Undskyld.. du må ikke forlade mig! *Daniel ♥

Emne: Undskyld.. du må ikke forlade mig! *Daniel ♥ Søn Nov 20, 2011 12:46 am

Sted: Vores hus.
Tid: Når Daniel/du kommer hjem.
Vejr: Regnvejr.
Omkring: tja os og huset?
Humør: Trist, knust.
Grund: Jeg kyssede ham. Vil Daniel nu ikke elske mig mere?
Påklædning: Løse, næsten idræts bukser, en løs trøje, ingen sko.

Kristen sad stille i sofaen, med tæppet over sine ben. Hun havde kun lide noget sjusket tøj på, som hun aldrig ellers ville gå i. Løse, næsten idræts bukser og en løs trøje. Hun havde siddet der et par timer. Hun var helt uden af sig selv. Der lå lommetøreklæder rundt om hende og hendes øjne var helt for grædte. Hun havde det elendigt med det hun havde gjort. Hvad skulle hun sige til Daniel? Ville ham hade hende? Skælde hende ud? hun vidste det ikke. Hun havde været sammen med Mike. Han havde kysset hende og hun havde ikke gjort noget ved det. Hun kunne ikke få sig selv til at skubbe ham væk, da han faktisk betød lidt for meget. Hun kunne ikke skjule at hun elskede ham, men hun ville ikke være sammen med ham. Hun ville være sammen med hendes kæreste Daniel, som hun nu bare håbede kunne tilgive hende. Hun sad på en ret usædvanlig måde i sofaen, hun lå faktisk halvt ned. Uden at hun rigtig havde krafter til at rette sig op igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var næsten sikker på at Daniel ikke kunne tilgive hende og at deres forhold var forbi. Derfor var hun også helt knust. Hun kunne ikke klare tanken om at leve uden ham. Hun elskede ham virkeligt, og hun ville bare ikke miste ham. un kunne ikke lade ham gå, hun kunne bare ikke. Han var hendes et og alt og han betød mere for hende end nogen anden. Selv Mike kunne ikke tage den plads. Hun vidste godt hvad der ville ske hvis de gik fra hinanden. Hun ville bryde helt sammen og nok overgive sig helt til klubben og stofferne igen. Hun vidste også godt hvad risikoen var, for at sige det. Men hun blev nød til det. Hun ville og kunne ikke holde det hemligt for ham, når hun elskede ham så meget. Hun ville være ærlig over for ham og hun regnede da også med at han ville være det hvis der var noget. Hun sad nu stadig og små hulkede i sofaen, uden at kunne stoppe. Hun ventede på Daniel ville komme hjem så hun kunne fortælle ham det.

Daniel havde været nede på baren for at tage i mod en sending nye varere. Efter Kristen og han var flyttet sammen havde han brug for at tjene lidt flere penge, så han havde sagt ja til at det arbejde han kunne få. Han arbejde en del af nattevagterne bag baren, en gang om ugen tog han i mod varere og hver gang der var en der ikke kunne eller blev syg tog han vagten, så hans tid var godt brugt. Men selvfølgelig sikrede han sig at hans arbejde ikke gik ud over hans tid med Kristen og skole, som han passede fint. Nu var der jo hellere ikke mere end en måndes tid tilbage, og så var han færdig.
Daniel gik op til døren og stak nøglen ind, men mærkede at døren var ulåst, så Kristen var altså hjemme. Han åbende døren, men hans nøgler raslede mod hinanden. "Skat jeg er hjemme" sagde han glad og kom til at le lidt over det. For han havde glædet sig til at han kunne komme ind ad døren og råbe det til hende. Ligesom i filmene. Han lagde sine nøgler fra sig på bordet i køkkenet og gik ind i stuen hvor Kristen sad i sofaen. Han blev skræmt da han så hende. "Hvad er der galt" spurgte han og skyndte sig hen ved siden af hende. Han satte sig ned og kyssede hende på panden og tog hendes hånd. "Fortæl mig hvad der er i vejen" sagde han med en blid stemme. Han hadede at se Kristen ked af det.

Kristen sad stille og hulkede. Hun kneb øjnene sammen da hun hørte hans skønne stemme. Hun tørede sine øjne og kæmpede imod lysten til at kramme ham. Hun havde ikke lyst til at være væk fra ham eller bare sidde og se på ham, men hvad kunne hun gøre? Hun sukkede trist og bøjede sit hovede så han ikke kunne se hendes ansigt med hendes forgrædte øjne. Hun begyndte at græde igen mens hun mumlede uforståligt i en køre. "Undskyld..jeg kunne ikke gøre for det.. han.. jeg elsker dig.." Hun kunne ikke halt tage sig sammen til at tale ordenligt, så hun sad kort og hulkede hos ham. Hun endte alligevel med at lægge armene om ham og holde sig indtil ham, selvom hun ikke havde planlagt det. Hun vidste godt at det ville virke alt for underligt, hvis hun fortalte ham hun havde kysset en anden mens hun viste at hun elskede ham. Men hun kunne ikke holde det tilbage, hun var så bange for at han ville forlade hende. Kristen tog sig sammen efter lidt og bed sig hårdt i læben mens hun løftede hendes hovede lidt så hun kunne se ham i øjnene. "Je.. jeg kyssede Mike." Hun ventede lidt mens hun forsøgte at få tårende væk. "Jeg mener.. han kyssede mig" fortsatte hun og kørte hænderne gennem håret. Hun så ham i øjnene og begyndte igen at hulke. "Undskyld.. jeg ville ikk.. jeg kunne ikke gøre noget.. Du må ikke forlade mig.." Hun lænte sig over mod ham, for at holde om ham. Hun vidste ikke om han ville skubbe hende væk eller gøre noget andet, men hun blev nød til at mærke ham hos sig. Bare en gang mere.

Daniel blev rigtigt nervøs og bange da hun begyndte at græde endnu mere, og snakke om at hun elskede ham. "Kristen, jeg elsker også dig" sagde han, men lod hende snakke videre derefter. Han ventede på at hun ville fortælle ham hvad grunden til at hun var så ked af det. Da hun endelig fik det frem at Mike havde kysset hende sad han helt stille og så på hende. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere, han havde allermest lyst til at skrige og så tage direkte hen til Mike og lærere ham at man ikke så let kyssede hans kæreste. Før han havde mødt Kristen havde han meget nemt ved at komme i slagsmål. Men da han mødte hende, forsvandt det meste af hans vrede og nu hvor han søster var tilbage var han stortset over det. Men lige nu var alt hans vrede tilbage og det føltes som om at det eneste der ville virke var at slå på noget. Daniel løsrev sig fra hende omfavnelse og gik frem og tilbage i rummet, han prøvede at falde lidt til ro, men uden held. Han vendte sig mod muren og hamrede hånden ind i muren så hårdt han kunne. Selvfølgelig skete der ikke noget med væggen, men han havde slået hul på hans hånd, og det blødte underligt nok, en del. Han forsvandt ud i køkkenet, og lidt efter kom han tilbage med papir viklet om hånden. Han så på Kristen med et vredt blik. "Jeg er ikke vred på dig, og jeg har ikke tænkt mig at forlade dig, så længe at du kan love mig at du ikke har tænkt dig at gøre noget med ham" sagde han bestemt. Han vrede var ikke rettet mod hende, men mod Mike.

Da kristen så hans vrede blev hun helt bange. Hvordan ville han have det med det hele? Hvordan vred? Hun så på ham mens hun hulkede lidt videre. Nu mest over at hvor bange hun var. Hun var selfølgelig ikke bange for han ville skade hende, men at han ville skade Mike. Hun krympede sig meget da hun så ham banke sin hånd ind i vægen. Hun fulgte ham med blikket og så uroligt og trist på ham, da ham kom igen. Hun ser trist på ham og løftede sine hænder op foran ansigtet. "Undskyld.." mumlede hun mens hun stadig græd. Hun kunne ikke lide at se ham så vred, hun vidste godt det gjorde ondt på ham og det var det der var værst ved det hele. Hun vidste at han sikkert havde det dårligt og var vildt ked af dat, men hun kunne ikke ændre det. Hun bed sig i læben og tørrede sine øjne. "Jeg vil ikke være sammen med ham Daniel.. jeg elsker dig!" hun trak sine ben op til sig og græd videre. Hun havde det forfærdeligt og selvom hun kunne se han var vred på Mike, så havde hun det lidt som om han var vred på hende også. Hvilket han burde være. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hvilket fik hende til at have det endnu mere dårligt. Hun havde lavet en fejl som hun ikke var stolt af. Selvom hun virkelig elskede Mike så var daniel hendes eneste store kærlighed. Hun havde snakket med Mike om det, men hun skulle også sige det til Daniel. Ellers ville han bare gøre noget han senere ville fortryde. "Du må ikke gøre ham noget.. Det var min skyld.." Mumlede hun trist. Hun ville ikke have der skete Mike noget, men hun ville heller ikke miste Daniel. Hun vidste at han var sur på hende, og at han sikkert hade hende meget. Hun begyndte at hulke en smule voldsomt, mens hun foldede sig sammen på sofaen. Hun havde en hånd mod hendes mave, da det gjorde ondt at vide at han ikke længere kunne lide hende, men var vred. Hun sukkede tungt, og udstødte et halvkvalt gisp, mens hun stadig hulkede. "Jeg kyssede også ham.. jeg er så ked af det!" hun vidste snart ikke hvad hun mere skulle sige. Hun havde kysset Mike og han havde kysset hende. Men hun kunne ikke leve uden Daniel, og hun havde det som om hendes hjerte var revnet lige nu. Som om hun vidste at han helt sikkert ville råbe og gå. Hun Så ned da hun ikke kunne se på ham uden at hulke mere voldsomt. "Undskyld.. jeg elsker dig jeg ved ikke hvad jeg havde gang i.. du må bare ikk..." Hun kunne ikke fortsætte. Hun var helt knust og kunne ikke gøre noget mod følelsen. Hun havde tabt, det var hun sikker på. Hun ville dø af det her, for hun kunne ikke klare det. Hun holdte blikket mod sofaen og strammede grebet om hendes mave.

Da Daniel så hvor skræmt hun så ud, blev han selv bange. Bange for at hun troede at han ville gøre hende noget ondt. Og med det samme at han havde set det, var det som om nogen havde slået ham i maven. Alt luften røg ud af ham og han så helt undskyldende på hende. "Kristen du skal ikke være bange. Jeg ville aldrig kunne finde på at gøre dig ondt" sagde han med en grødende stemme. Det hjalp at hun sagde at hun ikke ville være sammen med Mike, men sammen med ham. "Jeg elsker også dig Kristen" sagde han og smilte svagt. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til hende, for han var stadig vred på Mike.
Da det gik op for ham at hun ikke var bange for at han ville gøre Mike ondt. Og vreden kom så hurtigt tilbage som den var kommet før. "KYSSEDE DU HAM?" Udbrød han vredt. Han vidste at han burde slappe af og få hele historien fra hende, men det var bare ikke muligt for hende. Han rejste sig fra sofaen som han var blevet brændt. "hvorfor Kristen, hvis du vil være sammen med mig, hvorfor ville du så kysse ham" spurgte han stille. "Du ved at Tessie og jeg har et tæt forhold, men jeg har aldrig kysset hende mens vi har været sammen" sagde han vredt. Han gik igen frem og tilbage i rummet og ventede på at Kristen ville sige noget der kunne få ham til at falde til ro igen.

Kristen vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun så tøvende mod ham mens hun lyttede til hans forklaring om at hun ikke skulle være bange for ham. Hun bed sig hårdt i læben til hun kunne smage blod. Hun var så ked af det, hun vidste ikke om hun kunne rede det nu. Hun ville bare gøre alt for at rede det. Hun fik hurtigt kvalme af blodsmagen. Hun sukkede lidt og krympede sig igen. "Jeg.. jeg kan godt forklare det.. je.. undskyld.. jeg mente det ikke." Kristen blev en smule svimmel af blodet, hun havde aldrig rigtig kunne lide det. Selv de gange hvor hendes søster havde forsøgt at hjælpe hende, havde hun ikke kunne tåle smagen. Hun så på Daniel med et trist blik, "Jeg ved det.. jeg ville ikke gøre det! jeg mente det ikke.." hulkede hun, og stødede sig til sofaen. Hun havde stadig et fast greb om hendes mave, det gjorde så ondt på hende. Hun havde virkelig fortrudt at hun havde kysset Mike, for hun ville jo ikke være sammen med ham, hun ville bare være sammen med Daniel. Det var ham hun elskede. Hun sætte sig op og havde hurtigt hænderne foran ansigtet igen. "Du hader mig.. du hader mig.." Hun begyndte at hulke ret volsomt mens hun vuggede frem og tilbage. "Du må ikke forlade mig, jeg elsker dig!" Hulkede hun og sætte en hånd op foran munden. Hendes kvalme var blevet mere tydelig.

Daniel så på hende, og selvom at han var vred kunne han ikke være det længe. Han gik hen til hende og satte sig ned ved siden af hende, i sofaen. Han lagde forsigtigt sine arme omkring hende. "Kristen, jeg vil aldrig kunne hade dig. Det burde du ved nu" sagde han stille. "Jeg har accepteret at du har taget stoffer, været gravid og at du arbejder som stripper" sagde han stille. Han kom til at tænke på den anden dag med Tessie og han vidste at han blev nødt til at tilgive Kristen. "jeg tilgiver dig" hviskede han og mærkede tårerne presse på. Godt nok var han en dreng, men han var ikke lavet af sten. "Jeg kan huske da du sagde at du troede at du var gravid. Jeg ved at vi er alt for unge til det, men jeg kunne ikke lade være med at være lykkelig over det. Men da vi så fik det slået fast at du ikke var gravid, kunne jeg godt se at det vel var for det bedste." sagde han og kyssede hende på panden.
"Kristen du er ikke den eneste der skal bede om tilgivelse." begyndte han. "Du ved at jeg elsker dig. Men her på det sidste har jeg brugt meget tid sammen med Tessie og jeg.. Jeg elsker også hende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" sagde han og slog blikket ned. Det var en rigtigt lorte dag.

Kristen så op på ham og lyttede lidt mens hun hurtigt langde armene om ham. Hun rystede lidt på hovedet og hulkede videre. "Du hader mig.. jeg er så ked af det.. jeg elsker ham, men han er ikke dig. Jeg vil ikke have andre end dig!" fortsatte hun og gemte sit ansigt mod hans bryst. Hun kunne slet ikke slappe af. Hun så op på ham da han sagde at han tilgav hende. Underligt nok fik hun det ikke bedre, hun havde det lige så dårligt som før. Hun vidste godt at det nok ikke ville være det sammen, men hun håbede sådan på at det kunne blive det igen. Hun så uroligt på ham og lyttede tavs. Da hun hørte det med Tess, kunne hun ikke længere trakke vejret. Hendes største frygt var nu blevet rigtig, bare fordi hun havde været sammen med Mike. Hun så tavs på ham, men flere tåre faldt ned over hendes kinder. Hun vidste godt at han elskede Tess, men hun kunne ikke komme sig over at han elskede hende så meget. Hun så kort ned og nikkede lidt, før hun rejste sig og løb ud på bedeværelset. Hun satte sig ned op af vægen og trak benene op til sig, før hun igen begyndte at græde. Ret volsomt. Hun gemte sit ansigt mod sine knæ og gav en klynkende lyd fra sig. Hun var så ked af det, hun ville gøre alt for at han ville blive hos hende. Hun kunne slet ikke holde tanken om at han og Tess måske ville finde sammen igen, ud. Hun elskede ham så højt, men lige nu kunne hun ikke sige om følelsen var gengældt.

"Jeg hader dig ikke" hviskede Daniel. Han hviskede ikke fordi at det havde mindre betydninge eller noget, men fordi at han var bange for at hans stemme ville afsløre ham. "Det er okay at du elsker ham, for det er ikke dig der er noget galt med. Det er mig" sagde han og så på hende. " Du burde smide mig ud og aldrig snakke til mig mere" sagde han. Han så efter hende da hun løb ud på badeværelset. Han ville ønske at han havde kræfterne til at følge efter hende. Men han var bange for hvad hun ville sige til ham.
Daniel bed sig i læben og slog sin hånd i mod bordet foran ham, inden han gik hen til døren og bankede på. "Kristen, vil du ikke godt snakke med mig." spurgte han igennem døren.

//Det er desværre ikke blevet særlig langt :/

Kristen så forfærdet på ham. Hun forstod det ikke helt. Hun ville aldrig smide ham ud. Hun havde brug for ham, hun elskede ham. Og han var den eneste ene. Hun ville aldrig smide ham ud. Aldrig nogensinde, hun håbede bare inderligt på at han ikke selv gik. Hun ville ikke kunne holde til det. Hun vidste han elskede Tess også og nu håbede hun bare på at hans kærlighed til hende og større end den til Tess.
Kristen så op mod døren da hun hørte hans stemme. Hun tøvede lidt og rejste sig så hurtigt op. Hun åbnede døren og overfaldt ham i et kæmpe kram. Hun ville ikke slippe ham, det havde hun bestemt sig for. Hun kneb øjnene sammen og holdte ham ivrigt indtil sig. "Jeg elsker dig!" Mumlede hun så med en lav stemme. Hun mente virkeligt også hvert et ord.
//Heller ikke mig, sorry ^^'

Da Kristen krammede ham, slog det nærmest luften ud af ham. Det gjorde det hele endnu sværere. Han havde lyst til at give sig til at skrige, men det ville ikke løse noget overhovedet. Hvorfor kunne han ikke blive delt i 2 så kunne være sammen med dem begge, han vidste at det aldrig ville kunne lade sig gøre og at det hellere ikke var fair overfor nogen af dem. Men det føltes som om at han snart ville blive skæret over i to lige store dele. For han vidste virkelig ikke hvad han kunne eller skulle gøre. Skulle han bare forlade byen og aldrig komme tilbage? Nej han kunne ikke. Han kunne ikke forstile sig et liv uden Kristen og Tessie. Det var ingen mulighed for ham, med mindre de begge to bedte ham om at forsvinde. Så ville han gøre det. Helt sikkert.

//Mit er hellere ikke for langt :/

Kristen stod stille med armene om ham. Hun blev mere ked af det da han ikke svarede hende. "Vil du ikke nok sige nogen?" spurgte hun bedende. Hun havde sådan lyst til at kysse ham, men hun vidste ikke om han ville skubbe hende væk, da hun nu ikke længere var sikker på om han ret faktisk elskede hende så højt mere. Hun stod stille lidt og gæd lydløst hos ham, hun bemærkede at hans bluse var blevet helt våd. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke tænke klart. Hun havde ikke lyst til at forlade ham. Overhovedet ikke, og hvis han ikke ville have hende så havde hun heller ingen steder at tage hen. Hun havde kun hendes vampyr søster tilbage, så hun kunne vel ligeså godt overgive sig til hende. Hun havde ikke lyst til noget som helst andet, end at være hos Daniel. Hun var rigtig ked af hans reaktion. "Du må ikke give dig selv skylden.. du er tilgivet!! Du må bare ikk.." Hun kunne slet ikke afslutte hendes sætning. Hun så trist på ham uden at slippe ham. "Elsker du mig ikke mere?" Hun hulkede det nærmest, uden at kunne stoppe. Hun så ham i øjnene mens hun ubevidst nussede ham i nakken for at falde ned. Hun kunne bare ikke forlade ham. Hun ville ikke kunne holde ud bare at være hans ven, men hun kunne heller ikke leve uden ham. Hun ønskede bare at de kunne fortsætte og glemme denne dumme tid, de nu var midt i. "Jeg elsker dig så højt.." Mumlede hun og pressede sine læber mod hans. Hun kunne ikke lade være, hun blev nød til at mærke ham hos sig. Også selvom han måske ikke ville give igen.

Daniel vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han elskede hende helt vildt, men hvad med Tessie. For han elskede jo også hende, han var helt splittet og vidste ikke hvad han skulle gøre. "Kristen du ved at jeg også elsker dig, og jeg ville ønske at jeg bare kunne lukke af for mine følelser, men det kan jeg ikke" sagde han og bed sig i læben.
"jamen det er jo min skyld. Det er mig der er forelsket i en anden. Det er mig der har ødelagt det hele. Det er mig der ikke kan vælge. Ligemeget hvad, så går noget godt i stykker" sagde han stille. "Jeg er virkelig ked af det Kristen, jeg ville ville ønske at der var noget jeg kunne gøre som ville gøre alt dette her så meget nemmere. "Jeg elsker dig, men jeg elsker også Tessie" sagde han og tog sig til hovedet. Hvad skulle han gjorde. Daniel blev ret overrasket da hun kyssede ham, men han nød det. Han gengældte kysset, men vidste at han blev nødt til at tage en kold tyrker, indtil han vidste hvad han skulle gøre. Han slap kysset og på Kristen. "Hvordan vidste du at det ikke var Owl du skulle være sammen med" spurgte han stille.

// Jeg skal logge af :/

Kristen kyssede ham blidt igen og nød det virkeligt. Hun holdt ham helt indtil sig og lukkede igen øjnene under halvvejen. Hun åbnede dem igen og så på ham, hun havde det lidt bedre, hun kunne mærke at hendes følelser var gengældt. Men var det nok? Hun vidste det ikke. Hun så ham i øjnene og gav sig til at kærtegne hans kind og nakke. "Jeg elskede ham ikke mere.. Han forlod mig, kom igen og sagde at han ikke vidste hvad han skulle gøre.." Hun tøvede ret uroligt før hun fortsatte. "Hvorfor?" spurgte hun trist og frygtede virkeligt at han ville fortælle hende et eller andet hun ikke kunne få sig selv til at høre på. Hun så ham længe i øjnene og krammede ham så ivrigt indtil sig. "Jeg forstår dig godt.. Men det er min skyld.." Hun lukkede øjnene og nussede langsomt sin næse mod hans hals. "Jeg elsker dig virkelig.. Jeg har altid elsket dig.." Mumlede hun igen, selvom hun vidste at det ikke ville ændre noget. Hun kyssede ham blidt på halsen og lagde sit hovede på hans skulder. Hun ville bare sådan ønske at de kunne være sammen. Hun havde det elendigt. Lige nu følte hun virkelig at hun kunne rede deres forhold, hvis hun havde været gravid. Godt nok vidste hun det var en dum tanke, som ikke gav mening, men hun kunne ikke selv gøre for det. Hun havde virkelig ment alt hvad hun havde sagt til ham, om at hun ikke ville leve uden ham. At hun elskede ham mere end noget eller nogen anden, og at hun ville blive sammen med ham i deres hus for evigt. Lige nu, var hun bar usikker på om han stadig havde det sådan. For Tess havde meget at gøre med det her. Lige nu var hun rigtig sur på Tess, hun vidste bedre end nogen anden at Kristen var helt væk i Daniel og alligevel var hun ligeglad. Hun tænkte kun på sig selv og ville ikke have hende og Daniel til at være lykkelige. Det gjorde ondt på hende at tænke det. Det gjorde rigtig ondt på hende, bare at være her så tæt på Daniel, uden at han havde lyst til så meget at holde om hende.

Daniel nikkede. Han vidste at Owl ikke var nogen særlig god kæreste. Han stak af og kom som det passede ham, og det værreste var at han ikke var der for Kristen da hun ventede hans barn. Han kunne godt forstå at Kristen var blevet træt af ham. Daniel ville ikke have hende til at tro at han elskede hende mindre fordi at hun ikke var gravid, for det var overhovedet ikke sandt. Han var på en måde lykkelig da hun fortalte ham at hun troede hun var gravid, han kunne virkelig se at de havde en fremtid sammen. Men da det vidste sig at hun ikke var og at hun var syg i stedet vidste han slet ikke hvad han skulle gøre.
"Jeg ville bare høre hvorfor du troede at jeg var bedre en Owl" spurgte han stille og så ned i jorden. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til hende. Det hele var blevet revet op og rystet sammen. Et par dage havde ændret hele hans liv, han vidste ikke at det kunne være muligt. "Har jeg fortalt dig at min søster er tilbage" spurgte han stille uden at se på hende. Han vidste ikke hvorfor han bragte det op nu, for de havde så meget andet af snakke om. Han rystede på hovedet af sig selv, hvorfor sige det lige nu?

Kristen så på ham og slap ham med det samme da hun hørte hvad han sagde. Hun så lidt på ham før det gik op for hende hvad han havde sagt. Hun begyndte at græde endnu mere og bed sig i læben. "Troede..? Såå.. du.." hun afsluttede ikke sætningen. Istedet holdt hun en hånd op foran sit ansigt og gik direkte ind i sove værelset. Hun fandt en taske frem og hev alt sit tøj ud af skabet. Hun begyndte at pakke alt sit tøj ned, mens hun hulkede. Der efter gik hun ud på badværelset og tømte skabene for sine ting. Hun tog tasken over armen og gik ud efter sin jakke. "Ved du hvad? jeg har ikke fortjent det her!" Hun nikkede lidt for sig selv og tog sine skå på. Resten af dem pakkede hun også ned, før hun vendte sig mod ham. "Du.. Bare smid mine ting ud.. jeg tager over til Mike.."

Daniel så forfærdet på hende, da hun pludselig fløj op. Han havde overhovedet ikke ment det på den måde, men hvis hun havde hørt det sådan var han virkelig ked af det. For det var slet ikke sådan her det skulle sluttes. "Kristen undskyld" sagde han og rejste sig og fulgte efter hende mens hun pakkede. "Jeg kunne jo ikke" han stoppede sig selv da han hørte hvor hun tog hen. " Du fortjener overhovedet ikke det her, men det gør jeg så åbenbart. Jeg fortjener at du kysser med en anden og nu stikker du af for at være sammen med ham" Sagde han oprevet. Han vidste nu at det var for det bedste, men han ville ønske at hun ikke tog over til Mike. "Så betød det kys mon mere" sagde han til hende. "jeg vil ikek smide dine ting ud, du kan få huset. Min gamle lejlighed er ikke lejet ud endnu, jeg flytter bare tilbage til den" sagde han stille og sukkede.

Kristen så ireteret på ham mens hun gik rundt efter tingene. "Jeg vil ikke have din undskyldning.. jeg vil have du skal mene det! Du fatter det bare ikke, gør du vel?" Hun så trist på ham med tøre i øjnene. "Du tror jo ikke en gang på mig.." hun hulkede lidt og så kort ned for at semle sig. Så så hun på ham igen. og fortsatte. "Det var bare et kys! jeg sagde jeg elskede dig.. Jeg stikker ikke af med ham, han er bøsse din klovn!!" Hun tog sig lidt sammen men kunne stadig ikke holde tårene væk. "han er sammen med en.. men han er da i det mindste min ven og vil give mig et sted at bo!" hun satte sig ned hvor hun stod og brød helt sammen. Hun vidste ikke havd hun skulle gøre. Hun vidste nu at han havde valgt Tess, og det gjorde bare alt for ondt. Hun troede ikke rigtig på at han nogen sinde havde elsket hende, da han bare kunne sige det med Owl.
"Jeg vil ikk hav.." hun stoppede der og hulkede bare videre, men hænderne foran ansigtet.

Daniel så på hende mens hun råbte af ham. Han vidste ikke om han skulle afbryde hende, men han lod være, for hun var i sin gode ret til at råbe. "Men det afholdt ham ikke fra at kysse dig, eller dig fra ham" sagde han hurtigt lidt efter. Han sukkede og rystede på hovedet. "undskyld Kristen. Du fortjente ikke det her" sagde han stille. "Hvis du ikke vil have huset kan vi sælge det og så kan du købe et nyt eller få din gamle lejlighed tilbage for pengene" sagde han og følte lidt som om at de skulle skilles. Han rystede tanken af sig og så på hende. Han gik hen og lagde armene om hende. "Jeg er ked af at jeg har såret dig så dybt. Jeg har jo været et større svin end Owl" han slap grebet om hende da han havde sagt det, så hun kunne få lidt plads.

Kristen så ned mod gulvet. hun lagde igen armene om sig selv. Hun havde det som om hun var ved at blive kvalt. Hvordan kunne han være så kold, og stadig være ved over noget som faktisk ikke skulle røre ham mere. Hun sukkede tungt og mumlede lavt "Du er jo ligeglad aligevel.. har du overhovedet elsket mig?" Hun sad tavs lidt og lyttede. Ikke fordi hun havde lyst til at sidde og høre på ham lige nu, men fordi hun ikke helt følte at hun kunne andet lige nu. Hun havde ikke lyst til at beholde huset. for det første ville hun ikke være alene, men hun kunne heller ikke holde ud at være i huset. Så kunne hun umuligt komme videre, hun ville få for mange minder. Kristen kunne slet ikke forstå hvordan han bare havde været så kold og stadig var det. Havde han bare været sammen med Tess uden at fortælle det? Det gjorde rigtig ondt. Hun havde selv sagt det lige efter det var sket, men siden han også først kom med det nu. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro. Hun havde lyst til at råbe op, at han skulle slippe hende. Men hun kunne ikke. Hun nød at sidde hos ham, selvom hun ikke selv ville indrømme det.

Daniel veg tilbage, som om at hun havde brændt ham. "Om jeg har elsket dig. Behøver du overhovedet at spørge. Selvfølgelig har jeg elsket dig og jeg gør det stadig." sagde han skuffet over at hun kunne tro at han bare havde brugt hende som dukke. Brugt hende som om at hun ikke havde nogen følelser. "Er det virkelig hvad du tror om mig. Jeg jeg bare har brugt dig" spurgte han og så skuffet på hende. Han troede at hun vidste hvordan han havde haft det med hende. "Vi sælger bare huset. Det er flot og rimelig nyt så vi kan hurtigt få det solgt" sagde han stille og vendte ryggen til hende, som om at han gav op. Han ville ikke selv have huset, faktisk ville han ikke så meget som blive natten over i huset. For mange minder. Han ville pakke nogle tasker og så kunne han sove i bilen. Han forsvandt ind i soveværelset for at pakke de vigtigste ting, og så kunne Kristen også få lov til at tænke i fred.

» Og hvad så med mig? ~ Daniel
» Undskyld, men mere fravær! :c
» På vej hjem.. }Daniel