En god dag //Alma

Tid: 16:23
Sted: Et sted i skoven
Vejr: Solskin, lunt, en smule vind, lidt skyet
Omgivelser: Ingen


Meisa kom lige så fredeligt gående ad en tynd skovsti. Hun havde et venligt smil liggende på hendes lyse læber og et glad glimt i hendes øjne fortalte at hun var i godt humør. Hvorfor skulle hun ikke være det? Solen var oppe, det var lunt og det blæste ikke specielt meget her inde i skoven som udenfor den.
Meisa var ikke særlig høj, 166 centimeter, hun har altid gerne ville være lidt højere og måske også lidt tungere. Hun vejede næsten halvtreds kilo og folk skulle altid fortælle hende at hun var lav og når de snakkede om hendes vægt, skulle de altid løfte hende, noget hun ikke brød sig særlig meget om.
Men i dag havde ingen ville løfte hende ingen havde drillet hende, alle havde fuldstændig ignoreret hende, hvilket for hende var godt, for det var så sjældent at dem i skolen var søde ved hende og hun ville helst have at de lod hende være.

Påklædning; En sort kjole, det sædvanlige halssmykke og min forlovelsesring, ingen sko, som sædvanligt.

Alma kom smilende gående på barfod gennem den tykke skov. Hun nynnede let for sig selv, hun var forlovet, noget hun havde ventet på i 500 år, og kunne næsten ikke fatte at det endelig var sket, og så enda osse med Al, den sjæl der kom tilbage hvert århundrede, den mand som hun havde elsket siden første øjenkontakt. Hun sukkede lidt og smilede endnu større.
Hun kom ud mod stien og genkendte let en velkendt skiggelse. "Meisa..?", Spurgte hun med et venligt smil, "Hvad laver du herude..?"

Meisa som så tit havde gået i sine egne tanker blev en smule forskrækket og hoppede, da Alma pludselig sagde noget. "Øøh...Hej"sagde hun og den røde farve skød op i hendes kinder og hun så genert på hende. "Jeg er bare ude at gå"svarede hun og smilet blev lidt skævt. Hun flettede sine fingre ind i hinanden bag hendes ryg.
Hun var ikke van til at møde folk som hilste, kendte hende og som endda kunne huske hendes navn. De fleste undgik hende fordi de syntes at hun var kedelig og mærkeligt.

Alma grinede let af Meisa, "Undskyld jeg forskrækkede dig..", Sagde hun med et venligt smil, "Det var ikke meningen"
Hun kunne godt høre Meisa's tanker, "Og jah.. Du er ret mærkelig.. Men det er resten er verden jo osse..", Hun grinede lidt.
Efter Alma's mening var der intet der hed normalt eller unormalt, mærkeligt eller rigitgt.. Alle var forskellige, ingen var ens.. Det der var normalt for den ene, kunne let var unormalt for den anden.. Det vidste hun alt om..