Se alle de grave.. Mødre, Fædre, Søstre, Brødre, Døtre, Sønner og andre slags familiemedlemmer.. Det er sørgeligt. Specielt det faktum at jeg aldrig kommer til at lægge under en sten sammen med min mand og mine børn - Roxanna xD

Sted: På den nye kirkegård
Tid: Midt på dagen
Omgivelser: En masse træer og nogle få dyr
Vejr: Rimelig solrigt
Påklædning: http://www4.images.coolspotters.com/photos/69750/keira-knightley-and-yves-saint-laurent-gallery.jpg

Lamia sad op ad en af de ældre gravstene. Hun ville helst ikke fornærme nogen. Specielt ikke de døde. Hun vidste godt hvor belastende det kunne være at have en død efter sig.. De gav aldrig op. Og de kunne forfølge en i al evighed. Heldigvis slap hun med nød og næppe væk fra den sidste hun var plaget af. Hun havde ikke kunne holde det ud mere. Så det var egentlig meget heldigt. Hun kiggede rundt. Der var egentlig ret mange grave. Hun tænkte over hvordan hendes liv kunne have været hvis hun bare havde været et menneske. Hun forestillede sig at hun blev gift og fik børn. To dejlige børn. En dreng og en pige. Hvor var de bare dejlige. Men hun vidste ikke hvem faren skulle være. Hver gang hun så ham, var det kun bagfra. Hun prøvede at vende ham om, eller gå om foran ham, men det var nærmest umuligt. Hun kunne simpelthen ikke. Irriterende nok. Hun gav op og vendte tilbage til nutiden. Bare der snart ville komme nogen hun kunne snakke med.. Hun kiggede igen rundt. Bare for at sikre sig at der ikke var nogen der havde sneget sig ind på hende mens hun havde dagdrømt. Selvom hun ville have mærket dem, hvis der havde været nogle, kunne det jo ikke skade at tjekke det ud vel? Hun tjekkede, men der var ingen. Det tænkte hun nok.

Påklædning: http://weheartit.com/entry/21049520

Roxanna kom roligt gående, med de høje hæles sagte klikken som det eneste hun hørte. Hun gik i et utroligt roligt tempo, i forhold til hvad hendes kræfter kunne præstere. På det seneste syntes hun selv meget havde forandret sig. Alt det der skete, påvirkede hende dybt i sjælen. Ikke nødvendigvis på den dårlige måde, men det hele var så pokkers anderledes end hendes lange år i ensomheden, hvor mad og sig selv, var det eneste hun bekymrede sig om. Nu havde hun meget andet at tænke på. Det havde bragt hende sære steder hen. Som for eksepmpel i Kirke for et par dage siden, dog uden den store interesse. Og nu her på en kirkegård? Hun måtte se at komme til sig selv, og lade være med at blive så blød. Hun rystede let på hovedet, så det bløde mørke hår bølgede. Solen påvirkede hende ikke specielt, andet end at den måske ikke lige passede til hendes humør. Hun gik roligt videre langs gravstenene, da hun anede en skikkelse. Sjovt, virkede hun ikke bekendt? Hun standsede op et lille stykke fra hende, da det slog hende hvem det var. Minderne om smerterne og vreden vendte straks tilbage, og hun kneb let øjnene sammen mod hende. Det var ikke lige det bedste indtryk de havde af hinanden, men uanset hvad, brød hun sig ikke om den lille heks. Hun så ud til at sidde og dagdrømme, og Roxanna overvejede stort at vende om og tag hjem. Men hun ønskede bestemt ikke at vise sig som fej. Selvom hun mærkede en svag vrede ulme, og kroppen spændtes svagt, genoptog hun sig rolige gang, og kom derved nærmere og nærmere heksen. Hun holdte hele tiden øje med hende, med kolde og lettere vrede øjne. Hun havde bestemt ikke glemt, hvad de havde gjort ved hende.

Lamia kunne mærke noget fjendtligt. Hun vidste med det samme hvem det måtte være. Roxanna. hun var højst sandsynligt stadig rasende over hvad de havde gjort ved hende. Det var egentlig ret sjovt. Taemin havde spurgt hende om hun ville være i stand til at forsvare sig selv hvis nu Roxanna kunne finde på at angribe hende igen. Hun havde svaret at det var hun bestemt i stand til. Og det vidste hun også at hun var. Hun blev siddende som om hun stadig var i sin helt egen verden og sine helt egne tanker. Det ville Roxanna tro, og så ville hun måske angribe hende i den tro at hun var forsvarsløs. Eller i hvert fald tro at hun kunne overraske hende, så hun ikke ville have tid nok til at reagere. Hun skulle til at begynde med at nynne, men hun besluttede sig for at lade være. Det ville nok lyde alt for mistænksomt. Så hun blev bare siddende. I mens hun kiggede lige ud i luften. Hun stirrede på ingenting. Egentlig utrolig afslappende. Hun lyttede, og kunne tydeligt høre Roxannas høje hæle. Man ville nok kunne høre dem selv hvis man ikke havde en superudviklet hørelse som alle Vampyrer har. Måske ville Roxanna rent faktisk ikke gøre hende noget. Men Lamia kunne mærke at hun helt klart ikke havde glemt hvad de, hvad Lamia havde gjort mod hende. Og det ville hun måske endda aldrig glemme.. Men hun blev ved med at være på vagt overfor hende. Bare for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig hvad der kan ske.

Roxanna fortsatte sin rolige gang, ligeglad med om Lamia mærkede hende eller ej. Det var hun nu ret sikker på at hun gjorder, for sidst havde hun virket meget opmærksom. Hun skjulte det bare godt. Selvom hun troede vreden ville aftage bare en lille smule, når hun nåede hen til Lamia, tog hun fejl. Hun kunne stadigvæk mærke sin krop spænde, og vreden ulme inden under den utroligt rolige overflade. Det var uaceptabelt sådan som de havde behandlet hende, men derfor havde hun ikke tænkt sig at overfalde hende her og nu. Medmindre det hele blev lidt for meget, eller det var en nødvendighed i sig selv. Lamia sad bare og stirrede frem for sig, som om hun intet bemærkede. Men Roxanna vidste bedre. Hun standsede et lille stykke foran hende, og vendte sig roligt. Hun krydsede armene, og så med sammenknebne øjne der brændte med vrede direkte på hende. "Sidder du og venter på at det bliver din tur til at ligge her? For jeg kan sagtens hjælpe..." Hendes stemme var helt igennem kold, og blottet for andre følelser end vrede og foragt. Uanset hvor farlige Lamia var, hvilket hun havde bevist, var hun ikke selv i tvivl om at hun sagtens kunne overfalde hende her og nu. Roxanna var stærk af sin alder, og vreden tilføjede bare en lille del. selvom mange af hendes slags levede af dyreblod, og tilmed menneskemad holdte hun sig til rigtigt blod. Om det så var fra mennesker, eller fra andre væsner betød ikke så meget for tiden. Men eftersom hun havde fået en del af Adrians blod, hjalp det da en smule. Hun knyttede svagt sine hænder, for så at løsne op i dem igen. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, og ventede bare på at hun ville svare. Hvilket hun formodentlig ville.

Lamia klukkede lidt over det Roxanna sagde. Tænk at hun troede at hun rent faktisk kunne gøre Lamia noget. Hun var da alt for stærk for hende. Selv om hun var blevet en smule stærkere siden sidst, var hun stadig langt fra stærk nok til at kunne gøre Lamia noget. Og det var nu helt fint med hende. Hun kunne bedst lide at være stærkere end sine modstandere og fjender. Hvilket hun heldigvis også stortset altid var. Og de få gange hvor hun ikke var, var hendes modstander som regel lige så stærke som hende. Men det var nu MEGET sjældent at det skete. Og hvis det absolut skulle ske, brugte hun bare charme og list til at overvinde hendes modstandere. Hun havde aldrig tabt en kamp. Og det var hun nu ret stolt af at kunne prale af. Selv om hun sjældent pralede af noget som helst. "Nej tak. Det er ikke nødvendigt lige nu. Men jeg er da også selv mere end villig til at hjælpe dig med at få en plads her. Du ved hvad man siger.. Du skal altid hjælpe dine næste." Hun smilte sukkersødt til hende. Men egentlig ville hun bare droppe alt det fjendskab og istedet bare være venner med Roxanna. Men det sagde hun ikke højt eller viste på nogen måde, for hun vidste at Roxanna ville se det som en svaghed, og det kunne Lamia jo ikke have. Hvis Roxanna fandt ud af nogle af hendes svagheder ville hun helt klart gøre alt hvad hun kunne for at bruge det så godt som muligt i mod hende. Og det ville helt klart aldrig gå særlig godt. For nogen af dem. Men nok mest ikke for Roxanna..

Roxanna skulede af hende, da hun begyndte at grine. Dette var bestemt ikke lejligheden, til at udgyde morskab. Og desuden. Hvad morsomt var der i det her? De stod på en solskindsbelagt gravplads, med massere af smuldrede lig under dem. De brød sig ikke engang om hinanden?! Hun skulle ikke tro, at lidt grin og hygge, kunne rede ud på den måde de havde behandlet hende. Aldrig. Hun havde mest lyst til at kværke hende, her og nu. Bare ved tanken om det hele. Et raseri, der nok aldrig ville forsvinde. Vreden ustrålede sig tydeligt fra hende, og kunne sikkert mærkes langt der fra. Nogle ynkelige væsner, ville sikkert kalde det ondskab. Hun knurrede af hendes kommentar, og blottede sine tænder svagt. Det var ikke dagen til det her. "Du kan og skal ikke hjælpe mig!.. Jeg er ikke interesseret i dit gøgleri, som du tydeligvis ikke kan klare dig uden" Hun smilede hånligt. Så sandt, som det var sagt. De havde ikke kunne holde hende, og koncentrerer sig om andet sidst, hvis de ikke havde brugt magien. "Hvad sidder du så her og venter på? At din drømmeprins, stiger op fra de døde ved din side.. Og så kan i rådne i fred og kærlighed?" Hun slog en kold latter op. Så vidt hun kunne dømme Lamia, havde de to vidt forskellige drømme, meninger og planer. Nok til at Roxanna aldrig kunne se dem som venner. Det ville være sygt. Hun rystede let på hovedet, så håret faldt over den ene skulder. Hun stod præcis som før, og ikke en muskel r'rte sig. Hele hendes krop var alt for anspændt og klar.

Lamia lo endnu en gang højt. Af to grunde. Fordi hun bare ikke kunne lade være og fordi at hun vidste at det tirrede Roxanna meget når hun gjorde det. Nok egentlig mest nr. to grund. Altså at det irriterede Roxanna noget så grueligt, og Lamia ville jo gerne have en god grund for at slå hende ihjel eller skade hende. Det kunne hun jo ikke bare gøre uden nogen som helst grund. Altså lige bortset fra det faktum at Roxanna havde prøvet at dræbe hende. Mere end en gang. Og det var virkelig ikke noget som hun så igennem fingre med. Så hun havde tænkt sig at glemme alt om sin træthed og dræbe Roxanna hvis hun fik chancen for det. Det nyttede heller ikke at prøve at slutte fred med Roxanna alligevel. Hun var kold som is. Ondskaben selv. Og dog? Var hun mon egentlig det? Lamia vidste at hun havde fundet sig en mage. Adrian, hed han vidst. Og han var ogå en Hybrid. Og hun elskede da vist ham ret meget. Og hvis hun virkelig var helt igennem kold og ond, ville hun ikke kunne elske nogen eller noget. Det var nemlig umuligt for onskab at kende til kærlighed. Eftersom kærlighed var en del af det gode. Selv om ret mange mente at kærlighed gjorde ondt - Inklusiv hende selv - kunne man ikke leve uden den, hvis man prøvede. Det ville knuse en fuldstændig. Med mindre man var komplet ond selvfølgelig. Hvilket Roxanna jo så ikke kunne være. " Jo det kan jeg skam sagtens. Men det ser jeg ingen grund til at gøre eftersom jeg har dem. Og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre så længe jeg har dem. Hvilket vil blive, lad mig se... For altid! Så du har ikke en chance overfor mig!" Hun skulle lige til at hvæse af hende, men beherskede sig hurtigt. Hun måtte have fuld kontrol. Det gav hende en fordel hvis hun skulle til at kæmpe mod Roxanna lige om lidt. Hvilket meget vel kunne ske. "Min 'drømmeprins' er desværre ikke begravet her på denne kirkegård. Faktisk er han slet ikke begravet i jorden. Jeg smed ham i havet efter at have tortureret ham og skåret ham i småstumper. Han sårede mig. Han varf mig utro. Med en død kvinde. Altså hun var jo selvfølgelig ikke død der, men det sørgede jeg for bagefter jeg havde dræbt ham. Hun var oven i købet en af mine fjender. Så det slap de ikke godt fra. Men hvad med dig? Hvad bringer dig her til denne skønne kirkegård fyldt med døde mennesker, på en dejlig solfuld dag? Var din kære Adrian sammen med en anden? En kvinde måske? Din fjende? Du ved jo ikke hvad han går rundt og laver. Hvem siger at han ikke har gang i noget med din værste fjende, Moi? Det ved du jo intet om.." Hun smilede lumsk og pegede på sig selv med begge hænder da hun sagde 'Moi'..

Roxanna kneb øjnene sammen, da Lamie grinte igen. Hun vidste tydeligvis hvilken effekt det havde, og nød den i fulde drag. Bæst. Hun legede med ilden, men det vidste hun. Og Lamia var helt bevist og lod gerne andre vide, om hendes 'fantastiske' kræfter. Roxanna havde lyst til at fnyse hende i hovedet, hver gang det blev nævnt. Hun var ikke den mindste smule imponeret, og ville nok aldrig blive det. Hendes respekt, som mange nok ikke ønskede, var noget man gjorder sig fortjent til. Ikke ved at have overmenneskelige kræfter, som gamle oldsager af hekse. "Uha.. Jeg ryster ligefrem.." Hun stod ubevægeligt som før, og lod ikke noget påvirke hende. Den strålende sol, havde ingen effekt på hverken hendes humør, eller andet. Hendes stemme var kold som is, og fuldstændig ligeglad med Lamias 'trussel'. Om hun havde en chance eller ej, lod hun ikke stoppe hende, når det kom til stykket. Hun ville gå amok på gud selv, hvis hun fik chancen. Hvis den tingest ellers fandtes. Hun kunne se Lamia var på nippet til noget, og smilede skævt. Hun kunne da ophidse den lille heks lidt. Smilet blev en smule bredere, da hun hørte det med hendes x. "Måske fandt han en, som rent faktisk var værd at elske.." Hendes smil blegnede dog straks, og blev erstattet af et rasende blik, da hun nævnte Adrian. Hun for hen, og greb hende om halsen. Trak hende op og stå, og lænede sig tæt på hende med en snerren. "Du vover ikke at tale om ham!" Hvæssede hun. "Og han ville aldrig være utro med et gammel fossil af en gøgler som dig!.. Han har intet med andre, og det ved jeg!" Hun strammede sit greb, en smule og knurrede dybt, mens gravstenen bag Lamia knasede en smule, under alt styrken og vægten. Hun stirrede rasende i hendes øjne, med tænderne blottet i en snerren.

Lamia lo igen ad Roxanna da hun kneb øjnene sammen. Hun morede sig nu egentlig ret godt med at irritere Roxanna. Selv om det ikke var videre svært, var det da helt klart stadig meget komisk at se på hende. Hun lignede virkelig en der kunne gå fuldstændig amok hvert evig eneste sekund. Lamia var i sådanne situationer utrolig taknemmelig for at hun havde lært at styre sit temperament, i hvert fald nogen lunde, gennem alle de år hun havde levet i. Ellers ville det nok være Roxanna der stod der der og lo af Lamia, mens hun syntes at hun var utrolig ynkelig. Tænk at have så svært ved at styre sit temperament. Det var altså ikke lige særlig fedt. I hvert fald ikke efter Lamias mening. Lamia lod som ingen ting, da hun hørte Roxannas lille kommentar. Men ved den næste gav hun hende en ordenlig lussing. Hun trak hurtigt hånden til sig og blev en smule flov. Hun skulle jo forestille at være den ældste og mest magtfulde af de to. Den der sagtens kunne styre sig selv lige meget hvad folk sagde og gjorde. Hun havde allerede set Roxannas angreb komme og tog derfor bare fat i hendes hår og kiggede hende ind i øjnene. "Jeg gør lige præcis hvad det passer mig at gøre. Intet mere og intet mindre. Forstået?" Hendes stemme var kold som is og ordene blev snerret ud i et meget skarpt tonefald. Hun lo. "For det første er jeg faktisk utrolig tiltrækkende i stort set alle fyres øjne. Og for det andet tænder de fleste mandlige Vampyrer, og Hybrider, på magtfulde kvinder. Og specielt på magtfulde Vampyrkvinder." Hun slog en hånlig latter op. "Tro mig. Du ved ikke en skid. Det tror du måske at du gør. Men i virkeligheden. Ved du ikke noget som helst. Du er bare en selvglad lille hybrid. Og du skal nu ikke være så sikker på at din kære lille Adrian ikke har noget med andre. Og når du på et tidspunkt finder ud af at jeg havde ret helt fra start af, så døm ham nu ikke så hårdt. Hvis jeg boede sammen med dig, ville jeg enten have haft taget mit eget liv, eller fundet en anden for laaaang tid siden." Hun smilte morderisk og rev i hendes hår, så hårdt at hele hendes krop faldt mod jorden. Hun lo morderisk igen.

Roxanna fnøs bare af hende, uden den mindste hånlighed eller glæde som Lamia tydeligvis havde. Det forbandede kvindemenneske, eller rettere.. Kvindevæsen kunne da vist drive enhver til vanvid. Specielt Roxanna, som efterhånden ikke kunne fordrage synet af hende. Da Roxanna mærkede lussingen mod sin kind, og drejede hovedet tilbage igen, var der kun et selvglad smil tilbage. Hun havde pisset hende af, og dermed bevist at de var lige begge to. Selvom hun gik og pralede med al den viden, og hendes alder, selvbeherskelse så havde hun mistet kontrollen et kort øjeblik. Men det var nok for Roxanna. Nu var der begyndt noget. Hun knækkede sin nakke kort, og strøg lidt hår om bag øret, som om intet havde hændt. Og det havde der ikke. I hendes unge dage, som en lille pige, var hun vant til at få lussinger. Alt for mange. Da Roxanna angreb burde hun havde forudset Lamia, men orkede det næsten ikke. "Du gør præcis hvad du tror du kan, i din egen sindsyge lille verden. Men en dag vågner du, og så fortryder du!" Roxanna snerrede igen, og langede ud efter hende med de skarpe negle. For en gangs skyld ramte hun, eftersom Lamia var tralv med sin lille tale. "Og hvorfor tror du det?.. Hvis du er så utroligt tiltrækkende, havde din x nok ikke været dig utro. Du er vist nødt til at vågne, og finde ud af at du er en indtørret gammel oldsag af en sæk!" Hun hvæssede det sidste og lagde godt tryk, på alle ord. "Jeg ved meget, for jeg har ikke bare siddet og hånligt grint af alle der ikke havde penge! Du har nok levet et liv i luksus, men jeg har lært tingene på den hårde måde! Så kom ikke til mig, og spil geni! Og Adrian ville aldrig røre dig.. Du er slet ikke i hans klasse. Og lige over, det var bare godt du hjalp din kæreste" Hun smilede det sidste, og mærkede jorden mod sig. Hun rejste sig hurtigt, og børstede det værste støv og skidt af.

Lamia mærkede hendes negle mod sin kind. Hun snerrede højt og rev også Roxanna i ansigtet med sine skarpe 'kløer'. "Jeg fortryder næsten aldrig noget som helst! Dog fortryder jeg, meget, at jeg ikke dræbte dig første gang jeg så dit beskidte ansigt!!!" Hun hvæste og sendte et virkelig hårdt slag imod hendes kæbe. Et slag som kun en Vampyr kunne sende afsted. Og hun kunne høre da hendes hånd ramte. Lige på knoglen. Lamia frydede sig. Det måtte da gøre ondt! Så hørte Lamia den anden sætning. Og inden Roxanna havde talt helt ud, hvæste Lamia arrigt og sendte et knusende spark lige midt på Roxannas bryst. Hvilket fik hende til at falde om på stedet. Lamia skyndte sig at sparke til hende igen, adskillige gange, inden hun nåede at rejse sig op. Så satte hun sig på hende, med et ben på hver sie af hende. Og skiftedes til at slå hende hårdt i ansigtet. Først højre knytnæve mod hendes venstre kindben, og så venstre knytnæve mod hendes højre kindben. Og sådan blev hun ved lidt. Så lo hun skarpt. "Hvem er det nu der klynker!?" Hun kradsede hende i ansigtet og rejste sig hurtigt op. Hun børstede lynhurtigt sit tøj ren for jord. Hun smilte dystert. "Nej for hvis han dater dig må han jo være af ret lav klasse. Og jeg er i hvert fald laaaangt over date-en-møgkælling- klassen!!" Hun lo højt. Så sparkede hun Roxanna i ansigtet. "Hmm. Jeg er ret sikker på at han ikke ville være enig med dig i det. Og ved du hvad? Jeg tror måske også jeg vil hjælpe din kæreste! Det ville jeg da i hvert fald blive umådeligt glad for hvis det var mig!" Hun snerrede det ud mod Roxanna. Og så kiggede hun på hende med et lumsk smil. Som om at det var en meget god idé hun lige fik sig der. Hun smilede vanvittigt til hende.

//VI KAN JO IKKE FÅ AFSLUTTET DETTE!!! JEG MÅ IKKE DRÆBE DIG! MAN MÅ NEMLIG IKKE DRÆBE FOLK! HVAD ER DET DOG FOR EN REGEL!!?? Jo man må godt hvis brugeren selv siger god for det xD Sååe, hvad siger du så?? ^^

Roxanna snerrede dybt igen, og drejede hovedet en anelse, da hun mærkede flænget. Hun rettede dog hurtigt blikket mod hende, og vrængede. "Er jeg beskidt?! Hvem er det der overfalder en der er 'svagere' end dig selv, på en KIRKEGÅRD?!" Hun brølede det sidste, men bed tænderne sammen da hun mærkede slaget mod kæben. Det smertede hele vejen op, og hun mærkede en svag metallisk svag i munden. En lille smule blod var til at overkomme, men hun nægtede at vise smerten. Inden hun nåede sin triumferende sætning, mærkede hun sparket mod brystet, og alt luften blev pustet ud. Et kort øjeblik sortnede det, men hendes stædighed og faktisk rolige vejrtrækning, gjorder hende i stand til at få vejret igen. Selvom hun mærkede smerte hver gang hun tog et lille sug luft. Hun havde knapt bemærket at hun lå på jorden, faktisk var det hele lidt ligesom en drøm, hvor det hele bare blev ved og ved. En temmelig skidt drøm. Hun vendte sit forslåede ansigt, og sendte en spytklat blod lige i fjæset på Lamia. Og den ramte lige plet. Det var ikke svært at se, eftersom det var mere blod end spyt efterhånden. Hun kunne ikke mærke meget af ansigtet, men smilede alligevel hoverende. "Hvem er det nu der mangler kontrol?.." Hendes ord var klare og stærke, med et stort strejf af triumf. Da hun mærkede et sidste spark i ansigtet fik hun nok, og greb om Lamias fod. Hun fik godt fat, og vred af alle de sidste kræfter til hun hørte et ordentligt knæk, inden hun flåede hende ned på jorden ved siden af sig selv. "Du kan ikke hjælpe nogen.. Og hvis du kunne, skulle du måske starte med dig selv" Hun smilede kort, og lænede hovedet bagover. "Og hvordan kan det være, at det kun er dig der har oplevet din kæreste være dig utro.. Hvis det er mig der er den lave her" Hun grinede hånligt, men måtte stoppe, på grund af en hosten med blod.

//Haha never xD Desuden er emnet gammelt, så hvis du dræber mig der, burde jeg være død for længst i chatten.. o.O

Lamia lo af hende. Hvor var hun dog ynkelig. "Som om det rager mig en skid, om du er svagere end mig eller ej. Og jeg ved tilfældigvis at du ville have haft gjort det samme hvis det var dig. Nåårh jo! Det gør du jo også. Hver. Evig. Eneste. Dag." Hun delte det sidste op med punktummer. "Tror du måske at det er anderledes når du dræber et menneske? Eller torturerer en stakkels dum Varulv? Nej! Det er det nemlig ikke! Så fat det dog, din lille selvglade møgkælling af en Hybrid!" Hun lo igen og sendte endnu et spark lige hen i hendes ansigt. Så snerrede hun utrolig højt. En lyd der kom helt nede fra hendes bryst og som hvislede ud gennem hendes sammenbidte tænder. OH NO! Ingen slap godt fra at spytte på hende. Og specielt ikke i ansigtet. Lamia tog et fast tag i Roxannas kjole og hev hende op. Så tørrede hun sit ansigt af i den. Og spyttede også hende i ansigtet. Godt nok var der ikke blod blandet i hendes spyt, men det var stadig utrolig klamt at blive spyttet i ansigtet. Da Lamia havde spyttet hende, sparkede hun hende igen ned på jorden. Hun sparkede til hende igen og igen og igen. Og da hun var ved at være træt af det, bøjede hun sig ned over hende og huggede sine hugtænder ind i hendes hals. Hun drak lidt og stoppede så. Hun startede et nyt sted og blev så bare ved med at hugge sine hugtænder ned adskillige steder i hendes hals. Hun var rasende nu. Lamia ignorerede hendes sidste sætning. Det var hun nemlig selv meget bevidst om. Men det forhindrede hende da i den grad ikke i at blive ved med at torturere Roxanna. Hun skulle have hvad hun fortjente. Lamia mærkede et skarpt jag i sin ene fod. Hun skreg arrigt og hvæste rasende. Hun faldt mod jorden, men nåede sagtens at tage fra inden hun ramte jorden. Hun sendte et pust af sin magi ned i sin fod og mærkede den hurtigt hele igen. Hun kom op igen ved hjælp af en baglæns salto. Hun smilte tilfredst. Lamia vidste at hun aldrig skulle have haft fortalt Roxanna det om Andrew. Hun satte sig ned på hug og tog et fast greb i Roxannas nakkehår. Hun holdt hendes hoved fast mens hun med den anden hånd slog hende hårdt igen og igen. Hun lo morderisk imens hun gjorde det. So trak hun kort hånden til sig, da hun helst gerne ville undgå at få noget af Roxannas ækle slim på sin hånd. Men da Roxanna var færdig fortsatte Lamia igen med at slå hende. Med en knyttet hånd.

// Hrmpf!

Roxanna så kort på hende, gennem de halvt lukkede øjne. Hun var forslået, til det inderst, og øm flere steder i kroppen. Og alligvel lænte hun bare hovede tilbage, da Lamia begyndte at skrige af hende, og spyttede på hende. Hun lo koldt, og hjerteskærnede, som var det noget af det mest underholdende hun længe havde set. Hun smilte endda mens hun gjorder det. Trods kramper og smerter. Hun så kort op på hende, med øjne der slet ikke machtede hendes forslåede og blodige krop. "Hvem mangler nu selvbeherskelse?..." Hun lagde hovedet kort tilbage, og havde faktisk opgivet en del modstand. Hun vidste at hendes krop ikke var i stand til at rejse sig, i dette øjeblik, så hun måtte holde ud med hvad hun kunne. Da hun mærkede hendes tænder i halsen, blev det alligevel for meget. Roxanna knyttede sin hånd, og sendte en knusende slag mod Lamias ansigt. Hun kunne mærke, og høre at det ramte. Men desværre ikke se hvor. Hun rykkede hovedet, i et forsøg på at flå hende ud af halsen. Desuden, hvem vidste om Lamia kunne lide mixet. Hun smilede af tanken. En hybrids blod var dog kraftfuldt. Da Lamia endelig faldt, kunne hun ånde ud. Hun åbnede øjnene helt, og så sig omkring. Det var lidt sløret, men det var nok til at få overblik over situationen. Hun mærkede trætheden, og smertene i ledende trække i hende, men nægtede at lade dem få fat. Da hun greb om hendes nakkehår, flyttede hun ubevidst hænderne derom. Hun hadede at blive revet der, og skreg dyrisk og urovækkende højt. Det lød som en forfærdelig umenneskelig lyd, af et slags sindsygt væsen, der led igen og igen. Skriget blev ikke dæmpet, mens hendes øjne kneb i, og hugtænderne blev blottet. I det øjeblik, lignede hun virkelig noget fra en skrækfilm, hvor man så hendes sande side. Skrækkeligt skrigende, og med et skræmmende farligt udseende. Ikke noget at spøge med. Hun kom hurtigt til sig selv, og tog en beslutning. Hun rykkede sig fri, og mærkede godt det kostede hende nogle hår. I løbet af et splitsekund, havde hun rullet sig væk, og flået en gravsten itu. Hun kastede det tunge stykke hen, lige i brystkassen på Lamia. Selvom hun var fuldstændig smadret, kæmpede hun stædigt til det sidste. Hun fløj hen, og greb om hendes hår. Hun tog godt fat, og mærkede det mellem fingrende, inden hun kastede hende afsted som en sæk, ind i midten af alle gravstenene. Hun sparkede sine sko af, og børstede det værste af kjolen, mens hendes dyriske øjne, afsøgte området for 'hende'.

//Hahah! xD Hm.. Vi kunne bare sige det her, er omkring nu, så derfor har jeg alle skaderne.. o.O

» Historien og de tre brødre..
» Det er en slags afstemning... ( til jer vampyrer... Men alle må svare.)
» Så det er sådan en skov ser ud - Roxanna