Troede aldrig at jeg skulle se dig igen - Tanya ^^

Tanya gik gennem gaderne i den nye lille by hun var kommet til. Har var fyldt med folk som hende, over alt kunne der lugtes vampyre og andre væsner. Det var helt magisk, og rart. Hun havde et par normale jeans og en sort t-shirt på, under sin korte læder jakke. Det var dejlig at ha' på. Hun havde et par stiletter på. Hendes tur gik mod byens café. Hun havde lokket oplysninger ud om et godt sted at drikke fra en ung fyr. Hun havde brug for noget at tænke på, da det ærlig talt var ret deprimerende at intet rigtig lykkedes. Det eneste der fungerede rigtigt, var hendes måde at styre sig selv på. Hun kunne efterhånden sagtens være steder fyldt med mennesker uden af ha' drukket i nogle dage. Men i aften var hun klar, og havde drukket. Hun åbnede døren til baren og gik ind. Der var helt klart en masse mennesker, og nogle mulige måltider herinde. Men det måtte vente til senere. Hun fik blikke fra et par drenge, hvilket fik et smil til at dukke op på hendes læber. Hun satte kurs mod baren for at få noget at drikke som alle andre herinde. Hun lagde hænderne på disken og skulle til at bruge sin tanke kontrol på en af bartenderne da hun fik øje på hendes lillebror. Hun havde det som om alt luft og alle mennesker omkring hende forsvandt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var splittet. Skulle hun forsvinde, eller skulle hun blive? Men hun nåede ikke at bestemme sig før deres blikke mødtes og han havde set hende.

Tanya så på sin lillebror. Hun kunne tydeligt se og mærke hvor meget det påvirkede ham, og hun kunne derfor ikke bare gå igen. Hun ignorerede et par drenge der prøvede at spille op til noget, og fik dem derved til at opgive hurtigt igen. Hun kunne ikke få øjnene fra ham igen. Det virkede så underligt. Han var blevet så stor siden sidst. Og hun var ikke vokset. Ikke det mindste. Hun lignede sig selv som på den aften for så længe siden. Det måtte være underligt for ham, men også nemt nok. Så kunne han da ikke være i tvivl. Hun havde ikke ledt efter ham, selvom hun nu havde savnet ham. Hun ville ikke udsætte ham for nogen fare. Desuden kunne hun ikke bede om tilgivelse for hvad hun havde gjort. Hun havde faktisk ventet en ret anderledes velkomst. Hun nikkede kort da han sagde hendes navn. Hun lagde armene om ham og smilte en smule rørt over ham. "Daniel.." hviskede hun lavt og næsten drømmende. At stå med ham i armene igen var ikke hvad hun havde forventet. Hun ville helst forsvinde og spare ham for problemer, men hun kunne ikke forlade ham nu. Hun havde savnet ham, og hun ville høre alt om hvad der var sket mens hun ikke havde været i hans liv. Der måtte være sket en masse. Hun trak sine arme til sig og så undersøgende på ham med et smil. "Hvor er du blevet stor.." Hun kunne ikke rigtig finde på andet at sige. Han var vokset så meget, og modnet. Han var blevet en ung mand.

Tanya så på Daniel og smilte. Hun kunne ikke fatte hvor stor han var blevet. Han var modnet meget, og lignede virkelig en ung mand nu. Sidst hun havde set ham lignede han bare en stor dreng. Nu så han ud til at være godt på vej til at blive lykkelig. Det var helt underligt. Hun følte stadig enorm skyld over drabet på deres forældre, men synet af den unge glade Daniel gjorde hun ikke kunne lade vær med at smile. Hun så lidt rundt og ville ikke forstyrre ham i arbejdet, men på den anden side kunne hun heller ikke bare gå nu.
Hun lo lidt over hans kommentar om hendes udseende. "ja.. Det gør jeg vel.. Åhr du er blevet så stor!" Hun kunne ikke lade vær med at kramme ham igen, bare for at tjekke han rent faktisk var der. Hun havde drømt om at se ham igen en dag, men hun havde aldrig vidst hvor hun skulle lede, eller hvad hun skulle sig. Det her var meget nemmere end hun havde forestillet sig. Hun så på og smilte lidt til ham.
"Jeg har også savnet dig.. Jeg vil høre alt om dit liv, hvem der er med i det, hvad du laver, hvad der sket, det hele! Men.." Hun lød ivrig men stoppede så og så sig omkring igen. Et par mennesker stod og så på dem, men kiggede væk da de blev opdaget. Hun så så på ham igen. "Jeg forstyrre dig, gør jeg ikke? Vi kan vente til senere, jeg lover jeg nok skal være her" tilbød hun. Hun ville ikke ødelægge hans aften, eller forstyrre ham på arbejde. Hun kunne ikke forlange hans tid. Hun havde drabt deres forældre og var bare forsvundet. Hun kunne ikke forlange eller forvente noget som helst af ham, han skyldte hende intet.

Tanya så på ham og var et eller andet sted super stolt af at kunne se på ham og vide det var hendes bror. Han virkede simpelthen så fantastisk, som hun havde håbet for ham han ville blive. "Godt. Jeg vil ikke forstyrre jer eller gøre det svært for dig" sagde hun lidt undskyldende. Hun vidste præcis hvordan han havde det. Hun kunne umuligt gå nu hvor hun endelig stod sammen med, stod og snakkede med ham. Hun kunne rent faktisk række ud og mærke ham. De sidste år havde han kun været en tanke og fantasi. Nu var han rigtig, og det var fantastisk. Hun nikkede til ham. "Alt! pinlige øjeblikke, nedture, opture, det hele Daniel" svarede hun og smilte kærligt til ham. Alle hendes familiære følelser for ham var kommet frem igen. Hun kunne huske hvert øjeblik de havde brugt sammen. Hver tåre de havde delt, hver latter, det hele. Hun nikkede igen til hans forslag om hjørnet. Det lød helt fint, hun vidste hvor meget andre folk lyttede, hun kunne trods alt høre deres tanker. Hun så efter ham da han gik hen til hans kollega, der ikke så helt værst ud, for at forklare det. Hun ventede tålmodigt og smilte da han kom tilbage. "Ja selvfølgelig" sagde hun og gik hen og satte sig det sted han havde udpeget. Hun så på ham med et smil og nød hvert øjeblik. "Star med det grundlæggene. Hvor bor du? Hvem er dine venner" sagde hun interesseret. Hun ville så gerne nå at indhente flere års uvished.


//ikke så meget krea. Sorry ^^

Tanya så på ham og smilte. Der var en masse hun ville møde, en masse hun ville vide og en masse hun ville se. Hun ville lære alt, og lytte til alt hvad han havde at sige. Han havde sikkert oplevet en masse ting, og en masse spændende som han kunne fortælle om. Det var som om hendes nysgerrighed ikke kunne mættes, ikke de næste par timer i hvert fald, lige som hendes smil bare ikke kunne falme. Det var så fantastisk det hele, hun havde en, lille, familie igen. Det havde hun savnet.
Hun lyttede spændt til det han fortalte hende. Hun havde spørgsmål til det hele, men lod ham lige tale ud først. Det var meningen han skulle fortælle hende det. Hun forestillede sig hans lejlighed. Den var sikkert ikke særlig stor, og hvis han ikke sagde han lige var faldet til ville hun med glæde tilbyde ham at han kunne flytte ind hos hende. Som vampyr havde hun tjent en del penge, på hypnose og sådan, så hun havde plads nok. Men hvis han havde det fint som han havde det, ville hun ikke ødelægge det eller gøre ham i tvivl omkring det. Hun så på ham. Hun ville gerne vide hvordan hans karakterer så ud, de kunne ikke være helt slemme. Hun smilte da han kun nævnte piger. Det var lidt pudsigt. "Hvordan ser din lejlighed ud? Og dine karakterer? Jeg vil elske at møde dine veninder og din kæreste! Ladies man, hva'?" sagde hun drillende. Hendes nysgerrighed var virkelig kommet frem nu. Hun ville høre det hele, gerne flere gange.
Hun så på ham og smilte lidt. "Easy tiger!" lo hun lidt. "Daniel, jeg er langt mere ensom end dig.." hun sig om og tjekkede ingen lyttede rigtigt med. "Jeg har brugt tid på at lære at være sammen med mennesker uden at dræbe. Jeg har ærligt talt ikke levet et liv jeg er stolt af, men jeg har overlevet. Men jeg har været mange steder. Oplevet en masse. Mødt lidt forskellige" fortalte hun lavt og ærligt til ham. Hun ville ikke lyve overfor ham efter så lang tid. Han fortjente sandheden, og det var hun havde været egoistisk. Men den stærkeste overlever. Sådan fungerede vampyr verdenen. Det havde betydet bedrag og mord, men hun havde det godt nok, og skulle bare ind på rette kurs igen. Det kunne ikke være så svært. Hun smilte til hendes bror. Han var så glad. Det var dejligt livsbekræftende.

Tanya så interesseret på ham. Hun ville gerne høre det, vide det. Hun smilte da han tilbød de kunne ta' hjem til ham senere. Hun kunne godt mærke hans frygt for at hun forsvandt igen, så hun skyndte sig at svare. "Det vil jeg meget gerne!" Hun ville gerne se hans lejlighed, og hun ville gerne ha' mulighed for at besøge ham senere, for hun regnede med at blive i byen. Hun havde ingen grund til at rejse nu hvor Daniel var her, og hun skulle jo ikke nå noget. Hun havde masser af tid, så hvorfor ikke nyde det lidt?
Hun nikkede lidt og var glad for han var ærlig overfor hende. Hun var meget overrasket over at han stolede helt på hende selvom han ikke havde set hende i så lang tid. Hun havde slet ikke forventet en glæde og trofasthed han udviste, hun havde mere forventet et masse anklager omkring at hun var rejst og havde dræbt deres forældre. Men på den anden side vidste hun godt at Daniel ikke var den type. Der var ikke noget ondt skabt i ham, så det med han ville fryse hende ude var urealistisk, selvom hun nok fortjente det mere end det her.
"Skal jeg snakke med nogen af de drenge?" sagde hun drillende og smilte uskyldigt. Hun kunne da én ting nu, og det var at beskytte Daniel mod andre. Hun ville give resten af hendes liv til det, hans egen lille personlige vagt, selvom hun ikke ville lade ham vide det. hun kunne ikke lide nogen var onde mod ham, han havde gennemgået nok. Nogle små forkælede drenge skulle ikke gøre det mere svært for ham. Heldigvis havde han da held med pigerne, det var skønt at høre om lidt medgang.
Hun så på ham og smilte. "Jeg har været lidt omkring i Europa. Jeg har ledt efter oplysninger om vampyre gennem tiden, så jeg startede i transylvanien. Det har været fantastisk og sjovt, og jeg har mødt forskellige folk som mig, fået nogle gode kontakter" fortalte hun. Historien var meget længere, flere timers fortælling hvis hun skulle alt det igennem hun havde oplevet. Der var ting han skulle vide,og ting aldrig skulle finde ud af omkring hendes tid som vampyr. Hun ville gerne skåne ham for det værste af det, der var ingen grund til at gøre det til en gyser historie.
Hun så lidt rundt på menneskerne i baren. De havde tydeligtvis mistet interessen for hende og Daniels samtale, så hun følte sig mere tryg ved at spørger ham. "Hvad kender du ellers til af 'væsner' ud over mig? Byen vrimler med dem" Hun havde sænket stemmen en smule. Hun var nødt til at vide hvad han vidste, om han vidste nok. Hendes frygt for der skulle ske ham noget var vokset meget siden hun var kommet herind i aften. Hun ville helst ha' han kunne passe bare lidt på sig selv.

Tanya nikke lidt til hans spørgsmål. "Jeg kan da ikke forlade min lillebror igen?" sagde hun med et smil. Hun ville ikke forlade ham nu, hun ville møde hans venner, og hun ville lære hans liv at kende. Der var en masse der skulle spørges om og fortælles. HUn ville starte nu, i aften, og hun ville snakke med ham hver eneste gang han ville og havde brug for hende. HUn ville gøre det hele godt igen.
Hun så på ham og nikkede. "Mmm.. Bare sig til hvis jeg skal hjælpe dig ikke?" sagde hun venligt. Hun ville gerne hjælpe ham hvis hun kunne, men også kun hvis han ville ha' det. Hun forstod godt han ikke ville ha' hans vampyr søster til at hjælpe sig, faktisk forstod hun det rigtig godt. HUn var jo et monster, hun glemte det bare en gang imellem.
Hun nikkede ivrigt. "Det har været fantastisk! Jeg ville ønske du havde været med. Jeg har set og oplevet en masse" sagde hun muntert. HUn fortrængte de dårlige minder, og bragte de gode og spændende frem. Det var også dem han skulle høre om, ikke de drabelige detaljer. Han var for sart.
Hun kunne mærke hende smil falme en smule. "Varulve?" sagde hun lavt. Hun havde set vampyrer blive dræbt af varulve før. Det var forfærdeligt at se på og forfærdeligt at være vidne til. "To? Varulve?" Hun kunne godt høre hun lød lidt sur, men hun var faktisk bare bange. Deres bid var det mest forfærdelige. "Fortæl mig om di.. Fortæl mig om varulvene du kender.. Hvordan er de?" hun lød mere som sig selv og mere nysgerrig nu, knap så sur. Hun lænede sig en smule frem. HUn måtte vide det, det kunne være spørgsmål om liv og død det her. Hendes. Hun pillede en smule rastløs ved hendes ring. Hun var rigtig bange, men viste det ikke.