I didn't expect to see you here ~Anthony

han sukkede og rullede med øjnene "få mig ikke til at panikke, du husker hvad der skete sidst og tro mig jeg holder mig ikke tilbage fra at gøre det igen" hvislede han og kørte en hånd igennem håret, mens han lænede sig op af døren, betragtede hende stille. han rystede dog på hove og åbnede igen døren "jeg trænger til et bad" sagde han og forsvandt ud af døren, han smuttede ind på sit værelse, smed igen tøjet og gik hen mod badeværelset hvor han stillede sig under den varme bruser, nød varmen, han sukkede og lade hoved tilbage, han plantede hænderne mod væggen og lukkede øjnene

Cataleya holdte sine hænder oppe foran sig med hånsfladen vendt imod ham. "Hvad har jeg nu gjort?" spurgte hun med et rynket bryn og et undrende blik. Hun sukkede stille og lod hænderne falde igen. Hun savnede at bruge kroppen fysisk, hun var rastløs og det kunne ses på at hun hele tiden strakte musklerne og ikke stod eller sad stille noget øjeblik. Hun nikkede bare blidt til ham og smilede varmt. "Okay," sagde hun blidt og rødmede kort. Da han var gået gik hun over og lukkede døren efter sig inden hun satte hun sig på sengen og rullede kort med skuldrene og smed så blusen igen. Hun lod langsomt sine vinger komme frem og strakte dem til deres fulde længde, hvilket ikke var så lidt. Hun sukkede lettet og samlede dem sammen på ryggen igen, rejste sig og begyndte at vandre frem og tilbage på hendes værelse endnu en gang. Hun bøjede og strakte fingrene, som om hun savnede at holde om noget. Hun stønnede frustreret og kunne ikke fonde ud af hvad det var hun ville.

han sukkede og slukkede vandet, dette var simpelthen for meget, han blev nød til at ende dette, om det så betød han kulle knuse hendes hjerte, var det hvad der var brug for...han kunne bare ikke have hende i sine tanker hele tiden...plus hvis hun så meget som prøvede at komme ind og overtage hans job, ville han knuse hende, kærlighed eller je, så elskede han Gideon og han ville ikke lade andre beskytte ham, medmindre de stod under hans kommando, han kunne lige klare denne Mike, men det var også det.
han sukkede, fik sit tøj på, hvorefter han gik mod biblioteket, det var et ganske smukt rum, som blev brugt til også at opbevare et meget smukt klaver. han holdte af nu og engang bare at komme ind og spille, lade tankerne flyde rundt, dog aldrig slappe helt af, det kunne han ikke tillade sig selv mere. han satte sig ned, gned hænderne mod hinanden, hvorefter han lod dem danse hen over tangenterne, den smukkeste musik fyldte rummet og ud i de andre rum, det var så vidt man kunne øre für elise

Cataleya havde virkelig ingen intentioner om at bare at prøve at overtage hans job, det interesserede hende ikke. Gideon var som en storebror for hende, og ja, hun elskede ham så sandelig, og hun havde det som om at hun havde gjort det selv før sin død. Men det var på en anden måde nu end før hendes død. Hun elskede James ... og han havde sagt, at han elskede hende. Hun kunne ikke helt fatte det, men hun kunne stadig høre ordene og så kunne hun ikke lade være med at smile. Hun rystede roligt sine vinger og hørte så musikken der strømmede ind igennem den lukkede dør, og hun stod helt stille et øjeblik imens hun trak sine vinger ind og trak blusen over hovedet igen og tog den på. Hun gik langsomt imod døren og åbnede den så og fulgte lyden af musikken. Den var vidunderlig, smuk, og hun var nysgerrig over hvem mon kunne lave disse smukke og sarte toner. Da hun opdagede at den kom fra biblioteket, satte hun farten lidt ned og lyttede med lukkede øjne et kort øjeblik inden hun gik ind i rummet og så James. Hun smilede og lænede sig op ad dørkammen og betragtede ham med dit varme og kærlige blik. Hun anede ikke at han kunne spille klaver, og slet ikke så smukt. Hun sagde intet, men lod ham bare spille i fred, han havde alligevel sikkert opdaget at hun var der.

han lukkede øjnene og så koncentreret ud, med en lille rynke mellem øjenbrynet, ramte han alle de rigtige tangenter, hvorpå han lavede den smukkeste musik. små minder fra fortiden dukkede op, ham som 13-årig der sad og spillede klaver for en 11-årig Gideon, hvordan han kunne se forskel på dem, var ufatteligt, men han havde latid kunne se en forskel...nu kom spørgsmålet bare op, havde han været sammen med dem da han var så ung, han huskede det virkelig ikke, men før han kunne tænke videre over det kom nye minder frem, af Gideon og ham selv der stod i et atelier, mans Gideon malede ham og han stod model.
dog med et blev hans koncentration en smule brudt, da hun kom ind, hvilket bare pissede ham af at hun stod der og betragtede ham, som om hun ejede ham, uden at tage øjnene fra klaveret og hvad der lød som om hans hænder aldrig forlod det, men hurtigt kastede han en bedøvelses pil, som ramte døren tæt ved hende "jeg kan ikke lide når folk stirre miss Cataleya, så fortæl mig hvad jeg kan gøre for dig" han stoppede og åbnede øjnene, han vendte sit ansigt og så på hende med kolde døde øjne

Cataleya så godt pilen komme og trak sig derfor længere væk inden den ramte. "Jeg ville jo bare ikke forstyrre dig, James," sagde hun blidt og så varmt og roligt på ham. "Det var derfor jeg intet sagde, jeg ville ikke forstyrre dit spil." Men hun kunne mærke på ham at hun havde gjort noget han ikke synes om, hun kunne bare ikke forstå hvad. "Jeg kom herned fordi at jeg hørte nogen spillede, jeg var nysgerrig over at se hvem der kunne spille noget så smukt," forklarede hun og gik over og trak pilen ud ad døren inden hun gik over til ham med den. "Du burde virkelig ikke gå rundt og smide med dem her, nogen kan være allergiske overfor dem," sagde hun med en blid stemme og så varmt ned på ham, ned i hans kolde og døde øjne. Det smertede hende at se ham sådan og hun havde mest af alt bare lyst til at kærtegne hans kind og blidt kysse hans bløde læber, men hun holdte stand. Ligemeget med hvor meget hun brændte at gøre det, så kunne hun ikke gøre det. "Men James, hvis du er irriteret over at jeg er her, så bare sig til, så går jeg." Hendes stemme var blid og rolig, det var kun set at hun bed sig let i underlæben der gjorde, at man kunne se at hun var nervøs.

han brummede og kneb øjne sammen, i hans hoved gav hendes forklaring ingen mening, men så på den anden hånd gjorde det "når men jeg bryder mig ikke om at blive stirret af, det er uagtet om du havde lyst til at forstyre mig eller ej" han så kort ned på tangenterne og derefter hende "jeg kunne ikke være mere ligeglad, plus den var aldrig møntet på at ramme dig, men ment til at jeg vidst hvor du var, jeg ved godt hvordan man kaster med ting uden at ramme folk" knurrede han og tog pilen fra hende, han lagde den ind i tøjet og sukkede stille. han lagde hænderne på sine lår, rejste sig op, hvorefter han lagde hænderne på hendes arme og satte hende ned på sæddet "nej lad da hver med at gør dig den ulejlighed, jeg går" hvæsede han og gik mod udgangen uden så meget som at se sig tilbage en eneste gang

Cataleya sukkede stille. "Det forstår jeg godt at du ikke bryder dig om, jeg undskylder," sagde hun blidt og så ned i jorden. Hun smilede kort over hans ord, om han knurrede dem eller ej. "Det tvivler jeg ikke på, James." Hun så blidt på ham og sukkede så lidt. Hun på klaveret og tænkte lidt på hans spil. Det havde været virkelig smukt spillet, men hun skulle have sagt noget, ikke bare blevet stående som hun havde gjort.
Da hun pludselig blev sat ned i sædet, skulede hun kort op på ham, da hun ikke kunne fordrage at andre bare satte hende et sted og forventede at hun gjorde noget. Hun rejste sig op og var hurtig efter ham og ind foran ham for at tvinge ham til at stoppe. "Lad nu være, James," sagde hun og så roligt på ham. Hun åbnede munden for at sige mere, men lukkede den igen med en smertefuld mine og så kort væk. Hun sukkede og hendes skuldre sank modløs. Hun mærkede sine vinger arbejde i ryggen på hende og hun spændte hårdt i skuldrene for ikke at lade dem komme frem. Ikke denne gang, ikke endnu.

han trak på skulderne "man kan ikke sige undskyld til alting, måske er det en lille ting for dig, men det er stort for mig, det er mine minder jeg for frem og jeg bryder mig virkelig ikke om det" hans stemme var nåede en tone, hvor den var koldere end den nu engang plejede at være.
han lagde armene over kors også koldt på hende "hvad skal jeg lade vær med, dette der er imellem os...med glæde, faktisk så stopper jeg det helt, det kommer aldrig til at blive noget, man kan ikke have en prinsesse og tjener sammen, sådan fungere livet bare ikke kære" han skubbede hende til side og åbnede døren

Cataleya så bare roligt på ham. "Jeg ser det ikke som en lille ting," sagde hun stille og roligt. "Jeg undskyldte fordi at du tydeligvis blev irriteret over at jeg bare stod og kiggede på dig." Hun så væk fra ham og nikkede til han sidste ord. Hun kunne godt forstå ham, men hun ville bare selv ønske at hun fandt mere ud af sin fortid, for hun kunne jo heller intet huske af den. Hun skælvede kort over hans stemme og prøvede virkelig at lade sig selv stå upåvirket hen, men det var svært.
Hun rystede på hovedet. "Nej, med at ..." startede hun, men nåede ikke længere i sin sætning. Hun måbede let ad ham og tårer gjorde hendes øjne blanke. Hun rystede på hovedet da han skubbede hende til side og hun vaklede ganske let. Da han havde åbnet døren, lagde hun en hånd mod hans arm. "James," hviskede hun stille og havde allerede genvundet fatningen. Hun åbnede munden for at sige noget, men kunne endnu en gang ikke finde de rigtige ord. Hun lukkede den igen og så trist på ham, hendes blik var smertefuldt, men hendes kærlighed til ham lå lige bag ved den.

han vendte sig mod hende og sukkede, selvom det ikke kunne ses på ham, hade han at se hende græde, han lagde hænderne på hendes skuldre "der er flere tusind drenge der ude, mere endda...jeg er ikke den dreng, gå ud og vælg en dreng på din egen alder" han strøg hende og kinden, rettede sig op og trådte tilbage, han kunne ikke være sammen med hende, ikke efter det Tessie forslog ham, at han kunne hjælpe dem, at være sammen med hende ville ødelægge alt, hun kunne blive dræbt også havde de hans svagepunkt, det var god nok kun hans niece og Gideon der var hans svage punkt indtil videre, men han skulle ikke have flere "det her er slut...du kan være her så længe du ønsker, jeg er sikker på at Gideon ikke vil have du går" han vendte sig om og gik nedenunder

Cataleya så væk fra ham, forlegen over at være så følsom, hun hadede det mere end hun viste. Hun rystede på hovedet over ham. "Jeg vil ikke have hvem som helst og alder betyder intet for mig, James," sagde hun med en blid ro og så på ham med et blik der sagde alt, at hun ikke havde tænkt sig at opgive sine følelser, at hun ikke kunne. "Jeg ved allerede hvem jeg vil have." Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil. Hun nød hans korte berøring, men samtidig bange for at det ville blive den sidste gang det skete.
Hans ord skar i hendes bryst, men den her gang foretræk hun ikke en mine. Hun så bare på ham indtil han var gået. Der gik det op fo hende at hun havde holdt vejret. Tårene begyndte stille at trille ned ad hendes kinder imens hun gik ud ad biblioteket og videre nedenunder. Hun så ikke på ham da hun gik forbi ham, om hun ikke turde eller bare ikke kunne, var hun ikke helt sikker på, hun satte bare farten op og nærmest løb imod døren imens man kunne se vingerne arbejde under hendes hud. Hun åbnede døren og blev ved med at løbe imens tårene blev ved med at væde hendes kinder. Da hendes gyldne vinger sprang frem, satte hun af og lettede fra jorden og fløj bare. Noget drev hende indtil byen, men hun var langt fra sikker hvorfor, indtil hun landede foran en velkendt bygning. En velkendt lejlighedskompleks.

//Nå, hvordan fortsætter vi så nu? xD