Kærlighed betyder ikke andet end ulykke.. /Alle der har lyst.

Sted: Stor centeret.
Tid: middag ca.
Omkring: butikker, mennesker og andre væsner.
Vejr: Rolig vind, kold luft og med is over det hele udenfor.
Humør: Ked af det.
Grund: Ulykkelig kærlighed.
Tøj: Et par meget lange strømper som stopper oppe omkring låret. En lårkort nederdel en top der passer til og en jakke ud over. Sorte højhælede vinter støvler.

Kristen var taget ud for at shoppe, hun troede det kunne få hende i lidt bedre humør, men det virkede ikke. Hun var stadig ked af det, nærmest deprimeret og ville faktisk bare tilbage til klubben og Sam med alt det gamle lort, så hun kunne glemme hvor hun var og hvad der lige var sket. Men hun havde også en datter, hvad skulle hun så gøre med hende? Hun kunne ikke bare forlade hende. Hun havde brug for sin mor, og nu meget mere da hendes far også bare var skredet.
Kristen havde slået sig med ved et bord på en café. Hun sad ved et bord, som var sat op udenfor butikken og der sad hun sa nu bare og tænkte med et trist blik. Hun havde købt en stor øl, for at få det hele til at blive nemmere, men det blev selvfølgelig ikke nemmere af en øl.

Påklædning et par stramme jeans, en smuk t-shirt der virkelig fanger hendes former også et par sorte høje hæle og et par mørke solbriller.

en kvinde gik stilfuldt ned af gaden på vej mod det der åbenbart hed et stor center, ikke at hun i den forstand have nogen ide om hvad det var. det mørke brune hår hang smukt ned langs hendes skuldre og røg en smule op for hver gang hun tog et skridt. de brune øjne der kunne se gyldne ud og næsten grønne, var gemt godt væk bag et par store solbriller, samt havde hun en meget smukt dekoreret ring på pege fingeren, den der gjorde det muligt for hende at gå rundt om dagen.
da hun trådte ind centerede slog det hende hvor mange mennesker der var samlet det samme sted, dog fandt hun en behageligt cafe hvor hun gik hen til. men en ung kvinde fangede hendes blik, en kvinde der så en smule deprimeret ud og måske endda mere end bare en smule. hun tog solbrillerne op i panden og med et bekymret udtrykke gik hun hen mod hende "undskyld mig, men noget siger mig at de ikke er helt på toppen" lød det fra hende med en melodisk stemme, som var præget af den spanske accent der faktisk fyldte det hele

Kristen slog øjnene op mod den kvinde som begyndte at snakke til hende. Det var en smule overraskende for hende, hun havde ikke regnet med at nogen ville komme hen til hende. Men hun kunne ikke undgå at blive en smule glad for at nogen havde bemærket hende. Hun regnede med, at hendes dårlige humør og tristhed, skremte de fleste væk. Men det virkede åbentbart ikke, ihvertfald ikke hos denne smukke kvinde som nu stod foran hende.
Kristen tøvede en smule og lod en hånd glide over hendes ansigt og derefter gennem hendes lange mørke hår. "Ohh.. nej, undskyld. Jeg ville ikke ødelægge dit humør"svarede hun en smule lavt. Det var tydeligt at hun ikke kunne gøre noget for at gemme den smerte hun følte i hendes hjerte, efter at hendes forlovede, bare havde forladt hende og deres fælles datter. Kristen sukkede en smule og forsøgte kort efter at få et smil frem. Det blev dog ikke helt til et smil, men mere en form for grimasse.

hun smilede blidt og medfølende "kære jeg kan se der er noget galt, du ligner jo mig efter min mand forlod mig, kort efter jeg fødte min datter" hun satte sig foran hende og smilede varmt og blidt. de normalt brune øjne, virkede næsten gyldne i dag.
hun lagde armene over kors og hoved på skrå "søde fortæl mig hvad der er galt, er der en der har været så dum at forlade dig, en der ikke så din skønhed også selvom du lige nu er mere eller mindre deprimeret, så må man være dum for at forlade dig" hendes spanske accent, gjorde hendes stemme bare mere blid og medfølende.
hendes smil blev varmere "du ødelægger skam ikke mit humør kære, du fik mig bare til at huske hvordan nogle kvinde bliver behandlet, det er utilgiveligt at tingene skal være sådan også idag" hun rystede på hoved og rullede med øjnene

Kristen vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Det var som om den uge og smukke kvinde foran hende, kunne læse hende tænker, eller bare se lige gennem hende. Så var der pludselig en tanke der slog hende, vampyr.. Hun, den gude smukke kvinde der nu sad foran hende og smilte sødt og venligt, hun måtte være en vampyr. "Min datter er 1, men.. Det bliver det ikke meget bedre af." Hun slog blikket en smule ned mod bordet. Ikke fordi hun skamte sig, men fordi hun var ked af det. Hun havde altid kun ønsket sig, det bedste for hendes lille datter og nu havde hun hverken en ordentlig far, eller mor på grund af sorgen.
Der var noget ved denne kvinde, som Kristen så godt kunne lide. For det første var hun menneskelig, og det var langt under de fleste, som plejede at være det når man talte om vampyrer. For det andet, så var hun venlig, flink og ville gerne hjælpe. Hun var ikke bare endnu en af dem, som bare gik videre, uden noget. Kristen så igen på hende, bed sig lidt i underlæben og nikkede en smule. "Han var sød.. Perfekt. Men nu, synes jeg bare han flygter fra det hele. Jeg er jo heller ikke ligefrem nogen god mor, slet ikke alene.." svarede Kristen. Hun var normalt ikke den som bare lod sig selv fortælle en masse til vildt fremmede folk, men hun havde ikke rigtigt control over sig selv lige nu, desuden var det jo også godt at få det ud, og kvinden her lød som en der virkelig ville støtte op om det hun fik at vide. Ikke bare være ligeglad med det.
Kristen smilte kort til hende og kørte en hånd gennem det lange mørke hår, hun var ret taknemmelig for at hun blev forstået. "Yeah.. De skulle bare vide hvordan det er.." Kristen sukkede dybt og lænede sig så tungt tilbage i stolen. "Jeg ved ikke havd jeg skal gøre.. Min datter har brug for en far.."

han vrængede på næse naf foragt "han forlod dem, mens i havde et barn sammen, hvilket bastard, jeg kunne aldrig forstille mig at skulle forlade mit eget barn og da slet ikke hvis hun havde brug for mig, det er forkasteligt" udbrød hun og rynkede brynet, dog blødte hun op og smilede opmuntrende til hende "men det er i denne situation de finder sammen med deres venner, for deres støtte og kærlighed, jeg ville ønske jeg selv havde haft mine venner dengang han forlod mig, jeg havde haft tre dødsfødte og da hun endelig kom til verden min lille Maria, ja så blev han ude af sig selv af raseri, forlod mig, efter ta han sagde han eslede mig, så forlod han mig bare" sukkede hun og så lidt rundt, men alt dette var bare underligt og et sted stadig så fremmet for hende.
hun nikkede stille og lagde hoved på skrå, så tænksomt på hende "jeg ved jeg endnu bare er en fremmed for dem, men hvis jeg kan gøre noget som helst for at hjælp dem, så må de sige til, jeg kan ikke holde dette ud, bare tanken om at se en alene mor fordi den mand hun troede elskede hende, forlod hende, så jeg har i sinde at prøve at gøre hvad jeg kan for at hjælpe dem, er det penge de har brug for, børnpasning, en hjælpende hånd...ligegyldig hvad, så vil jeg meget gerne hjælpe dem" sagde hun med et blidt smil, og overraskede sig selv ved at alt det hun lige havde sagt var sandt, hvert et ord, men måske var det fordi hun selv havde stået i den situation dengang i Spanien

» Fødselsdagsfest!!! Alle er inviteret, men ingen slåskampe tak!! - Alle der har lyst xD
» Hvor står vi henne? Betyder jeg stadig noget, eller vil du helst glemme? Jeg kan ikke glemme dig, du er den eneste! ;♥ Justin
» Ny i byen (alle der har lyst)