Søens nattetide ( Åbent emne )

Robyn kom langsomt gående igennem tågen. Hun gik langs bredden, hvilket lidt gjorde hende i godt humør. Hun gik med hænderne i sine jakkelommer, mens blikket var vendt ligeud. Hun kunne en smule godt se i tågen, men alligevel passede hun på, at hun ikke væltede over noget – eller nogen.

Robyn havde slet ikke bemærket, at der faktisk var andre til stede, på dette sted. Hun havde jo regnet med, at hun var alene, bare så hun lige kunne samle tankerne. Hun var ny. Ny i byen, så hun kendte ingen. Hun kendte ingen steder, men var alligevel våget sig udenfor sin dør.

//Okay (;

Robyn bemærkede nu først pigen. Hun var helt klar for hende. Hun sendte pigen et skævt, svagt smil, mens hun betragtede hende. ”Halløj.” svarede hun med en rolig tone. Hun var ikke van til at møde andre, så ville hun da ha’ kunnet lugte hendes lugt. Men måske var pigen her ikke menneske?

Natalie kom gående som ræv. Da hun så de andre blev hun til sin normale form.
Natalie var en af de oprindelige. "Hej med jer." Hun havde lugtet dem langt væk fra.
Natalie opdagede at hun havde blod om munden. Hun tørte det væk. "Undskyld jeg har lige spist." Smilte Natalie.

Robyn kiggede på pigen, som lige var ankommet til dem. Hun så skiftevis på dem med et roligt blik. ”Lowell. Robyn Lowell.” præsenterede hun sig og lagde hovedet let på skrå. ”Og I er?” Hun så atter skiftevis på dem. Hun vendte så blikket imod vampyren, som lige var kommet. Hun kiggede lidt på hende, inden hun så nedad.

"Alison Sinclair." præsenterede hun sig, nejede elegant, og dumpede ned på bredden igen. Hun var født med det. Eller i hvert fald nogenlunde. Hendes originale navn var Alíssion, men hun havde bestemt at kalde sig Alison, da hun blev 65.
Hendes sorte øjne glødede da hun betragtede Robyns stolte skikkelse. Tænk at en som hende hang ud her i Fells Church, og ikke i Italien.

Robyn kiggede på Alison med et roligt blik. ”Jeg kan vældig godt lide dit navn,” sagde hun og sendte hende et let smil. I starten plejede Robyn aldrig at sende venlige smil, eller noget i den retning. Det her var ikke en undtagelse. Hun betragtede først Alison, derefter Natalie med det samme rolige blik.

"Mit navn er Natalie. Jeg siger ikke mit efternavn. Ingen kender mit efternavn så det skal i ikke tage personligt." Svarede Natalie.
"I ser ud som vampyre der får menneske blod. Er det rigtigt???" Spurgte Natalie.
"Hvor længe har i levet. Jeg kan snart ikke huske hvornår jeg blev født." Sagde Natalie.
"Det er så længe siden. Jeg er en af de ældste vampyre/en af de oprindelige." Smilte Natalie.
Hun havde stadig en masse ungt i sig men hun havde også en tudse gammel side.

Robyn kiggede på Natalie med et roligt blik. ”Jeg drikker ikke dyreblod. Aldrig. Så ja, menneskeblod,” svarede hun lavmældt og slog armene omkring sig selv. Hun smilede et selvsikkert smil, men det forsvandt lynhurtigt igen. ”Og jeg kan ikke huske hvor længe jeg har levet. Jeg er for længst stoppet med at tælle.” Hun lo for sig selv, hvilket lød som små klokker. Men de små klokker forsvandt også hurtigt.

"Menneske blod har en helt særlig kraft i sig og ved i hvad der er sjovt. Jeg kunne kalde jer begge to for børn.
Åhh... Kære børn er det ikke en dejlig ting menneskeblod har i sig." Grinte Natalie.
Hun kunne jo kalde dem for børn da hun jo selv var en af de ældste nogensinde.
"Men jeg det ville lyde respektløst ikke sandt." Lo Natalie.

Robyn kiggede på Natalie med et stille blik. Børn? Hun trak let på skulderne. Pigebarnet havde jo ret. Hvis hun var en af ældste, så kunne hun da klart kalde dem børn. Selvom Robyn nu ikke brød sig om det. Hun nikkede, altså til det sidste som Natalie sagde. ”Jo.”

"I jeres alder vil man ikke blive kaldt for et barn." Grinte Natalie.
"Hvad for et dyr kan i forvandle jeg til? Jeg kan forvandle mig til en ræv." Sagde Natalie

"Du er bestemt ikke noget rigtigt barn men i er jo mine børn hvis man ser sådan på." Smilte Natalie.
"Meget stærke dyr." Sagde Natalie. "Jeg kender ikke selv alle mine evner endnu." Smilte Natalie.
"Hvad med dig Robyn. Hvad er dine/dit dyr." Sagde Natalie. Hun havde også et andet dyr hun var bare aldrig det dyr.
Hun havde ikke sagt til nogen hvad for et dyr det var. Det behøvede hun jo ikke. Alle de steder hun var kunne dyret ikke være.
Hendes andet dyr var en løve men en løve ville nok ikke kunne leve her.

Robyn så fra den ene til den anden med et roligt blik. Sandheden var, at hun ikke vidste hvilke/hvilket dyr hun kunne forvandle sig til. Hun havde aldrig prøvet. Det eneste hun sådan havde brugt sin tid på var, at lede efter sin søster, familie og dræbe mennesker.
”Jeg må ærligt sige, at jeg ved det ikke.” Hun synes egentlig ikke det var pinligt. Bestemt ikke. Hun synes bare, at hendes søster var vigtigere, da hun betød vældig meget for Robyn.

Robyn kiggede på Alison med et stille og roligt blik. Hun rystede kort og langsomt på hovedet. ”Nej, jeg ved det ikke,” sagde hun og lagde benene over kryds, mens hun betragtede hende. ”Jeg har haft travlt, og har ikke rigtig givet nogle tanker til det.” Hun lagde armene om sig selv og vendte så blikket ned i jorden.

"Det er okay Robyn. Jeg kender heller ikke alt om mine evner." Smilte Natalie

"I kender godt Jesus ikke? Han er en rigtig sød fyr." Smilte Natalie.
"Men det var lidt underligt da han blev suget op af himlen" Sagde Natalie
"Han er ret sjov. Undskyld hvad snakkede vil lige om." Sagde Natalie.
Hun sad og tænkte på de sjove tider hun havde med Jesus.

Robyn kiggede skiftevis på dem. Hun anede ikke hvad hun skulle sige, så hun var bare høflig og sagde intet, så længe hun ikke blev talt til. Det havde hendes onkel tit sagt til hende, dengang hun var menneske og var yngre. Ikke tale, så længe man ikke blev talt til.