Some says this place is haunted. Do you believe in that? ~Jonathan

Tid: Ved solnedgang
Sted: Den gamle kirkegård
Omgivelser: Gravsten, lange skygger, en ræv der lusker omkring
Vejr: Lunt og ingen skyer, så man kan se månen stå op

Cataleya sad på en gammel smårådden bænk og så bare ud over de mange gravstene. Hende hår var sat op i en lille knold og hendes nuværende safirgrønne øjne skinnede svagt op i mørket. Hun var idag iklædt i et par tætsiddende bukser og en sort tanktop. Man kunne se en guldhalskæde glimtre om hendes hals, hun havde den altid på da det var det sidste minde hun havde fra sin døde familie. Et kort suk gled over hendes læber imens hun lod blikket glide over mod den nedgående sol. Den var egentlig smuk, men samtidig trist. Endnu en dag var gået og natten var begyndt at få sit overtag igen, men kun for en tid, for solen ville stå op igen.

Cataleya havde hørt manden fra lang afstand, men da hun jo skulle virke som et menneske, måtte hun holde blikket mod den nedgående sol indtil hun kunne se ham ud ad øjenkrogen, da vendte hun sit grønne blik mod ham. Et lille smil spillede over hendes læber ved hans ord og hun klukkede blidt og venligt imens hun stadig holdte blikket mod ham. Han var én af de få mennesker hun havde mødt, da der var utrolig mange andre væsner her i byen. Det måtte være de mange kraftkilder der gik under byen der tiltrak hende, ligesom med hende selv. "Du forstyrre skam ikke," sagde hun med en blid stemme og et smil om læben. "Det er altid hyggeligt med lidt selskab." Det sidste blev sagt med et lille grin imens hun ubevist lod sit blik glide over hans krop. Det var en refleks, både fra hendes menneskelige side og det at hun så efter hans styrker og svagheder. Man vidste jo aldrig med folk, det havde hun skam lært med tiden.