Skal man ud med noget, lytter de døde altid (^,...,^) ~ Brianna min kære x3

Sted; Den gamle Kirkegård.
Tid; Aften for der er det 'hyggeligst'.
Omgivelser; Gravstene, skoven i der er halvdelen af denne kirkegård, skygger.. Og alt det der normalt er på en gammel kirkegård.
Vejr; Vinden tuder i træerne, himlen er mørkere end normalt på grund af træer, månen er fremme om lyser skarpt.
Årstid; sent på foråret.
Påklædning; http://i.ytimg.com/vi/pkSwGwX_BNA/0.jpg Nærmere uddybet; En hvid t-shirt, en brun kort cardigan, lyseblå lårkort nederdel og en på højhælede støvler der går lidt op over knæet.

En nat som denne nat, var en af dem man ikke ville begive sig ud på. Eller jo, hvis man var en af nattens skabninger. Månen var fremme, men kun halv. Træerne og gravstenen kastede lange skygger hen over jorden og gjorde at det så farligt og uhyggeligt ud. Vindens tuden ville få det til at skælve på en hver der nemmede sig. Det gjorde det ikke på den person det allerede var på kirkegården. Hun sad på en gravsten. Der stod: "Drago Wilson" På gravstenen. Pigen der sad der på kærtegnede skriften ned tog fingre. Hun rejste sig og vendte sig mod stenen. Hun satte sig på hug og et skævt smil plantede sig på hendes læber mens hun sagde: "Drago.. Min kære lille Drago. Det er længe siden jeg har været her. Men det er vel ikke noget nyt. Jeg besøger dig jo alligevel aldrig." Hun lod en hånd glide over gravstenen. Der var noget dystert over hende. Det havde der næsten altid været. Hun var ikke længere den gode pige hun var da hun blev født. Den pige så man næsten aldrig længere.. Men engang i mellem dukkede den op. Den gode pige, der var som hendes dobbeltgænger, forsvandt mere og mere. Og det var der ikke mange der kunne ændre på. Hendes navn var Elena.
Hun kærtegnede stenen og lod et par fingre over skriften. Hun tænkte tilbage på den unge høje mand hun engang giftede sig med. Hans hår havde været sort som mørket på en kulsort nat. Hans øjne havde været blå som det koldeste og mere forfrostne vand man nogen sine kunne finde. Hans hud havde været bleg som om han aldrig havde set solen. Han påklædte sig altid i sort. Hun et svagt med smil gled langsomt over hendes læber. Hun huskede hvordan han var stukket af, den nat efter brylluppet, da hun havde forvandlet ham. Han havde sagt at han aldrig kunne elske det monster hun var gået hen og blevet. Hun bed tænderne sammen. Hun rejste sig og sætte sig på gravstenen. "Du lod mig være alene, med en top mave og uden en mand til hjælps. Jeg gik i gennem alt smerten, uden du så meget som anede det før. Du svigtede mig," sagde hun med en dyster stemme, og fik et fjernt udtryk. Hun var ligeglad med om nogen lyttede. Hun skulle bare have det ud, selvom det var det hun også gjorde den dag hun tog hævn.

Påklædning: Tøjet (med sorte stiletter i stedet..) x3

Ja. Uhyggeligt. Det var nok hvad de fleste folk ville have kaldt kirkegården på denne tid om aftenen. Men nu var de fleste folk jo måske heller ikke lige koldblodige Vampyrer, vel? En ung pige - eller det så hun i hvert fald ud til at være, men hvis man vidste hvem og hvad hun var, vidste man også bedre på det punkt.. - ved navn Jaqueline, bedre kendt som Brianna, gik på vej hen mod kirkegården. Hun var iført et sæt tøj der var rimelig praktisk. Hvis det altså ikke lige havde været for de sorte stiletter hun havde på til. Men for hende var stiletter nu altså lige så praktiske som alt andet slags fodtøj. Og pænere. Men nu havde hun jo også haft massere af tid til at lære at gå i dem. Hun var født i år 84. Så det var skam ikke så lidt. Hendes mor var en Vampyr som hende selv. Dog bare en Oprindelig. Og hendes far.. Jaaa. Ham kendte hun ikke. Men.. Det var sådan set ret lige meget. Hun var ligeglad med sin far. Hun anede ikke engang om han levede eller ej.. Hvad han var.. Hvad han hed.. Hun anede ingenting om ham.. Men hun havde egentlig heller aldrig spurgt hendes mor om ham. Hun var næsten lige kommet tilbage til Mystic Falls efter mange år væk derfra. Hun var nok mest kommet for at se om hendes mor var der, men ellers havde hun ingen speciel grund. Hun havde dog boet her i et par år da hun var yngre. Meget yngre! Hun var blevet gift her i byen. En af de mange gange hun var blevet gift gennem årene. Faktisk havde det været hendes trejde ægteskab.. Med en fyr ved navn Henry Harroldson. Han havde været en Vampyr også. Godt nok først efter han havde bedt hende forvandle ham, men stadig.. Og efter det havde han ombestemt sig og bedt hende gøre det om igen. Hun havde ganske enkelt forklaret ham at det var umuligt og så var han blevet meget vred på hende. Selvom han selv havde bedt hende forvandle ham. Det havde hun ikke fundet sig i så.. Ja. Det var en mindre vigtig detalje. Den vigtige detalje var at han nu lå her under en af gravstenene på kirkegården. Hun vidste godt hvor den var. Hun havde trods alt været med til begravelsen. Hun skulle jo virke interreseret og ked af det eftersom hendes mand lige var død, ikke? Hun gik forbi alle de andre grave og hen imod Henry's, men fik så øje på en anden skikkelse. Hun kiggede nærmere efter og opdagede at det var.. Hendes mor?! Hun havde godt nok ikke rigtig regnet med at løbe ind i hende her.. Hun gik hen til hende med en lettere dansende, og meget selvsikker, gang. Da hun nåede hen til hende smilte hun. Et stort set venligt smil, hvilket man ikke så særlig tit når det kom fra hende.. "Hej mor.." Hun nikkede som en gestus.

Elena lod sine fine fingre tromme mod gravstenens side. Det var en tung og meget tyk sten. Dem der havde sat den her havde været en del om bare at bæger den. Et lille smil krusede igen på hendes læber. Hun havde fortalt dem hvor den skulle sidde, selvom hun umærket selv kunne ha taget den og placeret den hvor hun ønskede. Men nej, det andet havde været sjovere. Hun lagde sit ene ben over det andet, imens hun tænkte tilbage. Hun havde været grundig den dag hun havde taget hans liv fra ham. Hun havde taget hans hjerte med sig, da hun havde forladt hans hus den dag - bogstaveligtalt. Hun begyndte at vippe med sin ene fod. Frem og tilbage, fra side til side. noget mørket og fjernt udtrykte sig i hendes ansigt ved tanken, men det var kort. En kvindestemme afbrød hendes tankers færten. Hendes blik søgte kort den ansvarlige for afbrydelsen. Brianna, hendes egen datter, havde afbryd hendes dybe minden om den aften hvor hun sidst så Drago.
Med et stoppede den trommende lyd og foden der vippede. Det kom ingen bevægelse eller ord fra Elena på stenen. Langsomt begyndte bevægelsen ved foden igen og den trommende lyd fandt sted igen. Et svagt smil dukkede op på de lyserøde læber. "Hey, min kære," sagde hun roligt og næsten blidt. Hun var ikke helt tilbage i den moderlige rolle, for hun havde kun lige mødt Brianna, Case var hun ikke en rigtigt mor for og Cat havde hun ikke set i et stykke tid og sidst de sås var det ikke et kønt syn. Hun satte begge ben på jorden og rykkede sig lidt tilbage, sådan sig hun sad med lårene på stenen og sin bagdel udenfor. Det var på intet tidspunkt tegn på at hun ville miste balancen. "Hvad lave du dog her?" spurgte hun med en lidt mere mystisk stemme. Hendes øjne glimtede svagt i skæret fra månen. Det gjorde at hele udtrykket i hendes øjne blev skræmmende, og det kunne godt tolkes som noget dårligt. Men hun havde ingen skumle planer om noget som helst.

Brianna så på hendes mor, som hun sad der og bare vippede med fødderne og trommede med fingrene på den gravsten hun sad på. Hun bestemte sig hurtigt for at tage et nærmere kig på den, for at se hvems det var. På den stod der; 'Drago Wilson'. *Hmm.. Hvem er Drago Wilson dog?* Kunne Brianna ikke lade være med at tænke. Hun havde jo ikke kendt ham. Det var nok på et af de tidspunkter hvor Brianna havde boet enten i Paris eller et andet tilfældigt sted her på jorden. Hun havde rejst hele jorden rundt og set stort set alt der var at se. Det var en af de gode ting ved at leve evigt. Ja. Selvfølgelig var der da også nogle dårlige ting, men de gode var helt klart i flertal. I hvert fald når man levede livet som Brianna gjorde. Når man ikke skammede sig over hvad man var. Og når man brugte det fuldt ud.. Hun fandt tilbage til nutiden og ud af sine minder og sine tanker. Så hørte hun hendes spørgsmål der kom lidt efter. Hun smilte. "Egentlig ville jeg bare gå en tur i skoven, men da jeg så alligevel var nær kirkegården kunne jeg jo lige så godt tage et smut forbi, en af mine mange eksmænds grave, ikke?" Hun lo lidt. Elena havde garanteret haft mange ægtefæller også. Hun var jo endnu mere gammel end Brianna selv. "Hvad laver du herude? Og hvem er Drago?" Hun skulle bare spørge. Lidt nysgerrig havde man vel lov til at være, ikke sandt? Jo.. Det syntes Brianna i hvert fald var okay. Så længe man ikke blandede sig alt for meget i andres sager.. Og det gjorde hun bestemt heller ikke. Men hvis nogen blandede sig i hendes.. Ja, lad os bare sige at de nok ikke ville holde særlig meget efter de havde irriteret hende. På en hvilken som helst måde..

Elena huskede den gang hun havde valgt gravstenen. Hun havde bedt om at der ingen fødselsår eller dødsdato var på. Kun ordene: 'Farvel min kære' og så hans navn. Det var egentligt ikke det rigtige efternavn, men hun ville holde det som en hemmelighed, for evigt. Hun lyttede til det hendes datter havde i tankerne. Hun var så dygtig til det, at Brianna ikke ville lægge mærke til det. De tanker hun opsnappede var ikke hvad hun forventede. Brianna tænke på hvem Drago var. Et kort stik ramte hende i siden. Nogen ville mene det var et stik af skyld, men hun selv mente det var et mentalt stik der ikke betyd noget. Hun så ned over skriften mens hun lyttede til det Brianna havde at sige. Et svagt smil gled over de lyserøde læber, vinden tog et roligt tag i håret og trak det over ansigtet, markerede læberne, nærmest som en kærtegnen. Kort lod hendes øjne sig glide i og derefter åbnede de sig og et andet udtryk spejlede sig i dem. "Du besluttede dig at besøge din afdøde ægtemand." Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering selvom det havde været hendes hensigt at formulere det som et spørgsmål. Hun fortsatte med at vippede med sin fod og tromme med sine fingre. Hun så på Brianna, nærmest blidt og kærligt. "Jeg er har for at besøg min kære gamle ægtefælle, Drago. Det er noget jeg længe har ville gør, men jeg har ikke fået gjort det før nu," sagde hun ganske roligt, uden at ligge skjul på noget. Da hun stillede det næste spørgsmål, tav hun kort. Hun vidst ikke hvad hun skulle svare. Det var kun kort hun var tavs, da hendes hoved arbejde som et lyn. "Drago? Drago var en mand. Jeg elskede ham. Men han stak af efter at have giftet sig med mig, og gjort mig gravid.. Jeg havde kun lige forvandlet ham.. Men han klarede den i mange år. Indtil jeg støde på ham her i byen for år tilbage.. Han fortrød alt han havde gjort og sagt," sagde hun. Hendes stemme var blevet mytisk kold og dybere end normalt - ikke meget - og hendes blik var blevet lettere fjernt. Hun blinkede et par gang og sendte Brianna en blidt smil.

Brianna vidste stadig ikke hvorfor det var at alle dem hun havde elsket, bare det mindste, eller elskede altid skulle dø. For det gjorde de. Alle hendes nærmeste gik og døde rundt omkring hende. Alle var næsten døde.. Dog ikke hendes mor. I hvert fald ikke endnu.. Men Brianna vidste jo godt at hendes mor kunne klare sig selv. Det var trods alt hende der havde lært Brianna meget af det hun kunne. Brianna var jo derfor heller ikke helt uden evner og færdigheder. Hun var ret magtfuld. Og hun ville ikke længere giftes med nogen. Hun ville hellere bare forføre unge mænd og så tage deres blod. Og meget gerne også dræne dem fuldstændig. Hun var blevet utrolig ondsindet med årene. Nej. Der var skam ikke noget med at bede om nåde når man lå for hendes fødder. For man fik alligevel ikke noget. Ligemeget hvad. Hun var en nådesløs og koldblodig morder. En Vampyr af første klasse. Efter hendes egen mening. Hun benægtede ikke hendes sande natur ligesom nogle af de andre Vampyrer hun havde mødt gennem årene. Faktisk gjorde ret mange Vampyrer sådan efterhånden. De mødte deres mage, blev forelskede og blev så helt blød. Specielt fordi deres mager nogle gange var et menneske. Og så valgte de tit at vende ryggen til deres sande natur og i stedet bare benægte den. Fortrænge den. De prøvede vel at leve så normalt som overhovedet muligt. Men Brianna foretrak nu at leve livet fuldt ud i stedet for.. Hun nikkede. "Ja. Det gjorde jeg." Så betragtede hun hende, Elena, mens hun ventede på at hun svarede. "Okay. Det var da godt at du endelig fik gjort det så.." Hun smilte lidt til hende. Hun lyttede igen da hun svarede på hvem Drago var. Hmm. Det kendte hun desvære godt. Mænd var åbenbart bare altid nogle værre svin..! "Ja det gjorde han sikkert. Da han først stod overfor døden." Hun fik et dystert blik der i stor grad mindede om hendes mors..

Elena sad roligt og lyttede til hvad hendes kære datter Brianna havde i tankerne. Hun havde haft mange årstræning i at lytte uden at folk opdagede det. Det var kun Matthew der næsten altid opdagede det. Han hidsede sig altid op over det som om nogen havde slået ham uden at han var parat. Hun kunne altid give sig til at le over ham, når han fik et af de klik. Det var så skræmmende at det for hende gjorde det komisk, med mindre han kastede hende eller truede hende. Så blev hun rasende. Hun ryster ubetydeligt lidt på hovedet og flyttede sit blik til sin datter, da det før havde søgt mod skyggerne træerne kastede fra sig på jorden og over gravstenen. Hun nikkede lidt. "Hvor lægger vor... Min afdøde svigersøn så?" Hun rettede hurtigt sig lidt og rejste sig op. Hendes hæl synkede en smule ned i jorden under hende, ned i jorden hvor Drago lå. Hun gav et skuldertræk fra sig. "Det kan diskuteres min kære.. Jeg har intet tilovers for den døde sten der er tilbage som minde," sagde hun og kastede et kort blik på gravstenen og dets ord. "Nej.. Hr. Stone er den mand der altid har betydet noget. Og hans Broder Hr. Night.. Mine to mænd. Jeg mødte dem før ham og jeg mødte dem efter.. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal mindes denne ufølsomme mand" Hun så på Brianna. Et lille smil sendte hun Brianna. "Rigtigt. Først da bad han og tiggede om nåde.. Men der var ingen godhed at hente hos mig," sagde hun, men et større og mere ondt smil. Han havde stukket hende i ryggen på deres bryllups dag, og som hun så det: Hvis nogen stak hende i ryggen, så forsvandt hendes tillid og det så skulle det hævnes.

Brianna kunne ikke rigtig fornemme at hendes mor læste i hendes tanker. Dog havde hun alligevel en meget klar mistanke om det. Men det gjorde hende nu ikke særlig sur lige nu. Det var jo alligevel hendes mor. Og hvor mange mødre ville måske ikke lige ønske at de kunne gøre det med deres døtre? Desuden.. Hun havde jo intet at skjule overfor hendes mor. Hvis det havde været enhver anden havde hun nok flippet totalt ud, men lige Elena. Nej. Det gjorde hende såmænd ikke rigtig noget. Selvom hun da meget hellere ville have hvis hun undlod at gøre det. Men det vidste hun også aldrig ville ske. Det var det vel alt for sjovt til.. Og grunden til at hun vidste at hendes mor havde gang i det lige nu, var enkel. Nemlig at hun kendte hende alt for godt til at tro at hun kunne lade være. Det var for fristende at læse folks tanker. Specielt når de ikke engang kunne fornemme det. Selv var Brianna ret god til det med at læse folks tanker uden at blive opdaget. Vel noget hun havde fra sin mor.. Hun smilte skævt. "Lige derovre." Hun pegede hen på en grav lidt væk. Så så hun bare lidt på ham. "Og hvorfor er det så lige at du kommer for at besøge ham? Eller den..?" Hun så lidt på hende, men egentlig kendte hun det jo godt. Hun havde selv heller ikke noget tilovers for Henry. Ikke mere. Ved hendes mors næste ord rynkede Brianna let på panden. Hvorfor forekom det navn hende så bekendt? Hr. Stone. Nå. Det måtte hun finde ud af på et andet tidspunkt. "Dine to mænd? Hvad.. Hvordan 'dine to mænd'? Har du været gift med dem begge? Er gift med den ene måske?" Hun så lidt spørgende på hende. Og så nikkede hun kort. "Jeg ved skam godt hvad du mener. Jeg har det på helt samme måde." Okay. Nu kunne de begge to også godt selv være ret ufølsomme nogle gange, men alligevel.. Det var jo ikke det der talte lige nu, vel?! Hun lo lidt og smilte så tilbage til sin mor. Hendes latter var meget ondsindet og nærmest truende. Men nu ikke fordi hun ville true Elena. "Ingen godhed. Det lyder præcis som med mig. Wow. Man kan da godt nok godt se hvor jeg har det fra, hva?" Hun smilte lidt til hendes mor igen. Denne gang var det rent faktisk ægte og varmt. Eller... Så varmt som det nu kunne blive når det kom fra hende..

» Skal på ferie, så hvorfor ikke give jer noget info inden turen. ^^
» Men du døde jo.. Gjorde du ikke..? - Lucas
» Ro eller kamp min kære? Dit valg *Helena*