Alt er forandet nu, det virker så uvirkeligt. - Daniel. ^.^

Sted :: Mystic Falls, Grillen.
Tid :: 18.42.
Vejr :: Regn, køligt men roligt og hyggeligt.
Omkring :: Andre som hygger sig på grillen med venner osv.
Humør :: Glad, men på en underlig måde.
Formål :: At tænke lidt over tingene og måske møde nogle gamle venner.
Tøj :: Tøjet.

De trætte øjne kastede et tilfreds men søvningt blik rundt i lokalet. Der sad flere familier rundt omkring, hvilket Kristen ikke kunne lade være med at lægge mærke til. Hendes trætte of slappe arme var lukket rund om sin mave i et forsøg på at beskytte den for en hver pris. Hendes hovede lå skråt på stolens ryglæn, som hun ellers ikke benyttede. Noget som hun måske burde. Hun var helt udmattet og sad næsten og sov, foran det der også snart ville være hendes kunder. Det var edentligt ikke fordi hun havde haft sådan en hård dag, men den lille pige tog meget på hendes krafter. Ikke fordi hun havde noget imod det, hun ville gøre alt for sin lille pige.
Mens den sidste tanke løb gennem hendes hovede, og trak lidt i hendes mundvig, så et lille sødt smil kom til syne, lod hun bliket glide ud over de mange mennesker igen, som sad og snakkede eller spillede dart med vennerne. Hun lod sin hånd vile mod sin nu ellers ret synlige mave, og lod de meget små bevægelser skubbe hendes mave op mod hendes håndflade. Der var ikke helt så meget at mærke endnu, men Kris vidsteat der var liv derinde. Endnu et lille sødt, men træt smil gled over hendes læber. Hun havde virkelig været meget igennem siden den tid med Daniel. Hendes tanker stoppede bart op ved det sidste ord. Daniel. Det ene ord i sig selv, var nok til at give et stød gennem hele hendes krop, som hun næsten var sikker på at hendes lille datter også ville være i stand til at mærke. Hun bed sig en smule i læben mens hun forsøgte at finde grunden til dette lille stik af smerte.
Det var ikke svært at finde frem til, og det tog ikke lang tid, før hun var klar over hvad der var grunden til hendes pludselige humør skift. Hun savnede ham.
Daniel havde været en stor del af hendes liv, og nu var han bare væk. Væk som om hun aldrig ville se hans ansigt for sig igen og aldrig høre hans stemme mere. Hun var klar over at han måske ikke havde lyst til at se hende. Han havde vel også travlt derhjemme med Tess, og hvem vidste om der var andre end hende. Det var så længe siden at hun havde talt med ham, at det næsten bragte tårene frem. Hun havde ikke lige forudset at han ville forsvinde helt, da de var gået fra hinanden.
Måske ville han dukke op igen, bare for en stund. E ting var sikkert, Kristen vidste ikke hvordan hun skulle holde det ud, hvis han nu for evigt var væk.

Daniel havde det sidste lange stykke tid været optaget af arbejde. Han havde været tvunget til at tage ekstra vagter til at få det hele til at hænge sammen. Han havde mistet penge for det hus han havde købt sammen med Kristen, da de skulle sælge det igen. Og det havde kostet ham at få sin gamle lejlighed tilbage, så han havde en del at betale af på. Men heldigvis havde han ikke vagter de næste 2 dage, så han kune bare rigtig få slappet af og indhentet den manglede søvn, hvilket også kunne ses på ham. Hans hår sad en smule pjusket og han havde sit træningstøj på, ikke fordi at han ikke så godt ud i det, men det var bare et tegn på at han ikke rigtigt havde tid til at gøre mere ud af sig selv. Og han havde små mørke rander under sine øje, men de ville forhåbentlig forsvinde med det samme han fik mere end 3 timers søvn. Me det var nok ikke kun manglen af søvn der fik ham til at se så udmattet ud, det stressede ham også en smule at hans gæld og det faktum at han ikke havde set Kristen eller Tessie i lang tid. Men det var nok være med Kristen, for det var virkelig lang tid siden at han havde hørt noget fra hende eller stød på hende nogen steder.
Daniel havde intet i køleskabet der hjemme så han havde bestemt sig for at tage på Grillen for at få noget at spise, det var meget nemmere end at tage ud og handle og derefter spise, selvom det var uungåligt at skulle ud for at købe ind. Daniel gik ind på grillen og han fik ret hurtigt øje på Kristen. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne var det virkelig hende. Han næmede sig hende hurtigt, men da han kom tættere på lagde han mærke til hendes mave, og han kom nu i tvivl om det virkelig var hende, men det var det. Hun var gravid!
"Kristen!" Var det eneste der kom over hans læber da han stod 2 meter væk og så overrasket på hende.

Det trætte smil sad stadig ved hende, som om det var malet på. Hun kunne ikke få sig selv til ikke at være glad. Selvom hun havde sine problemer og en lidt hår hverdag, så ville hun ikke se svag ud. Måske fordi hun havde en eller anden tanke om at hendes lille datter, ville kunne mærke det på hende.
Hun rettede lidt på sig selv og lagde sine arme til rette over hendes mave igen. Det var noget hun bare altid gjorde når hun var ude nogen steder uden at være sammen med Matt eller en anden sm hun vidste, ville passe på hende og pigen.
Kristens tanker blev afledet lidt efter af en meget kendt stemme, hun undrede sig lidt over hvor stemen kom fra. Man da hun fik rettet sig lidt op og havde kastet sit blik rundt, fik hun øje på ham. Daniel. Et stort smil lyste roligt op i hendes ansigt. Hun havde virkelig savnet ham. Hun bed sig en smule i læben for ikke at virke for glad, da hun så hans ansigt igen. Men det kunne dog let ses på hende at hun virkelig var glad for at se ham. Hun blinkede et par gange og gav et fnis fra sig. "Heys! Da.. Wow, det er virkelig dig!" Det var det eneste svar han fik, men det var dog efterfuldt at et lille kluk og endnu et stort smil. Kristen ville gerne tale med ham, rigtig gerne. I dette lille øjeblik glemte hun alt om barnet. Hun var bare rigtig glad for at se Daniel igen, så hun fik en lille følelse af at det hele stadig var som det var en gang. At der stadig var noget mellem dem. Det gav et lille stik af smerte i hende og hun lod hurtigt blikkt glide ned til hendes mave igen. Hun lavede en kort grimasse, hun var ret flov over at hun kunne glemme hendes lille engel. Andre på grillen passede bare dem selv men kastede ligesom alle andre et par gange et undrende blik i retningen af Kristen. Hun var ved at vænne sig til det så hun gjorde ikke noget ved det.
"Vil.. øhh. Kom her.." Smilte hun i retningen af Daniel og rekte en hånd op mod ham, som tegn til at han skulle komme hen til hende, så hun kunne give ham et kram. Hendes ene hånd lå stadig mod maven og kærtegnede den blidt.

Det var ganske uvirkelig for Daniel at se Kristen sådanne. Gravid! Han huskede tydeligt den aften hvor hun fortalte ham at hun var bange for at hun var gravid. Han havde først være skræmt ved tanken om et lille barn, men tanken om at det ville være deres barn havde reddet det hele og han var faktisk ked af det, da de fandt ud af at hun ikke ventede sig alligevel. Og nu sad hun her med struttende mave, det kældte hende virkelig at være med barn, men han kunne ikke lade være med at tænke tanken, at det kunne have været hans barn. Det kunne have været hans barn hun ventede, men i stedet var det Matts, eller det gik han i hvert fald ud fra at det var.
Daniel nærmede sig hende langsomt. Han var stadig lidt i chok, for et godt stykke tid siden ville det havde været ham og Kristen der ventede barn, hvis altså hun havde været gravid der. Han prøvede at ryste tankerne af sig, for han mistede retten til at tænke på hende sådan da han forlod hende for Tessie. Hun var sikkert meget lykkelige med Matt. Selvom han savnede hende, håbede han i det mindste at hun var lykkelig.
Daniel var stadig tavs da han lagde armene om hende og trak hende ind til sig i et kram. Det var ganske blidt for han var bange for at hun ville gå i stykke foran sig, hun så så skrøbelig ud, men hendes personlighed havde ikke set ud til at være stærkere. "Kristen. Jeg har savnet dig" fik han sagt inden han slap hende og satte sig ned overfor hende. Han kunne ikke få blikket fra hende. "Jeg vidste ikke at dig og.... øhm Matt ventede barn" sagde han stille, men højt nok til at hun ville kunne høre det.

Daniel stod foran hende. Lige foran hende, lige der. Det var derfor at hun ikke kunne få øjnene fra ham, eller få smilet til at gå væk. Hun havde virkelig savnet ham, det kunne hun tydeligt mærke nu. Savnen gnavede i hende, men hun kæmpede hårdt for ikke at vise det. Både for Daniel og for den lille, som efter hendes mening ville kunne mærke det. Hun rettede en smule på sit tøj og rejste sig langsomt op, med en beskyttende hånd mod sin mave. "Heys.." det kom næsten ud som en svag mumlen inden hun også lagde armene om ham. Savnen kunne igen mærkes ret tydeligt, og mens hun stod ser hos ham kunne hun ikke rigtig skjule det. Hun kunne godt mærke at han fosøgte at være forsigtig og rolig, men selv, forsøgte hun bare og nyde det så meget som muligt. Hun lod kort sine fingre lukke sig sammen om hans trøje i siden for at få ham tættere på sig. Hun lukkede kort sine øjne med et skævt smil.
"Hmm.. Jeg har også savnet dig." Hun nød at sige det højt uden at virke som et fjols. Det var første gang i lang tid at han havde sagt det samme. Hun blinkede lidt for at vække sig selv og komme tilbage til virkeligheden. Det var rigtig rart at stå sådan hos ham men hun kunne også godt forstå, at det nok ville føles forkert.
Kristen lod ham trække sig lidt væk, og valgte ligesom ham, at sætte sig ned. Hun satte sig i den samme stol som før, og lod blikket vile på ham. Hun bestragtede ham med et blidt lille og sødt smil. Hun undrede sig meget over at han var så stille, men sagde ikke noget om det. "Ohh.. yeah je.." Hun begyndte at tøve, da hun lige skulle finde den rigtige start frem. "Jeg ville have fortalt det, men.. Vi snakkede ikke rigtigt sammen og.. Jeg vidste ikke om du boede hos Tess eller.." Uden at færdig gøre den sætning smilte hun bare og lod den hænge lidt i luften. Hun kunne ikke lide at tale om ham og Tess. Hun havde det stadig ret dårligt med, at være blevet valgt fra.

Det føltes overhovedet ikke forkert at kramme Kristen, det føltes helt rigtigt. Hvilket også skræmte ham en smule. Han vidste godt at han havde savnet hende, men at det ville være så meget og at han stadig elskede hende var ikke rigtigt gået op for ham. Eller også ville han bare ikke indrømme det, for hun var sammen med Matt og de skulle have et barn! Og han var jo sammen med Tessie.
Daniel elskede at mærke at hun gerne ville have ham tættere på og det fik ham også til at smile lidt. Da hun satte sig ned på den samme stol som hun sad på før kunne han ikke lade være med at kort betragte hendes mave inde hun svarede ham. Han var ked af at hun havde følt at hun ikke kunne fortælle ham den store nyhed, for lige meget hvad så var hun stadig en del af hans tanker. Han havde bare ikke fortalt det til nogen. "Det er okay" sagde han og smilte svagt igen. "Men nej jeg bor ikke ved Tessie. Jeg bor stadig i den lille lejlighed" i hvert flad lidt i endnu - tænkte han. Han havde dog ikke betalt det hele i endnu, så han var ikke sikker på at han ville kunen blive ved med at blive boende der. Men han havde ikke fotalt det til nogen, og han skubbede dog også hurtigt disse tanker væk, for penge var det sidste han havde lyst til at tænke på eftersom han sda her sammen med Kristen, som han ikke havde set i lang tid. "Men hvordan har du det? Og Matt" spurgte han stille lidt efter. Han betragtede hendes smukke ansigt mens han ventede på hendes svar.

Kristen undrede sig stadig meget over at han var så tavs. Hun havde lyst til at spørge ind til det, men vidste ikke om det var noget han ikke ville tale om. For hvis det var, ville hun bare se dum ud, når hun prøvede at finde svaret. Og hun ville nok heller ikke få det. Daniel var også en stor del af Kristen, det havde han været siden hun forste gang havde forelsket sig i ham. Hun havde den gang sagt til sig selv, at hun ikke ville lade ham gå ud af hendes liv, og det ville hun holde fast på. Derfor var det også rigtig dejligt at hun nu igen, kunne tale med ham uden at græde eller få smidt noget i hovedet, med at han hellere ville have Tess. Hun var hans ven nu, selvom hun stadig elskede ham ret meget, ville hun for alt i verden ikke miste det venskab nu. Det betød alt for hende. Efter at være siddet tavs og havde lyttet til ham, svarede hun roligt. "Kay.. Jeg troede bare.." igen afsluttede hun ikke. Hun lod den som før hænge i luften, mens hun nu kunne mærke en sær glade brede sig. Hun var glad for at han ikke var flyttet ind hos Tess, men hun vidste ikke hvorfor og hun ville nok heller ikke indrømme det overfor sig selv.
Kristen betragtede ham kort og langde mærke til at han kiggede mod hendes mave. Det gav hende en mulig grund til at han var så stille, men hun troede ikke helt på det. Han var jo sikkert længe kommet over hende og havde det skønt med Tess. Det havde ikke noget med barnet at gøre, det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv. Hun bed sig kort i læben og rejste sig tøvede for at sætte sig over i sofaen hos ham. Hun vidste ikke helt hvordan han ville reagere men hun kunne ikke lade være. "Det går godt, jeg mener.. Vi har det godt. Hvad med dig?" spurgte hun til sidste og grev ud efter hans hånd. En meget stille bevægelse, ind til hun havde hans hånd i sin. Hun gav den et blidt klem og smilte skævt til ham.

Daniel smilte lidt da hun igen ikke fuldendte sin sætning. Han trak på skulderne. "Tiden har bare ikke været til det. Hun har travlt og jeg har arbejdet meget her på det sidste såhh." han fuldendte hellere ikke hans sætning, han gjorde lige som hende og lod den hænge i luften.
Da Kristen rejste sig op for at sætte sig ned ved siden af ham, greb han blidt fat i hendes arm for at støtte hende. Han vidste godt at hun nemt ville kunne klare sig selv, men han var altid bange for at der ville ske ham noget. un var efter alt menneske, et menneske lige som ham. Der var ikke mange omrking ham som var mennesker. Han bedste ven var en heks, hans kæreste en varulv, hans kærestes børn varulv og vampyr, hans søster vampyr og de få andre venner han havde var enten vampyr eller en af de oprindelig. Så det var dejligt at være sammen med Kristen, hun var menneske ligesom ham.
Daniel smilte da hun sagde at de havde det godt. Han var glad for at hun var glad. Han så på deres hænder efter hun havde taget hans hånd, men lidt efter så han igen på hende. "Jeg har det fint. Lidt træt, men ellers ganske udemærket" han listet pænt uden om hans problemer. Han ville ikke belemmere hende med dem.

Han svar var mere en rigtigt. Hun kunne godt forstå det. Det hele skulle hænge sammen, det var helt sikkert. Ellers var der altid noget der plejede at komme i vejen, det kendte hun alt til selv. Hun nikkede kort og fortalte ham, hvad hun lige havde tænkt. At hun godt kunne forstå det, fordi hun selv kendte til det.
Hendes tommelfinger glem over hans håndflade mens hun så ham i øjnene med et smil. Hun havde virkelig savnet ham og hun håbede at hele sit hjerte at han havde det på samme måde. Der var meget som de skulle have snakket om, meget som de skulle indhente. Den tanke fik Kristens lille smilt til at blive lidt større. Hun bed sig kort i læben mens hun fotsat lod sin tommelfinger kærtegne hans håndryg. Hun var ikke sikker på, om hun gjorde det af ren lyst eller om det var savnen der talte. Men noget havde fået hende til det.
"Hvor har du været? Je.. jeg troede at vi ville se mere til hinanden.. Det føles som om du ikke har været i byen." Den sætning kom ret pludseligt fra Kristens læber, hun havde ikke en gang tænkt det igennem inden hun kastede ordene ud i hovedet på ham. Hun tøvede lidt og lavede en kort grimasse, der fortalte ham at det ikke skulle ses som, at det var hans skyld. Hun vidste godt selv at meget af skylden var hendes egen. Hun lod blikket glide ned til hende mave igen, hvilket gjorde hende opmærksom på at hendes mave var fri. Hun lagde den anden hånd over sin mave igen, som om at hun ville holde fast på dem begge.

» Frihed.. For nu.. } Daniel
» Jeg har en gave - Daniel
» På vej hjem.. }Daniel