Livet varer ikke evigt. Kun for mig - Matthew xD

Emne: Livet varer ikke evigt. Kun for mig - Matthew xD Lør Jan 07, 2012 7:52 pm

Sted: I skoven
Tid: Midt på dagen
Omgivelser: En masse træer
Vejr: Solskin med en kølig brise
Påklædning: http://1.bp.blogspot.com/_UHyxer334bk/TQe9EcbbHwI/AAAAAAAAAqs/5X7ouXM0fwY/s1600/Keira-Knightley-Bend-It-Like-Beckham.jpg

Lamia sad op ad et træ ude i skoven. Hun sad med lukkede øjne og tænkte. Hun tænkte på alt det der skete i hendes liv for tiden. Hun savnede sin bedsteveninde, men hun havde virkelig moret sig med at torturere og dræbe hendes mordere. Og specielt fordi de ikke havde troet at hun kunne gøre dem noget. Den eneste hun havde fortalt hele historien til var Anna. Anna var meget lig hende selv. Hun var et godt bud på hendes nye bedsteveninde. Og det var virkelig godt at hun var Oprindelig ligesom Lamia selv. Zoey kunne ellers også godt have været blevet hendes bedsteveninde, men hun havde næsten ikke set noget til hende for tiden. Og det ville også være ret mærkeligt hvis de skulle et sted hen sammen. Alle ville nok tro at de var enæggede tvillinger. Tvillinger der så fuldstændig ens ud. Også ret meget i sindet. Lamia var normalt en helt vildt sød pige. Undtagen hvis man prøvede at gøre hende eller hendes nærmeste noget. Også selv om det ikke lykkes at gøre dem noget. Hun jager dem og dræber dem så. Hun elsker blod, men hun har lært at styre sig selv, og sit temperamant. Heldigvis. Ellers ville der nærmest ikke være nogle væsner tilbage i verden. Hverken dyr, mennesker, Vampyrer eller Varulve.. Ingen ting. Det eneste tidspunkt hvorpå hun ikke kunne styre sig selv, var når man gjorde hende, eller hendes nærmeste noget. Hun åbnede øjnene og kiggede rundt. Hun elskede naturen. Den var så smuk og fredfyldt. Og alt gik sin gang. Hun smilede fredfyldt, men hun var, som altid, på vagt. Hun slappede aldrig fuldstændig af. Det var hendes natur, og hendes instinkter. Hun kunne ikke gøre noget ved det. Sådan var det bare, og det måtte hun bare leve med. Men det kunne hun nu også sagtens.

En høj mørkhåret mand, kom gående gennem skoven. han havde ansigtet retten ligeud, med et koldt og følelsesløst blik. Han kom gående på en elegant og mandlig måde, som næsten så helt drømmeagtig ud. Hans Hår sad lidt pjusket og det hjalp også til at han så mere voksen og mandig ud. Han var ca der i tyverne og var let muskuløs. Men noget ved ham fortalte folk at han var stærkere end som så. Han så ikke helt for venlig ud. Hans ansigt fortalte mange ting om hans humør, men der var ikke noget venlighed, ikke noget medfølelse, han var kold og ligeglad med andre. Kun nogle meget få personer betød noget for ham. Hans ansigt fortrak ikke en mine da han borede hånden godt ned i lommen på sin lederjakke og drejede omkring. Hvor efter han fortsatte i en ny retning.
Denne høje mørkhåret mand hed Matthew, det navn havde han gået under i ret mange år efterhånden. De fleste i byen, kendte ham som den man ikke skulle irritere. Som den onde vampyr, der legede med sin mad inden han dræbte offeret. Sådan var han også og dem der ikke kendte ham, skulle nok snart komme til det, på sammen måde som alle dem i byen der gjorde. Han havde givet mange en oplevelse for livet, med noget han havde gjort med folk. Han var ikke den der blev tilbage når kampen skulle til at gå i gang, nej han var med. Altid. Og han ville vinde, på den ene eller den anden måde.

Lamia kunne mærke en anden Oprindelig et stykke derfra. Det var en mandlig én af slagsen. Hun gik hen i mod ham. Hun kunne endnu ikke se ham, men hun kunne føle at han ikke var langt væk. Hun gemte sig oppe i et træ for at se hvem han var. Måske havde hun mødt ham før. Hun betragtede ham imens han gik. Hun sprang lydløst fra træ til træ. Hun hoppede ned foran ham. Nu måtte hun bare vente og se hvordan han ville reagere på det. Hun kunne mærke at han var en vinder. Bare surt for ham at hun var den bedste. Klart den bedste. Og hun var højst sandsynligt Den Ældste. Hun var vant til at vinde, og vant til at dræbe. Hun dræbte nådesløst. Og hvis hun var i godt humør torturerede hun dem kun i omkring to dage. Ellers kunne det tage flere uger. Det var sjovest sådan. Men hun kunne nu også godt være virkelig sød. Hun smilte frækt til ham.

Matthew havde ikke meget til overs for fremmede arter, og da slet ikke mennesker. Han kunne ikke fordrage dem. De var sjovt nok at lege med og det havde han også kun brugt dem til. Han havde en fast holdning om at de ikke var noget, de var dyr, kæledyr som man kunne bruge og efterlade når man ikke havde brug for dem mere.
Han havde respekt for vampyrer af samme slags som ham og de andre var da også noget, men de var også under ham og betød kun noget hvis de var hans. Han havde lavet mange vampyrer i tidens løb, og det havde han nydt. Det var dejligt at have magten, der var ikke noget bedre. Han var van til at være den de andre så ned på men var for bange til at gøre modstand ved. Han var i toppen og sådan så han også sig selv. Ingen tvivl og det. Han var den bedste og alle de andre kom efter ham. Han var ikke bange for nogen, ikke for de få som var ældre end ham, ikke for hybriderne, nej. Overhovedet ikke bange, for noget eller nogen som helst. Han lod blikket glide hen over pigen et par gange, som havde valgt at springe ned foran ham. Hun så ikke ud af meget, lignede hans sædvanlige legetøj, Zoey. Men han vidste at hun var højere end hende, det kunne han mærke. Han vidste også at hun ikke var højere end ham. Han stirrede undrende på hende, og lagde hovedet langsomt på skrå.
"Se hvad der falder ned fra himlen nu til dages.." Han smilte venligt til pigen, som han endnu ikke kendte navnet på. Han var hård, koldt og ond og han havde det bedst sådan men han kunne godt være sød. Og det brugte han ofte i starten til at finde ud af hvem han snakkede med. Han stod stille med sit skævt charmerende smil på læben, men gjorde ingen tegn til at hjælpe hende op.

Lamia rettede sig op. Hun kunne mærke at han var meget selvsikker. Og ikke så lidt kæphøj. Han havde brugt Zoey som sit eget lille kæledyr. Det skulle han i hvert fald ikke tro at han kunne gøre med Lamia. Hun smilede selvsikkert til ham. " Ja. Det er da i hvert fald mere interessant end en død fugl." Hun blinkede til ham. " Mit navn er Lamia. Lamia Silverblade. Og hvem er du så?" Hun nikkede over mod ham da hun spugte hvem han var. Hun kiggede på ham med et glimt i øjet. Det morede hende noget så meget at han troede han var stærkere end hende. Sådan var det altid. Men det gjorde hende nu ikke så meget. Mænd undervuderede hende altid kun fordi hun var en kvinde. Hun smilede uskyldigt og stak det ene øjenbryn i vejret. Hun havde som sædvanligt meget kort tøj på. Vejret påvirkede hende ikke. Hun havde nogle gange shorts på selv om det var hundekoldt. På hendes tøj så hun i hvert fald aldrig særlig uskyldig ud. Men hun var nu også rimelig ligeglad hvad folk syntes om hende og hendes stil. De kunne frygte hende eller lade være. Men det blev værst for dem selv hvis de valgte at undervudere hende. Hun smilte ondskabsfuldt, optaget af sine egne tanker. Tanker om Mord, Tortur og Blod. Hendes tre yndlingsord.

» Vil du ikke nok lade være... jeg har ikke gjord noget! < Matthew >
» Jeg ved ikke hvem jeg er længere.. Alt har ændret sig! //Lamia og Matthew ^^//
» Moon light - Matthew