De gamle minder og vendskaber -Matty-

Tid 12:56
Sted Drowning Creek
Omgivelser En masse sø, og noget andet
Vejr Solen skinner, men der er et par skyer der er på vej hen over
Påklædning En t-shirt, en åben skjorte, samt vest oven på, en sort hat også et par slidte jeans

Gamle minder og billeder om gamle dage fløj næsten forbi hans øjne, mens han lå ved breden til søen, han havde armene om bag hoved, mens han havde lukkede øjne. de gamle minder om borgerkrig, krigen med Englænderne og for den sags skyld også krigen mod japanerne, alle de krige han havde været med i, alle de liv der nu lå på hans skuldre, som hans sammvittighed konstant mindede ham om. han var vel lidt af en hippie når det kom til vold, efter alt den vold han selv havde udøvet, var han meget selvhadende, men han måtte tage det som det kom, hans fortid havde da givet ham noget godt, en masse ture, en masse oplevelser, folk han ikke vil glemme også familie, familie som Matthew eller som han selv kaldte ham Matty, det var englelig lang tid siden de havde set hinanden, nok havde de talt sammen, men det var ikke det sammen som at stå ansigt til ansigt med nogen. han satte sig op og lænede sig tilbage på albuerne, mens han beskuede søen, med et tænksomt blik

//undskyld længden

Matthew havde været i byen i et stykke tid nu, og han havde formåede at finde en passende bolig til ham og hans blodsbror Louis. Begge var vendt tilbage til byen, Matthew først men Louis ville snart være der, det vidste Matthew. Han havde allerede mødt en del folk, nogen han var mere glad for end andre, men at lade broderen stå overfor Dimitri alene havde han ingen planer om.
Han havde på langt afstand fanget færten af Louis og ellers straks sat kursen mod det sted han syntes færten kom fra, jo tættere på han kom, jo tydeligere blev den. Skridtene var lydløse, og bevægelserne smidige og elegante. Inden der var gået lang tid var han kommet ud ved Drowning Creek, og blikket var straks faldet på den velkendte skikkelse som lå med ryggen mod ham. Matthew standsede, lænede sig op ad træet med hovedet en anelse på skrå, og betragtede ham roligt. "Velkommen tilbage" hans stemme var dæmpede, men højt behøvede han heller ikke at snakke, Louis hørte ham sikkert uden besvær. Hænderne var stukket i lommen, holdning afslappet, udstrålingen rolig og dog autoritær. Matthew havde ændrede sig, ikke udseendemæssigt for han blev ikke ældre end denne udseende, hvad der havde ændrede sig var udstrålingen, og udtrykket i øjnene.

han sukkede og rejste sig op, hvorefter han kastede en sten ud i vandet, selvfølgelig lagde han ikke kræfterne i, igennem de sidste mange år, var han blevet meget god til at lade som om han var et simpelt menneske, på de grundlag at han ikke brød sig om at dræbe folk, ikke efter krigs perioderne, det blev lidt for meget for ham til sids. fodaftryk og en bekendt fært fik ham til at vende sig om og hæve øjenbrynet, nej det kunne da ikke være rigtigt. de to havde ikke set hinanden ansigt til ansigt siden han drog afsted for at tilmelde sig krigen mod Englænderne, der var der hans vest kom fra, hvilket var tydeligt, med de skudhuller der var rundt omkring på den, det samme med hans skjorte, den var så fra revolutionen i Frankrig.
han smil blev stort da Matthew endelig trådte frem fra skoven, han gik mod ham og grinede bredt "Matty, hvor er det længe siden og mange tak" han grinede også på sin storebror med varme øjne, men kunne englelig godt se hvem af dem der skulle se ældre ud, eftersom Matthew blev forvandlet da han var ældre og Louis selv da han var 18-19 år "jeg har virkelig savnet dig" han stoppede op en meter fra ham og grinede bredt

Broderen vendte sig om, deres blikke mødtes og Matthew lod blikket glide over Louis. Ganske som han havde forventet, denne havde ikke ændre sig, ikke udover udtrykket i øjnene der vidnede om alle de ting han havde set og oplevede, ganske som Matthew. Begge fyre havde oplevede og set en del i sit liv, Matthew selv havde ikke just deltaget i kampene, men aldrig havde han været langt væk, og flere gange havde han været ret tæt på Louis, især i kampens hede for at sikre sig at hans babybror ikke kom noget til. Nok var de ikke søskende biologisk, men med deres alder, og forhold så havde de alligevel fået et tæt bånd, et bånd som Matthew ikke havde med mange andre, faktisk ingen.
"Det er det" svarede han mens Louis satte kursen hen mod sig, hvortil Matthew rettede sig op. Denne stoppede op og et skævt drengede smil strakte sig over Matthews læber som han trak hænderne op ad lommerne og greb om dennes skuldre "I lige måde, godt at se dig broder" sagde han med et ærligt smil, og øjne der strålede af den glæde han følte over at stå overfor Louis. Det føltes godt at han var tæt på igen, og Matthew håbede ikke at skulle sige farvel igen lige med det samme.

han smilede bredt og lagde selv sine hænder på hans skuldre "hvorfor har jeg på fornemmelsen du har været byens beboer igennem og truet dem med tæsk" spurte han og hævede øjenbrynet, Matthews overbeskyttende adfærd kunne vel være irriterende for andre, men det var en ting han havde savnet i bjergene, eller da han var i krig, også selvom han udemærket godt vidste at Matthew altid havde været lige i nærheden, da han i sin tid var soldat under krigene, men det var nu rart, det fik ham til at føle at han var vigtigt for nogen, at han ikke bare var et eller andet dumt væsen "har du englelig set noget til vores lille Claudia" spurte han og hævede øjenbrynet, han fjernede sine hænder fra broderens skuldre og lagde i stedet armene over kors, Dimitri som hun jo hed, men som han altid selv kaldte hende Claudia, det var lang tid siden de sidst havde set hinanden, han havde været ude på så mange rejser og han havde efterhånden fået nok af dem måde hun bare slog ihjel på, han kunne virkelig ikke fordrage det. han så dybt ind i hans brors dybe blå øjne og grinede "når hvad han min ynglings bror så fået tiden til at gå med" spurte han og lagde hoved på skrå

Dennes respons og fornemmelse som han gav udtryk for fik Matthew til t grine og derefter smile uskyldigt "Det kunne jeg da aldrig finde på!" svarede han til sig eget forsvar. De vidste begge at det var sandt, at Matthew ikke tøvede med at true hele byen hvis nogen skulle overveje at få planer om at tænke negativt om Louis, for slet ikke at begyndte at planlægge andet end deres negative tanker. Matthew var virkelig overbeskyttende når det kom til familie, og da han ikke havde meget af disse, ønskede han ikke at miste de få han havde, og for ham var Louis meget vigtig, ikke bare en familie, men en stor del af hans liv!
Som Louis spurgte til Claudia eller Dimitri som hun nu kaldte sig sukkede han svagt og lod hænderne falde ned langs siderne inden han stak dem i lommerne igen "Jeps, hun er lige så lille som vi husker hende, lige så røvirriterende, og lige så morderisk..." svarede han. Nok havde Matthew ikke så meget imod at slå ihjel, men han gjorde det bestemt ikke på må og få! Dimitri var bare rablende gal, og tiden havde kun gjort hende mere skør.
"Ynglings bror? i like that" svarede han muntert og med et bestemt nik "Jamen, været verden rundt, underholdt mig med at se menneskeheden udvikle sig, nydt damerne, og stablet et par uddannelser på listen" svarede han med et skævt smil. Endelig behøvede han ikke spørge om hvad Louis havde foretaget sig, men han havde jo ikke alle detaljer så han kunne lige så got spørge og få det hele med "Hvordan har du sat dine sporer i historiebøgerne så?"

han grinede og rystede på hoved "der er den bror jeg har savnet i under min ille ørken vandring, tænk noget som andre finder irriterende, savnede jeg mens jeg var i bjergene" han rystede på hoved og grinede, at Matthew fornægtede hans udsagn kom ikke bag på ham. mange så til tider Matthew som en idiot, men Louis så ham som familie og hverdag, måden han var overfor andre, overfor alle de kvinder han nu engang fandt sammen med for så at droppe efter et møde, det var alt sammen noget der mindede ham om at være hjemme.
han hævede øjenbrynet, men nikkede igen "der var en grund til at jeg brugte så mange år væk, jeg hader den måde hun bare slår ihjel på, som om de intet betyder, hun har selv været en af dem, jeg har været en af dem" han rystede på hoved, fandt det forkasteligt, han vidste godt at broderen slog ihjel, men det var familie og han ville aldrig forlade sin bror på grund af den lille faktorer også selvom han så måtte hade den så meget.
han lagde hænderne ned i lommerne og grinede "det lyder jo som hverdag for den store Matthew" klukkede han stille og rullede med øjnene "jo jeg var i krig mod englænderne, jeg mødte napoleon, så kongen og dronning dø, været med til at halshugge dronningens bedste veninde, været med i 2. verdens krig, samt den kolde krig også ja gået i USA mange ørken veje" han smilede og trak på skulderne, han havde altid været ude og opleve noget om det så var krige, bjerge eller gud ved hvad, så havde han stort set været på en flerårig rejse hvert århundrede "du burde komme med næste gang jeg skal afsted, jeg tænkte på at få bestiget mount everest om så den guid dør eller ej, så skal jeg der op" sagde han stædigt

"Ej så irriterende er jeg da heller ikke... ikke hele tiden" han tilføjede det sidste ganske enkelt fordi han vidste at det var svært at forsvar. Folk fandt ham irriterende, og det vidste de to vampyrer godt, derfor var det sidste sagt i en form for redning. Han smilede dog ufortrødent, hvad folk mente betød alligevel ikke så meget for ham, så længe hans familie ikke foragtede ham var han yderst tilfreds og så kunne andre mene hvad de ville.
"Så er jeg da glad for du ikke så hende sidst" svarede han og skar en grimasse, synet af manden der var flået op og tømt for blod. Smidt til side i det ene hjørne i kirken, skødesløst og ligegyldigt havde hun sat sig ved orglet og givet sig til at spille sølet ind i blod og lignede et vildt uciviliseret dyr. Han undgik bevidst at nævne det morderiske blik deres skaber havde set på ham med, de vidste begge godt i forvejen hvor meget Claudia hadede ham, og holdt af Louis. Matthews måde at slå ihjel på var mere elegant, og mindre kaotisk og grotesk.
"Ja verden bliver kedelig, jeg overvejer at tage ude i rummet, der var en vis charme sidst jeg landede på månen, manglen på tyngdekraft var en anelse irriterende, men ellers er der en ro... hvis jeg bare kunne tage et par ton alkohol med kunne det være nice" svarede han og lød utrolig seriøst. Han havde været på månen, med den astronaut uddannelse han havde fået, fulgte den slags med. Man kunne roligt sige han var den første vampyr på månen.
Som Louis fortalte om sine oplevelser lyttede Matthew med et roligt smil "Jeg kan se du har beholdt veste fra krigen" svarede han og smilede skævt. Det var tydeligt for Matthews erfarende blik at al den død og de liv Louis havde på samvittigheden havde påvirkede ham, selvom han ikke selv nævnte det. "Hvad lavede du endelig i bjergene?" spurgte han. Det var den del Matthew manglede viden om.
Som Louis nævnte den berømte bjerg brød han ud i latter "Guide? Bro, vi behøver ikke en, vi kan løbe om kamp og se hvem der kommer derop først!" svarede han flabede og vrikkede drillende med brynene.

han rystede på hoved "kære broder, jeg sagde andre fandt det irriterende, men jeg selv savnede det i sahara ørken og i USA ørken ramte veje, du er min bror, ligegyldig hvad du gør vil jeg altid være med dig" han lagde en hånd på broderen skulder og smilede blidt til ham. for ham var familie vigtigst og eftersom hans egen ligesom var døde, så havde han kun Matthew tilbage, en som han helst ikke ville miste for alt i verden, aldrig nogensinde, ikke hvis han kunne slippe for det.
han stivnede og lod sin hånd falde "hvad gjorde hun denne gang, rev hun en eller anden i små stykker, jeg sagde til hende hun ikke skulle gøre det, det er jo forkasteligt at se menneskeligheden som...som mad, og ja jeg ved godt at det de har i deres åre er vores leve måde, men der er andre måder at få det på, donorere for helved, man behøver ikke være med til den direkte ødelæggelse af menneske racen, hvad pokker skal vi gøre når det sidste menneske forsvinder" spurte han og så ophidset ud, drab af mennesker, tyngede ham virkelig, specielt, når han tænkte på hvordan han selv havde været et menneske engang.
han rystede på hoved, trak vejret dybt ind og faldt langsomt til ro igen, for han nikkede "ja det må havde været et smukt syn, så skulle du havde set ørknerne, eller toppen af himalaya bjergene eller deres munke tempel, det er også en skønhed" han rystede på hoved og lagde armene over kors. hans øjne lå skarpt på ham "jeg nød freden, boede i templet i et par år, mens munkene lærte mig et par tricks eller to...og du ved jeg skal have en guid, ikke for at finde vej, men for at høre historien bag stedet eller for den sags skyld bjerget" sagde han bestemt, som regel når han tog et sted hen, oppe i bjergene, så tog han guide med, som kunne fortælle ham om gamle dage, som om han aldrig havde været der i den tid

Et smil fandt vej over Matthews læber, hverken drillende, flabede, ironisk eller andet af den slags, derimod varmt og oprigtigt. Det betød virkelig en del for ham at høre Louis sige den slags, og han havde det på samme måde. Han afbrød ikke, lod ham tale ud og rodede op i hans hår med en drillende bevægelse inden han trak ham ind til sig i et broderligt kram "Jeg har også savnede dig Louis" sagde han dæmpede. Man hørte ellers sjældent Matthew sige den slags ligeud, deraf den dæmpede stemme. Snart slap han Louis igen.
Som han stivnede pressede Matthew læberne sammen og sukkede som Louis spurgte hvad hun nu havde gjort. Det var tydeligt at han blev vred over det, andet havde Matthew skam heller ikke regnet med. "Fald ned Louis, hvad du siger betyder intet... beklager, men pigebarnet er psykopat, psykotisk og til fare for alt og alle... stod det til mig låste jeg hende gerne inde. Og jeg er enig, nok tager jeg selv liv engang imellem, men det er aldrig for fornøjelsesskyld" han understregede det sidste. Matthew havde skam ændrede sig, dræbte stadig men det var bestemt ikke dagligt, og kun af nødvendighed. Så var spørgsmålet bare hvad der var nødvendigt i hans øjne og i andres.
Som han fortalte om munkene og bjerget skød Matthew det ene bryn i vejret "Javel... er du også blevet eunuk?" drillede han og vrikkede flabede med sine bryn for at lette stemningen igen. Ved det sidste smilede Matthew "Skal det absolut være en guide?" stønnede han opgivende, den slags sænkede dem bare "Kan jeg ikke bare plapre løs om noget du allerede ved?" spurgte han med et skævt smil.

han stivnede og knurrede dybt fra fra brystet, dog stoppede han da Matthew lagde armene om ham og krammede ham, han stod næsten helt stiv og vidste ikke hvad han skulle gøre, dog efter få sekunder slappede han af og gengældte krammet, for han selv gav slip og rynkede brynet, det var længe siden der overhoved havde været en der sagde de savnede ham, så at høre det fra en andens mund var virkelig underligt for ham. han kørte en hånd igennem håret og så lidt rundt som om han lige skulle samle sig på det spontane kram.
han lagde armene over kors, kneb øjne sammen, men nikkede til sidst, han havde virkelig foragtet alt med mor af mennesker, det var derfor han idag hade sin krigs periode, men han havde været dum og gjort ting han idag kun havde på samvittigheden "hvorfor skulle hun gøre det, jeg tog hende i det engang, det var skrækkeligt uhyrligt, tænk at den Matthew, det kryb forvandlede hende så ung, jeg ved du hader hende, men det er nok mere hendes skabers skyld end hende selv" hvislede han og lænede sig op af træet før han lod sig glide ned af det og satte sig i græsse.
han trak bene op og kørte hænderne igennem håret "nej jeg er ikke en en kastreret tempeltjeneste" sagde han og så op på sin bror "jeg er en der har været i krig for mange gange, så jeg søger tilflugt i bjergene, i ørken og finder ro der ude, hvor der stort set ingen er" forklarede han og hvilede hoved op af stammen, mens han lukkede øjnene "måske synes du det, men jeg vil nyde turen, se alt hvad jeg kan, se hele udsigten, der er derfor jeg normalt har en med eller også går jeg i menneske tempo, for så ved jeg at jeg ikke misser noget, som jeg vil i hurtigt fart" hviskede han næsten uhørligt