Søens nattetide ( Åbent emne )

"Jesus?" spruttede Alison, og lo en klokkelatter. "Har du virkelig mødt Jesus? Jeg troede at han var fake."
Alison rettede igen sine mørke øjne imod Robyn. "Må jeg spørge hvad hun har haft så travlt med, af ren nysgerrighed?" spurgte hun, og prøvede ikke at lyde alt for interesseret.

"Jeg så selv Jesus og også det med at han kom op i himlen." Smilte Natlie.
"Det vil jeg også gerne vide." Sagde Natalie.

Robyn så på dem begge. Et lille smil kom over hendes læber, men det forsvandt hurtigt igen. ”Lede efter min familie,” sagde hun og viftede med hånden. ”Nok mest min søster. Jeg føler, hun stadig lever. Resten af min familie er nok døde.” Hun sendte dem et roligt blik, derefter så hun væk fra fra dem med et glimt af tristhed i øjnene.

"Min familie døde i et uheld. Vi var i en båd og et lyn slog ned" Forklarede Natalie.
"Hvordan vil du kunne kende din søster." Spurgte Natalie som håbede at hendes søster stadig var i live.
"Eller jeg ved ikke om min søster er død. Jeg gav hende noget af mit blod inden hun sank ned på havets bund." Sagde Natalie.

Robyn kiggede på Natalie med sammenknebne øjne. Havets bund? Hun åbnede munden, men lukkede den igen. Så åbnede hun den igen. ”Sank din søster ned på havets bund?” spurgte hun og stirrede bare på Natalie med halvstore øjne. Det kunne da ikke passe? Eller hvad? Kunne det? Robyn slog armene om sig selv og så ned i jorden..

"Ja vi var ude at sejle sammen med vores forældre da et lyn slog ned i båden. Jeg fik fat i min søster og gav hende noget af mit blod så hun ikke døde. Jeg ville gerne have reddet dem alle sammen men jeg havde ikke tid. Det vil sige ja jeg tror hun sank ned på havets bund eller tæt på." Sukkede Natalie.
"Jeg håber hun har et godt liv." Smilte Natalie.

Robyn kiggede på Natalie igen. Hun havde måske regnet den ud. Mon det var rigtigt? Hun prøvede med en lav stemme. ”Det har hun.” svarede hun og lettede vægten over på det ene ben. Hun lagde i stedet armene over kors, mens hun kiggede på Natalie med sammenknebne øjne og et lettere fjernt blik. Hvad skulle hun sige? Hvad ville der ske, hvis det var rigtigt?

"Hvad mener du." Spurgte Natalie.
Hvordan kunne Robyn vide hvad der var sket med hendes søster.
"Hvor ved du det fra." Sagde Natalie og kiggede alvorligt på Robyn

Robyn tog et skridt imod hende, stadig med sammenknebne øjne og armene over kors. ”Det ved jeg bare.” svarede hun. Hun turde faktisk ikke sige det. Var dette virkelig søsteren, som hun havde ledt efter i al sin tid? Søsteren? Natalie?! Robyn stirrede på hende. Hun kunne ikke tro det. Men hvis det nu ikke passede, hvad så? Nej, det måtte være sandt. ”Søster.”

Natalie kiggede bag sig.
Var der nogen bag hende hun snakkede til XD.
Da der ikke var nogen måtte det være hende.
"Mig? Nej vel'. Det kan da ikke passe." Sagde Natalie.
Hun kiggede længe på Robyn.
Var hun hendes søster.
"Oh my god. Er du min søster." Natalie flipper totalt ud.
Natalie hopper og danser.
Hun danser ret fjollede.
Natalie løber hen og giver Robyn et kæmpe kram da hun var færdig med at hoppe-danse.

Robyn snerrede lavmældt, da hun ikke brød sig om, at folk bare rendte hen og krammede hende. Hun trak Natalie ud fra sig og tog fat ved hendes skuldre. Hun stirrede indtrængende på hende. ”Hvorfor blev du ikke på havets bund med mig? Du forvandlede mig, så kunne du ligeså godt være blevet,” jamrede hun og lagde hovedet en smule på skrå. ”Helt ærligt!”

"Der var meget strøm. Kunne du ikke selv mærke det." Spurgte Natalie trist.
"Du skuffede." Sagde Natalie trist.
Hun ville ikke miste sin søster igen.
Hun havde savnede hende så meget.

//Hvad skuffede jeg? O: blev forvirret over den sætning :S

//Natalie tror hun/du er skuffede over at hun er Robyn's/din søster//

Robyn kiggede på hende. Derefter gav hun Natalie et forsigtigt kram. Hun brød sig på en eller anden måde ikke særlig meget om kram. I hvert fald ikke vildt store. Ikke lige først.. ”Jeg er ikke skuffet,” sagde hun og undlod det første spørgsmål.
Hun trak hende ud fra sig og tog fat ved Natalie’s skuldre. Hun kiggede på hende. ”Jeg har savnet dig. Du aner ikke hvor længe jeg har gået og ledt efter dig.” Hun så alvorligt på hende.

"Hvorfor?" Spurgte Natalie
Hun vidste ikke hvorfor Robyn havde ledt efter hende.
Self. vidste Robyn ikke at hendes søster var vampyr men....
Hvorfor lede.

Robyn kiggede på Natalie. ”Jeg ha bare gået og ledt og ledt og ledt,” mumlede hun og gav slip ved hendes skuldre. Hun vendte ryggen til hende og lagde armene omkring sig selv. Hun så frem for sig. ”Det gjorde ondt, dengang jeg mistede. Meget endda,” Robyn vendte blikket imod jorden. ”Jeg troede, at jeg havde mistet dig for altid.”

"Jeg er ikke rigtig vær at lede efter." Sagde Natalie stille.
Hun syntes ikke rigtig hende og Robyn passede sammen.
Hun syntes Robyn var meget stille og Natalie hun var meget vild i det.
Hun troede ikke Robyn syntes at det var så sjovt at have hende som søster.
Hun troede at Robyn syntes det var så fedt med en søster der var lidt for vild.

//Jeg tror at grunden til der er meget sorg i en vampyr's liv er fordi de har et langt liv også kan der nå at komme mere og mere sorg//


"Nå men jeg er måske ikke den perfekte søster men nu har vi da fundet hinanden." Smilte Natalie.
"Nu behøver du ikke lede og jeg behøver ikke være bekymret over om du har det godt" Sagde Natalie.
"(Næsten) Alt har en positiv side."

Robyn vendte sig imod Natalie og kiggede på hende. Hun så kort hen på Alison, derefter på Natalie igen. ”Det er lige meget om du er perfekt eller ej,” sagde hun og sendte hende et lille smil. ”Vi er søstre, og det kan vi ikke gøre for.” mumlede hun, selvfølgelig ment godt. Hun lo for sig selv, men blev straks alvorlig igen. Så fugtede hun hendes læber, inden hun forsigtigt, men også tøvende, gav Natalie et stort knus.

Natalie begyndte at grine.
Robyn kunne tydelig vis ikke lide kram.
"Du behøver altså ikke kramme mig. Du gyser jo ved tanken." Grinte Natalie.

Robyn trak hende ud fra sig og kiggede på hende. ”Nej, nej. Det er fint.” sagde hun og gav hende et kram igen, stadig tøvende og forsigtigt. Hun trak atter Natalie ud fra sig og tog et par skridt bagud. Hun kiggede på Natalie med et lille, let smil.