Men du døde jo.. Gjorde du ikke..? - Lucas

Omgivelser : De sædvanlige ting i hendes hus.
Tid: Midt på dagen-
Vejr: Solskinsvejr, stik modsat hendes humør.
Påklædning: Helt hvidt tøj. Efter hendes mening, er sort nattens farve og hvid er dødens.. Hun sørger stadig.

"Han kommer ikke.. Han kommer ikke.." Mumlede hun lavt for sig selv, det havde hun gjort lige siden ham fyren.. Hvad han han nu.. Reifarim, var det ikke det? Lige siden at han havde sagt at Lucas var i live.. Men.. Politibetjanten havde sagt at han var død.. Hun havde selv se liget! Han havde osse sagt at han ville komme og besøge hende når de havde snakket, men hun kunne stadig ikke tro på det!
Hun var så skrækslagen for at det var løgn, hun var bange for bare at lade det mindste håb spire. Hun hoppede nærmest op af forskrækkelse da dørklokken ringede. Hun bed sig hårdt og nervøst i læben og gik så over og åbnede. Det hun så i døråbningen slog luften fuldstændig ud ad hende.

-Håber det er en god start ^^

Hun kunne ikke andet end at synke, hun kunne ikke sige noget. Hun begyndte langsomt at bakke tilbage mod stuen. Hendes store, grønne øjne var endnu større end normalt og helt og igennem bange for at se ham. Hun rystede lidt og kunne ikke fatte at han stod i hendes dør.. Ham hun elskede så højt.. Hun var slet ikke kommet videre, overhoved ikke. "Du.. Du.." Stammede hun. Hun rystede på hovedet og gned let sine øjne og så så på ham igen "Lever.." Hviskede hun lavt. Hun sank, før hun løb over til ham og kastede sig i hans arm. Hun begyndte at hulke af lykke. "Du lever.." Hulkede hun lavt.

Hun smilede gennem sine tåre g trak sit ansigt lidt væk fra ham, men ikke så de slap hinanden. Hendes hænder undersøgte blidt hans ansigt, hun havde en mærkelig trang tul at sikre sug at han virkelig var der. "Jeg har osse savnet dig. Lucas.." Hviskede hun lavt. Hun kunne ikke helt fatte ar han virkelig stod her foran hende, at hun endnu engang stod i hans farvntag og så ind i hans vidunderlige øjne. Hun havde det som om det var endnu en af de drømme, hvor hun snart ville vågne grædende op bare fordi at det kun var en drøm. "Lucas.." Hvidheds hun lavt og lagde forsigtigt sin hånd mod hans kind "Jeg.. Jeg.." Hun smilede kærligt "Jeg elsker dig.. Det vil jeg altid gøre.." Hun fik endelig ordene ud. De ord der betød så meget.

Hun smilede da han selv sagde at han elskede hende. Hun nød at han strøg hende over håret og lod sine hænder glide om i hans nakke og holdte ham så tæt, så tæt at hun kunne mærke det hjerteslag hun manglede. Han virkede så levende, så ægte, det kunne umuligt være en drøm. "Hvad skete der egentlig, Lucas..?" Spurgte hun forsigtigt. Hun smilede ikke så meget mere, der var noget hun skulle have afklaret. Hun havde set ham død, hun havde været med til hans begravelse.. Hvordan kunne han være her og holde om hende..?

-vi går tur lige nu, så svarer nok ikke lige så hurtigt ^^'

Hun nikkede lidt til hans spørgsmål. Hun bed sig lidt i læben "Det ville nok være bedst.." Sagde hun lavt og smilede lidt til ham. Hun trådte ud ad hans favntag, selvom hun allermest havde lyst til at blive der, mere end noget andet.Hun tog ham i stedet ved hånden og trak ham blidt indenfor. Hun slap ham kort, kiggede let ud ad døren og sikrede sig kort at ingen havde set dem, de fleste troede sikkert stadig han var død. Hun lukkede døren og låste efter sig. Hun tog ham ved hånden igen bagefter og trak ham med helt und i stuen. Hun tøvede lidt og så så på ham med et blidt smil "Vil du have noget at drikke eller noget andet?" Spurgte jun kærligt og skubbere ham blidt ned i sofaen. Hun tænkte på hvor mange gange de havde siddet i den sofa sammen. Hun bed sigt lidt i læben og rødmede svagt.

-Kay ^^

"Okay" Sagde hun kærligt og skulle lige til at sætte sig ned da han tog hendes hånd og trak hende ned til sig. Hun grinede let og hørte så lyden af poter der løb ind i stuen og lidt efter så hun sin schæferhun, Mitchell. Hun havde haft Mitchell da Lucas og hende var sammen.. Før 'det' skete.
"Jeg sagde jo at han levede" Gøede han, noget Lucas sikkert ikke kunne forstå.
Hun tog bare en pude og kastede den efter ham "Ti nu bare stille" Sagde hun lidt småsurt, men stivnede så. Hun havde ikke kunne forstå Mitchell før Lucas's død så hun havde aldrig kunnet fortælle ham det. Hun bed sig lidt nervøst i læben og så så på ham. Hun var ikke normal, men det var ingen af dem vist mere. Hun var en Heks og han var.. Jah, det vidste hun jo ikke endnu.
Kathrine kunne nu forstå dyr og de hende, hun kunne udøve magi og mange andre ting..

Hun smilede lidt, han havde altid kunne læse hende og han havde altid været så forståelig. Hun bed sig let i læben, før hun kastede sig ud i det "Jeg kan forstå dyr, jeg kan se de døde og udøve magi.. Jeg er en Heks.." Hun rødmede let og havde set ham i øjnene mens hun sagde det "Jeg har kunnet se de døde så længe jeg kan huske.. Men det andet kom først efter din.. Død.." Hun fik lidt blanke øjne ved tanken, selvom han sad foran hende. Hun mærkede puden blive lagt i sit skød ìg så så på Mitchell med et lille smil og kløede ham bag øret. "Men du havde ret.. Og det er jeg glad for.." Hun smilede blidt og så så på Lucas igen. Hun var lidt nervøs over hans reaktion, men han var jo heller ikke hel normal.. Han var jo lige kommet tilbage fra de døde.

Hun smilede lidt og lukkede sine øjne da han kyssede hende på panden og åbnede den igen bagefter. Hun blinkede lidt overrasket da han nævnte at kendte en anden Heks "Gør du? Ej det ville være dejligt!" hun grinede lidt "Jeg er ret ny i det her.." Hun smilede skævt, men blidt. Hun kløede stadig Mitchell bag øret og smilede da hans begyndte at logre med halen og have tungen ud ad munden.
Hun nikkede lidt da han spurgte, selvom hun godt kunne høre det mere var en konstentering end et spørgsmål. Hun lænede sig ind til ham med en trist mine. Hun kunne huske det alt for godt. Hun flygtede fra kirken inden hun havde sagt halvdelen af sin tale til ham, hun havde ikke kunnet klare det. "Bare start.. Jeg kan godt klare det.." Sagde hun lavt, men roligt og puttede sig mere ind til ham og nød følelsen af hans arm sig.

Kathrine nikkede stille "Jeg skal nok sige til, hvis det er for meget" Sagde hun blidt og nød hans duft der endnu ikke var druknet i al hendes. Hun lukkede sine øjne da han begyndte at fortælle og lyttede opmærksomt til alt hvad han sagde. Ham Reifarim igen, tænkte hun stille. Hun nikkede lidt "Du skal ikke undlade noget, jeg vil høre det hele.." Sagde hun lidt hæst, hun ville høre det hele, hver en enkel detalje.. Det eneste politiet havde sagt var at han døde hurtigt og smertefrit, hvilket hun på en mærkelig måde var glad for, hun ville ikke have at han skulle lide. Hun sank let "Bare fortæl videre.." Hun havde stadig lukkede øjne og lyttede lidt til hans hjerteslag, der hele tiden mindede hende om at det her, ikke var en drøm, ikke et mareridt, men den rene og skære virkelighed..