Mit liv... (Zoey's Historie...)

Emne: Mit liv... (Zoey's Historie...) Man Feb 28, 2011 4:23 pm

Jeg har kedet mig lidt... Nej det er en underdrivelse... Jeg har kedet mig ekstrem... Sig det er hvad jeg har lavet... Den er ikke så god efter min mening... men den er heller ikke helt færdig... Men nu for i altså lov til at læse og komentere den ^^

Mit liv!

Kapitel 1.

Jeg er lige kommet tilbage byen igen, efter at være flygtet for mange år si-den. Det er virkelig underligt at være tilbage.
”Hvad skulle det være?” spørger en servitrice… Nå ja, for resten sidder jeg på en café.
”En cafélade tak.” Jeg sidder og venter, på min gamle flamme. Jeg har ikke set ham i over 90 år. Nu skal det altså lige siges at jeg er 137 år, men jeg ser ikke aldre ud end da jeg fyldte 18. Jeg bliver ikke ældre fordi… fordi da jeg var 17, mødte jeg en mand, der ikke var som andre mænd. Han var smuk, bleg og meget høflig. Hans navn var Eric Smith. Det er for resten ham jeg skal mødes med. Det startede alt sammen på min 17 års fødselsdag.

Flashback…

18 September 1890.

Jeg gik ude i haven og tænkte på hvordan min fødselsdag havde været.
”MARIE, MARIE HVOR ER DU?” råbte Min Fader – eller Far som i siger nu.
”JEG ER HER FADER!” råbte jeg, og gik efter hans stemme. Men jeg kunne ikke finde ham.
”FADER HVOR ER DU?” råbte jeg, og var på randen til panik.
”Er det Deres Fader De leder efter?” spurgte en stemme bag mig. Jeg skreg af forskrækkelse. Jeg vendte mig om for at se hvem det var. Det var en smuk ung mand.
”Undskyld jeg forskrækkede Dem frøken,” sagde han, og trådte et skridt tilbage. Han så selv forskrækket ud.
”Det er okay… undskyld mig hvem er De?”
”Mit navn er Eric Smith. Deres Fader inviterede mig til Deres fødselsdag. Men jeg kom vidst for sent,” sagde han og vendte sig for at gå.
”Nej vent! De kommer måske for sent, men nu er De her, så jeg syntes De skal gå med ind,” sagde jeg, og tog hans hånd.
”Nuvel,” sagde han og smilte. Vi gik tilbage til Min Fars patriciervilla.
”Hej Fader,”
”Hej Marie,” sagde han smilende.
”Se hvem jeg fandt ude i haven,” sagde jeg, og kiggede på Eric.
”Hr. Smith, jeg troede ikke De ville komme.”
”Nej det troede jeg heller ikke. Men så tænkte jeg det igennem, og blev enig med mig selv om at De ville blive skuffet, hvis jeg ikke gjorde,” sagde han, og smilte til mig. Jeg smilte tilbage. Så skete der noget uventet, min forlovede kom. Det skal siges at, dengang blev pigerne tvangs gift, og jeg var en af de uheldige.
”Marie! Jeg har ledt efter dig over alt!” sagde Jens-Peter, min forlovede.
”Okay men du behøver ikke lede mere,” sagde jeg surt.
”Hvad er der med dig?” spurgte han. Jeg himlede med øjnene og gik.
”Marie hvor skal du hen?” spurgte Jens-Peter, og satte i løb efter mig.
”Jeg skal bare have lidt luft!”
”MARIE!” råbte Min Moder – eller Mor som i kalder det nu. Jeg åndede lettet op. Hvilket tidspunkt kunne være bedre.
”MODER!” råbte jeg og løb hen til hende.
”Moder kan jeg tale med dig?”
”Ja selvfølelig Marie! Hvad er det du vil tale med mig om?”
”Om mit bryllup,” sagde jeg usikker. ”lad os gå mens vi taler.” Vi gik udenfor.
”Moder, jeg vil ikke giftes med Jens-Peter,” sagde jeg, og stoppede op.
”Hvad mener du Marie? Hvorfor vil du ikke giftes ham? han er da en sød dreng,” sagde hun forvirret.
”NEJ MODER! JENS-PETER ER IKKE SØD.” Jeg var ved at blive ra-sende.
”Ta’ roligt Marie,” sagde hun, og lagde armene om mig.
”Undskyld Moder. Jeg er bare… så bange,” sagde jeg, og lagde armene om hende, og gengælde hendes knus.
”Hvad er du er så bange for ved ham?”
”Det er ikke ham jeg er bange for! Jeg bange fordi jeg…” Jeg snoede mig ud af hendes omfavn.
”Fordi hvad Marie?”
”Fordi… jeg er forelsket i en anden!”
”Men Marie, du bliver nødt til at gifte dig med ham, fordi…”
”Fordi hans familie har mange penge, det har du sagt før. Men jeg elsker ham ikke Moder, og det har jeg aldrig gjort. Jeg ked af det.”
”Det er okay, men du bliver nødt til det… Øhm hvem er det du godt kan lide?” spurgte hun oprigtigt nysgerrig.
”Så du ham der Eric?” spurgte jeg stille.
”Ja ham der den flotte, høje blege mand?”
”Ja ham! Jeg er glad for at Fader inviterede ham.” Min Mor begyndte kigge rundt, indtil hun fandt det hun ville. Der kom et smil på hendes læber.
”Jeg tror også han syntes det,” sagde hun og pegede hen om den dør vi var kommet ud af. Jeg kiggede hen mod den, og så Eric stå og kigge på os, sammen med Jens-Peter. Jeg gav et hvin fra mig, og vendte mig få at gå.
”HVOR SKAL DU HEN MARIE?” råbte Min Mor efter mig.
”INGEN STEDER, JEG SKAL BARE LIGE HAVE LIGT TID, AT TÆNKE I,” råbte jeg tilbage og løb min vej. Jeg var mange gange ved at vælte i min lange kjole, men jeg løb videre.
”MARIE VENT LIGE LIDT!” råbte en bag mig. Jeg stoppede op og vendte mig om.
”Eric? Hvad laver du her?” spurgte jeg forpustet, da han var kommet så tæt på til at høre mig.
”Er vi blevet dus?” spurgte han forbavset.
”Undskyld! Hvad laver De her?”
”De tabte den her mens De løb,” sagde han, og trak min hårspænde op af lommen. Min første reaktion var, at føre min hånd op til mit hår. Og rigtigt nok jeg manglede min hårspænde.
”Øhm… Tak… Tror jeg nok,” sagde jeg, og tog tøvende imod den.
”Det var så lidt Frøken,” sagde han, og bukkede dybt. Jeg kunne mærke hvordan mine kinder blev varme, og et fnis undslap vidst også mine læber.
”Har De virkelig fulgt efter mig så langt, for at aflever min hårspænde?”
”Ja Frøken.”
”Kald mig bare Marie. Jeg må sige at De er en rigtig gentleman. Dette har jeg dog aldrig været ude for før,” sagde jeg, og mærkede mine kinder blive endnu mere varme.
”Sig mig rødmer De,” spurgte han, og begyndte at smile, så han viste en række krid hvide tænder. Jeg sukkede dybt.
”Jeg er ked af De skulle overvære det lille møde, med min forlovede. Det var ikke min mening, at give Dem et indtryk af min dårlige side,” sagde jeg, en smule flov over at sige det.
”Det ved jeg! Deres Far og forlovede, sagde det samme. Deres forlovede tilføjede også noget mere.”
”Åh… Jeg gætter på at det var noget i den her stil: De holder Dem væk fra min forlovede!”
”Ja det var faktisk han sagde.” Jeg gav endnu et hvin fra mig, og satte mig på jorden. Eric hævede det ene øjenbrynet, og lignede et stort spørgsmåls-tegn.
”Jeg ved det, jeg ved det. ’Hvorfor er pigebarnet så hysterisk?’ Det skal jeg svare Dem på! Jeg er så træt af min forlovede. Han driver mig til vanvid. Jeg ville så gerne prøve at gøre noget, der går stik modsat reglerne,” sagde jeg.
”Noget stik modsat reglerne siger De? De kan starte i de små, som f.eks… at vi bliver dus?” sagde han, og satte sig på huk ved siden af mig.
”Hmm… ikke nogen dårlig idé. Men så holder vi det hemmeligt for Min Fader og Jens-Peter.”
”Okay så er vi dus.”
”Hvad med at vi mødes her ude. Efter mørkets frembrud. Så slipper jeg for at ligge i sengen med Jens-Peter, og er sammen med en jeg føler mig bedre tilpas med. Altså hvis du gider. Jeg formoder at Min Fader har spurgt dig, om du vil tilbringe natten her.” Eric rystede på hovedet.
”Nå… Men så har jeg her med gjort det!” sagde jeg bestemt.
”Okay det vil jeg gerne,” sagde han, næsten opgivende. ”Og jeg vil med glæde mødes med dig her ude.”
”MARIE, MARIE HVOR ER DU?” råbte Min Far.
”Okay, jeg tror vi hellere må gå nu. Men vi må ikke ses sammen. Så hvis du nu blive her, eller går en anden vej tilbage, så vil ingen få mistanke,” sagde jeg, og rejste mig op.
”MARIE HVOR ER DU?” råbte Jens-Peter.
”Jeg må hellere skynde mig! Vi ses Eric,” sagde jeg, og var på vej til at gå, men Eric greb fat i min hånd. Jeg kiggede over på ham, og kunne med det samme se hvad han vil. Jeg gik tilbage til ham, og så skete det, der ikke måtte ske. Han kyssede mig, og jeg nyd det.
”Skynd dig!” kommanderede han, ”Men glem mig ikke.”
”Det ville jeg aldrig gøre!”
Jeg løb et godt stykke, før jeg faldt.
”Marie? Marie hvad er der sket?” spurgte Min Far mig, da han kort tid efter fandt mig.
”Jeg løb for at finde dig, men så faldt jeg. Men du kender jo min klodset-hed,” sagde jeg forpustet, og spillede lidt på mit fald.
”Åh Marie, har du slået din fod alvorligt?” spurgte Jens-Peter, og kom lø-bende hen til mig.
”Nej jeg har det fint,” sagde jeg stramt.
”Så tag et skridt.” Først da jeg tog et skridt, fandt jeg ud af at den gjorde ondt. ”Av,” sagde jeg, og hvis et par stærke hænder ikke havde grebet mig, var jeg faldt på bagdelen.
”Er De okay?” spurgte Eric, som var ejer til det par stærke hænder, der havde grebet mig.
”Ja det tror jeg nok,” sagde jeg.
”Tak fordi De greb hende. Sikke nogle reflekser De har,” sagde Min Far undrende.
”Tak Herre.” Det var det eneste Eric sagde til ham.
”Kan De går?” spurgte han mig i stedet.
”Nej, nej det tror jeg ikke,” svarede jeg.
”Med få lov?” spurgte han Jens-Peter.
”Okay,” svarede han surt. Der gik ikke to sekunder, før jeg lå i Erics arme.
”Hov hvad skal det betyde?” spurgte jeg tvivlende.
”Han bæger dig bare tilbage Marie,” forklarede Jens-Peter.
”Øhm… Okay,” sagde jeg og lænede mig indtil Eric. Vi begyndte at gå tilbage.
”Hvor var De løbet hen Frøken?” spurgte Eric mig, lige før Min Far og Jens-Peter nåde at spørge.
”Jeg løbe ned til mit ynglings sted. Det eneste sted i hele haven, hvor man kan se solnedgangen. Den er virkelig smuk. De kunne måske gå der ned senere. Har Min Fader spurgte dem, hvor De vil gå i ly for natten?” Eric rystede på hovedet.
”Åh… Fader kunne Eric måske, tilbringe natten her?”
”Sikke en pragtfuld idé Marie! Kunne De tænke Dem det Hr. Smith?”
”Jo det kunne jeg godt. Og jeg har alligevel ingen planer, Tak for gæstfri-heden, Hr. Pedersen.”
”Kald mig Hans-Kristian!”
”Okay det vil jeg gøre,” sagde Eric og nikkede.
Efter at vi, eller retter de, havde gået et stykke tid, fald jeg i søvn, i Erics arme. Jeg kan ikke huske hvad der skete, før jeg blev vækket af en.
”Marie, Marie du skal op!” hviskede en stemme, ind i mit øre.
”Er det morgen?” spurgt jeg, og strakte mig.
”Nej, vi har en aftale,” sagde stemmen.
”Eric? Er det dig?”
”Ja! Kommer du?”
”Jep! Hvordan er du kommet ind?” spurgte jeg og åbnede øjnene.
”Du er i et værelse for dig selv. Du virkede meget træt, så din Fader vidste mig dette værelse,” svarede han stille. ”Vil du med? Der er rigtig flot der ude!” Jeg vendte hovedet, for at se ham i øjnene. Få centimeter fra mit ho-ved, var hans smuk grøn øjne. ´
”Jeg kommer…” begyndte jeg men kom ikke længere, fordi hans læber afbrud mig. Han kyssede mig, og den gang var det ikke bare et kys, det var et ægte kærligheds kys.
”Kom,” hviskede jeg, og trak ham med. Vi listede ned af gangene, og videre udenfor, mens vi forsøgt ikke at grine.
”Kom! Der er noget jeg skal dig,” sagde jeg, og hev ham med.
”Hvad er det,” spurgte han tvivlende.
”Kom nu bare. Vi skal nå det!” sagde jeg, og vi begyndte at løbe. Vi løb og løb, indtil vi nåde en dam.
”Hvor er vi?” spurgte Eric.
”Vi er ved dammen. Er det ikke smukt?” spurgte jeg, og kiggede hen mod nabohuset.
”HEJ GRETE!” råbte jeg, og vinkede til vores nabo.
”HEJ MARIE! HVEM ER DET DU HAR MED? DET ER DA IKKE JENS-PETER VEL?” spurgte hun, og løb hen til os.
”Nej! Grete dette er Eric. Eric dette er Grete. Grete og jeg har kendt hinan-den i mange år,” sagde jeg, og smilte til hende.
”Hyggeligt at møde Dem Grete,” sagde Eric, og bukkede dybt for hende.
”Også dejligt at møde Dem Eric,” sagde hun, og nejede dybt for ham.
”Undskyld jeg spørg Marie. Men hvor kender i hinanden fra?”
”Nåh ja, øhm… han kom i dag for at fejer min fødselsdag.”
”Wauh… jeg mener okay,” sagde hun og rødmede.
”Hvor har du gjort af Hermann?” spurgte jeg, for ikke at Grete skulle gøre sig yderligere til grin overfor Eric.
”Han sover, det har været en lang dag for ham. Hvor har du gjort af Jens-Peter?” spurgte hun, hurtigt for at skule sin skuffelse.
”Han øh…” begyndte jeg, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
”Åh jeg forstår. Vil du stadig ikke giftes med Jens-Peter?”
”Nej! Det er uretfærdigt at man ikke kan bestemme selv. Det kan godt at Min Fader er borgmester. Men jeg syntes ikke at han skal bestemme, hvordan mit liv skal se ud i fremtiden. Hvad nu hvis… jeg vil giftes med Eric? Kan han forbyde det?”
”Det kan han godt, hvis han ikke kan lide mig,” svarede Eric, og Grete nikkede. Jeg sukkede opgivende.
”Okay, okay han vinder! Jeg er bare så træt af dem alle sammen. Min Moder fordi hun bliver ved med at sige: ’Marie du bliver nødt til det.’ Min Fader fordi han har tvunget mig. Og Jens-Peter fordi han er død træls at høre på. Bryllup mig her, og bryllup mig der.”
”Du siger du har det hårdt? Så ville du ikke ønske du var mig. Hermann og jeg gift i 2 år – vi blev gift da jeg var 16 år, fordi vi søgte om kongebrev, fordi jeg var med barn – og vores ægteskab er det bedste man kunne ønske sig. Han arbejder og arbejder hele dagen, og når det bliver aften går han i seng efter aftensmad. Hvor sjovt er det lige?” sagde Grete, og lød som om hendes liv død kedeligt.
”Det lyder som om Deres mand, har meget travlt,” sagde Eric forstående. Man skulle faktisk tro, at han kunne mærke hendes smerte.
”Det har han,” sagde hun medgivende.
”Jo du har det hårdt, men elsker du ham?” spurgte jeg, som om det var det eneste jeg tænkte på.
”Ja! Ja jeg elsker ham,” sagde hun, men hun så ud – og lød – som om hun ikke selv var overbevist.
”Marie elsker du Jens-Peter?” spurgte Eric nysgerrigt. Jeg kiggede rundt, som om jeg lige skulle sikre mig, at vi ikke blev udspioneret.
”Nej desværre. Jeg har aldrig kunne lide ham. Fra dag et af, kunne jeg se at han ikke var her for at blive gift med mig, men for at få Min Fader til at gøre noget dumt,” sagde jeg stille. ”Han spiller bare på titlen som: Borgmesterens Datters Forlovede.”
”Hvor ondt,” udbrød Grete.
”Ja. Lige præcis. Men Min Fader vil ikke høre på mig, når fortæller ham om det. Han siger altid: ’Nej Marie! Lad nu være med at lyv, overfor dig selv.’ Så jeg har opgivet,” sagde jeg, og sukkede tungt.
”GRETE HVOR ER DU?” råbte en oppe fra hendes hus.
”JEG KOMMER NU HERMANN!” råbte hun tilbage. ”Nå, jeg må hellere gå nu. Endnu gang, dejligt at møde Dem Eric.”
”Vi ses senere. Hils Hermann fra mig af,” sagde jeg, og Grete løb tilbage hvor hun kom fra.
”Nå, hvor kom vi fra?” spurgte jeg, og tilføj hurtig: ”Før jeg præsenterede dig for Grete.”
”Du ville vise mig udsigten,” sagde han, og førte mig hen til en bænk.
”Nåh ja, det er rigtigt. Hmm…,” sagde jeg, og satte mig ned. Eric blev stå-ende.
”Vel du ikke sidde ned?” spurgte jeg, og klappede på den tomme plads ved siden af mig.
”Nej jeg stå lige og nyde det,” sagde han, og stirrede frem for sig
”Nej du gør ikke! Du tænker!” sagde jeg og rejste mig. ”Hvad tænker du på?” Eric smilede til mig.
”Det vil du ikke vide!” sagde han.
”Jo! Jo jeg vil! Der er noget du skuler for mig! Noget der er en del af dig!” Det var ikke spørgsmål, men han nikkede alligevel.
”Hvad er det så?” spurgte jeg, og tog hans hånd.
”Det kan jeg ikke fortælle dig! Det er noget du ikke vel vide Marie. Noget jeg har skjult for alle og en hver, i rigtig mange år! Og jeg har tænkt mig at blive ved med at holde det hemmeligt! Hvis jeg fortæller dig det… er jeg sikker på at…” hans stemme døde hen.
”Sikker på at hvad? Jeg sikker på at din hemmelighed ikke er værre end min!” Eric lo af det jeg sagde.
”Det kan være at du har ret. Men du skal love at du ikke løber skrigende bort,” sagde Eric, og satte sig ned på bænken. Jeg satte mig tøvende ved siden af ham.
”Er det så slemt…? Okay det lover jeg. Jeg lover at jeg aldrig fortæller no-gen om din hemmelighed, jeg vil tage den med i graven. Jeg lover at jeg vil forstå, og ikke bare løbe min vej,” sagde jeg, med hånden på hjertet. Eric sukkede dybt, og vendte sig om mig.
”Okay. For mange, mange år siden. 200 år helt præcis. Var jeg ligesom dig. Ligeså skrøbelig, langsom, og ufattelig smuk,” sagde han og smilte til mig, men begyndte hurtigt at forsætte, så jeg ikke kunne stille nogle spørgsmål: ”Jeg mødte den her pige, hun var ligesom jeg er nu. Jeg var dybt forelsket i hende, men da hun fortalte mig hendes historie, holdte jeg mig fra hende i flere måneder. Det er derfor jeg har svært ved at fortælle dig dette. Nå, men hun gjorde mig altså, til dette forfærdelige monster! Jeg ville have fortalte dig det men…” Eric stoppede pludselig.
”Men hvad? Hvad er det for et ’monster’ – som du kalder det – du er blevet til? Hvad skete der med dig? Jeg beder dig! Sig det!” sagde jeg bønfaldende – jeg hader nå der er noget, jeg ikke for af vide eller jeg ikke ved, om dem jeg holder af.
”Men jeg ved at du vil se på mig med afsky, eller foragt i dit blik når jeg siger det. Men det er den eneste måde, du vil kunne forstå det på. Jeg er det man kalder en… en…” Han ledte efter ord. ”En… en blodsuger! Det ny moderne ord er vist…”
”Vampyr! Du er en vampyr!? Okay… er det spøg. Er du virkelig det ’væ-sen’ jeg altid gerne ville se?” sagde jeg overrasket. Eric så overrasket på mig. Jeg kiggede hurtigt væk, og forsøgte virkelig at holde mit latteranfald tilbage. Jeg rejste mig op uden at se på ham, og gik lidt væk fra bænken.
”Jeg går ingen steder!” sagde jeg, da jeg hørte ham rejse sig bag mig. Jeg tog en indånding, og vendte mig mod ham.
”Jeg er så glad for at du er ærlig. Det sætter jeg pris på,” sagde jeg og smilte, men mit smil nåde ikke øjnene.
”Du kan ikke lide min sande natur, og det forstår jeg. Så jeg må nok hellere går. Jeg syntes du skal…”
”Nej! Du må ikke gå. Jeg mener, jeg ikke lyst til at du går,” sagde jeg på randen til panik. Jeg holdte tårerne tilbage. Hvad skulle jeg gøre hvis han gik? Hvem kan jeg snakke med andre ham? Hvad skal jeg nu sige til ham, for at han ikke går? Tankerne fløj rundt i mit hoved, at det gjorde mig helt rundtosset. Erics arme lå rundt om mig to sekunder efter. Ikke i et knus, mere hjælp til at jeg ikke skulle falde.
”Pas på,” sagde han samtidig.
”Det skal jeg nok, bare du lover mig ikke at gå nogen steder hen… Jeg lo-vede at jeg ville holde på din hemmelighed, som var det min egen. Og at jeg vil forstå dig, uanset hvad det var,” sagde jeg og lade min hånd på hans kind. ”Jeg lovede det!”
”Marie det er okay hvis… hvis du ikke forstå det. Det plager at være alt for meget på en gang, for et menneske som dig,” sagde han, men rykkede sig ikke væk fra mig.
”Mennesker som mig, plager da at løbe skrigende bort. Eller måske ikke?”
”Jo det plager de! Men… hvorfor gør du det ikke?”
”Hmm… Godt spørgsmål! Jeg tror det er fordi, jeg er anderledes. Det for jeg altid at vide. Jeg har mine egne meninger, mine egne handlinger og min egen måde at tage ting på! Jeg er speciel. Du kan ikke finde to af mig!” sagde jeg og smilte. Denne gang nåde mit smil faktisk øjnene. Men Eric smilte ikke.
”Hvad er der? Fortryder du?” spurgte jeg.
”Nej jeg fortryder det ikke. Men er du ikke bange, eller nervøs for at jeg er så tæt på dig?” spurgte han undrende.
”Nej det er jeg ikke! Jeg er glad…”
”Glad? Glad for hvad?” udbrød han overrasket.
”Du lod mig ikke tale ud! Jeg skulle til at sige: ’Jeg er glad for at du er ærlig overfor mig. Og jo det kan være at jeg skulle have det sådan, men det har jeg ikke’ men det fik jeg ikke lov til!” sagde jeg, og snoede mig ud af hans favn. Jeg gik hen mod bænken.
”Du er ikke overbevist!” Jeg stoppede brat op, vendte mig mod ham, og stirrede undrende på ham.
”Det har jeg ikke sagt!”
”Nej men du har heller ikke sagt at du overbevist. Jeg kan mærke at du ikke er, og du undviger spørgsmålet!” Han så på mig med et blik jeg ikke kendte. ”Skal jeg bevise det?”
”Det… det… det kan du da ikke mene. Jeg mener hvad er der at bevise?”
”Nu blev du bange!” Det var ikke et spørgsmål.
”Nej… jeg ikke bange. Jeg undrer mig over hvad der er at bevise!”
”Du sige hvad du vil have bekræftet,” sagde han, og gik hen til mig.
”Okay… Hmm… hvad med… hvis du er en vampyr så…”
”Glem det Marie! Så langt går jeg ikke!” sagde han, som om han kunne læse min tanker.
”Hvorfor ikke? Du sagde jo!” Han trådte væk fra mig, og jeg kunne se at hans grønne øjne lyste af alvor.
”Marie du må forstå… at ikke er nemt at stoppe igen.”
”Jeg ved du kan! Du er viljestærk! Kom nu. Jeg beder dig. Prøv,” sagde jeg, og vendte mig om, gik helt hen til bænken, og satte mig. Eric sukkede opgivende, og gjorde det sammen.
”Du vinder! Men så vil jeg have, at du slapper af!” sagde han kommande-rende. Jeg nikkede, og han tog fat om min nakke, rykkede lidt ned i min kjoles hals og bed. Der kom et stik af smerte, men det forsvandt hurtigt. Det var som om jeg smeltede ind i ham. Det var det mest fantastiske jeg havde prøvet, men det varede ikke længe.
Fordi Eric stoppede, førte sin mund ned til min, og kyssede mig. Jeg kys-sede igen, og da vi stoppede var vi begge meget forpustede.
”Jeg tror hellere vi må gå tilbage nu,” sagde jeg, da jeg kunne bruge min talegave igen.
”Det kunne være det var en godt idé,” sagde Eric, og smilte forsigtigt til mig. Vi gik hånd i hånd tilbage til huset. Vi listede ind på værelset, og luk-kede forsigtigt døren.
”Undskyld jeg tvang dig,” sagde jeg, og satte mig på sengen.
”Det er okay. Undskyld jeg gav efter. Det var virkelig ikke det jeg ville…”
”Det er okay Eric! Det er okay,” sagde jeg, rejste mig og lagde armene om ham. Han lagde også armene om mig.
”Tak for en dejlig aften Eric. Det har været en vidunderlig aften, tak skal du have,” sagde jeg, ind mod hans brystkasse.
”Det var så lidt. Du skal have lidt søvn, det samme skal jeg også, så godnat Marie,” sagde han, og kyssede mig meget ivrigt – som om vi ikke havde set hinanden i 100 år. Jeg ved ikke hvordan han gjorde, men lidt efter lå han over på mig i sengen. Han stoppede sig selv, ved at begyndte at lytte.
”Hvad…”
”Shh,” tyssede han, med hånden for min mund. ”Der kommer nogen! Lig dig og lad som om du sover! Jeg gemmer mig,” hviskede han, ind i mit øre. Jeg nikkede hurtigt, lagde mig under dynen og lukkede øjnene. Døren gik op, der kom en ind.
”Marie sov du?” spurgte en mandestemme. Jeg svarede ikke. Så bliv der taget i mine skulder.
”Marie vågn op!” Nu genkendte jeg stemmen. Det var Jens-Peter.
”Hvad?” spurgte jeg, åbnede øjnene, og var glad for at høre hvor træt jeg lyd.
”Jeg syntes jeg hørte nogen gå på gangen. Var det dig?”
”Nej Jens-Peter! Jeg har sovet hele tiden!” sagde jeg, og lyd nu hæs.
”Nåh! Okay! Hvis der er noget, så skal du bare vække mig, okay?”
”Det skal nok! Må jeg nu sove videre?”
”Selvfølgelig! Godnat,” sagde han, vente sig og gik.
”Luk døren efter dig!” kommanderede jeg.
”Skal jeg nok,” svarede han kort, og lukkede den. Der gik lidt før jeg sige noget. Jeg sad og lyttede lidt.
”Eric? Er du her?” hviskede jeg, og kiggede rundt i rummet.
”Jeg er her!” sagde han, og kom ud af et skab.
”Er du okay?” sagde jeg, og prøvede at holde mit latteranfald tilbage igen.
”Ja! Men der er lidt smalt der inde,” sagde han, og prøvede også selv at lade være at grine.
”Det tænkte jeg nok,” sagde jeg, og til smilte. Det gjorde Eric også lidt, men så blev han alvorlig.
”Marie jeg håber du kan forstå dette. Vi må være forsigtige, ellers kan der ske noget forfærdeligt med os begge. Dette her holder vi hemmeligt for alle og en hver okay?”
”Ja selvfølgelig. Hvem skulle jeg sige det til?”
”Det ved jeg ikke. Men vi må være forsigtige. Nåh, jeg tror vi må tage at gå hver til sit. Godnat Marie,” sagde han og bukkede dybt for mig.
”Også godnat til dig Eric,” sagde jeg, og nejede for ham.
Vi kyssede hinanden, og så gik Eric tilbage til sit værelse. Jeg derimod lagde mig tilbage i seng og tænkte hele dagen igennem. Der var 5 store ting. 1: Jeg mødte Eric. 2: Han greb mig. 3: Vi kyssede. 4: Han fortalte mig hans største hemmelighed. 5: Han bed mig.

Kapitel 2.

Næste morgen, var alt det der skete i går, meget fjernt. Det var som om det hele ikke var virkeligt.
”Skal jeg hjælpe dem?” spurgte en stuepigen Sofia, da hun kom ind. Sofia var den eneste af stuepigerne jeg kunne tale med. Jeg smilte til hende. Jeg kan sagtens huske hvordan hun så ud. Hun havde det smukkeste brune hår, der var sat op i en knold under et tørklæde. Hendes brune øjne lyste altid, og hendes fyldige læber var der et venligt og venskabeligt smil på. Jeg glemmer hendes aldrig… Jeg nikkede lidt.
”Ja det må du gerne,” sagde jeg, efter hun havde lukket døren. Hun gik hen til mig, med en kjole over armen. Hun gav mig den.
”Hr. Smith bedte mig om at give dig denne,” sagde hun, da jeg tog den. Jeg så på den smukke kjole, jeg stod med i hænderne. Den var lilla med et hvidt mønster broderet ind i det det lilla. Jeg smilte og holdte den indtil mig. Sofia så nysgerrigt på mig.
”Jeg forklarer senere,” Smilte jeg. Jeg tog mig natkjole af, og hoppede i kjolen. Sofia hjælp mig med kjolens korset. Lidt efter gik vi i gang med mit hår. Sofia rede det, og satte det pænt op. Jeg sad stille, og tænkte. Tænkte på det der skete i går… Det der virkede så fjernt, og langt væk. Jeg sad dybt i mine egne tanker, da døren gik op med et højt brav, og Eric kom væltende ind. Jeg sprang op.
”Hvad sker der?” Spurgte jeg, og så på ham. Han så på mig, som om han ikke kendte mig. Jeg så på Sofia.
”Bare gå… Jeg skal snakke med Hr. Smith,” sagde jeg, og gjorde tegn til at hun skulle gå. Hun rystede på hovedet.
”Det er ikke Hr. Smith!” Sagde hun. ”Være venlig at forlad dette værelse!” Jeg så fortvivlet på Eric. Han nikkede.
”Jeg er Hr. Smith,” sagde han stille. Sofia så på mig, og jeg nikkede. Hun sukkede.
”Jeg kommer tilbage frøken,” sagde hun, og gik. Eric lukkede døren efter hende, og stod med ryggen til mig. Han stod stille i lang tid, så jeg blev helt nervøs. Endelig sagde han noget.
”Marie… Hvad laver du i den kjole?” spurgte han, uden følelse. Jeg så forvirret på ham.
”Hvad mener du? Du gav Sofia den,” sagde jeg, med fortvivlelse i stemmen. Han rystede vildt på hovedet. Så gjorde han noget jeg aldrig i mit liv ville have troet. Han væltede mig om i sengen. Han holdte mig for munden, så jeg ikke kunne skrige. Jeg træk vejret hurtigt, og så panisk på ham. Han så ikke engang på mig, selv om han lå ovenpå mig. Han så nemlig ud af vinduet.
”Det er løgn!” Hvislede han. Jeg lukkede øjnene for ikke at se på ham. Han fjernede hånden fra mig mund, og tog fat i min hage. Jeg åbnede øjnene, og så ind i hans perfekt og smukke grønne øjne. De strålede i det blege skær fra solen. Der slog noget mig. Jeg kom hastigt op, og trak gardinerne for. Jeg sukkede dybt, men vendte mig ikke om.
”Hvad laver du?” spurgte han blidt bag mig. Jeg mærkede hans hånd glide op af min ryg, og videre op til min hals, og skulder. Jeg skælvede lidt.
”Solen,” hviskede jeg, og vendte om. Han stod så tæt på mig, at jeg snittede ham, med min arm. Han smilte blidt. Han bøjede sig ned mod mig, og kyssede mig blidt. Jeg stod helt stille, og kyssede blidt igen. Jeg skælvede lidt igen, da han kyssede min kæbe og hals. Alt det der skete i går vendte tilbage til mig. Kysset, Jens-Peters afbrydelse, Eric bid… Det hele. Han kyssede mig blidt under øret.
”Jeg kan godt tåle solen… Den er kun skarp for mine øjnene,” hviskede han, og kyssede mig igen. Jeg lukkede øjnene, og mærkede han fandt det sted han havde bidt mig i går. Han kyssede det et par gange, og så mærkede jeg den samme smerte da hans tænder gik gennem min hud. Jeg stønnede stille, og sukkede så. Det var som om vi smeltede sammen igen. Jeg kan mærke hans følelser. Det var en blanding af vrede, smerte, kærlighed, og glæde. Jeg stønnede da han trak tænderne til sig. Hans arme havde lagt sig om mig imens. Han så mig i øjnene, uden at sige noget. Jeg smilte til ham, og strakte mig lidt, og kyssede ham blidt. Han trak sig hurtigt væk, og jeg forstod hvorfor. Der var nogen på vej. Jeg gik over til mig spejl, og dæk-kede mærket.
”Var der ellers andet hr. Smith?” spurgte jeg idet døren gik op, og en fremmed trådte ind. Jeg så ikke over på manden, eller på Eric, men på mit spejlbillede. Jeg mærkede en der kom tættere på mig. Jeg vendte mig rundt, og så manden stod foran mig.
”Du er smukkere tættere på end langt fra,” sagde han. Hans brune øjne bo-rede sig ind i mine. Eric stod som limet til gulvet, og så på. Manden rakte ud for at røre ved mit ansigt. Jeg slog det væk, og gik over mod døren.
”Vi er ikke Dus!” Sagde jeg, og pegede mod døren. ”Ud!” Jeg så fortvivlelse i Erics ansigt, og kampen han kæmpede.
”Sam! Lad hende vær!” Jeg så på ham, og bagefter på Manden. Det slog mig hvor meget de lignede hinanden. Jeg pegede stadig mod døren.
”Ud!” gentog jeg med rystende stemme. Eric så forpint ud, og Sam smilte stort.
”Fint!” Sagde jeg. ”Så går jeg! Min Fader venter på…”
”Nej Marie!” Sagde Eric, og det så ud som om han fortrød det… Og jeg forstod hvorfor.
”Marie? Wauh det ligger tæt på Maria,” sagde Sam, og hans smil blev større. Jeg kneb øjnene sammen.
”Kan det ikke være lige meget hvor tæt det ligger på Maria? De skal altså gå nu… Ellers kalder jeg på de andre!” sagde jeg truende. Han trak på skulderne.
”Okay… Men jeg kommer igen… Du bliver min nye hustru,” sagde han idet han gik forbi mig. Han stoppede op i døren, og vendte sig mod mig. Han trak mig indtil sig og kyssede mig. Det gik så stærkt at jeg ikke kunne når at går modstand. Han slap mig, så jeg faldt på gulvet. Han så over på Eric.
”Vi ses broder,” sagde han, og gik. Jeg blinkede og så frem for mig. En hånd lagde sig på min skulder.
”Er du okay?” spurgte Eric. Jeg trak på skulderne.
”Han… han… han… Kyssede mig,” stammede jeg. Eric sukkede.
”Jeg så det godt,” sagde han trist. Han rakte mig en hånd, og hjalp mig op. Vi så hinanden i øjnene, og fik begge to et chok da der var en der sagde noget.
”Hvad laver I?” Spurgte en stemme bag mig. Eric stivnede og trådte tilbage.
”Jeg beklager Hr.” sagde han, og så ned. Jeg bed tænderne sammen og vendte mig rundt.
”Hvad er der Jens-Peter?” Jeg gik hen til mit bord, og tog min børste. Jeg så over på ham. Han så fra mig til Eric, som om han mistænkte os for noget.
”MARIE!?” skreg en pigestemme ude på gangen. Jeg sukkede, og lagde børsten fra mig, og gik ud på gangen. Sofia kom løbende. Hun var ligbleg i ansigtet. Hendes hals blødte, og hendes tøj var flænset. Hun løb ind i ar-mene på mig. Hun mumlede og hulkede. Jeg kunne mærke hendes frygt. Jens-Peter kom ud til os. Han så vred ud, da han tog fat i Sofias skulder. Jeg slog den væk, og gjorde klar til at råbe af ham, da Sofia skreg og vred sig i mine arme. Jeg trykkede hende indtil mig.
”Han er efter dem!” skreg hun, gennem tårefyldte øjne, og en grødet stemme. Jeg græd også.
”Hvem… hvem er efter mig?” hulkede jeg. Hun vred sig og faldt om på gulvet.
”SOFIA!!” skreg jeg, og knælede ved hendes side. Jens-Peter lagde en hånd på min skulder, men jeg skubbede ham væk. Jeg fik Sofia op i min favn, og hulkede… Men det var for sent at ønske… hun var væk. Jeg græd, og mumlede eder og forbandelser…
”Han skal komme til at fortryde han blev født!” hulkede jeg, mens jeg krammede liget af Sofia indtil mig. Eric kom ud på gangen, og jeg så ham se på mig med et bekymret blik.
”Hent en stuepige, eller to… Jeg henter Maries forældre,” sagde Jens-Peter, og gik mod spisestue. Da han var ude af syne, satte Eric sig på hug ved min side.
”Det var Sam… Han vil sårer dig, og ødelægge dit liv… Min jeg tillader det ikke min Elskede,” hviskede han til mig. Jeg så på ham, og nikkede.
”Du må ikke skade dig selv,” hviskede jeg.
”Jeg lover det,” sagde han, og kyssede min kind, så gik han efter en Stue-pige. Der sad jeg så… Helt alene med et lig af en god veninde… Jeg hulkede jeg krammede hende indtil mig. Jeg hørte nogle skridt, men ville ikke kigge, for jeg vidste hvem det var… Troede jeg indtil… Lyden af skridt stoppede, og en lav hvæsen begyndte. Jeg så op, og så Sam. Jeg slap liget, og kravlede tilbage. Jeg kunne ikke skrige, og råbe, for min stemme var væk. Jeg sprang op, og begyndte at løbe. Jeg løb ned af gangen, uden at se mig tilbage. Endelig fik jeg stemmen tilbage.
”HJÆLP!! HJÆLP!! HJÆLP MIG!!” Skreg jeg, så højt jeg kunne. Jeg løb så stærkt jeg kunne, og så ikke rigtigt hvad eller hvem der stod hvor. Jeg løb ind i Sam, og vi væltede begge to. Jeg landede oven på ham. Jeg gav mig til at skrige, og prøvede at rejse mig. Jeg mærkede hans hænder om min hals, da han vendte os om, så jeg lå nederst. Jeg skreg, og vred mig for at komme væk.
”Stop det bare… Alle sover! Der er ingen der kan hører dig!” sagde han, og borede tænderne ned i min hals. Smerten var velkendt, men den blev ved. Vores sind smeltede sammen, men det eneste jeg mærkede var had, og foragt.
”STOP!!” skreg jeg i smerte. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg fik ham skubbet væk, og kom op benene, og begyndte at løbe.
”Jeg har nok af dit blod til at dræbe dig,” råbte han efter mig. Jeg stoppede, og vendte mig om mod ham…

Emne: Sv: Mit liv... (Zoey's Historie...) Man Jul 11, 2011 7:54 pm

OMFG!! OO' Det er godt nok meget!
Har du kedet dig enormt meget eller hva' sker der lige?
Har ikk' lige læst det hele men skal nok gøre det. x3
Det gav mig faktisk en idé, til at gøre noget liidt det samme, men alligevel ikk'.. må jeg det? Razz

» Histore historie historie.. Hmm.. dejligt, med noget historie x3
» Cheries historie <(^.^)>
» BlackAngel's Historie ^^'