Familie, over ved bedstemor, så er alene hjemme xD

S: Hjemme ved Zoey.
T: Om eftermiddagen.
O: Tingene i huset.
V: Solen skinder.
P: En Brun lårkort kjole
____________________________________________

Zoey var lige stået op.
Hun havde sovet længe, efter som hendes familie ikke var hjemme.
Hun var hoppet i sin ynglings kjole.
Hun kom ned af trappen, og gik ud i køkkenet,
for at få noget mad...

//må jeg svare??//

//Self. Men husk du kan ikke komme ind, uden min tilladelse xD//

//ja ja//

Bonnie fløj ind i zoeys køkken vindu, zoey rettede blikket mod vinduet.
Et krage skrig kunne høres.... igen igen og igen

//sorry guden er død igen Razz

//

Zoey rystede på hovedet.
"Bonnie, kunne du ikke bare banke på?" spurgte hun, kragen.
Hun åbnede vinduet.
"Kom nu ind Bonnie!"
Kragen flyg ind af vinduet, og satte sig på Zoey's skulder.
"Ja jeg er ved at lave mad, for jeg er kun lige stået op," sagde hun....

kragen nikkede forstående med hovedet og fløj ned fra zoeys skulder og blev til bonnie. Bonnie smilte "jeg ville gerne flyve lidt det ranser mine fjer" sagde hun så med endnu et smil på læben...

Zoey nikkede.
"Og så havde du vel tilfældigvis ikke snakket med John? Han gad ikke med... Og ja lad os sige han er meget væk fortiden..." sagde hun, og rynkede næsen. Bank Bank Bank Zoey sukkede, og gik ud til døren. Bonnie blev i køkkenet.
"Hvorfor gik du ikke bare ind?" spurgte hun. Ikke særlig overrasket over at se John. Han sukkede dybt, med et smil på læben.
"Dig kan man bare ikke nar..." Han gik i stå.
"Hvem er det du har inviteret ind?" spurgte han alvorligt. Nu var det Zoey's tur til at sukke.
"Din søster spade," sagde hun, og slog ham blidt i panden. Han så mistroende på Zoey.
"Jeg mener det!" sagde hun, og trak ham med ud i køkkenet.
"Se selv fladpande," sagde hun, og pegede på Bonnie. Zoey gik tilbage og lavede sin mad færdig...

Bonnie så overraskende hen mod den dreng som zoey havde slæpt med ud i køkkenet. Hun spærede øjnene op "john..." spurgte hun ham men hun var ikke helt sikker, det var lang tid siden hun havde set ham. Det gik op for hende at hun havde ret "JOHN!!" råbte hun igen, løb hen til ham og falt ham om halsen. Hun så på ham og Smilte stort "JOHN, OMG JEG HAR SAVNET DIG" sagde hun så og hendes smil blev større..

Zoey tabte sin mad på gulvet, fordi Bonnie forskrækkede hende. Hun sukkede dybt, og samlede det op.
"Nu er jeg ikke sulten," sagde hun, og skulede til Bonnie og John, som stod i et stort forsogningskram. John slap hurtigt Bonnie, og rev Zoey med i et kæmpe 'John' Kram. Zoey lo kort. Det var typisk John. Han krammede Zoey og Bonnie til de næsten blev kvalt, i hans arme. Zoey sukkede lettet, da han slap dem. Han lo af hende, og hun rakte bare tunge af ham.
"Jeg skal forbi," sagde hun. John løftede øjnbrynet..
"Jeg er ikke sulten!" sagde hun, og prøvede at komme forbi. John rystede på hovedet.
"Du spiser næsten ingenting, og nu er det mig der har ansvaret for dig så..." Han løftede hende op, som hun var en pind, og stilede hende foran der hvor hun stod før.
"Så kan du bare komme igang," sagde han alvorligt. Hun smilte og lukkede øjnene. Så var hun bag ham.
"Kun hvis du kan fange mig!" sagde hun, og forsvandt....

Bonnie smilte. Hun stod og så til mens john løb rundt efter zoey.
men bonnie kunne ikke bare stå og se på mere, så hun hoppede på
zoey. John var lige i hælene på mig og vi støtte ind i hinanden...

Zoey fik totalt grineflip, da Bonnie og John løb ind i hinanden. Det så så komisk ud. Hun grinte så meget at hun ikke kunne stå på benene, så hun fald sammen bagved sofaen. Hun anede ikke hvordan hun skulle stoppe det, men det skete helt automatisk. Hun fik hikke, som stoppede hendes grinflip. Hun hadede at hikke, så hun rejste sig op, og begyndte at gå frem og tilbage mens hun hikkede. Hik.... Hik.... Hik... hun blev ved.Nu var det Johns tur til at grine. Han grinte altid af hende når hun hikkede...

Bonnie gik hen til john, hun stod et kort øjeblik bare og kiggede på ham.
Hun gispede så og gik hen til zoey der var stoppet, midt på gulvet i stuen.
Bonnie var i chok "er han..." hun tøvede kort. Hun elskede at være vampyr men ville ikke bude andre det, og slet ikke hendes familie! Hun savnede dem godt nok, men hun ville helder blive væk, få så at vide de var i sikkerhed. Hun gik helt tæt på john og rev hans skorte-kant længere ned. to små sår sad på hans hals, hun gispede igen, men ikke så overresket denne gang. "Zoey... viste du det?!" spurgte hun forvirret, hun vidste ikke lige hva hun skulle svare....

Zoey rejste sig op, og gik hen ved siden af John.
"Jeg er ked af det Bonnie..." startede hun.
"Jeg gjorde fordi, jeg havde mødt en.... Hun var særlig... Jeg vidste det ikke før det var forsent," sluttede John. Han kiggede væk.
"Jeg er ked af jeg ikke beskyttede ham Bonnie," sagde Zoey, og kiggede ned i jorden.
"Men jeg klare det! Jeg kan godt klare det Bonnie," sagde John, med et opmuntrende smil.
"Han har klaret det i et år..." hviskede Zoey, og blev ved med et kiggede ned i gulvet...

//no krea >.<//

Bonnie smillte til john "det skal nok gå, jeg er ked af det..." hun tøvede lidt "det skete præsis på samme måde med mig." Hun smilte igen, og tænkte lidt på det der blev sagt. hun kiggede ned i gulvet og så op igen med det samme smil.
"Men så kan jeg da se dig!" sagde bonnie og gav ham endnu et kram, "jeg har sådan savnet dig..."

Zoey kiggede over mod det vindue, som var længst væk.
"Der er bare en forskel! Du kender ham stadig Bonnie!" hviskede hun. Hun mærkede Bonnie og John kiggede på hende, så hun forsvandt og dykkede op ved vinduet.
"Er det ikke bare godt at blive genforenet? Det synes jeg," sagde hun, uden at kiggede tilbage på dem. Hun kiggede blot ud af vinduet....

// No Krea >.<//

Bonnie smilte kort og undrede sig over hvad zoey tænkte på.
Hun gik hen til den jake hun havde smidt på en stol-det i lommerne havde underligt nok ikke taget skade af forvandlingen.- Hun tog en lille flaske op, skruede låget op og satte læberne mod kanten. Det tog kun et øjeblik så var hun med igen, og proppede den lille flaske i lommen igen. Så gik hun hen til john igen, hun tøvede lidt "så kan du lave noget særligt ligesom mig?" spurgte bonnie så stille og kiggede smilende op...

Zoey kiggede mod Bonnie og John. John nikkede.
"Det kan vi alle... hvis vi er stærke nok," sagde han, og smilte. Zoey sukkede dybt.
"Skønt! To vampyrer der snakker vampyrer snak! Herligt! Kan du blive bedre!?" spurgte hun santastisk, og gik ud i køkkenet. Hun fandt et pakke med morgenmadsprodukt. Hun hældte det ned i en skål og tog mælken. Hun hældte det oven i alt det andet. Så satte hun sig på køkkenbordet, og begyndte at spise...

Bonnie endnuredede zoey, det var digligt at tale med john igen efter alle de år.
Bonnie smilte lidt "Hmm... det vidste jeg godt, jeg mente altså hvad kan DU?!" svarede hun så, det lignede john at være sådan. Hun var sikker på at han vidste hvad hun mente, men han ville bare altid lave sjov med det...
Bonnie kastede et blik i retningen af zoey, imens hun ventede på svar fra john. *Er der noget galt?* tænkte hun men slap hurtigt tanken så john ikke nåede
at læse med...

» Alene eller ikke alene ~ Alice
» Familie, m.m? :ö:
» Søger familie!...!