Jeg ved ikke hvem jeg er længere.. Alt har ændret sig! //Lamia og Matthew ^^//

Sted: Matthews hule.
Tid: Aften.
Omgivelser: Matthew møbler og sådan.
Vejr: Uden for blæser det.
Påklædning: undertøj, men hun vil nakke en af Matthews bluser.

Zoey så inde i spejlet. Hun var bleg og lignede noget der var løgn. Hendes hår klæbte til hendes ansigt, fordi det var vådt efter badet. Hun så ned af sig selv. Hendes krop lignede noget der tilhørte en anoretikker. Hun lod en hånd glide ned over sin mave, hofter og ned til sine ben. Hun sukkede dybt og lukkede øjnene. Hun rystede på hovedet og tog Matthews bluse på. Hun tog håndklædet og gik ud, mens hun tørrede sit hår.
Zoey gik ned af trapperne. Hun fattede ikke hvorfor du kaldte dette en hule. Det var jo et hus ude i skoven. Hun fortsatte ind i køkkenet. Hun sendte Madeline et smil. "Har du spist?" Spurgte hun, med en rumlen som efterfølgende. Hun kunne godt bruge noget mad. Madeline rystede på hovedet og gik Zoey så efter hende. Der var et eller andet sært over hende. Hun rystede på hovedet og så rundt. "Mad mad mad.. Hmm.. Jeg bliver nødt til at have fat i ham. Jeg skal snart have noget at spise," sagde hun stille. Hun kom i tanke om at hun havde fundet nogle urter og sådan der var spiselige sidste gang hun havde begivet sig ud, men var endt ved Hulen igen. Hun kiggede i skaberne og skufferne. "Kom nu.." sagde hun og fandt dem til sidst. Hun smilede, men det smil blegnede hurtigt. Urterne var tørt. Hun sukkede og klappede skabet. Hun satte sin på gulvet og gemte ansigtet. Hun ville give alt for at få alt finde Madelines hemmelighed på ikke at tabe sig som Zoey havde gjort. Drak hun af Matthew? En gysen gik igennem hende, ved tanken om at ende med at drikke blod fra Matthew.

Påklædning: https://2img.net/r/ihimizer/img577/1637/20120304164228.jpg + http://www.doctorneda.com/wp-content/uploads/20081230-alexander-mcqueen-heart-peep-toe-pumps-back.jpg

Lamia kom gående igennem skoven. Hun kedede sig en smule og så var hun ved at være en smule sulten. Dog kunne hun sagtens styre sig lidt endnu. Og hun var jo kommet herud for at tænke lidt. Hun skulle lige til at springe op i et af træerne da vinden blæste hen i hendes retning. Hun stivnede lidt da hun kunne lugte to bekendte færte. Zoey og.. Hun tænkte sig lidt om. det var tydeligvis en mandlig Vampyr. En mandlig Oprindelig. Hun smilte lidt da hun kom i tanke om hvem det måtte være. Matthew Stone Noil. Hun havde ikke set ham i adskillige år efterhånden. Og derfor overraskede det hende også en smule at skulle møde ham igen her i Mystic Falls. Gad vide hvad han lavede her..? Hun besluttede sig for at følge færten og løb derfor med Vampyrfart i den retning den kom fra. Hun havde ingen problemer med at løbe eller gå i høje hæle. Men nu havde hun jo ligesom også haft en masse år til at øve sig i. Lidt efter kom hun til en lille hytte midt inde i skoven. Hun ville have sparket døren ind men opdagede hurtigt at der også var en anden fært. Et menneske. Han var da smart hva? Men nu havde han jo også altid været ret udspekuleret. Ikke fordi hun havde særlig meget imod det. Det var hun jo også selv. Hun rystede irriteret på hovedet men bankede så modvilligt på døren. Hun hadede at skulle være under de ældgamle reglers kontrol, men sådan var det altså nu engang. Hun ventede en smule utålmodigt på at der var en der skulle åbne for hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente at se derinde. Altså.. Hun var meget forvirret over at Zoey var hos Matthew. Og hvis han havde gjort hende noget.. Hun fik et rasende og beskyttende glimt i øjnene.

Et sted dybt inde i skoven, lå der et enormt hvidt palæ, som gav udtryk for at ejeren ikke manglede det mindste. Selve palæet var lavet af hvidt marmor fra top til tå, og det så ud som om det stadig var splinter nyt, selvom det havde stået der et par årtier efter hånden.
Det så varmt og imødekommende ud udefra, men det gav også en kold fornemmelse, i det det lå midt ude i skoven, i den mørkeste del. Men ikke nok med det, der lå ligesom et usynligt slør af frygt og redsel over stedet. Om aftenen kunne man også jevnligt høre skrig, inde fra det store palæ.
Foran det store palæ, var der helt rydet for skovens træer og triste jord med blade osv. Der var mærkede en cirkel i jorden, en lille plet midt i, med et sølle træ. Alt det andet bedstod af jord som virkede alt for mørkt i forholdt til det meget lyse og skindene marmor palæ.
Der boede ikke så mange i forholdt til atte de værelser der var, og på trods af at der ikke var nogen varulve, var der også under palæet, et meget stor kælder. Kælderen var på samme måde, som de fleste ulve fængsler, bygget af store tunge sten og dørren som ikke kunne lukkes af det sølle menneske.
En høj, mystisk mand, klædt i en sort leder jakke, med en nydelig mørk t-shirt under og et par kul sorte læderbukser, gik gennem det store palæ. Han var ejeren af det store sted helt alene og der boede han så sammen med hans mange vampyrer dødre. Denne mand, så yderst smuk ud, med hans lyse hud og hans efterhånden halv lange hår. Han havde en let rosa farve under øjnene, som hvis han ikke havde sovet længe. Hvilket han self, heller ikke havde.
Denne mand, ved navn Matthew, gik nu roligt gennem gangene, som gav genlyd ved hvert skridt. Han havde været i kælderen og var nu på vej mod det rum, som mennesker oftes betragter som en stue. Matthew begav sig lydløst derinde og kastede hurtigt et blik på hans lille ven, Zoe.
"Hmm.. Du er ved at være en smule tynd, måske skulle du benytte dig af noget mad" en håndlig tone fremviste klart og tydeligt at der intet mad var at finde. En høj og skærrende latte fyldte rummet og Matthew begav sig hen til sofaen, hvor han så yndefuldt smed sig ned.
Døren gav lyd fra sig, men denne herre tog sig ikke af det, han kaldte i stedet på sin lille Madeline. Madeline var en slags tjener, hun gjorde hvad hun fik besked på, og levede udelukkende som slave for Matthew. Madeline gik efter en odre, hen til døren og åbnede den stille. Hun stak sit lille uskyldige, men trætte hovede ud og viste sine tænder i et venligt smil. "Hvad kan jeg gøre for dem?"

Zoey havde rejst sig op og var gået ud i stuen, som hun ville kalde det. Hun satte sig midt på gulvet, med sine ben ind under sig. Hun så på sin arme og lår. Hun kunne give sig til at græde. Hun var gået fra at spise ekstremt meget og næsten alt, til at spise ingenting. Det var ikke sundt for hende og det kunne hun tydeligt mærke. Hun lod sig trille om på siden. Hun lukkede udmattende øjnene og gjorde sin krop slap. Hun kun sagtens ligne en der var sovet ind.
Da en fornemmelse dukkede på, åbnede Zoey øjnene og kæmpede sig op at sidde. Hun rejste sig langsomt op og så på ham. Hun gav sig til ignorerer ham. Hun vidste at hans ord bare skulle ramme hende, så hun mistede selvkontrollen og gjorde noget overilet. Hun smilte træt "synes du ikke at du har straffet mig nok? Jeg mangler mad og vil gør sæt for det," sagde hun stille og fulgte ham med øjnene. Hun foragtede ham til tider, men inderst inde holdte hun også af ham. Hun ville bare ikke fortælle ham det, for han så ville han kunne få det fordrejet til noget helt andet.
Da nogen bankede på døren ville Zoey have været gået derud og åbnet men Matthew fik Madelin til det før hun overhovedet havde overvejet at lukke på. Hun gik derfor hen til sofaen hvor ham havde smidt sig. Hun himlede med øjnene. Hun trådte på i sofaen, ned hvor hans fødder var. Han skulle ikke have den fornøjelse af at se op under den bluse hun havde på. Hun satte sig på ryglændet, da det lidt var det eneste sted hun lige gad og sidde, udover gulvet selvfølgelig.

Lamia kunne godt høre stemmerne inde fra huset af. Det var helt klart at det både var Zoey og Matthew. Wow. Det var egentlig utrolig længe siden at Lamia sidst havde hørt Matthew's stemme. Eller set det mindste til ham. Men hun havde nu alligevel ikke ligefrem savnet ham. Faktisk havde hun ikke rigtig haft tid til at tænke særlig meget på ham. Hun lagde mærke til at Zoey's stemme var en smule svag. Som om hun var syg eller sådan noget. Hun fik igen det rasende glimt i øjet, men slog det hurtigt hen og fik det til at fiórsvinde da en kvinde kom frem i døren. Hun smilte skævt og ret venligt til kvinden. 'Hvad kan jeg gøre for dig?' spurgte hun. Hmm.. Hvad skulle hun egentlig svare på det? Måske bare.. "Tjo.. Jeg ville da med glæde blive lukket ind. Ser du.. Jeg er en gammel - en meget gammel - ven af den kære Hr. Noil." Hun vidste af erfaring at han ikke brød sig om at blive kaldt for Hr. Stone. Han kunne af en eller anden grund meget bedre lide Noil. Men det måtte han jo selv om. Hun gik næsten ud fra at denne kvinde kendte til Vampyrer og alt den slags. Når hun jo åbenbart var en slags personlig lille slave for Matthew, der tilfældigvis var en Vampyr. En Oprindelig Vampyr som hende selv, faktisk.. Hun betragtede kvinden i yderligere et stylle tid. Hun var helt bestemt et menneske. Nok også det menneske Lamia havde kunnet lugte før. Hun gav sig til at mærke efter. Ja. Både Zoey og Matthew var i dette hus. Så nu måtte Matthew da lige tage at lette sin røv og lukke hende ind. Eller mere præcist; lade denne kvinde der nu stod foran hende, lukke hende ind. Hun skulle se til Zoey. Det var hun nødt til. Og Matthew. Hvis han havde gjort det mindste for at gøre hende fortræd. Så skulle han nok få den side af hende at se som kun de færreste - i hvert fald var det da de færreste der havde overlevet at se den - havde set. Den side af hende, som han egentlig selv havde skabt for så mange år siden. Og det skulle skam nok komme efter ham. For i realiteten var han jo rent faktisk helt selv udenom det.

» Vil du ikke nok lade være... jeg har ikke gjord noget! < Matthew >
» Ikke et menneske. Ikke en heks. Hvad er du så? - Catalaya xD
» Eden er væk i weekenden, måske længere tid(Fravær)