Det føles som i går vi mødes for første gang i denne by. Og så lige præcis på dette sted. ~Zoe (Søs ^.-)

Årstid: Forår.
Sted: Den gamle kirkegård, mit ynglings sted.
Tid: Ca. 16. 30
Omkring: Gravsten og den skøre ruin som altid har stået med nogle grave inden i.
Vejr: Blæser og der er en smule koldt, men ikke over meget.
Humør: Er ret trist, sidder på min skabers gravsten og tænker. Snakker lidt med mine gamle venner (Kragerne.)
Tøj: En grøn stram top som minder mere om et kursæt end en top. En tynd trøje over som er åben og kun lige ligger over mine skulder. Sorte jeans og et par ret høje højhælede sko i sort som passer til.
Håret: Sat op i en knold der ville have været meget populært før i tiden. Har noget af mit pandehår hængende som pisker rundt i mit ansigt.

Bonnie sad som en statue på den kolde, kedelige grå, gravsten. Hun så ret smuk ud som hun sad der, helt alene med sit halvlange pandehår blæsende rundt om ansigtet. Resten at håret havde hun sat op i en knold. Det så ret godt ud, ikke fordi hun havde øvet sig i at sætte sit hår, det var bare medfødt talent. Hendes bluse svingede en smule da vinden af og til fik fat i den.
Hun sad stille med blikket rettet lige op mod trækronerne. Hendes øjne var knebet en smule sammen, ganske lidt, og de var rettet mod nogle sorte krager som sad stille i træet. Hun smilte venligt til dem, men kun i en kort periode, så kom hendes følelses løse ansigtsudtryk frem igen.

//Ret kort, sorry ^^'

På: http://hairstyles-fashion.com/wp-content/uploads/2011/12/keira-knightley-wearing-stile-19.jpg

Zoey satte sig ind i bilen og kørte væk fra Grillen. Hun var kommet op og toppes med en fyr der havde givet hende et klap bag i, hvor masser af stamgæster havde hjulpet hende. Matt havde sendt hende hjem, for han ville ikke have hun gav fyren en ordenlig omgang med sine kræfter. Hendes blik fastede mod vejen. Hun fald kort i staver, men hørte så en stemme. "Ikke dagdrøm.. Du må ikke køre galt." Zoey smilte svagt, selvom hun ikke var i humør til at smile. "Det lover jeg Bedste," sagde hun og tændt radioen og skruede op. Hun lænte sig tilbage i sædet og slappede lidt af. Basen i sangen var så høj at den overdøvede alle hendes tanker.
Zoey ville være kørt hjem, men hun kørte stedet ind på parkeringspladen ved den nye kirkegård. Hun sad længe bare og kiggede. Hun anede ikke hvad hun lavede der, men nu var hun der så hvorfor ikke kigge rundt. Hun steg ud og låste bilen. Istedet for at gå ind på den nye kirkegård, gik hun ud på gaden og hen til den gamle. Der var Bedste også begravede. Hun puttede nøglerne i lommen da hun gik ind på den gamle kirkegård. Et eller andet føltes tæt på hende.. Det kort efter op for hende at det ikke var et eller andet, men en eller anden. Det var Bonnie det føltes tæt på hende.

Bonnie sad stadig på den kolde gravsten, som forrasten tilhørte hendes skaber Matthew, hun vidste ikke helt hvorfor hun sad der. Det vidste hun sjællent, der var bare aldrig rigtig en god grund. Ikke andet ned den at hun elskede stedet og hendes gamle "venner" boede der i træernes kroner. De hørte til kirkegården og det var Bonnie endentlig glad for, hun kom der jo så tit. Hun havde altid søgt hen mod kirkegården, selv da hun var menneske elskede hun kirkegården. Det lå ligsom bare i hendes blod. Eller det var ihvert fald det hun sagde til sig selv, da hun de få gange, havde grublede over det.
Bonnie blinkede et par gange og rettede med et sæt hendes hoved mod indgangen til kirkegården, det hele tog kun få sekunder. Hun Kunne lugte nogen var på vej, men hun vidste kun alt for godt at det ikke var en fremmede, hun kunne genkende lugten. Men det var ikke det eneste der fortalte hende at det var en hun kendte. Hun kunne mærke et eller andet sted sig, at det var en hun havde meget tæt på sig, en hun ville beskytte mod alt fare. En der var så tæt at de havde det samme blod i årene. Hun så koldt mod indgangen men hendes hjerte var helt åbent, hun var ikke sur eller vred, nej hun var glad. Glad for at hun kunne se hendes kære søster igen. Ja, Zoey, det var den person som nu var på vej mod hende. Det kunne hun mærke og lugte. Bonnie tænkte sig lidt om og slog kort blikket ned mod gravstenen, hvor de havde indgraveret "Matthew Noil" og en eller anden havde skåret med noget skarpt i stenen for at få ordet "Stone" indmellem de to ord. *Hvordan kan du høre hende når jeg ikke kan?* det var den tanke der blev sendt fra Bonnies hoved til Zoeys. Hun havde lyttet med da hun havde mærket Zoe længe før, da hun stadig sad i bilen. Hun vidste at Zoe savnede hendes bedste men det gjorde Bonnie også, hun havde dog ikke et tæt bånd til hende, men det betød ikke at hun ikke tænkte på hende.

Zoey begravede hænderne i lommerne og kiggede til side. De fleste troede hun kiggede ud i luften, men hun gjorde alt andet end det. Hun så på sin kære Bedste. "Hvad laver vi her mit barn?" spurgte Bedste hende. Zoey nikkede mod Pigen på gravstenen. "Vi er her fordi jeg savnede Bonnie," sagde hun, med et smil. Hun så på Bonnie med et varmt smil. Hun kendte Bonnie godt og kunne godt mærke at det bare var et udtryk der var koldt og ikke hendes hjerte. Hun gik direkte imod hende. Kort bed hun så i læben over Bonnie's tanke spørgsmål. *Jeg har kunne snakke med dem på den anden side, siden dengang jeg var ved at dør af en overdosis* tænkte hun stille til hende. Hun var ikke specielt stolt af den periode hun var inde i dengang. Hun kunne ikke huske vil meget, kun at hun kom til hun en dag vågnede på hospitalet, ved fik at vide hun var heldig, at hun ikke var død.

//Min krea og ret død :O

Bonnie sad tavs igen og ventede tolmodigt, igen helt stille som var hun en statue. Hun kunne høre ved fortsat at lytte til hendes søster, Zoeys tanker, at hun havde gang i en samtale. Det gjorde hende en smule iriteret, ikke fordi hun havde noget imod at hendes søster snakkede med nogen hun ikke selv kandte, men fordi hun ikke helt kunne forstå hvem det var. Eller hvad det var. Hun havde en lille idé om hvem det kunne være, men hun kunne se hende søster nu. Og det så i den grad ud som om hun stod og talte med luften, hvad var det hun havde gang i? Bonnie så sig en smule forvirret omring Zoey i en lille radius af hende, for at se om det må ske var et dyr eller noget andet. Men Bonnie kunne intet se, hun rynkede kort brynene og så så ned mod jorden mens hun lod tankerne forsvinde.
Hun så op da hun vidste at Zoe var på vej over mod hende, dels fordi hun kunne mærke det og dels fordi hun kunne lúgte at hendes fært blev mere og mere tydelig. Bonnie fik svar på hendes forvirrende spørgsmål da Zoe svarede hende over tankerne. Bonnie kunne tydeligt høre hendes stemme i hovedet. Hendes tanke stemme lød rolig men en smule flov over noget som hun i den grad prøvede ikke at gøre alt for tydeligt. Men Bonnie kendte hendes søster rigtig godt, og ikke kun fordi hun lyttede til hendes tanker. Hun vidste at det var den tid hun før havde været i, hvor hun næsten var død. Det var klart at hun ikke var glad for at vise det, det ville Bonnie heller ikke selv være. Det var hun jo heller ikke med hensyn til den gang hun faldt ned i solen og blev brændt. Bonnie slap tanken da det mindede hende om Justin. Hun ville ikke tænke på ham nu, faktisk ville hun helst undgå alt der havde noget med ham at gøre i denne tid.

Zoey så på Bedste igen. Hun bed sig i læben da hun hørte Bedstes mening: "Jeg ved du holder af hende.. Men du ved hun er en af dem.. Du skal beskytte byen for hendes slags!" Zoey stoppede op og en masse følelser løbe gennem hende. Vred, sorg, frygt, uforståenhed, panik.. Alle følelserne var alt andet end positive. "Bedste.. Jeg.." Hun stoppede da hendes stemme knækkede. Hun skar en grimasse og så på Bonnie. Hun vendte igen opmærksomheden med Bedste - eller luften som andre ville sige det. "Jeg har så mange venner af den slags.. Jeg skaffer mig ikke af med dem, bare for at opfylde min pligt! Det gør jeg bare ikke! Og så farvel til mine søskende!? Nej! Det kan jeg ikke og jeg vel ikke," sagde hun rolig, men hendes undertone var fast og beslutsomt. Ingen kunne få hende til at skifte mening når hun sagde det på den måde. Hun begyndte igen at gå mod Bonnie. Hun kørte forsigtigt en hånd gennem sit halv lange krøllede hår. Hun hørte et suk og en mumlen, og så forsvandt noget.
Zoey stoppede igen og så rundt. Bedste var væk. "Fint! Jeg klare mig selv," hviskede hun lettere fornærmet. Ingen skulle bestemme over hende. Hun gik helt hen til sin søster. Hun smilte til hende. "Heys.. Hvad laver du her?" spurgte hun som om intet lige var sket.

Bonnie sad for sig selv. Hun lod blikket glide rundt og gav et lille suk fra sig. Hun havde ikke rigtig den store lyst til at være i byen, hun ville tilbage til Italien, så hun kunne komme helt væk fra alt. Hun kunne stadig ikke glemme Justin men med minderne kom der også blandede følelser frem i hende. Hun havde lyst til at slå ham, eller bare såre ham så dubt at han ALDRIG ville kunne samle sig igen, men på den anden side elskede hun ham. Han betød så meget selvom hun ikke ville indrømme det overfor nogen. Hun sad tavs og så ned mod jorden da Zoe kom hen til hende. Hun så langsomt op på hende, som en person der lige skulle vågne før hun kunne noget. "Det er mit sted, det husker du ikke?" spurgte hun roligt med en kold tone. Hun lod en finger glide hen over ordet "Stone" på Matthews gravsten for at vise hendes søster hvor hun sad henne. Hun smilte kort og forsvandt så. Hun vidste ikke om det stadig iriterede Zoe, men det var nu heller ikke derfor hun gjorde det. Hun havde bare ikke noget at tale om. Hun dukkede op lidt efter i et træ, der sad hun så bare og kiggede ned på Zoe. Hun sad på hug på en mude der godt kunne virke truende men det var ikke meningen.

Zoey så lidt rundt. Var bedste virkeligt væk? Ja.. Det så da ihvertfald sådan ud. Hun blev lidt nervøs. Ville hun komme tilbage? Hun anede det ikke. Måske, måske ikke. Hun så på Bonnie. Hun nikkede lidt, hvor efter hun lod blikket glide på stenens navn. En reaktionen hun ikke havde haft længe over den person. Savn. Det passede hende bestem ikke. Hun knyttede hænderne og trådte et skridt tilbage. Hun bed tænderne sammen og holdte vejret. Hun vendte det om til vrede i stedet. Hun kunne ikke savne den mand! Hun måtte ikke! Han gjorde hende kun ondt! Hun opdagede ikke først at Bonnie var væk. Hun havde travlt i at foragte - så godt hun nu kunne - den mand der først hende virket som om han elskede hende og bagefter vendt kærligheden til at han hade hende. Hun havde selv været uden om det, hvis hun ikke havde kysset Enrique havde han aldrig hadet hende på den måde. Men det var hans egen skyld.. Han havde ikke været der for hende.
Zoey så rundt da hun opdagede Bonnie var væk. Hun så op i træet. "Bon.. Hvad la.." Hun nåede ikke længere. Hun bakkede et par skridt tilbage. Hun følte sig en smule truet. Hvad lavede hun? Hvorfor sad hun der i træet? Hvorfor virkede hun så truende? Zoey kendte ikke svarene på sine egne spørgsmål.

//Liiiiiiidt krea svigt ^^'

Bonnie sad stille lidt, som hun nu gjorde i træet. Hun sagde ikke noget, hun stirrede bare ned på Zoey, der aldrig havde fuldendt hendes spørgsmål. Hun havde et koldt blik i ansigtet, et blik hun ikke kunne få væk. Hun håbede at Zoe kunne se det ikke betød noget, for hun ville gerne snakke med hende, bare være sammen med hende igen.
Bonnie tøvede kort mens hun holde blikket lige rettet mod hendes søster. "Jeg gjorde det.. Han fik endnu et navn af hendes lille lover.. Jeg tilføjede det bare.." Bonnie talte i en lav og en smule grødet tone. Hun henvendte stærkt til Elena i den sætning uden at hun havde noget imod hende. Hun sad fortas og stirrede på Zoey. Lidt efter hoppede hun ud fra grænen, som hvis hun ville skifte form til den sorte store velkendte krage, men det gjorde hun ikke. Hun landede på føderne uden et ord og rettede sig stille op. Hun lod blikket glide over Matthews gravsten og fortsatte i samme evne, bare for at få noget sagt. "Jeg var vred da han forlod mig.. Jeg var helt alene. Tingene gik bedre da jeg fandt Hope." fortsatte hun og smilte kort i slutningen af hendes sætning.

//Ingen krea her ^^'

Zoey stod bare og kiggede på hende. Hun forsøgte at afkode hendes ansigt. Det var lidt svært, da hun ikke havde været sammen med Bonnie i lang tid. Hun rystede på hovedet og fortsatte sit spørgsmål. "... laver du?" rundede hun det af. Hun bed sig lidt i læben og håbede at det kolde i Bonnie's ansigt kun var en facede. Det måtte det være, blev hun enig med sig selv om.
Zoey så væk, for at skjule den virkelige foragt der kom i hendes ansigt, da Bonnie hentød til Elena. Til modsætning for Bonnie, hade Zoey Elena som pesten. Elena havde truet hende mange gange og forsøgt at tage hendes liv. Hun foragtede hende i den grad! Hun så på Bonnie, da hun håbede ned og landede på jorden. Zoey kiggede stille på hende. Da hun fortsatte med sin lille fortælling, bed Zoey sig i læben og kiggede ned. Hun følte sig truffet. "Hvis den historie skulle forstille at passe på mit og hans forhold, så gør det ikke. Jeg hader ham og jeg er ikke alene. Jeg har Enrique," sagde hun roligere end hun havde regnet med, hun ville sige det.

Zoey spørgsmål hende ikke sat nogen interesse hos Bonnie. Hun tænkte lidt over hendes historie med Matthew, det var endentligt ikke fordi den havde nogen point, hun vidste faktisk slet ikke hvorfor hun sagde det. Hun lyttede nu til det Zoey havde at sige, men det var ikke noget der fik Bonnie overbevist. Hun vidste at hun elskede ham på den ene eller den anden måde, så tætte som Zoe og Bonnie var, var det umuligt for hende at holde det skjult. Bonnie så til med et lille propukernde smil, mens hun fortalte færdigt.
Bonnie rystede lidt på hovedet af hende, det var åbenlyst noget hun sagde for at skjule det hun virkelig følte. "Zoe.. du behøver ikke sige det." Hun lod en finger glide op til hendes tænning og prikkede sig selv let. "Jeg kan høre dig.." fortsatte hun med et lille, nu roligt smil. "Jeg kan høre hvad du synes inderstinde.. Jeg kan mærke det, du kan ikke skjule det." Hun tovede lidt mens hun lod sin hånd falde og begyndte at gå rundt om Zoey.
"Du elsker ham. Jeg ved du hader ham, men med kærlighed følger der had. Jeg har selv stået hvor du står nu søs.. Jeg kan godt se hvad du mener, men du kan ikke gemme det væk. Selvom han er en dum skid og hans fortid for ham til at gøre det væreste, så kan du ikke kun hade ham." Bonnie tænkte lidt og afsluttede kort. "Det er det der gør ham så iriterende ikke? Haden kan ikke overgå kærligheden.." Hun smilte kort og så tavs på hendes søster for at få fat i hendes reaktion.

» Hjælp med at få denne side i gang!
» Da trekløveren mødtes for første gang- Anna og Percy
» Dette er så mit hjem *Cherie*