Du troede ikke jeg nogensinde ville glemme dig, gjorde du? (Lucy xD)

Sted: Kirkegården.
Tid: 16.20.
Omkring: Andre, som besøger deres pårørende og dem som arbejder der.
Vejr: Rolig vind, støvregn.
Humør: Ville ikke sige jeg var glad, savner men lillesøster.
Formål: At besøge min lille søster Jess, på hendes fødselsdag. ^.-
Grund: Jeg kan ikke glemme dem. Selvom de er døde, er de min familie.
Påklædning: Tøjet

Kristen havde taget en rose med, den fineste helt dybrøde rose.
Jess havde altid elsket røde roser, så Kris ville give hende en, som hun havde gjort hvert år på hendes fødselsdag, lige siden hun mistede hende og hendes mor. Det havde været rigtig hårdt for Kristen men, hun var kommet videre. Hun var ikke over det, nej, men hun havde aksepteret, at hendes liv måtte fortsætte uden dem.
Jorden var en smule mudret rundt omkring, hvilket fik hende til at gå lidt skævt over det eller våde græs. Kristen havde aldrig glemt Jess' fødselsdag. Det var bare umuligt. Lige meget hvad, kunne hun ikke glemme det, selv ikke hvis hun faktisk forsøgte. Hun kunne ikke få minderne ud af hovedet, og det var det som holdte hende fast til både Jess, Esme og James. Hun havde kun hendes søster Hann, og hendes fætter Tay tilbage nu, men hun fik også hjælp fra dem, så det hele gik videre. Kristen lod sin hånd glide gennem hendes våde hår, så et par dråber startede en lille strøm af vand, som trillede ned af hendes hånd. Hun lod sit blik hvile mod gravstenen og satte sig så forsigtigt på hug ved siden af hendes lillesøsters grav. Hun smilte lidt, men kun ganske lidt, det hele gjorde stadig meget ondt på hende og hendes ar, var langt fra væk. Hun lagde den røde rose mod jorden, foran gravstenen.
"Heys.. Jeg har købt en rose til dig.." Med lidt stilhed mellem ordene sad kristen og talte til hendes søster, hun holdt sit blik mod stenen mens hun tale ud. Hvilket tog lidt tid. "Jeg.. Tillykke Jess. Jeg savner dig.." En lille tåre forlod kristens øje og søgte flugt ned mod hendes kind. En hånd i vildrede fik tøret tåren væk. Det var Kristens egen hånd, hun kunne ikke lide at græde, og slet ikke et offentligt sted. Hun smilte lidt uskyldigt til gavstenen.

Pålædning: Klik her! ^^'

Lucy kom gående igennem skoven. Efterhånden tilbragte hun ret meget tid i den. Og specielt når hun forvandlede sig.. Hun var på vej hen på kirkegården med tre hvide roser i den ene hånd. Her på denne kirkegård var det meste af hendes familie begravet. De var alle blevet myrdet. Og folk vidste det ikke men.. Det var ikke bare en eller anden gal massemorder som folk troede. Det var af Vampyrer. Tre eller fire Vampyrer var kommet efter hende.. For.. Det var skam ikke bare en eller anden tilfældig person hun havde slået ihjel for at blive forvandlet.. Nej. Det var en Vampyr. Hun var ret sikker på at han ikke var særlig gammel - for ellers havde hun jo højst sandsynligt ikke været i stand til at dræbe ham - men derfor havde det nu ikke været så let alligevel. Han havde overfaldet hende og prøvet på at drikke hendes blod da hun var alene på en bar. Han havde skubbet hende ned i et bord og det var gået i stykker. I en lettere panik havde hun taget fat i et af de ødelagte bordben og holdt det oppe. Lige netop som han var kommet susende hen imod hende. Hun havde set den skarpe og splintrede ende bore sig ind i hans mave og lidt efter var han.. Ja. Var han død. Og det var ikke det eneste der skete i forbindelse med den episode - altså at hendes familie var blevet myrdet var ikke det eneste.. Næ nej. Hun var skam også blevet forvandlet til en Varulv. Som om det ikke havde været slemt nok i forvejen! Hun var flyttet fra Mystic Falls kort tid efter. Efterladt alt. Hendes venner og veninder. Hendes ting. Det eneste hun havde taget med var en lille taske med tøj og penge. Og så havde hun taget toget uden at se sig tilbage. Men.. Nu havde hun så endelig besluttet sig for at vende tilbage. Det var efterhånden tre eller fire år siden hun var rejst.. Hun havde mødt en mødt et Varulvekobbel et sted nordpå som havde lært hende alt hvad hun vidste. Hun var begyndt at holde af dem, men deres måde at leve på var bare blevet for meget til sidst. Hun savnede at have et hjem. Ikke at skulle rejse rundt hele tiden. Hun savnede hendes gamle venner og veninder.. Hendes gamle barndomsveninde, Kristen, var en af dem hun savnede mest. Men nu håbede hun jo så bare at hun stadig boede her i byen. Og at hun ville møde hende. Næppe nåede hun at tænke den tanke inden hun nåede kirkegården. Hun gik straks hen til hendes families lille sted. Der var de. Tre gravstene lige på linje. Den første var hendes fars, den anden hendes mors og den tredje hendes storebror. Hun lagde en hvis rose på hver og lagde en hånd på hver sten inden hun gik videre til den næste. Da hun var færdig kom der en lille hvisken fra hende. "Jeg savner jer.. Og jeg håber virkelig i ved hvor meget jeg elskede - og stadig elsker - jer.." Hun mærkede en lille tåre trille ned af hendes kind. Hun savnede dem altså virkelig meget.. Så kiggede hun rundt på de andre sørgende og da blev hun ret så overrasket. Lidt fra hende stod Kristen! Tænk at hun mødte hende her! Af alle steder.. Hun gik langsomt hen til hende. Hun burde da kunne huske hende, ikke sandt?

//Wow! KREA!!!!

Hendes blik var stadig rettet med gavstenen, som makerede hvor hendes lille søster nu var henne. Hun smilte venligt til hende og gav et kort suk fra sig. Det nyttede ikke noget at græde over det, lige meget hvad ville hun ikke komme tilbage, det ville ingen af dem.
Kristen tøvede en smule og lod så blikket glide hen over to andre gravstene, som stod lige ved siden af. Hun så lidt ned og tøvede, måske skulle hun også have taget noget med til dem?
Hun rystede kort på hovedet af sig selv og rejste sig langsomt op. Nej, hendes forældre havde ikke fødselsdag, det var Jess! Hun fortjente rosen ikke de andre. Men alligevel gik Kristen efter at have rejst sig, et par skridt hen med den gravsten som lå tættest og hviskede et par ord. "Heys mor.."
Hun sagde ikke ret meget mere og undlod at give hendes far et eneste ord med på vejen. Hun elskede ham stadig, selvom han ikke ver hos hende mere, men hun kunne ikke tilgive ham for at have taget sit eget liv. Hendes mundviger trak en smule opad i et lille smil, det smil var rettet mod hendes far. Så lod hun kort en hånd samle hendes hår i toppen inden hun slap det igen og vendte sig om. Hun vendt sig om fordi hun ville forlade dem igen, hun havde gjort hvad hun skulle, men også fordi hun kunne høre nogen bag sig.
Kristen så på pigen, som før havde været bag hende. Hun smilte blidt og venligt til hende. Hun skulle sikkert også besøge hendes kære, så hun ville ikke forstyre. Pigen foran hende flyttede sig ikke og derfor blev Kristen nysgerrig. Hun så godt på pigen, det tog næsten 1 minuts tid, inden hun fandt ud af hvem det var.
"Lucy?" Et smil spillede på hendes læber.

Der bredte sig et stort smil på hendes læber. Og det var rent faktisk ægte. Glad. Hun var glad. I hvert fald lige nu. Det var dejligt endelig at se Kristen igen. Hun havde faktisk savnet hende ret meget. Og det var jo allerede et par år siden de havde set hinanden sidst.. Tre år sådan ca.. Hun gik hen til Kristen og gav hende et stort kram. Nu håbede hun bare ikke at det ville virke for underligt nu hvor det var så længe siden at de havde set hinanden. Hun smilte stort. "Kris! Hvor er det længe siden!" Hun slap hende efter lidt tid og så bare på hende. "Hvordan har du det??" Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Det var bare så længe siden. Og hun vidste jo ikke rigtig hvad der havde foregået i Kristens liv imens hun havde været væk. Hun kiggede lidt hen på hendes families gravstene endnu en gang. Vidste Kristen mon egentlig overhovedet hvorfor hun var rejst? Hvad der var sket dengang? Hun havde jo været nødt til at rejse lige efter episoden. Hun havde ikke engang nået at sige farvel til nogen af sine venner eller veninder. Ikke en eneste af dem faktisk.. Det havde skulle gå alt for hurtigt. Og hun havde jo ikke anet hvad der foregik omkring hende. Inden i hende. Med hendes krop. Med hendes udvikling til en Varulv. Forvandlingen havde været ret svær for hende. Hun vidste jo ikke helt hvad det var der var sket med hende. I hvert fald ikke dengang det var begyndt at ske. Det var først efter at hun havde mødt den Varulveflok oppe Nordpå at hun var begyndt at lære om Varulve. Og det havde været et ret stort held at hun havde mødt dem. For ellers var hun jo nok endt med at.. Dræbe en masse folk...

» Hvor står vi henne? Betyder jeg stadig noget, eller vil du helst glemme? Jeg kan ikke glemme dig, du er den eneste! ;♥ Justin
» HVAD?! Det gjorde jeg ikke!! *Dem der har lyst*
» Ikke et menneske. Ikke en heks. Hvad er du så? - Catalaya xD