Tid til lillesøs ;) [Luzy]

Luzy var gået ind i Mystic Mall for at fordrive tiden lidt fra det pensionat hun boede på imens hun ledte efter sin storebror i byen. Hun anede intet om hvor han boede og havde ikke haft tid til at tage sin mobil tilbage fra deres forældre da hun havde pakket de mest nødvendige ting og løbet hjemmefra. Igen. Denne gang havde hun så bare et sted at tage hen og én at være sammen med imens, nu skulle hun bare lige finde ham først ... Luzy sukkede frustreret og rynkede brynet imens hun så rundt og prøvede at ignorere alle de skæve blikke hun fik af folk. Hun kunne mærke dem overalt hun gik, som små knive der stak overalt på hendes krop. Men hvem ville ikke også stirre på en 17-årig pige med kulsort hår med blå spidser og som havde en kæmpe lag sort make up omkring sine blå øjne og et sort lag læbestift og som havde sort tøj på fra top til tå.
Da hun gik forbi caféen, gik hun derind, ikke fordi at hun havde særlig mange penge, så hun ville ikke købe noget, kun fordi at hun havde brug for at sidde i en mørk krog hvor der ikke var så mange der så på hende. Det var grunden til at hun gik derind og gik imod det fjerneste hjørne, men blev irriteret da det var optaget af en fyr der sad og læste i avisen og drak kakao. Hun skulede ad fyren og først da hun havde kigget lidt nærmere på ham, gik det op for hende hvem det var. "Malek?" spurgte hun forbløffet, overrasket over sit eget held. Hun stod bare og så på ham med et målløs blik imens en masse forskellige følelser gik igennem hendes blik. Skuffelse, svigt, men også kærlighed, da hun jo elskede sin bror som det eneste i hele verden. Til sidst var der kun en træt glæde tilbage. Hun havde endelig fundet ham.

Luzy grinede og tog med glæde imod omfavnelsen og gengældte den varmt. Hun kunne altid være sig selv sammen med sin storebror, hun vidste, at han altid ville beskytte hende og sørge for, at hun havde det godt. "Jeg ledte faktisk efter dig," sagde hun med et lille grin og puttede sig ind til ham, dog uden at ødelægge sin make up. Hun havde fandme træning i det her! "Nope," sagde hun og smilede skævt til ham, selvom der var et trist glimt i hendes blå øjne, et glimt de fleste nok ikke ville have set da hun jo lagde skjul over det. "Men ligger de nogensinde mærke til hvad jeg laver?" Hun trak lidt på skuldrene og fulgte med ham over til hans bord. Hun rystede på hovedet da han spurgte, om hun ville have noget at drikke, men hun satte sig dog ned og så op på ham med et lille smil. Hun havde savnet sin storebror, det var kun blevet værre efter at han havde flyttet så der ingen var til at formidle deres forældre. Hun var det sorte får i deres familie efter deres mening, bokstavelig talt, men hun prøvede at være ligeglad, men hvem fanden kunne være ligeglad med at deres forældre hadede en og hakkede ned på hende hver gang hun bare lavede en lille fejl. "Malek, aner du hvor svær du er at finde i den her lille by?" spurgte hun og lød anklagende, men hun smilede varmt til ham, et syn man sjældent så, medmindre man så de to sammen.

Luzy havde intet imod at han rodede op i hendes hår, hun gengældte det bare med at gøre det selv med ham, så hun rakte hånden ud imod ham og rodede kærligt op i hans hår og lo stille. Hun bed sig lidt i underlæben, uden at ødelægge sin make up, og nikkede stille. "Jeg bor faktisk på det gamle pensionat, men det var kun imens jeg ledte efter dig," forklarede hun med en uskyldig mine og så op på ham. "Jeg håbede, at jeg kunne på hos dig." Hun sendte ham et bredt tandsmil og så kærligt op på sin storebror. Hun så bare på ham imens al farve forlod hendes kinder da han snakkede om deres forældre. "De holder ikke af mig, Malek, de hader mig," sagde hun og så ned i sine blege hænder og trak let på skuldrene. Det var dét hun troede på, mest bare fordi at de altid råbte af hinanden, men forgudede Malek. Det eneste hun så i sine forældres blik var skam og skuffelse.
Hun smilede over ham, men rystede så på hovedet i en hurtig bevægelse. "De anede jo ikke at jeg tog af sted, så jeg fik aldrig din adresse," forklarede hun med et lille skuldertræ. Det var ikke mærkeligt i hendes hoved, hun var jo ingenting i deres forældres øjne, de anede sikkert ikke engang at hun var væk endnu.

Luzy lo blidt over ham og smilede stort til sin storebror. Hun vidste godt at han var en smule forfængelighed, og hun nød at drille ham med det. "Tak, Malek, jeg vidste, at jeg kunne regne med dig," sagde hun med et stort smil, men det falmede lidt da han nævnte, at han var nødt til at fortælle deres forældre det hvis de spurgte ham. Hun trak bare på skuldrene og bed sig i underlæben inden i munden og bed lidt til. En dum vane hun havde fået sig da hun ofte kom til at bide hul. Hun vidste godt at han ville være nødt til det, men hun ville helst ikke have, at hendes forældre vidste hvor hun var. Hun smilede glad over ham og hendes blå blik glimtrede af glæde. "Jeg glæder mig til at se hvor du bor," sagde hun og man kunne tydeligt høre glæden i hendes stemme.
Hun tøvede ved hans spørgsmål og så ned istedet for at se på ham. "Det var fordi ..." startede hun, men tøvede endnu en gang, hun anede ikke hvordan hun skulle sige det. Hun pillede ved sine fingre, for at trække tiden ud. "At jeg ..." Pludselig var hun bange for at skuffe sin bror og turde ikke sige det. "Det var bare et sædvanlig skænderi, de ville ikke lade mig være mig." Hun så på ham og smilede lidt trist. Det var sandheden, eller mere, en del af den.

Lucinda smilede større over hans ord og lænede sig over imod ham og gav ham et lille kys på kinden. "Det ved jeg," sagde hun glad og smilede varmt til ham. Det her var noget hun virkelig elskede sin storebror for, han lod hende være sig selv og elskede hende stadig selvom hun lavede en masse fejl og havde farvet håret og det hele. Det var skønt. Hun lo over ham, og hendes latter var varm og mild. "Hvorfor undre det mig ikke?" spurgte hun drilsk imens hun rejste sig op og gik med ham. Hun var selv ikke det største ordensmenneske, men hun havde noget som hun selv ville kalde ordentlig rod.
Hun kunne godt mærke at han kunne mærke hendes humørskift, det kunne han altid. Og da han lagde armen om hende, puttede hun sig ind til ham og smilede lidt over ham. Dog tøvede hun stadig, selvom hun vidste, at han mente det. Hun sukkede over sig selv. "De så mig ryge," forklarede hun lavt og så ned i jorden imens de gik ud ad centeret. Hun havde aldrig fortalt Malek at hun røg, og hun havde altid kunnet skjule det sådan nogenlunde, og måske var der mange der så det som småt, men hun var nervøs overfor hvordan han ville reagere, for hvis han ikke kunne acceptere det og hun mistede ham, så ville hun virkelig bare være fortabt.

Luzy lo over ham og smilede fuldstændig uskyldigt til ham og blinkede lidt med begge øjne. "Jeg har da ikke gjort noget," sagde hun med en uskyldig mine, men endte hurtigt med at smile varmt til ham. Hun kunne ikke sige hvor dejligt det var at være sammen med ham igen efter hendes forældres kulde og had. Hun puttede sig mere ind til ham og smilede og nød bare at være sammen med sin storebror igen. "Jeg skal nok sørge for at du får nogenlunde orden i dine ting, Malek," sagde hun med et grin og rystede let på hovedet og smilede stort til ham.
Hendes kinder blussede op og hun så ned i jorden. "De ligger jo alligevel ikke mærke til noget," sagde hun med en lille stemme og så forsigtigt op på ham, men smilede så lidt. Det burde egentlig ikke have undret hende at han allerede vidste det, men det lettede lidt for hende. Hun klukkede lidt over ham og nikkede lidt. "Got it," sagde hun med et skævt smil imens hendes kinder langsomt havde fået sin normale, blege nuance. Hun var glad for at han ikke skældte hende ud eller forbød hende det, det var rart igen at have en som bare accepterede en som man var. Hun fulgte stille og rolig efter ham og smilede over ham da han åbnede bildøren for hende og satte sig ind i passager sædet og lukkede selv døren efter sig.

Luzy var selv også glad for at hun var taget over til ham, for hos hendes forældre ville hun ende med at blive selvmorderisk efter mere tid i samme hus som dem. Uden at tænke over det, kørte hun ubevist sin hånd over sin underarm, men smilede stadig til sin storebror og lo over ham. "Altid til tjeneste!" sagde hun med en drillende latter og så glad på ham. Hun følte sig bestemt mere sikker her, hos Malek, end hun nogensinde havde gjort hos sine forældre.
Hun trak bare let på skuldrene og følte sig lidt bedre tilpas efter at han kort havde nusset hende på skulderen. "Fordi at jeg havde problemer i skolen, fordi at jeg havde svært ved at lære at læse og regne, fordi at jeg farvede mit hår, fordi at jeg altid var usocial og aldrig fik nogle ordentlige venner, fordi at jeg ikke fik perfekte karakterer," sagde hun med en monoton stemme og sukkede stille inden hun smilede lidt til ham. Hun var ikke sur på ham fordi at deres forældre foretrak ham, hun vidste godt, at det ikke var hans skyld. Hun skar en lille grimasse over hans spørgsmål. "Kun det mest nødvendige, tøj, sko, tandbørste, min blok," opmessede hun stille og grinede lidt. "Det hele ligger på mit værelse i pensionatet." Hun smilede til ham og trak lidt på skuldrene inden hun spændte sig og lænede sig tilbage i bilen. Hun vidste godt, at bilen var fra deres forældre, men hun tænkte ikke rigtig over det. For det var hans bil, ikke deres.

Luzy så på ham og smilede blidt. "Jeg elsker dig, Malek," sagde hun, som om det bare var et selvfølge. "Du har altid været der for mig, og ladet mig være mig." Hun trak lidt på skuldrene og så ligeud. "Derfor er jeg ligeglad med hvordan de behandler dig, for du vil altid forblive den samme; Min storebror." Hun så på ham igen og grinede blidt. Hun havde en virkelig sød og blød latter, der fik en til at ville grine med. Hun så op på huset hvis indgang han kørte ind ad. "Og nogle gange har det vist sine fordele," måbede hun lavmælt og lo kort. Hun så på ham og smilede over at han skubbede til hende inden hun selv gik ud ad bilen. "Det er helt okay med mig," sagde hun bare og så på ham med et smil. Det undrede hende egentlig ikke rigtig at deres forældre havde foræret ham en bil og et hus. Hun fulgte med ham op og bagefter med ind. Hun så nysgerrigt rundt imens og smed selv skoene og tog den fede lædderjakke af. Hun elskede den jakke, og det sæt hun havde på i øjeblikket.

Luzy smilede bredt og varmt til ham og fik et glitrende blik, hvilket hun altid gjorde, når hun var glad. "Det er præcis derfor jeg elsker dig," sagde hun med et drilsk glimt i øjet og sagde så; "De kan helt ærligt rende mig skråt op." Hendes smil var så sødt og hendes øjne uskyldige, at det ikke lignede, at hun kunne finde på at sige sådan noget. Hendes kinder blev en anelse varme over hans blik og hun følte sig speciel da han så så stolt på hende og da hun hørte hans ord. "Tak, Malek, det betyder virkelig meget, at du synes det," sagde hun med et ærligt og varmt smil. Hun så på ham og grinede lidt. Hun vidste godt, at de lignede hinanden meget på deres kunstneriske evner, men hendes sangevner var noget hun altid havde holdt skjult for ham, ingen vidste, at hun havde en stemme som en engel.
Hun klukkede over hans ord. "Men det ville de ikke tillade, det ved jeg godt," sagde hun med et grin og så på ham med et smil imens hun gik efter ham og så rundt. Der var så mange flyttekasser ...
Hun så på ham med et lille grin og skubbede blidt til ham med hoften. "Det ved jeg godt," sagde hun forstående og smilede varmt til ham. Hun kendte godt til hans skræk for mørke, men nævnte den ikke.

Luzy smilede lidt til ham og trak så på skuldrene. "Ja, burde," sagde hun lavmælt og så lidt væk for at skjule sit sårbare blik, hun viste aldrig hvor ked og såret hun var over at hendes forældre hadede hende. Havde de bare taget sig af hende, ville hun aldrig været blevet som hun var nu, hun kunne have været en smilende og glad pige, der nød at synge og tegne, men de havde ødelagt det hele for hende, havde gjort hende indelukket og disrespektløs og kold. Hun rystede let på hovedet og smilede blidt til ham. "Nej, jeg klarer mig," sagde hun, men endte hurtigt med at holde om sin knurrende mave. Hun rødmede forlegent og klukkede lidt. "Okay, bare lidt mad." Hun smilede lidt fjoget til ham og klukkede lidt. "Jeg har da levet af de penge jeg har sparet op," sagde hun ærligt og så på ham med et lille, skævt grin. Det var sandt, hun havde haft et arbejde derhjemme i skjul for sine forældre og havde gemt alle hendes selvtjente penge til et formål som dette. "Og så har jeg nuppet et par tusser af mor og far." Hun trak let på skuldrene, som om det ikke var noget specielt. Hun var dog langt fra stolt over at have stjålet, selv fra sine forældre, men hun synes selv, at hun kunne have fået lidt penge tidligere, bare en gang imellem.

Luzy var glad for at hun i det mindste havde Malek som kunne se igennem hendes hårde og ligeglade ydre, hun var generelt bare glad for at hun stadig havde sin storebror, som elskede hende, og derfor var hun egentlig ret ligeglad med at han var deres forældres kæledække og fik al opmærksomheden. Hun smilede over ham og krammede ham blidt igen og nød, at hun kunne mærke, at han tog sig af hende. "Nogle få kan i det mindste," sagde hun med et lille grin og hendes kinder blussede let op imod hendes blege hud. Hun fulgte stille efter ham ud i køkkenet. Hun tøvede lidt og kiggede lidt i køleskabet. "Jeg er frisk på pizza!" sagde hun med et lille grin og nikkede lidt imens hun smilede bredt til ham. "Det er en god idé." Hun smilede til ham og bed sig let i underlæben, inden i munden, hvilket nærmest ikke kunne ses. Hun glædede sig allerede til at flytte ind hos ham, sådan officielt, så hun kunne finde sig helt til rette sammen med sin bror. Hun trak selv let på skuldrene. "Sikkert ikke," sagde hun med et lille grin. Hun nikkede og smilede let over ham. "Selvfølgelig, jeg skal nok begynde at søge." Hun smilede til ham og havde intet imod, at han bad hende om at få et arbejde, hun var jo vant til det, så det gjorde ikke rigtig noget for hende. Hun kunne godt lide at tjene sine egne penge, det gav en hel anden fornemmelse end at få penge, eller tage dem, i hendes tilfælde, fra deres forældre.