Alenetur i skoven? ~ Kristen

Tid :: Ca. 17;34
Sted :: Skoven.
Omgivelser :: Træer, buske, skovting? Ingen levende sjæle.
Vejr :: Ingen sol, men det er stadig lunt. En smule overskyet.
Påklædning :: En blåhættetrøje med et lyserødt smileyansigt, der smiler stort som print foran. Et par lyseblå tætsiddende jeans, hvor der er få huller op og ned af benene, samt sorte, uslidte Converse sko. Håret er løst og bølget.

Nana gik lige så stille. Hun sukkede kort. Hun havde lige spist, så sulten var hun i den grad ikke. Hun vendte blikket nedad imod skovbunden, mens hun bare gik - hvorhen, det anede hun ikke, bare lidt væk fra.. byen, det hele. Der var ikke noget i galt, hun gik endnu en gang bare og tænkte det hele igennem ang. hendes liv og alt det der. Hun savnede sin familie i Japan.
Nana slog sig ned på et træ, der var væltet. Hun satte sig på stammen og kiggede frem for sig. Hun begravede hænderne i den store lomme på hættetrøjen foran. Hun mærkede efter; yes, mobilen og headsettet var der endnu.
Hun sukkede endnu en gang. Hvad skulle hun lave? Hun ville egentlig mest ønske, der kom nogen forbi, bare så hun i det mindste havde nogen at snakke med, det kunne da være hyggeligt. Meget endda. Selskab; det var lige nøjagtig dét, hun gik og længtes efter. Hun var næsten lige flyttet til byen, og havde ikke rigtig snakket med nogen, mest holdt sig for sig selv. Så det var klart selskab hun gik sådan og længtes efter, helt klart.

Nana sad bare stille på stammen. Hun havde fortsat sine hænder begravet i den store lomme på hættetrøjen. Tankerne væltede ind i hendes hoved. Alle mulige slags tanker, men mest tanken om hendes familie og venner. Hun savnede familien, som hun jo ikke kunne se mere, fordi forældrene var døde, og det var egentlig kun lillesøsteren, der anede til det med hun var vampyr, og resten af hendes familie i Japan, anede ikke hun stadig levede..
Hun sukkede kort og lod sig læne sig en smule tilbage, idet hun rettede sig hurtigt op. Hun kunne lugte noget, et menneske, helt klart. Men hun var jo ikke sulten, men alligevel; selskab? Hun smilede og så sig lidt omkring.

Nana pustede opad, hvis man kunne kalde det det, så hun fik pustet noget af sit pandehår væk fra øjet, hvor det havde sat sig fast ved hendes øjenvipper. Hun smilede stille for sig selv. Mon hun nogensinde så sin familie igen? I hvert fald hendes søster, der egentlig var en smule bange for hende. Men selvfølgelig, så ville hun jo ikke æde hendes søster.
Nana vendte blikket hen imod et træ, så endnu et og tilsidst op i himlen. Hun sank lidt sammen på træstammen, men vendte så hurtigt sit blik hen imod en pige. Mennesket, hun havde kunnet lugte. Hun sad bare musestille og stirrede på hende, selvom pigen jo nok allerede havde bemærket hende. Hvor ville hun dog ønske, pigen kom hen til hende og ville joine hende, men Nana syntes bare, pigen lignede en, der havde travlt, så hun ville da ikke foestyre eller noget?

Nana sukkede lydløst, da hun bemærkede, at pigen gik lidt videre igen. Hun kneb øjnene en smule sammen, så det egentlig mest lignede, de var lukkede. Hun rettede sig lidt op, men sank lidt sammen igen. Hun fulgte bare pigens bevægelser.
Hun rettede sig lidt op, da pigen så gik imod hende. Hun kiggede bare på hende, men så sig et øjeblik væk og så på hende igen. Hun smilede venligt, hvilket Nana gengældte. "Hejsa." sagde hun så.
Hun betragtede bare pigen, så op og ned på hende, ikke af nogen speciel grund, men hun undrede sig bare lidt over hendes outfit. Hun havde ikke været i byen særlig længe, men alligevel. Hun havde nu også godt set det outfit før.
Nana rystede kort på hovedet. "Nej," svarede hun så, "eller jo, men ikke som sådan. Jeg mangler bare selskab." sagde hun så og trak på skuldrene.

Nana betragtede hende bare. Hun sad bare helt stille og kiggede imod pigen med de lettere mørke øjne. Hun fugtede sine læber, idet hun rettede sig lidt op. Hun kiggede hurtigt ned imod skovbunden, men så på pigen igen.
Hun rystede på hovedet. "Jeg er måske lidt desperat, men.." Hun trak på skuldrene. "det er jeg måske også." sagde hun så, da hun ikke helt vidste, hvordan hun ellers skulle komme udenom.
Nana rakte en hånd op og pillede lidt ved sit hår. Hun kiggede bare hen imod pigen, så nikkede hun. "Jo, jeg vil gerne give det en chance." sagde hun så og smilede venligt tilbage. "og jeg er Nana."