*Suk* //Stefan

Meisa sad helt henne ved vinduet på cafeen, folk var ved at forsvinde fra cafeen, den lukkede vel også snart. Meisa havde på det sidste ikke brydt sig om at være der hjemme, hvorfor vidste hun ikke, hun havde jo ingen problemer med sine adoptivforældre overhovedet ikke. Hun var jo en rigtig lille fars pige, gjorde aldrig noget forkert. Men så pludselig en dag havde hun ikke kunnet lide at være der hjemme, hun tog altid så sent hjem som muligt, hun plejede dog at komme hjem til senge tid.
Meisa's brune øjne faldt på lygtepælen uden for vinduet som for lidt siden var blevet tændt. det var stadig koldt udenfor og vinteren havde endnu ikke sluppet sit tag endnu. Hun gøs svagt ved tanken om at det endnu var vådt og koldt udenfor, hun havde altid bedst kunnet lide varme for hun frøs så let. Hun sukkede svagt og lod blikket glide rundt i cafeen, servitricen var i gang med at tører et bord af og ellers sad der kun en ung mand for sig selv ovre i hjørnet to andre piger sad med mange poser fra nogle forskellige tøjbutikker. Hun sank ned i stolen og så ned i bordpladen. Hun sad altid for sig selv, det var så sjældent at folk lagde mærke til hende. Hun var kommet frem til at det var tre grunde til at folk ikke bemærkede hende.
Første. Hun var for lille til at folk bemærkede hende
Andet. Hun var for stille og genert
Tredje. Hun drømte sig for tit væk i sine egne tanker at folk syntes at hun var for mærkelig til at de gad at ofre deres opmærksomhed på hende.

Stefan kom ubemærket ind, så sædvandlig. Han kiggede rundt. Han så på Servitricerne, der gik rundt og tørrede borderne af. Han kiggede på manden med pigerne. Han fik efter lidt tid øje på en pige der sad ved vinduet. Hun så helt forladt ud, så han valgte at gå hen til hende, og holde hende med selskab. Han gik langsomt hen til hende. Han hørte hendes tanker, og prøvede ikke at besvare dem. I stedet tænkte han svaret *Du er ikke for lille, og uanset hvor meget du så dagdrømmer, så er det ikke noget man kan dømme dig på* Han stillede sig ved siden af bordet, og smilede til hende. "Må jeg sætter mig?" Spurgte han, og håbede ikke at han havde forskrækket hende.

(Det blev ikke lige så langt )

Meisa så ud af vinduet og opdagede først drengen da han spurgte om lov til at sætte sig. Hun så forbløffet på ham, men kun et kort øjeblik inden hun fik kontrol over sit ansigtsudtryk. Det generte og venlige smil brede sig på hendes lyse læber. "Ja"svarede hun med sin lave men alligevel klare og forståelige stemme. Hun så kort på stolen ved bordet. Hun havde aldrig oplevet at nogen som hun ikke kendte ville sætte sig med hende når der var masser af frie borde, og det der overraskede hende mest var at det var en dreng. Hun var jo lille og de fleste gættede på at hun var 14 eller 15 år gammel, så drengene på hendes alder plejede at gå lige forbi hende hen til en som var højere og som så ældre ud med al makeup'en og som havde meget større bryster end Meisa.
Meisa så på ham igen. Meisa havde altid været genert, det var dog kun noget man kunne se på ikke, ikke høre. Hun havde altid haft kontrol over sin stemme når hun sagde noget, så mange troede ikke at hun var så genert igen selv om hun altid var ved at sprænges indvendig af nervøsitet.

//Helt i orden, det behøver ikke at være langt for min skyld