tankerne og sukkede stille.
han så direkte på hende og hævede øjenbrynet "ma'am de er død, de er ligesom Gideon og hans bror, begge døde også kommet tilbage til livet igen" sagde han koldt. han rejste sig op i det sekund hun begyndte at svede kraftigt og lidt efter stod han bag hende og lagde hænderne mod hendes skuldre, blidt maserede han hendes skuldre og sukkede, dette var vel nok den eneste slags følelse han havde vidst i mange år "det er okay, det skal nok gå, sådan var det også for Gideon, men det kommer tilbage igen, tror mig" hviskede han og gav hendes skuldre et klem, før han igen satte sig ned på stolen

Cataleya så bare blidt på ham. "Ikke i mit hoved," sagde hun med en drilsk lille latter og blinkede blidt til ham, men man kunne se at hun stod fast ved sit ord og var stædig, de to ting havde ikke ændret sig det mindste. Måske var hun nu som hun ville have været, hvis de ikke havde eksperimenteret med hende, hvem ved?
Hun lagde godt mærke til hvordan han stivnede lidt, og rynkede let undrende på brynet over det, men valgte ikke at kommentere det.
Hun rystede kort smilende på hovedet. "Jeg ved godt at jeg er død, min kære James," sagde hun blidt og så på ham med et roligt blik. "Men jeg ved ikke hvordan, det var det jeg spurgte til." Hun så blidt på ham og smilede svagt. Hun blev lidt overrasket over hvor hurtigt han stod bag ved hende og spændte i skuldrene da hun først mærkede hans hænder mod dem. Hun var ikke særlig vant til at andre rørte hende, så det føltes lidt mærkeligt for hende endnu. Men man kunne mærke hvordan hendes skuldre begyndte at slappe af under hans hænder og hun lænede hovedet lidt forover og nød hvordan det fjernede den sidste angst fra det korte glimt af hendes død. Og samtidig nød hun at mærke hans varme hænder massere hendes skuldre, hun var aldrig blevet masseret før, i hvert fald ikke af det hun kunne huske, hvilket var virkelig kort tid tilbage. Hun sukkede lavmælt og lyttede til hans ord, men hun ventede til at han havde sat sig ned igen før hun svarede; "Jeg tror på dig." Hun så blidt på ham og smilede lidt. "Tak," sagde hun så og smilede varmere til ham samtidig med at hendes blik blev varmere og strålede en anelse, hun kunne ikke gøre for det, hun nød sådan at være i hans nærvær.

//Jeg faldt i søvn, sorry xD

han rullede med øjnene "det er fordi de er...undskyld mit sprog, men de er naiv ma'am, livet er ikke som et eventyr, der er en grund til at jeg er bevæbnet døgnet rundt" han så direkte på hende uden af afslører evt følelser, for ja han var bevæbnet ind til hvad kan man sige knoglerne.
han rynkede brynet og så længe på hende "de blev kørt ned og døde derefter i hospitals sengen" sagde han og trak på skulderne, kort så han op i luftet og ja det kunne se ud som om han slappede af, man han så faktisk rundt, holdte øjne med alle der gik på dette bibliotek, så hvis der var en der bare gjorde det mindste forkert, ville vedkommende have en pistol rettet mod panden.
han rykkede lidt på stolen, da han så hendes blik, han skulle aldrig havde gjort det...aldrig lade sig selv nyde at røre hende, han burde ikke tænke sådan om hende, hvad var hun, hvordan pokker kunne hun gøre dette ved ham, for ja hvis man kendte ham rigtig godt, ligesom Gideon gjorde, ville man kunne se forbi det hårde og se at han var meget nervøs i hendes selvskab, ikke en ting han holdte særlig meget af at være

Cataleya smilede blidt over ham. "Der er ingen grund til at undskylde, jeg ved godt at jeg kan være naiv," sagde hun blidt. "Det er skam også vigtigt at være klar til at kunne beskytte sig selv. På den ene eller anden måde." Hun smilede blidt til ham og mærkede kort efter på sine bukser, af ren og skær gammelt vane, og blev direkte overrasket over at hun ikke havde nogen af hendes knive med. Hun rynkede på brynet og rystede så den mærkelige følelse af sig.
Hun nikkede stille til hans ord og huskede kort et blik af Gideon der lå sovende ved hendes hånd. "Og Gideon var der," sagde hun stille og så på James. Det var ikke så meget et spørgsmål, mere en konstatering. Hun sukkede en anelse frustreret over sin hukommelse og kørte hænderne over ansigtet. Det var irriterende intet at kunne huske fra sit tidligere liv. Hun kunne kun få få glimt af det, og det var ikke ligefrem rart.
Hun betragtede ham stadig og kunne godt se hvordan han holdte øje med det hele, og han beundrede hans evne til det. Hun lagde hovedet let på skrå og nysgerrigt på ham imens hun prøvede at finde ud ad ham. Hun var nysgerrig, hvilket kunne ses i hendes grønne øjne, samtidig med at hendes blik var blidt og man kunne se at hun intet anede om hvad hun gjorde ved ham, hvor nervøs hun fik ham til at føle. Hun rejste sig stille op og gik med elegante skridt over til ham og om bag ham. Hun lagde blidt sine hænder mod hans skuldre. "Må jeg?" spurgte hun blidt og havde bøjet sig lidt ned imod ham og snakkede lavmælt i hans øre. Det var en helt uskyldig handling fra hendes side af, hun ville bare have ham til at slappe lidt af, hun kunne sagtens holde øje med det hele imens. Hun var vant til det.

han nikkede og så længe på hende og et sted i hans øjne var der beundring, men det var så også langt langt væk, inde blandt alt det kolde "de finder dem ikke, så med mindre de har glemt hvordan man forsvarer sig selv er jeg deres eneste beskyttelse ma'am" sagde han kort og stille og ekstremt fattet.
da hun igen begyndte at snakke om hendes død, sukkede han, men nikkede til sidst "jeg var der også ma'am, jeg stod bare vagt ude foran døren, sørgede for at ingen kom ind uden min tilladelse" sagde han med alvor i øjnene, en alvor der kunne skræmme, hvis man ikke var vant til den, for den var mere kold og følelsesløs end noget andet udtrykke han kunne præstere.
han stivnede da han så hendes rejse sig op og stille sig bag hende, og da hun hviskede han i øret, gik det næsten ned af ryggen på ham, han så på hende over skulderen og hævede øjenbrynet spørgende, men til sidst nikkede og og så ligefrem, hans skuldre var fuldkommen spændte og om lidt skulle han både forgive at slappe af også holde øje med det hele...det kunne han vel godt, altså han var jo en måske temmelig hørt bodyguard, så dette skulle han nok kunne

Cataleya så blidt på ham. "Jeg kan sagtens forsvare mig selv," sagde hun med en blid stemme og smilede sødt til ham. "Med eller uden våben, dét har jeg bestemt ikke glemt hvordan man gør." Hun klukkede blidt og smilede varmt til ham. Nogen ting kunne man bare ikke glemme.
"Det vidste jeg ikke," sagde hun blidt og så på ham med et varmt blik. Hun blev ikke skræmt væk af den kolde alvor i hans smukke brune øjne, der skulle meget mere til end bare det. Hun smilede bare til ham med et drilsk, men varmt glimt i hendes smaragdgrønne øjne.
Hun smilede over ham og bemærkede godt lidt hans reaktion på at hun hviskede ham i øret, men var ikke sikker på om det var rigtigt eller noget hun bare forestillede sig. Da han sagde god for det begyndte hendes fingre blidt og kyndigt at massere hans spændte skuldre. Man kunne mærke at hun vidste hvad hun gjorde, hun kendte trods alt alle trykpunkterne i et menneskes krop. Hun gjorde hvad hun skulle for at få det spændte over hans skuldre bort og få ham til at slappe af under hendes fingre.

han rykkede på stolen da hun begyndte at masere *pis* tænkte han, for hvis han slappede af, så ville hans skjold lukke ned og hvem vidste hvad han så kunne finde på, måske gøre noget hans hjerte ønskede, noget som hans hjerne ikke ville tillade, dette var virkelig ikke godt, men nu hvor hendes hænder var på han, kunne han ikke tænke klar, så han lagde hoved tilbage og lukkede øjnene, han sukkede og lyttede stadig med over alt, men nu var der et smil på vej frem på hans læber

Cataleya smilede blidt og tilfreds over hans reaktion og kunne mærke at han begyndte at slappe af under hendes fingre. Hendes smil blev større i takt med at hun kunne se at der bredte sig et smil på hans læber. "Det er sundt og vigtigt for kroppen at slappe af, bare en gang i mellem, min kære James," sagde hun blidt og i en varm tone. Hendes blik faldt på hans læber og hendes kinder blev varme over hendes tanker. Hendes hænder fortsatte deres arbejde og løsnede alle hans knuder i skuldre og nakke, og selv efter det, blev hun ved med at massere ham, hun havde ikke lyst til at stoppe.

han brummede og rynkede brynet, lod som om han ikke hørte hendes bemærkning, for det ville han ikke, han kunne ikke lade sig selv slappe af, aldrig ikke et sekund eller noget, et sekund også kunne Gideon eller en af de andre i huset være døde.
han rejste sig hurtigt op og før han overhoved kunne stoppe sig selv, havde han presset hende mod reolen og trykket sine læber mod hendes, da det var det hans hjerte ønskede så brændende at gøre, men hans hjerne forbød det, så nu hvor han ikke tænkte klart udnyttede hjertet situationen og han lagde sine hænder mod hendes kinder, mens kysset varede ved, dog trak han sig hurtigt væk og gispede "fuck" hviskede han og trådte væk

Cataleya lo blidt og lavmælt over hans brummen og synes, at det var sødt at han brummede sådan. Hun nød bare at han slappede af under hendes fingre. Hun nåede dårligt nok at se hvad der skete, når han havde presset hende ind imod reolen og hun mærkede hans læber imod sine. Det varede kun få sekunder før hun gengældte det og hendes hænder fandt om i hans nakke og gled op i hans bløde og pjuskede hår. Kysset var alt for hurtigt færdigt efter hendes mening, og da han trak sig tilbage gispede hun let efter vejret og så overrasket på ham med blussende kinder. Hun så blidt på ham og lod kort sine fingre strejfe sine læber, som stadig brændte efter hans kys. Hun var målløs, for at sige det mildt, og kunne ikke gøre andet end at se på ham med et varmt og blidt blik og et lille smil på læben.

han sukkede og satte sig ned på bordet, hvilede panden mod hånden og trak vejret hurtigt, dette var aldrig planlagt...det måtte ikke ske og det skulle det heller aldrig, aldrig nogensinde. han fik hurtigt fatningen igen og rejste sig op med et helt følelseskoldt ansigt "jeg må hellere køre dem hjem ma'am, hvis de ikke har mere de skal havde gjort her" han lagde hænderne om bag ryggen og med en rank ryg, betragtede han hende kørt, før han så væk og holdte øjne med at omkring dem

Cataleya sukkede stille og fik kort et såret blik, men tog sig sammen, og så så blidt på ham imens hendes kinder langsomt fik sin normale kulør. Hun så undrende på hans følelseskolde ansigt og savnede allerede det smil der havde været der før. Hendes læber brændte stadig af hans kys. "Jeg er færdig," sagde hun blidt og så på ham med et uudgrundelig blik og blev ved med at betragte ham. Hun sukkede lidt og sendte ham så et blidt smil. Hun var tilgivende, hun bar ingen nag, hun regnede med at han havde sine grunde til at gemme sig bag al det følelsesløse han bar rundt på. Nu havde hun bare tænkt sig at komme ind under huden på ham da hun jo gerne ville lære ham bedre at kende. Hun begyndte at gå mod udgangen ad biblioteket og regnede med at han fulgte efter.