Heys.. Jeg ville bare.. Det er godt at se dig igen :) ::Daniel.

Sted: Daniels leglighed.
Tid: Mørket er ved at falde på, men klokken er ikke mere end 16.00.
Vejr: Regn, med okay kold vin.
Omkring: Ingen, ret fredeligt.
Humør: Håbefuld.
Grund: Vil virkelig gerne tale med Daniel igen, som den gang vi var venner.
Påklædning: http://4.bp.blogspot.com/_KR59ASDbKTI/TC2eKMTY1cI/AAAAAAAAAMQ/5oIWFPUwXNo/s1600/kristenstewart.jpg

Kristen sad ude i sin bil. Hun havde lige slukket motoren.
Hun holdte udenfor Daniels lejlighed, som hun nemt kunne finde. Han havde jo fået den gamle tilbage så Kristen var ikke i tvivl om hvor den lå henne. Hun var en smule nærvøs, men følte at hun havde lavet alt for meget rav i den, de få gange hun havde set Daniel efter de slog op. Det havde aldrig været hendes mening, men hendes følelser havde været i vejen, og uden at hun havde kunne stoppe det, havde hun sagt de helt forkerte ting.
Hun var nu taget ud til Daniels lejlighed fordi hun ville have en chance for at gøre det hele godt igen. Bare en chance for ikke at opføre sig dumt foran ham, hun ville virkelig gerne tale med ham. Hun savnede ham ret meget, men nu var det mest som sin ven. Hun ville ikke have ham helt ud af sit liv og hun vidste at han havde det på samme måde. Hun var kommet videre nu, hun havde tilgivet ham, eller nok mest bare indset at de ikke kunne blive mere end venner. Hun havde også Matt. Nu håbede hun bare på at Daniel var hjemme så hun kunne se ham igen. Hun havde ikke haft det særligt godt med det hun sagde sidst, ikke at hun ikke mente det, men hun havde det dårligt over at have sagt det højt. Hun rettede lidt på spejlet foran og tjekkede at hun ikke så helt tam ud, for hun tog selen af, åbnede døren og våvede sig ud. Hun gik roligt op mod døren til hans lejlighed, men hun forsøgte ikke at blive helt gennemblødt. Det havde regnet selv inden hun kørte af sted, men hun ville se ham. Hun kunne ikke klare tanken om aldrig mere at se ham på grund af noget hun havde gjort.
Kristen bed sig en smule i læben og bankede så på døren. Hun ventede roligt og så sig lidt omkring i mens, det hele lignede sig selv. Hun tøvede kort og fandt så det gode gamle smil frem.

Daniel havde været på arbejde natten før, så han havde fri denne nat. Derfor var han hjemme og vidste ikke rigtigt hvad han skulle lave. Han havde prøvet at slå tiden ihjel ved at se noget tv, men det var ikke rigtigt lykkes ham. Han havde lyst til at ringe til Tessie for at spørge om hun ikke kom over, men så kom han i tanke om hvor længe siden det var at han havde set Kristen. Og hvordan deres møder altid endte. Han ville ønske at de bare kunne ses uden at skulle råbe af hinanden og være vrede. Han sanvede hende virkelig og håbede at hun en gang ville tilgive ham.
Daniel sad i sofaen og tænkte, da det bankede på døren. Han ventede ingen gæster så han havde ingen idé om hvem det kunne være, så han rejste sig langsomt fra sofaen og gik i retning af døren. På vejen der hen fik han øje på sin mobil, der lå på køkkenbordet. Skulle han ringe til Kristen for at spørge kort om hvordan hun havde det. Han skubbede tanken fra sig da han igen kom i tanke om hans uventet gæst. Han åbnede døren og fik øje på Kristen udenfor. Han smilte svagt til hende, ikke fordi at han ikke var glad for at se hende, men fordi han vidste ikke hvorfor hun var kommet. Var hun der fordi at der var noget galt, for at råbe af ham eller for de kunne snakke sammen. Han håbede på det sidste. "Kristen" sagde han en smule overrasket. "Hey, kom indenfor" sagde han og trådte tilbage så hun kunne komme indenfor, mens han holdt døren for hende.

Kristen stod lidt og tænkte mødet igennem. Hvordan hun skulle komme i gang med en samtale og hvordan hun skulle opføre sig for at de kunne snakke stille og roligt hele mødet igennem. Måske var han slet ikke hjemme. Hun skubbede tanken væk da hun kunne se nogen ved døren. Hun fik et lille smil frem og ventede så tavst til døren blev åbnet. Hun så roligt ned og blinkede et par gange, hvad skulle hun nu gøre hvis hun ikke kunne styre sig igen? Nej, det skulle bare gå denne gang, det måtte ikke gå galt! "Heys.." svarede hun kort og tog skridtet indenfor så han kunne lukke døren. Derefter blev hun stående lidt uden at gøre noget. Hun ville ikke tage jakken af og gå helt ind, hvis han ikke ville se hende. "Dårlig tidspunkt?" spurgte hun en smule trist, ikke fordi hun regnede med at han ville smække døren i hovedet på hende, men fordi hun gerne ville tale med ham igen. Hendes savn var ikke ligefrem blevet mindre da hun havde set ham.
Hun tøvede lidt og bed sig kort i læben, hun havde lyst til at give ham et kram, men efter sidste gang de havde snakket sammen, vidste hun ikke om han ville opfatte det forkert. Hun smilte roligt men en smule genert, det var hun normalt ikke, men hun ville gerne have at alting gik godt nu.

//Ikke det længste svar ^^' Sorry..

Daniel huskede tydeligt alle de gange Kristen havde været hjemme ved ham. Både som ven og som hans kæreste. Han vidste ikke helt om han skulle syntes at det var underligt at hun var tilbage i hans lejlighed, men han var nu ikke sikker på at om var han var hende ven mere. Han ville altid betragte hende som hans ven, men han var ikke sikker på at hun havde det på samme måde, men det var der kun en måde at finde ud af.
"Nej, det passer faktisk rigtig fint" sagde han og smilte igen lidt svagt. Han hadede at de blev nødt til at være så forsigtige omkring hinanden for ikke at ende i et skænderi igen. "Jeg tænkte faktisk på at ringe til dig" sagde han og nikkede lidt for sig selv. "Bare hæng din jakke fra dig" sagde han venligt og lukkede døren efter hende og gik mod stuen, men standede op for at vente på at hun fulgte efter ham. Han havde noget at sprøge hende om. Han havde hørt lidt rygter i byen, men han var ikke sikker på at det var sandt, og derfor ville han gerne spørge hende personligt. Han havde hørt at hun var sammen med Matt, og han vidste faktisk ikke helt hvordan han havde det med ham. Han syntes at det var ret underligt at Tessie og Matt havde noget før Daniel kom ind i Tessies liv og hun valgt Matt fra for at være sammen med Daniel. Og nu hvor Kristen og Daniel ikke er sammen mere finder hun sammen med ham. Det var sgu lidt underligt. "Hvordan har du det? øøhm.. Matt og dig? er det sandt" spurgte han så lidt efter. Han vidste slet ikke hvordan han skulæe spørge hende, for faktisk ragede det overhovedet ikke ham.

//Jeg logger af nu, så vi skrives Smile

Kristen stod lidt og så på ham. Hun lyste op i et smil da hun hørte hans svar, som var lidt uventet. Men det gjorde hende glad. Hun nikkede lidt og bed sig så kort i læben da hun hørte fortsætelsen til hans svar. Hun så mod ham med et skævt "Virkelig? Hmm.. Sjovt sammentraf." Hun gav endnu et lille halv genert smil fra sig. Hun var glad for den vej det så ud til at gå. Hun håbede på at han savnede hende lige så meget som hun savnede ham. Indtil videre kunne det godt se sådan ud.
Kristen hang sin jakke op og tog roligt sine sko af. Hun ville ikke svine hans gulv til, selvom han sikkert ikke havde så meget imod at hun havde sko på. Hun Smilte lidt igen da hun så han ventede på hende. Hun var rigtig glad for ham og lige der kunne hun se, for første gang, at hun ikke ville kunne undvære ham længere end hun allerede havde gjort.
Kristen fulgte ham roligt ind i stuen, det hele virkede så underlig roligt, som om der var en vis klang over hans hjem. Det hele så også fint ud, ligesom den gang hun kom ind i huset for første gang. Kristen kunne saktens genkende det. Hun tænkte kort tilbage og tanken fik hende til at smile. Hun havde virkelig kendt ham ret længe efter hånden, hvordan skulle hun kunne leve, hvis hun ikke var hans ven. Kristen tog mod til sig og gav ham et stort kram da hun havde mulighed for det, inden han havde sat sig igen. Hun lukkede roligt hendes øjne og nød følelsen af at han var der igen, dog alligevel ikke på helt samme måde. Det vidste hun godt og hun vidste godt at det også skunne være sådan. Kristen gav et lettet suk fra sig hvorefter hun fniste en smule. "Undskyld.. Men jeg har savnet dig så meget, så du kan lige våge på at skubbe mig væk!" Hun gav et lille grin fra sig og holdte sig lidt ind til ham, bare lidt. For en kort stund.
Efter lidt så hun på ham igen og bed sig lidt i læben, "undskyld. Jeg ville bare.. Det er virkelig godt at se dig igen." Hun smilte lidt undskyldene. Hendes savn var blevet for stort og igen havde hun bare gjort noget uden at tænke over det, men denne gang føltes det som om hun handlede rigtigt. Det var dejligt at holde om ham igen, den kontakt havde hun helt sikkert savnet. Det at hun ikke kunne give ham et kram, havde virkelig pint hende. Ikke kun fordi hun før ikke var kommet videre, men fordi det virkede som om hun havde mistet ham helt. Nu vidste hun at hun stadig havde ham hos sig, som sin ven. Det betyd alligevel meget.
Daniels stemme var alt hun fokuserede på, hun tænkte sig nøje om inden hun valgte at svare. "Jeg har det fint.. Meget bedere." Hun lyttede roligt videre da han lidt efter sagde noget igen, men hun blev ret overrasket over hans spørgsmål. Hun forstod det ikke helt, men hun havde ikke noget imod at han spurgte hende. Kristen smilte skævt og så på ham, hun nikkede lidt. "Year.. det er det." Hun svarede roligt, uden at ville skjule noget. Hun kunne ikke se hvorfor hun skulle det og hun ville gerne bygge noget op med Daniel, sådan at de kunne stole på hinanden og det var jo kun muligt hvis hun også var ærlig.

Daniel gav hende et blidt klem og savnede pludselig følelsen af at have hende så tæt på. Da hun trak sig væk fra deres kram, smilte han til hende som han altid havde gjort. "Jeg lover at jeg aldrig skubber dig væk. Jeg er virkelig ked af at jeg ikke har været nogen god ven til dig, specielt her på det sidste hvor du virkelig har haft brug for det. Men jeg kan ser at alt er ved at falde på plads igen" sagde han og smilte virkelig undskyldende. Han havde ikke været den person der havde fået hende op igen, han havde været den person der havde skubbet hende ned mod jorden og holdt hende der. Det var han overbevidst om, og han var virkelig ked af det. Kristen var en fantastisk person og hun fortjente virkelig at være glad.
"Og du er lykkelig nu" spurgte Daniel hende og hentydede til hende og Matt. Han følte lidt at han var ansvarlig for hende. Ikke som hendes kæreste eller eks, mere som hendes ven. Han ville virkelig give alt for at hun kunne være lykkelig resten af hendes liv. "For så længe du er det, er jeg" sagde han. "Ikke fordi at du har brug for min tilladelse eller noget, men jeg vil bare lade dig vide at jeg er glad for at du har fundet Matt" sagde han smilende.

//Ikke lige så langt, men håber at det kan bruges Smile

Kristen var glad for hans reaktion. Den var ret uventet og hun ønskede nu at hun havde gjort det for længe siden, men hun var rigtig glad for det. Hun smilte lidt til ham og bed sig kort i læbet med et skævt smil. Hun var glad for at se ham igen og de havde fået en god start denne gang, så måske kunne de nu endelig starte forfra, som venner. Kristen lyttede og nikkede lidt mens hun forsøgte at finde ud af hvorfor han ville sige det, på den måde. "Det er okay.." smilte hun efter lidt, hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige. Det hele virkede en smule underligt, underligt malplaseret. deres snak om hende og Matt og bare i det hele taget dette møde. Kristen ville ikke give op, hun vidste at de havde brug for det før det kunne tale om andet i deres liv og bliver rigtige venner igen.
Kristen nikkede kort og kørte en hånd gennem håret. "Year.. sådan lidt." svarede hun i en munter tone og smilte skævt.
Kristen smilte skævt og drejede sig lidt for at se rundt, eller bare ikke for at se på ham. Hun smilte kort stort for sig selv og så roligt på ham igen, da hun var svinget om, så han kunne se hende igen. "Year.. jeg mener... det tror jeg da.." smilte hun lidt og gav et kort fnis fra sig. Hun så lidt på ham og undrede sig en smule "Kay? Såå du er.. glad, når jeg er?" spurgte hun en smule tøvende, men smilte så stort. Hun vidste godt hvad han mente og hun var rigtig glad for det. Hun så venligt på ham med et sødt og stort smil. Kristen lyttede roligt videre og undrede sig ingen en smule over ham. Hun klukkede lidt over ham og gik roligt, men små skridt hen til ham. Hun smilte skævt og lægde armene om halsen på ham. "Tak.." smilte hun stort. Hun bed sig lidt i læben og nussede ham kort i nakken før hun hurtigt slap ham igen og lagde armene om hans ryg i stedet for. Hun lænede sin pande mod hans bryst og gav ham et blidt knus igen. Hans mening betød meget for hende.

Daniel rystede på hovedet. "Nej det er ikke okay. Jeg har været en dårlig ven og jeg håber at du kan tilgive mig" sagde han stille og så på hende med et bedende blik. Han havde på fornemmelsen at hun ville tilgive ham, mest fordi at hun altid havde det bedste i tankerne. Selv hvis hun lavede en fejl, var det aldrig for at såre nogen. Hun ville alle det bedste, sådan havde han i hvert fald altid opfattet hende.
Daniel lo lidt af hans underlige måde at forklare det på, men nikkede da hun sagde at han var glad når hun var. "Men nok om det. Hvordan har du det for tiden" spurgte han lige inden hun lagde armene omkring ham og han blev først helt paf. Det var ikke noget han havde forventet at hun ville gøre, men han havde ikke noget i mod det. Han lagde armene omkring hende og trykkede hende ind til sig. Han var glad for at det var muligt for dem at gøre igen, for det havde set sort ud for dem i lang tid. De havde råbt og skændtes hver gang de havde været sammen og forladt hinanden i vrede, men det så ud til at være noget andet denne gang. Det var han rigtig glad for, da hun stadig betød rigtig meget for ham.

//Skal lige spise Smile

Kristen så roligt på ham og rystede kort på hovedet af ham. "Hey.. Daniel.." sagde hun og tøvede kort inden hun fortsatte hvor hun slap. Hun smilte sødt til ham mens. "Jeg er ikke sur på dig.. Jeg har tilgivet dig." Hun smilte skævt og bed sig kort i læben, uden at vide hvad hun ellers skulle sige. "Hvad skulle jeg ellers gøre? det er jo dig.." mumlede hun kort, uden at være sikker på om han ville høre det eller ej. Hun håbede lidt på at han ikke hørte det, men på den anden siden ville det være dejligt at han vidste det.
Kristen bed sig kort i læben og lænte sig helt ind mod ham. Det var dejligt at mærke ham tæt på sig igen, uden at det betød noget forkert. Hun havde savnet hans kram og hans nærvær, så det var en smule svært for hende at holde igen, når hun nu endelig fik et kram af ham. "Hmm.." mumlede hun kort og fniste en smule før hun så op på ham, uden at slippe ham. "Du virker helt.." hun bed sig lidt i læben og ryster så kort på hovedet. Hun vidste ikke helt om det var okay med ham at hun var så tæt på, eller noget. Hun svarede ikke helt på hans spørgsmål men, hun ville gerne høre hans svar til det hun lige havde sagt.

//Kort men ^^'

Daniel smilte da hun sagde at hun havde tilgivet ham. Det betød meget for ham, for det havde virkelig gået ham på at han ikke havde behandlet hende ordenligt. For det havde han altid lovet hende at han ville, ligemeget hvad. Han smilte og trykkede hende lidt tættere ind til sig. Han havde virkelig også savnet det, så det føltes helt umuligt at give slip på hende. Det var en fantastisk tanke at de nu stod her sammen og kunne give hinanden et kram uden at det var underligt. De var bare 2 venner. Måske ikke helt normale venner, da de havde meget historie sammen, men det var i hvert fald en begyndelse.
Daniel lo lidt da hun ikke fuldendte sin sætning. "Jeg virker helt hvad?" spurgte han nysgerrigt og ventede spændt på hendes svar.

//Hellere ikke så langt herfra Smile

Kristen stod stille hos ham, hun elskede det her, måske lidt mere end hun burde. Hun vidste at det var mere end hun burde, måske endda mere end hun selv ville indrømme. Hun var rigtig glad for ham, det komme en hver vel se, og det føltes rart at stå her hos ham igen. Kristen krammede ham ivrigt indtil sig, det var lidt noget andet end det store bamse kram hun var van til at få fra Matt, men det var skønt. Hun trak en smule på skulderne og lukkede kort øjnene for at nye øjeblikket inden hun svarede ham. "Overrasket.. nærvøs.." svarede hun lidt efter mens hun igen så op på ham med et sødt smil. Hun nussede ham en smule på ryggen uden at lægge mærke til det selv, det var bare en refleks der kom til hende, når hun var sammen med ham.
Hun smilte skævt og mumlede kort og drillende i hans øre da hun strakte sig for at nå det med læberne. "Jeg ville gerne stå sådan her resten af aftenen.." hun smilte lidt igen og fniste så kort.
Kristen tøvede en smule og kørte en hånd gennem håret. "Du er lidt lille.." drillede hun igen og krammede ham kort igen. Hun vidste ikke helt hvorfor hun havde lyst til at drille ham nu, men det havde hun altså bare. Det var sjovt nogle gange men det er var ikke lige noget hun havde tænkt over, før hun sagde det. Hun smilte nu venligt og undskyldene til ham, hun ville være sikker på at han ikke tog det alt for tungt.

Daniel lo lidt da hun svarede på hans spørgsmål. "Jeg er også overrasket og en smule nervøs" sagde han og lo lidt igen. "Jeg er overrasket over hvor godt det føltes at stå sådan her med dig igen og så er jeg nervøs for at jeg kommet til at ødelægge det i mellem os" sagde han og smilte lidt. Det var sandt det han sagde, han ville så nødigt komme til at sige et eller andet eller gøre noget, som ville ødelægge det hele.
Daniel lade være med at fryse helt på stedet da hun hviskede ham i øret. Det var underligt og godt at have hende på tæt på, og efter lidt smilte han til hende. "det ville være dejligt" han. Daniel begyndte at grine da hun sagde at han var lille. "Jeg er hvad" sagde han og slap hende. Ikke fordi at han var sur, men han spillede det bare. "Jeg skal vise dig hvem der er lille." lo han og løftede hende så let som ingenting op og bar hende over til sofaen og lagde hende der, hvorefter han begyndte at kilde hende. "Du er så lille at jeg nemt kan gøre det her" sagde han og kildede hende lidt mere.

Kristen stod lidt. Hun begyndte at nusse ham i siden og stille op af ryggen. Hun var rigtig glad for det her, det føltes godt på en måde. Hun lyttede en smule uroligt da hun hørte hans svar. "Mmm je.. føles det godt at være sammen med mig?" spurgte hun en smule forvirret. Hun havde hørt det hele men var blevet holdet lidt fast til den del hun tror hun hørte. Hun var ikke helt sikker, men hun ville gerne høre ham sige det igen for at være sikker. Hun blinkede lidt, uden at vide hvordan hun havde det med det. Hun var rigtig glad, men også forvirret. Hun vidste at hun elskede det selv, men hun havde ikke regnet med at det var gengældt.
Kristen smulte skævt og krammede ham blidt ind til sig, som om hun ikke ville slippe ham igen. Hun smilte sødt og skævt som hun plejede at gøre når hun så ham, hun kunne slet ikke holde smilet tilbage, når han var der og de havde det godt. Kristen klukkede lidt da hun så hans reaktion, hun smilte sødt og lagde armene om halsen på ham lige inden han løftede hende oop og bar hende over i sofaen. "Hey, det er ikke fair, tving mig ikke til at gøre modstand." klukkede hun lidt igen. Hun lå roligt og kiggede op på ham fra sofaen da han havde lagt hende der. Hun smilte skævt og begyndte så at grine da hun ikke kunne nu at undvige hans kilden. Hun grinte en smule højt og foldede sig sammen, med et smil. "Du må ikke.. Hey! Hey hey!!" klukkede hun og prøvede at fange hans hænder. Til sidst skubbede hun ham bare en smule til side og kom op at sidde, hvor efter hun hev ham med ned til sig. Hun smilte lunsk og drillende til ham hvorefter hun satte sig på ham, som for at fortælle at hun havde vundet. Hun klukkede lidt og så roligt ned på ham efter at have fanget hendes hår i en af siderne. "Pas på duh.. Jeg arbejder stadig på klubben, så du aner ikke hvad jeg kan finde på" drillede hun ham.

Daniel lo lidt igen. "Ja. Du lyder så overrasket" spurgte han. "Havde du forventet at jeg hadede dit nærvær" spurgte han lidt efter.
Daniel lo da hun sagde at hun ville gøre modstand. "Gør du bare det, du ved jeg vinder alligevel" lo han og forsatte med at kilde hende. Han blev lidt overrasket da hun fik det vendt så hun sad ovenpå ham. "Du er sørme lidt snu" lo han. Hvor var det fantastisk at kunne være sammen med hende sådan, for det havde han virkelig savnet.
Daniel kunne slet ikke stoppe med at le. "Du aner ikke hvor meget jeg har savnet det her. At kunne grine sammen med dig igen. Det har virkelig være længe siden" sagde han og prøvede at huske sidste gange. Det havde nok været en af de første dag i huset. Hans blik blev kort sørgmodig ved tanken om det hus de havde købt sammen, men det fik han hurtigt skubbet væk. Hun var lykkelig sammen med Matt og ham med Tessie og de var venner igen. Det var der ikke noget der skulle komme i vejen for.

//Ikke så langt :/

Kristen lyttede med et undrende blik, der nok mere var en form for en forvirret grimasse. "Nej men.. je.. regnede ikke med at.." hun fuldendte ikke sætningen, hun ville ikke indrømme de tanker hun inderst inde havde om ham. Det var både sikkert og vist at hun stadig elskede ham, men hun var vist bare ikke helt klar over det lige nu. Men en ting var sikkert, hun kunne ikke afslutte sin sætning da der var noget som var ved at gå på for hende. Hun havde savnet ham mere end noget andet og hun kunne ikke glive helt slip på ham. Det kunne hun da ikke sige til ham, det ville ødelægge det hele igen.
Kristen klukkede over ham. Da hun lidt efter var over ham og havde vundet, smilte hun en smule stolt for sjov, og bukkede sig en smule ned over ham. "Du bad selv om det.." smilte hun efterfuldt af et lille sødt grin. Kristen smilte lidt og så bare roligt ned op ham, det var så rart at kunne være sammen med ham igen. På den måde her, lige det hun virkelig havde haft brug for i al den tid hvor de bare havde været uvenner. Hun lyttede undrende til ham og smilte så en smule. "Virkelig?" spurgte hun lidt efter lidt og blinkede en smule. Hun lod blikket glide rundt i lokalet inden hun svingede sit ben hen over ham og satte sig på sofaen ved siden af i stedet. Hun så lidt ned mod gulvet, men uden at tænke på noget særligt.

//Helt okay, mit er også kort ^^'

Daniel smilte lidt og satte sig op da hun også havde gjort det. "Du havde ikke regnet med hvad" spurgte han til den sætning hun ikke havde fuldendt. Hun havde prikket til hans nysgerrighed. Han smilte lidt og satte sig ved siden af hende, da hun begyndte at kigge ned i jorden.
"Hvad er der galt Kristen" spurgte han stille. "Har jeg gjort noget forkert" spurgte han nervøst, for ham virkede det som om at der var noget i vejen og han håbede virkelig ikke at det var ham der havde gjort noget forkert, for han ville ikke miste hende igen. Det betød hun alt for meget til. Han så på hende lidt og smilte svagt, det var ret underligt at de nu igen sad i hans lejlighed. Han huskede jo tydeligt deres hus, de havde købt sammen, og han huskede endnu tydeligere da hun fortalte ham at hun troede hun var gravid. Han var først skræmt fra vid og sans, men da det blev slået fast at hun ikke var gravid alligevel, kunne han ikke lade være med at være en smule trist. Han ville elske at have fået et barn med Kristen. Men nu var alting anderledes.

Kristen sad tavs nogle sekunder. Hun kunne ikke fortælle ham det, selvom hun gerne ville, så ville det ødelægge alt mellem dem igen, nu hvor han havde Tess og hun selv havde Matt. Kristen smilte kort til ham og systede så kort på hovedet "Det kan være lige meget.. Jeg er bare glad for jeg stadig betyder noget." Hun svarede meget sakte mens hun en smule nærvøst kiggede rundt.
Kristen bed sig en smule i læben og kiggede op på ham med et forvirret blik, selvom hun helt sikkert kunne høre på ham, hvad han følte. "Nej.. selvfølgelig ikke!" svarede hun og smilte kort men skævt til ham. Hun kunne mærke på ham at han var urolig og bekymret for hende, det kunne hun ikke lide, så hun blev nød til at tale med ham om det. Hun tøvede en smule og rykkede en smule tættere på ham, kun en lille smule for at han ikke skulle blive sur eller noget. Hun så roligt op på ham og bed sig kort i læben for hun smilte sit halv store smil. "Jeg har det fint. Aldrig haft det bedre.. Jeg har bare virkelig savnet dig." sagde hun og tøvede ret meget ved det sidste. Hun så kort ned igen og trak undskyldene på skulderne "Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal opføre mig.. Jeg vil ikke ødelægge noget!" fortsatte hun kort og godt. Hun smilte skævt og sad lidt og så på ham, uden at sige mere. Hun ville lade ham reagere på det først.

» Ville bare lige høre :?
» Godt at se dig igen. Vil du tjekke op på min Prinsesse? :3 ~ Jonathan.
» Heys.. kender jeg dig? -Thalia