Musik ved vandet! (Arabell)

Arabell kom lige så stille gående ned mod søen. Hendes lange brune hår var som altid løst og bølgede fint ned omkring hendes skuldre. Hun havde en sommer lyserød sommer kjole (Kig ava/billede) på og et par sandaler med tynde ræmmer. Hun var meget feminin i sin påklædning, det eneste der mangelede var at hun havde hele ansigtet smurt ind i make up. Men Arabell kunne bedst li at have meget lidt make up på i hverdagene, så hun havde kun lidt rundt omkring de chokolade brune øjne.
Hendes blik var rettet ned mod søen, hvor hun fik øje på en dreng der sad og spillede på guitar. Et smil bredte sig på de rosarøde læber, da hun hørte hans nynnen. En musiker. Hun gik lige så stille i retning af drengen. Hun elskede at være social og søgte tit selvskab. Hun havde også regnet med at der ville være nogen ved søen, nu hvor vejret var så godt.

Jeremy begyndte at nynne lidt højere. Han havde slet ikke tænkt på at der ville kunne komme nogen, men når han spillede, sad han nærmest i sin egen verden. Han kunne sidde sådan i flere timer, hvis det stod til ham. Han lukkede øjene og lod plektaret glide ned over de spændte strenge. Pludselig stoppede han og åbnede øjene, og så op på himlen igen. Hans blik fulgte en flok fulge der fløj hurtigt hen over det lyseblå luftrum. Han trak lidt på det lille smil, han elskede bare når solen skinnede, det var som om verden var mere i live.
Jeremy begyndte at spille igen, men det varede kun 2 sekunder før han igen stoppede og vendte hovedet i retningen af pigen. Han mærkede sine kinder blusse svagt op, hvor var det bar typisk ham at rødme. Han var genert og var ikke så udadvendt og havde derfor ikke så nemt var at snakke til fremmede.

"Hej" sagde Jeremy stille og smilte venligt i hendes retning. Han kom i tanke om at han havde siddet og nynnet sikkert mens hun havde hørt det og han rødmede igen. Han skubbede gitaren ned i skødet og smilte så lidt genert.

//Logger af nu x)

Arabell smilede da drengen blev opmærksom på hende. Hun var et lille stykke fra ham, så hun kunne se da hans kinder fik en rødmede farve. Hvor kært! Hendes smil blev venligt mens hun næsmede sig ham. "Hej"hilste hun igen med sin altid munter og glade stemme. Hun havde aldrig prøvet at rødme, ikke så vidt hun kunne huske, hun havde altid været social og havde altid kunne snakke med folk, uden at føle sig pinligt berørt. Hun stillede sig ved siden af ham, da hun var nået helt der hen.
"Du behøver da ikke at stoppe for min skyld"sagde hun med et smil og lod sig glide ned at sidde på jorden et par centimeter ved siden af ham.



//Okay

Arabell smilede, som hun altid gjorde, og så på ham. Han virkede lettet, over hvad mun?
"Der skal meget til før jeg keder mig"sagde hun med et stort muntert smil på de rosarøde læber. Arabell kede sig sjældent, hun kunne se alt som sjov. Mange syntes at hun var vildt irriterende med sit muntre humør og det altid smilende ansigt. Men hvad pokker, skulle hun tage sig af at de gerne ville kede sig og ikke have det sjovt?
"Hyggeligt"sagde hun med et smil, da Jeremy præsenterede sig, men plejede at sige hyggeligt at møde dig, og så måske et navn, men Arabell havde kortet det ned til et ord. Hyggeligt. "Jeg hedder Arabell"præsenterede hun sig selv og så på hans ansigt.

"Ja, og tak"sagde Arabell med et smil på læben og så på hans rødmene kinder. Hun havde altid syntes at folk der rødmede var kære, og det var sjælendt at hun havde mødt en dreng som rødmede af at give komnplimenter. Det var da mega kært. Hun syntes at det var charmerende når flk rødmede eller blev lidt flove, det viste jo faktisk bare at de havde et hjerte et sted i kroppem som bankede...og det var jo egentlig godt, for ellers ville de jo ikke være i live.
"Hvis det er kan du kalde mig Bell" hun smilede venligt til ham, hun kom til at tænke på at hun en gang var blevet kaldet bell-eklang i de mindre klasser, fordi hun havde været lige så irriterende som lyden af en bjælle der hele tiden bjællede.
"Jeg har boet her i noget tid"sagde hun med et smil "Så ja det gør jeg" svarede hun med hendes muntre stemme.

Arabell smilede sit muntre smil da han komenterede Bell. Ja det var jo lidt hurtigere at sige en Arabell, det lød egentlig som noget en fra Arabien eller et land der omkring. Hun smilede muntert af tanken, så vidt hun vidste havde hun igen familie i den retning. Hun kastede tanken væk og koncentrerede sig om Jeremy igen. "Jeg går i skole, gymnasiet"svarede hun med et smil og satte sig i skræderstilling. "Skal du også gå der eller er du begyndt?"spurgte hun med et smil. Hun regnede med at han også gik i skole, han så i hvert fald ud til at være på alder med hende og han virkede ikke som en som droppede ud af skolen.

Arabell lyttede smilende mens han snakkede. Hun elskede at snakke, og selvfølgelig også at lytte til hvad folk havde at sige. Når man snakkede med folk lærte man ting, men hørte andre meninger end ens egne og man lærte personen at kende.
"Har du skiftet skole tit eller?"spurgte hun med et nysgerrigt smil på læben, da han sagde at han hadede at være den nye dreng, det kunne jo betyde at han havde prøvet det før. Hende selv havde altid boet det samme sted hele livet, hun havde altid tænkt på at flytte derfra så snart hun kunne, men så alligevel...hun kunne ikke efterlade hendes mor, som hendes far havde gjort. Hun fik altid skyldfølelse hver gang tanken havde paceret hendes hoved. Hendes mor havde altid været forstående og hun havde sjældent fået skæld ud. Ikke en gang da hun kom hjem med sin septum piercing, uden at havde fået lov til at få den, fik hun ikke engang skæld ud.

Jeremy rystede på hovedet. "Ikke tit, men jeg har skiftet skole en gang, min far havde et band og så flyttede vi til La. for at han bedre kunne få job" sagde han og trak på skulderne. "men efter min fars død, blev min mor gift igen og så har jeg jo været den 'nye dreng' til alle familiemiddagerne på hans side" sagde han og rynkede på næsen da han kom til at tænke på hans stedfar. Jeremy var ret stolt for han havde fortalt hans historie, dog den korte version, uden at rødme. Normalt når han snakkede om sig selv, rødmede han, fordi han ikke ville have at den anden skulle tro at han var en af de personer der kun snakkede om sig selv.
"Min stedfar har boet her i 25 år, og han krævede at vi flyttede hertil, efter de blev gift" forklarede han. Hans stedfar, havde før taget de mange timer over til hende, men så var han der også nogle uger af gangen. Han havde kun været over ved ham en gang siden og han havde ikke bevæget sig udenfor en dør. Han havde låst sig inde på det lille gæsteværelse han fik.

//Skal spise x)

Arabells muntre smil falmede da han fotalte om hans far. Hun nikkede svagt men sagde ikke rigtig noget til det, hun vidste ikke hvordan det var at have en rigtig fa rog så miste ham. Hun havde aldrig mødt sin far og hendes mors nye kæreste var ikke rigtig nogen far for hende, hun kendte ham ikke særlig godt og de kunne heller ikke finde ud af at snakke uden at begynde at råbe, så det forholdte sig fordet meste tavse og spillede skuespil hvergang hendes mor var i nærheden. Arabell vidste at han bare ventede på at hun flyttede, han havde nemlig snakket om hvad de skulle bruge hendes værelse til når hun engang flyttede.
"Så må det være fra din far at du har det musikalske fra"sagde hun med et lille munter smil på læben. Hun havde aldrig været god til at snakke om fædre, da hun ikke vidste så meget om det, ud over det hun havde set og hørt.

Arabell kunne ikke lade være med et grine smilende, da han jokkede med hans mor. Hun elskede når folk kunne få hende til at grine, hun elskede i det hele taget alt der kunne få hende til at grine bare en lille bitte smule.
"Jeg bor sammen med min mor"svarede Arabell med et smil og lagde hovedet en lille smule på skrå, så det lange hår faldt lidt til højre side. Nogen gange kunne man godt sige at hun boede alene. Hendes mor tog tit hjem til hendes kæreste og var der et par dage og andre gange tog hun ham med hjem, og så var de tre i huset, i stedet for kun at være Arabell selv og hendes mor, er der pludselig en mand der også. Hun havde stadig ikke vændet sig til at have en mand i huset.