Det skal nok gå. Intet at være neervøs over - Jonathan xD

Sted :: Mystic Falls, Hospitalet.
Tid :: ca. Middags tid.
Vejr :: Solen skinner og der er forholdsvist varmt.
Omkring :: Andre på Hospitalet.
Humør :: Spændt.
Formål :: At sikre mig min pige er okay.
Tøj :: Tøjet.

Hospitalet var ikke overfyldt da Kristen roligt og spændt gik ind af døren. Der sad nogle få rundt omkring og snakkede med familie og læger. Man kunne høre nogle af sygeplejskerne gik og diskuterede mens andre af dem talte i telefon i lobbyen.
Kristen tøvede lidt og bevægede sig langsomt op mod det vindue hvor en dame altid sad og fortalte dig hvor du skulle gå hen. Damen bag vinduet gav Kristen en kort instruktion hvorefter Kristen langsomt bevægede sig ned af den rigtige gang. Der var meget stille på gangen, kun nogle få sad og snakkede med en meget lav tone. Det var ikke lige det helt bedste indtryk man ville få når men om ind, men lægerne var gode nok og det var alle de andre som var ansat her, da også. Kristen stoppede op foran den rigtige stue og satte sig langsomt ned i en stol udenfor, for at vente på det blev hendes tur. Hun lod blikket glide rundt på nogle af de andre som smilte venligt til hende så snart de så hun kiggede. Kristen gengældte smilene og lænte sig en smule tilbage i stolen mens hun kærtegnede hendes mave blidt, med finger spidserne.

Jonathan var blevet kaldt op på hospitalet da han var bloddoner og han var rhesus negativ, hvilket var en sjælden blodtype. Eftersom det var hans første gang til at blive tappet her i byen vidste han ikke rigtigt hvor han skulle gå hen ad og han havde glemt den seddel han havde modtaget med hvilken indgang og sted han skulle være. Derfor gik han en anelse fortabt rundt på hospitalet, da han kom frem til hvad der så ud til at være et venteværelse. Han fik øje på en gravid ung kvinde. Hun så ud til at hun var ret ung af en kommende mor at være.
Det var en god ting at han havde taget afsted hjemme fra i god tid, så han havde tid til at blive lidt lost. Han gik hen mod den unge gravide kvinde. "Undskyld mig, men jeg er virkelig forvirret her. Jeg er bloddoner og jeg kan ikke rigtigt finde vej til der hvor jeg skal være. Og jeg har ikke kunne få fat i en der har kunne hjælpe mig, så måske kunne du hjælpe mig" spurgte han og satte sig på en stol ved siden af hende. Han så på hendes mave og smilte venligt til hende. "Tillykke! Hvornår er du sat til" spurgte han og nikkede mod hendes mave og hendes kommende barn.

Roen på gangen kom veltende hen mod Kristen og omfavnede hende med dens tavshed. Det var en ret udsevanlig følelse efter Kristens mening. Hun havde nok ikke ligefrem regnet med at hun var den som lod tavsheden velte frem over de andre. Hun smilte lidt uskyldigt da det virkede helt skørt at de fleste bare stirrede på hende. Måske var det fordi hun var så ung?
Endelig var der en som brød tavsheden og lod Kristen kravle ud af den pinlige zone. Den var en ung mand i ca. 20'erne. Han havde lagt mærke til Kristen som alle de andre også havde, det havde hun set. Men ham her var ikke som de andre, han stirrede ikke som om hun var dum fordi hun ikke var ældre, eller fordi hun are så underlig utilpas ud. Nej, ham her smilte venligt til hende og ikke kun første gang som de andre havde gjort. Han holdt smilet og var så gået hen mod Kristen.
Hun kunne ikke selv holde et lille sødt smil tilbage, hvilket nok afslørede at hun ikke var mere end 17 år gammel.
Kristen rømmede sig lidt og lod manden tale ud før hun startede en tøven.
"Jeg tror ike jeg har været i blodafdelingen før.. men.." Hun stoppede kort op og lod sig selv og manden få en lille pause inden hun smilte og fortsatte. "Jeg tror at det er en af de næste gange. Vi kan sikkert få noget hjælp, når lægen kommer ud igen." Hun bed sig kort i læben og fortsatte med at nusse sin mave, som hun havde gjort hele tiden uden selv at lægge mærke til det. Hun lod blikket sænke sig lidt, da hun så manden smilte med blikket mod hendes mave.
"Øhh.. jeg er kun i 5 måned, så der er et stykke tid endnu." Hun gav en lille latter fra sig, hvilket hvist fik de andre omkring dem, til at tø mere op. Nu så de mere nysgerrigt til.

Jonathan så rundt i lokalet på de andre mennesker. Han så deres blikke og han regnede med at de også tænkte over hendes alder. Men han vendte hurtig blikket mod hende igen. Han syntes på en måde at det var flot at hun tog ansvar for barnet i den alder, for de fleste unge kvinder ville da vælge en abort, men ikke hende. Og han håbede for hende at alt ville gå godt med hendes barn.
Jonathan nikkede da hun sagde at hun ikke rigtigt vidste hvor det var henne af, men at han kunne vente til der kom en læge som han kunne spørge. "Er det i orden jeg sidder her og venter, for jeg vil nødig trænge mig på" spurgte han med et varmt smil. Han ville helt ikke have at hun skulle føle sig utilpas eller ubehag ved ham.
Jonthan betragtede hvordan hendes finger blidt kærtegnede hendes mave og dette fik et smil frem på hans læber. Det så ud til at barnet allerede var elsket. Han så på hende igen og nikkede. "Det må være svært at vente så længe" sagde han og smilte venligt igen. Han rakte hånden frem og lo lidt af sig selv. "Undskyld mine dårlige manér. Jeg har slet ikke præssenteret mig selv endnu. Jeg hedder Jonathan Smith." sagde han venligt.

Kristen holdt sit blik ned mod hendes mave lidt. Hun sad ellers helt stille og smilte skævt for sig selv, hun lagde ikke rigtigt mærke til at Jonathan kiggede på hende mens. Kort efter lod hun dog blikket vile på ham da hun kunne fornemme hans blik. Igen var det et rart blik, Kristen havde overhovedet ikke noget imod det, det var bare dejlig at der var nogle som var så venlige og søde ved en i sådan en situation.
Et lille fnis kom fra Kristen, hun morede sig en smule ovr hans venlighed. Hun havde ikke mødt mange som ham. "Du spørger mig om du må sidde her?" Hun holdt en lille pause mens et smil lyste hendes ansigt op. "Det må du gerne. Jeg kan altid bruge lidt selvskab og.. Det er heller ikke mit vente værelse." Et lille grin kom lidt uventet fra hende, hun havde ikke haft det så godt uden for hendes eget hus i lang tid. Men hun havde heller ikke mødt nogle nye mennesker eller bare venner, mens hun før havde været ude. Det var kun hendes søster og Bill hun havde set.
"Yeah.." tøvede Kris lidt efter som endnu et svar. Hun bed sig en smule i læben mens hun tænkte på hendes lille pige. Hun kunne ikke selv vente, hun vidste ikke om det var det samme for hendes kæreste, men hun var næsten sikker på det var. "Det virker som flere år." fortsatte hun roligt og lod igen blikket falde på Jonathan. Hun var ret glad for hans selskab, for hun var ret nervøs og hun kunne godt få brug for at falde lidt ned inden hun skulle ind. Hendes tanker fik lidt frem og tilbage inden hun kom i tanke om at hun ikke vidste hvem manden ved hendes side var. Hun tøvede et kort øjeblik inden han begyndte at presentere sig selv.
"Ohh.. Yeah je.. tænkte lige på det samme. Heys Jonathan." Hendes smil blev endnu en gang en smule større. Så tog hun hans hånd og gav den et blidt klem, inden hun slap den igen. "Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Kristen.. Øhm Diggory." Det sidste kom lidt langsomt ud, som om hun ikke var sikker på vad hun hed. Endnu et tegn på at hendes rolige ydre kun var en facade.

Da Kristen lo af ham fordi han havde spurgt om han måtte blive siddende der, kunne han godt høre at det lød lidt dumt at spørge om det. Men han ville ikke have at hun skulle føle sig tvunget til at snakke med ham eller at sidde ved siden af hende. Han lo lidt af sig selv og nikkede. "ja, jeg kunne godt høre hvor dumt det kom til at lyde. Men jeg ville bare lige være sikker på at det var i orden med dig. Jeg har hørt at gravide kvinder kan være farlige at være i nærheden af med deres humørsvingninger" sagde han med en venligt dog drillende stemme.
"Det må være svært at vente på det lille vidunder kommer ud. Kender du kønnet" spurgte han hende. Han vidste ikke om han skulle sige "I" eller bare "du" til hende, for han vidste ikke om hun stod alene med det hele eller om der var en far som bare ikke kunne komme med til lægen. Han ville ikke spørge hende, for hvis der ikke var kunne det være et ømt punkt og han ville ikke gøre hende ked af det.
Jonathan smilte da hun havde fået samme tanke som ham med hensyn til deres præsentation. Han gav også hendes hånd et meget blidt klem inden han også slap hendes hånd og lod den falde ned i hans skød. "I lige måde Kristen" sagde han da hun sagde at det var hyggeligt at møde ham. Han undrede sig kort over hendes måde at sige sit efternavn på, men kommenterede det ikke.

Lidt koldt luft kom ind til dem fra døren i den anden ende af gangen. Ikke at der nu blev vldt koldt, men det fik dog hårene til at rejse sig. Kristen greb roligt ud efter sin trøje, som hun havde over sine skuldre, men som ikke var lukket, og stak sine arme i den. Hun ville ikke resikere noget, så hun trak den helt op over skulderne og lukkede den foran sig, med de få knapper hun havde i den.
"Det er sandt, vi er rigtig farlige." Kristen kunne ikke helt tage det seriøst, det lød som en være gang vrøvl, men det var vist meningen for at få noget sjovt ud af det også. Det havde hun ikke noget imod. Det var faktisk bare rart at grine lidt. "Men jeg har skam ikke noget imod det. Du virker ikke som det væreste selskab man kan få." Kristen lod sin mundvig trække sig op til endnu et kort og skævt smil, ved hendes bemærkning.
En lille hånd blev igen lagt over maven og et par fingre kunne lige nå ind under trøjen og fortsætte de kærtegn, som også før var blevet givet. Kristen kunne godt høre hvad Jonathan sagde, det var tydeligt. Han sad jo også ved siden af hende. Hun lod hovede dreje lidt om så hun igen kunne se hans ansigt helt. "Det er det." Et lille nik kom til syne ved side af endnu et smil. "Det er en pige" svarede hun igen. Denne gang var det tydeligt at hun var stolt, det kunne høres i hendes stemme. Og hendes blik gav også et lille vink til det.

Jonathan så på hende mens hun trak sin trøje om sig og knappede den. Endnu et lille grin forlod hans læber da hun drillende gav ham ret i at gravide kvinder var farlige. Han syntes allerede godt om Kristen, hun virkede sød og sjov. Han nikkede som tak da hun sagde at han vel ikke var det væreste selskab at have. "Det er jeg da glad for at du syntes" sagde han og smilte venligt til hende.
Jonathan kunne ikke holde et smil tilbage da hun stolt fortalte ham at det var en pige. Det var tydeligt at se hvor stolt og hvor meget hun allerede elskede sit ufødte barn. "Jamen tillykke så. Det gør det vel meget nemmere at købe tøj og andet til hende. Så ved man da hvilke farver man skal gå efter" sagde han muntert. Han så stadig på hende og smilte igen over hvor stolt og lykkelig hun så ud. Han håbede at han en dag ville opleve den samme lykke som var malet hen over hendes ansigt. "Så er du vil allerede ved at tænke på navne til hende" spurgte han lidt efter han havde revet sig ud af sine tanker.

Kristen kunne godt lide hans selskab. Det gjorde hende i godt humør og han virkede som en rigtig fin person, som var meget positiv. Alt i alt havde Kristen en rigtig god opfattelse af ham. Hun overvejede kort om der muligvis kunne blive en fremtidig ven i ham, men det måtte tiden jo vise. Det var i hvert fald ikke noget som kunne afgøres nu, da de kun tilfældigvis havde mødt hinanden en gang. Det var dog en smule tydeligt at se på hende, at hun håbede på det. Hvis man kendte hende godt ville det ikke være nogen sag at se.
Et lille nik efterfuldt af et sødt og venligt smil, forlod Kristen og gik i retningen af Jonathan som var det et brev, som var blivet revet med vinden. Hun kunne godt lide hans humør, en god en man altid kunne forstå, mens det nogle gange virkede drillende og måske lidt flirtende. Hun kendte det fra sig selv, den same humør levede videre i hende, som den altid havde levet.
"Yeah. Det bliver lidt nemmere at kigge ting og tøj. Og tak!" Det sidste blev hurtigt tilføjet med et lille glimt af ivrighed. Hun var rigtig glad for barnet og hun ville gøre alt for at beholde det. Ikke kun pga. hendes baggrund, men også fordi hun altid havde ønsket sig, at blive mor. Og i sær til en lille pige. Det fik hun nu chancen for nu, og hun var sikker på at hendes kæreste og hende ville få en dejlig lille familie ud af det. Endnu et nik forlod Kristen. Hun skulle lige tænke et sekundt før hun lod svaret følge efter. "Jeps. Vi har kun tænkt på pigenavne indtil videre, så det passer jo godt." Det glade, ivrigt og moderlige blik satte sig igen ved Kristens ansigt og kastede skygge over de andre som igen sad og stirrede nysgerrigt på dem. Kristen ville ikke kaste alt ud til en hun lige havde mødt, men hun kunne ikke se noget forkert i at fortælle ham navnet. "Vi fandt tog og lod det ene blive til et mellemnavn." Fortsatte hun med et smil. En lille ændrig i hendes tonefald afslørrede at hun håbede på at kunne fortælle manden deres valg af navn senere.

Jonthan havde det på samme måde som Kristen. Han syntes rigtig godt om hende, og han håbede da også at han ville komme til at se mere til hende i den nærmste fremtid. Han havde brug for venner eftersom han var ny i byen. Og Kristen virkede som en sød, venligt, hjælpsom og sjov person og en god ven, så han håbede bare at hun også så ham som en mulig ven.
Jonthan smilte da hun snakkede om at det var nemmere at kigge på tøj og sådanne ting. Han havde aldtid selv elsket børn meget og glædede sig selv til den dag, hvor han selv ville få børn. De tanker han havde et kort øjeblik fik ham igen til at smile, og han rettede smilet til hende lidt efter. "Din datter er en meget heldig pige. Det lyder til at hun bliver forkælet og elsket" sagde han og smilede mod hendes mave og Kristens ufødte datter, inden han igen rettede blikket mod Kristens ansigt.
Jonathan bed mærke i at hun sagde "Vi" og han kunne dermed regne ud at der heldigvis var en far til barnet. Det ville have været hårdt hvis hun stod med det hele selv. "Det er sikkert nogle rigtig smukke navne i har valgt" sagde han med et smil, for han var ikke sikker på at hun følte sig tilpas med at fortælle ham navne når de ikke rigtigt kendte hinanden endnu, så han lod være med at spørge ind til dem, med mindre hun selv bragte dem på banen. Det var først nu at Jonthan lagde mærke til hvordan de andre i venteværelset holdt øje med dem. Det morede ham lidt, for hvad kunne dog være spændende ved deres samtale for fremmede mennesker? "Er jeg den eneste der syntes at alle holder øje med os" hviskede han til hende, så ingen andre ville kunne høre det.

Den underlige stirren blev mere og mere tæt. Som om der var kommet en hel flok til og nu sad og stirrede sammen med de andre. Sådan følte Kristen det, men faktisk var det nok bare fordi hun hele tiden kunne mærke et par øjne vile på hende. Det var ikke lige frem en rar følelse hvis men ikke kendte dem, man blev ned stirret af.
Kristen hørte Jonathans ord og skulle lige til at benægte med et smil, da han fortsatte sin sætning med at barnet var forkælet og elsket. Det kunne hun ikke modsige. Det var vel rigtigt nok. Derfor blev smilet bare siddende på hendes læber før det lidt efter lyste mere op. "Tak.. Det lyder meget rigtigt." Svaret var dels ment som en fin bemærkning til hende selv og dels et sjovt svar til ham. Men det hele var sandt. Selvom hun ikke kendte ham helt endnu, så ville hun gerne fortælle ham sandheden. Hun havde aldrig forstået meningen ved at lyve. Det eneste det gjorde, var at såre folk.
En lille undrende maske lagde sig over Kristen. Hun tøvede lidt og lod så sine fortænder bide sig fast i hendes underlæbe. Det var en sjov måde han havde sagt det på, det var det der fik hende til at stoppe op og tænke. Hvordan kune han være så sikker på det, når han ikke kendte navnene?Et lille fnis forlod hende, da hun lidt efter lod sin underlæbe undslippe. "De er i hvert fald ret unikke. Jeg kender ingen med disse navne. Har du lyst til at høre dem?" Hun afsluttede med det spørgsmål, som havde brændt sig fast i hendes hovede siden hun havde fået tanken. Hun var ret ivrig med at fortælle da glæden var stor, og det var længslen også. Hun kunne ikke rigtigt holde sin glæde for sig selv, og håbede på at manden ville være nysgerrig nok til at lytte.
Den underlige stirren blev ret tydelig igen, men da Jonathan havde afgivet sit spørgsmål og Kristen kiggede rundt, kiggede de fleste væk, som om de ikke kendte noget til det. Det undrede Kristen lidt. Hvis de havde behov for at stirre så meget, hvorfor kunne de så ikke i det mindste stå ved det. Alle omkring dem kunne jo alligevel se det. Kristen rystede en smule på hovedet og lænede sig en smule mod ham for st hviske svaret tilbage. "Nej, de stirre. Det er nok fordi jeg ser træt ud." svarede hun lavt. Hun havde lagt en hånd mod maven igen uden rigtigt at bide mærke i det. Hun smilte lidt til Jonathan, et drillende smil der gjorde det klart at hun havde sovet som en sten og at det derfor kun var en joke.

Da Kristen spurgte om han havde lyst til at høre navne nikkede han glad. "det vil jeg da meget gerne, hvis du ikke har noget i mod at afsløre dem" sagde Jonathan og smilte venligt til hende. Han syntes at Kristen var vildt sød og god at snakke med, og det var utroligt hvor behageligt hendes selskab var, taget i betragtning at de befandt sig på hospitalet i et meget kedeligt venteværelse, i hvert fald efter hans mening. Han så spændt på hende, mens han ventede på at hun ville fortælle navne. Da hun fortalte at de var unikke smilte han igen. "Så vil hun da altid blive husket. Da jeg var lille ønskede jeg mig også et mere specielt navn, men man kan jo desværre ikke få alting" lo han. Han kunne tydeligt huske at han ønskede at han var noget specielt og at han ikke var som alle andre med et kedeligt liv.
Jonathan så rundt i lokalet efter Kristen havde kigget rundt og alle virkede til at være optaget af noget andet nu, men efter noget tid ville de sikkert være lige så optaget af Kristen og Jonathan som før. Han kunne ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af tanken. Det va da okay at kigge op folk eller lige bide mærke i hvordan de så ud, men ligefrem sidde og stirre på fremmede. Det var ret uhøfligt i hans øjene. Han nikkede for at vise at han gav hende ret i at de ikke kiggede, men stirrede på dem. Da hun kom med sin lille kommentar omkring at være træt lo han kort.
Jonathan havde siddet et stykke tid og undret sig over hvor gammel hun egentlig var, for hun så ud til at være ret ung. "Hvis min mor hørte dette ville hun blive meget skuffet over mig, men jeg har undret mig lidt over din alder. Jeg kan ikke helt placere dig" sagde han venligt. "Så nu er jeg vildt uhøflig og spørger efter din alder, hvis det altså er okay med dig" han vidste at unge kvinder nok ikke havde problemer med alderen og fortælle hvor gamle de var, men han sagde nu også det mest i spøg det med hans mor.

//Jeg må hellere til at tøffe i seng nu, så vi skrives ^^ //

Jonathans smil var lige så sødt og blendene som hun huskede nogle af hendes eks'ers smil var. Det var såden et smil man godt kunne falde i ved, men det var også sådan et smil, der var dejligt og varmt. Det hjalp altid hvis man var trist eller bare havde brug for lidt selskab som kunne få en til at have det bedre. Det kunne Kristen godt lide. Det betød jo, at uanset om de blev venner eller ej, så ville han være hjælpsom og venlig hele vejen igennem. Kristen havde overhovedet ikke noget imod at afsløre navnene, faktisk havde hun jo håbet på at hun kunne få lov til det, som den glade mor hun var.
"Kay. Men du må ikke grine." Det lød lidt som en spøj, hvilket det selvfølgelig også var. Hun håbede da ikke at han ville grine, men det var heller ikke noget hun regnede med. De andre fremmede rundt om dem, var begundt at kigge lidt væk og vende tilbage til deres egne samtaler. Det var en rar følelse, men kunne pludsselig trække vejret igen. "Kay sååe.. Vi har valgt at kalde hende: Tatiana Pam Jackson Diggory." Det var fortsættelsen der igen fik de andre til at kigge. Et lille utilfreds suk forlod Kristen mens hun efter hånden kiggede lidt surt tilbage på de fremmede. Hun lod blikket vile på Jonathan igen og smilte venligt. Hun ville gerne høre hans mening om navnet, for det var jo ikke lige noget alle hed.
Tiden gik efter hånden lid hurtigere, sådan føltes det i hvert fald at tale med Jonathan. Han var rigtig sød og snaksaglig efter Kristens mening, så tiden fløj bare afsted. Hun forsøgte at holde opmærksomheden mod ham, selvom det nogen gange var svær, når folk kiggede såden uhøfligt. Det morede Kristen at han spurgte på den måde, hun havde slet ikke noget imod at fortælle sin alder. Hun var ligeglad med, hvad man gik og sagde om hendes alder og graviditet, hun var lykkelig og det betød mere. Hun smilte lidt efter et fnis og nikkede kort til ham. "Det er helt okay.. Jeg har ikke noget imod det. Jeg er 17 år."

» Åh Åh ^^ Vi skal være stille... * Will *
» Synes alle skal være med i beslutningen - afstemning
» Some says this place is haunted. Do you believe in that? ~Jonathan