Oh god... A vampire again. //Louis//

S: Udenfor skolen.
O: Masser af mennesker.
T: 15:32
V: Kulde, og en anelse snevejr.
P: En sort skjorte, brun jakke, sorte jeans, og sorte sko.

Frederik var på vej ud af skolen... Eller han løb. Den brune skuldertaske hang overskrævs således at remmen var over ansigtet, og han ikke behøvede at holde fast i den så den ikke smuttede fra ham. Han løb hurtigt ned af trapperne, og hørte at de kom nærmere. I tasken var hans besværgelses bog, men den var gemt som en skole bog. Der var også normale skolesager der i... Det brune hår var pjusket, og hang til alle sider, og øjnene var grønne denne gang. Han hoppede det sidste stykke ned af trappen, og løb ud af skolen. Han så rundt, og kom til at løbe ind i en på flugten... Han skyndte sig at råbe undskyld, og løb videre. Dem der løb efter ham var nogle bøller som havde set Frederik sidde, og læse for sig selv i besværgelses bogen... Da de kom med en dum kommentar om bogen så havde Frederik sagt noget dumt.. Og nu jagtede de ham. Frederik fortsatte med at løbe så godt han kunne, og havde lyst til at bruge en besværgelse... Han nåede til en gyde, og stoppede op... Han vendte sig om, og var presset op af muren. Drengene grinede, og var på hans egen alder, og de var tre... Han sank en klump, og var klar til at blive slået ned...

Påklædning En t-shirt, en åben skjorte, samt vest oven på, en sort hat også et par slidte jeans

Vejret var efterhånden blevet rimeligt juleagtigt med sne der dalede ned og gjorde alle andre end de uddøde kolde og forfrosne. med hænderne i lommerne gik han stille ned af de mange gader, statte sig ligesom et indtryk af hvad denne by var for noget, selvom byen så vidste sig at være noget møg, ville han stadig være her, kun for så at kunne tilbringe tid sammen med Matthew. med et stoppede han op, så op på himlen, følte sneen ramme ham blidt i ansigtet, som en fjern kærtegn et eller andet sted i det fjerne. han rystede på hoved, hvor på han forstsatte sin lille vandring, men et hurtigt hjertebanken ikke langt væk, tæt ved skolen, fik ham til at rynke brynet og lytte, der var en eller anden som havde genvaldige problemer og da han selv var lige i nærheden, kunne han jo så smukt se om han evt kunne være til nogen hjælp.
i takt med at han kom tættere på skolen og det sted denne dreng befandt sig, fik han også hurtigere et overblik over hvad der helt præcist skete, så vidt han kunne fornemme på det hele, var det mobning af en eller anden art. han fulgte hurtigt med, satte farten lidt op og gik så om hjørnet hen mod dem. hvor han fandt en dreng krøbet sammen med tre drenge over ham. han lagde armene over kors og rullede med øjnene "undskyld mig, jeg tror det er på tide i smutter, som i lige nu" hvæsede han og trak den ene af de tra drenge hårdt væk fra ofrede. efter et koldt blik af ham, skyndte de sig alle væk og han rettede et ny fundet bekymret blik mod drengen "hej er du okay" spurte han og smilede skævt og blidt

Drengene flugtede så hurtigt de kunne, men en af dem gled på isen, men kom hurtigt op, og løb videre. Frederik kiggede op på den mand som havde hjulpet ham, og rejste sig op. Han rettede lidt på tasken, og børstede sneen af ham selv. Han kiggede op på manden igen da han var højere end Frederik. "Ja, jeg har det fint... Tak for hjælpen." Sagde Frederik høfligt, og smilede venligt. Det var da meget dejligt at en havde hjulpet ham, og derefter spurgte om han var okay... Han skævede lidt op, og ned af manden. Han havde ikke så meget tøj på... Og det var koldt. Frederik lynede sin brune jakke op, og puttede hænderne i dens lommer. "Fryser du ikke?" Spurgte han så, og bed sig lidt i underlæben.

han nikkede og trådte tilbage idet drenge trådte frem "det er jeg glad for at høre, ingen burde få den slags behandling...er de sådan overfor dig tit" spurte han og lagde hoved på skrå, armene over kors. hvis de gjorde og han opdagede det, ville det nok se sort ud for dem, altså han ville ikke dræbe dem, blot snakke med dem, fortælle dem, hvordan landet lå og at de ikke skulle være sådan. han grinede og trak på skulderne "når man ikke tænker over det og bare slapper af, så er her ikke så koldt, plus man kan sige jeg har lært at slukke for den mekanisme oppe i hjernen der gør man føler kulde" han blinkede drillende og rullede med øjnene

Frederik trak lidt på den ene skulder, og smilede skævt. "Endelig ikke, men det har en dengang gjort... Altid. Svarede han, og grinede. Han lagde selv også armene over kors, og så vurderende på manden. "Mit navn er forresten Frederik Montgomery, og dit navn er?" Spurgte han høfligt, og grinede lidt. Han var i godt humør den dag, så han var lidt svært at gøre sur. "Hvordan har du det?" Spurgte Frederik til det med kulde-mekanisme tingen.

Han nikkede og grinede "jamen så er det mig en fornøjelse at kunne hjælpe dig frederik, mit navn er Louis Lioncourt De Pointe" han tog sin hat af og bukkede drillende af ham, han var som regel i virkelig godt humør og blev meget sjælden sur, dog var han følsom og hvis nogen knuste han hjerte, ville han nok lukke ned for alt. han så drillende på ham og lagde hoved på skrå "jeg har brugt det meste af mit liv på at rejse rundt i verden, kun iført mit tøj, så så jeg ting, oplevede dem, jagtede selv min egen mad og fandt drikke og den slags, en dag kom jeg forbi et tempel i et koldt område, jeg tror nær himalaya bjergene, der fand jeg så en masse munke, de gik med til at lære mig kunsten, da de selv sad ude i kulden, mens de mediterede flere timer dagligt uden at kunne mærke kulden" han slog ud med hænderne og blinkede