It can't be you ... ~Dimitri

Tid: Middagstid
Sted: Skoven
Omgivelser: Den rolige skov og dens dyr
Vejr: Solen skinner stærkt, men under skovens dække er det køligt

Desmadonna sneg sig rundt som en rødgylden ræv med hendes normale blå øjne med den rød orange ring omkring pupillen, og jagtede en mus, som hun kort efter fangede og fortærede. Der var ingen glæde ved jagten længere efter at have levet så mange tusinder år. Da hun havde spist musen op og kun efterladt skelettet, forvandlede hun sig roligt og utrolig elegant tilbage, og der hvor der havde stået en ræv kort før, stod nu en kvinde med hår som rævens pels, en smuk gylden hudfarve og en smuk krop gemt bag en tanktop og et par shorts og bare fødder. Hun sukkede og tørrede blodet væk fra munden med bagsiden af hånden og så søgende rundt i skoven inden hun satte sig ned ved et gammel træs stamme og lænede sig træt tilbage. Forbi hende løb en lille rævefamilie og hun smilede svagt over synet, selvom det fremkaldte smertefulde minder om det ene barn hun havde fået og mistet kun et år efter hendes vidunderlige datters fødsel. Hun anede ikke længere om hendes datter var levende eller død, og det nyttede ikke at lede da der ingen spor havde været dengang og at det nu var over 900 år siden hun havde fået bortført sin eneste datter. Selv nu, efter så lang tid, smertede mindet hende.

Påklædning plus en masse blod hid og der

han løb hvilket kun fik hende til at løbe hurtigere...det var så sjovt at drille dem, få dem til at tro de faktisk havde en chance mod hende, hvilket de ikke engang tilnærmelsesvis havde, hun var for stærk, for gammel til at lade sig bukke under for et dumt menneske, en hun med glæde ville dræne fuldkommen tom. hendes latter lavede ekko i den tomme skov, alle dyrene havde straks trukket sig væk ligeså snart de havde fornemmet faren fra hende, forsvandt de så langt væk som muligt. han snublede og hun trådte frem, lavede det sødeste barneansigt hun kunne før hun smilede ondt og straks var over ham, hun holdte ham fast, så han ikke engang ville kunne bevæge sig en smule. til sidst rev hun hans hoved af, smed det væk før hun grinede koldt og hensynsløst, dette var bare bedre end noget andet. hun slikkede på sine fingre og brummede af velbehag, dog fik en speciel lugt hende til at stivne og vende sig om, hun knurrede advarende og vidste tænder.

//sorry længden

Desmadonna var hurtigt oppe at stå igen da hun hørte skridt og lagde mærke til færten af vampyr. Da latteren nåede hende, stivnede hun ganske let over hvor bekendt den lød og kunne derfor ikke lade være med at følge lyden og så på imens en pige, tydeligvis vampyr, flåede hovedet af en mand og smed det væk. Hun rystede let på hovedet over vampyrers ungdom og svinerier. "Jeg bider kun hvis du gør," sagde hun med en blid stemme og så roligt på pigen med et lille smil spillende om læberne, dog kunne man tydelig se at hun ikke var den man skulle prøve at hundse rundt med og at hun mente advarselen alvorligt. Da hun så de helt mørke øjne, rynkede hun brynet og trådte nærmere på pigen. Det hele ved den unge vampyr virkede bekendt, det mørke hår med de mange slangekrøller, øjnene, latteren. "Dit navn, om jeg må be," sagde hun imens hun trådte nærmere med et forvirret og underligt blik. Det kunne ikke være ... det var umuligt!

hun rettede sig op og slikkede sig om munden, hun hævede øjenbrynet da hun så kvinden træde frem, alle ville nok tænke hvem hun var, hvad hun lavede her ude, men det eneste hun selv kunne tænke på var hvordan hendes blod mon smagte. hun grinede tomt og trådte frem "hvor sødt" grinede hun og lagde armene over kors og derefter hoved. hun betragtede kvindens med følelsestomme øjne, de vidste intet, folk der sagde at øjne var vejen ind til folks sjæl ville nok mene at Dimitri ingen sjæl egede, for der var intet liv, ingen glæde...intet at se. hun var hurtigt oppe i træet bag hende og rynkede brynet "tessa" svarede hun og grinede før hun rystede på hoved og var et nyt sted "eller var det Cameron" hun trak på skulderne og var endnu et nyt sted "nej nu ved jeg det Sara...nej heller ikke det, det ser sgu ud til jeg har glemt det" hun grinede igen, men denne gang koldere end det koldeste is

Desmadonna så roligt på pigen med øjne der ikke viste andet end forundring. "Du tror mig ikke?" spurgte hun roligt og smilede imens hun med nogle hurtige skridt var ovre ved hende og stod helt tæt op ad hende og så hende hårdt ind i øjnene. "Du burde have lært, at man skal have respekt for de ældre." Hendes stemme afslørede kun en isnende ro og hun smilede blidt til pigen, selvom smiley virkelig modsatte sig hendes stemmes tone. Hun sukkede lettere irriteret over pigens barnagtighed. Hun havde tydeligvis ingen respekt for andre. Hun lod en af træernes grene strejfe pigens ryg. "Træerne er mit element, så pas på deroppe," sagde hun med et legende smil. "Og jeg tror nu mere at dit navn er Ava." Hun smilede legende let og viste ingen af se følelser hun havde inden i. "Så vær venligst at komme herned, eller skal jeg tvinge dig?" Hun så roligt på pigen og smilede let. Hvis der var noget hun ikke kunne klare, var det respektløshed.

hun klukkede og rystede på hoved, sprang og ned og så direkte på hende "Jeg respektere kun en og det er min fader, manden der gav mig livet" hun slog ud med hænderne og hævede øjenbrynet stille, hun så fuldkommen tomt på hende, hun respekterede ingen anden end Matthew, han var i sandhed værd at respektere, måden han han slog ihjel på uden at bekymre sig, det var beundringsværdigt...og han havde så sandelig lært hende meget..mere end hun nogensinde troet hun skulle lærer og hun elskede ham som sin fader, respekterede ham som sin leder og beundrede ham som den vilde morder han var. da kvinden sagde navnet Ava rynkede hun brynet og rystede på hoved "der tager du fejl søde, mit navn har aldrig været det mindste smule tæt på at være Ava" hun trak på skulderne og lagde armene over kors

Desmadonna så bare roligt og følelsesløst på pigen da hun nævnte sin skaber. "Hvad var du før du blev vampyr?" spurgte hun roligt og med en stemme der ikke gav op før hun fik et svar. Hun var bestemt stædig, det havde hun altid været og ville altid være det. Hun lagde hovedet let på skrå og kørte roligt fingrerne igennem håret og puffede let op i det for at få luft. "Du har hans øjne, hans hår, krøller, det hele ... du ligner hende så meget," sagde hun med en lavmælt mumlen og rynkede på brynet imens hun iagttog pigen med et roligt blik. Hun forstod ikke hvorfor hun klamrede sig sådan til håbet om at hendes datter var i live og stod foran hende, det var jo så sandelig en absurd tanke.

//Sorry længden, ingen krea xD

hun trak på skulderne "jeg ved det ikke, jeg fik det aldrig af vide, jeg boede sammen med min mor Amanda, til hun blev myrdet af nogle mænd...jeg tror jeg var et monster, de kaldte mig heks, og det samme med Amanda...de kastede sten efter mig, men nej jeg ved ikke præcist hvad jeg var" sagde hun stille, hun vidste aldrig hvad hun var, ligesom hun dengang hun var ung ikke vidste hvad Amanda var, men nu vidste hun at Amanda havde været en vampyr, en der havde taget hende til sig da hun fandt hende og se hende ligge død på gulvet var det værste man kunne tænke sig. hun rynkede brynet og knurrede lavmælt af ren refleks af hendes utilfredshed "hvad er det du taler om, hvem ligner jeg" spurte hun og lagde hoved på skrå

//gør intet, alle får det jo

Desmadonna smilede bare blidt over pigen og trådte roligt nærmere hende og betragtede hende med blide øjne og et let smil spillende om læberne. "Der findes ingen monstre i den her verden, min kære," sagde hun blidt og nærmest trøstende. "Kunne du noget med elementerne, min ven?" Hun så på hende med et nysgerrigt glimt i øjet og så roligt på pigen. Pigen lignede så meget hendes barn, og hendes for længst døde menneske elsker, de samme sorte øjne, samme hårfarve og krøller. Det var helt uhyggeligt hvor meget hun lignede ham. Hun klukkede blidt over hendes knurren og smilede blidt til pigen. "Du ligner en mand jeg havde som elsker en gang for lidt over ..." Hun så lidt fraværende ud og tælte tilbage. "Nok en 920 år siden nu," sagde hun stille. "Jeg fik faktisk en datter med ham, men hun blev taget bort fra mig da hun var omkring 12 somre ... undskyld, nej, et års tid gammel." Hun så på hende og trådte lidt nærmere pigen. "Du har samme latter som hende og du ligner hendes far." Håbet kunne ikke ses i hendes øjne, hun tillod det ikke, det eneste hun lod hendes øjne vise var en en tilbageholdende blidhed.

hun trak på skulderne "jeg er englelig også ligeglad jeg fik min hævn over alle landsbybeboerne" hun huskede tilbage på natten hvor hun havde dræbt dem alle, hun havde slået dem ihjel koldt og uden nåde, skrig og råben gav genlyd i hendes hoved, enhver anden ville nok skamme sig over det, men sandheden var at en samvittighed var nok ikke lige det hun egede. kvindens spørgsmål fik hende til at rynke brynet "ja når jeg blev sur...så blev der varmt over alt, der gik ild til ting, det var derfor de kaldte mig heks, jeg kunne ikke styre det" hun så på sine hænder og rystede så på hoved før hun igen vendte sine øjne op mod kvinden. hun stivnede og lagde armene over kors "hvis du er min mor som jeg kan regne ud at du hentyder til, hvorfor prøvede du ikke at finde mig, jeg var lige der hele tiden, ventede på at du ville komme, i 16 år har jeg ventet på dig...men du kom aldrig" hun trak på skulderne, tænkte tilbage på sin tid i Rusland, efter Amanda døde, tog hun tilflugt til skoven, hvor hin levede fra hun var 8 til hun som 16-årig blev fundet af Matthew

Desmadonna rystede let på hovedet og så en anelse skuffet ud, men hun sagde intet til det, hun så bare stille og roligt på den unge pige foran sig. Hun smilede over hendes svar og klukkede blidt, holdte sin hånd oppe og tændte en flamme i den. "Som sådan her?" spurgte hun blidt og smilede mildt til hende. "Det er en kitsunies kræfter, ikke en heks's, der er stor forskel, min kære." Hun smilede blidt og varmt til hende og slukkede flammen i sin hånd og klukkede blidt.
Hendes smil og følelser forsvandt fra hendes ansigt og et kort smertefuldt glimt viste sig i hendes øjne. "Jeg prøvede at finde dig" sagde hun stille og rynkede brynet. "Jeg ledte overalt, men de havde ført dig alt for lang væk, det var umuligt for mig at finde dig." Hun rystede på brynet og så væk med en smertefuld mine hun dog hurtigt fjernede igen. Hun sukkede stille og så så roligt på hende igen, dog uden at sige mere.

hun grinede og så på ilden "ja jeg fik engang en af mine klasse kammaraters hår til at gå i flammer" grinede hun, en uskyldig barnelatter, ikke noget hun normalt gjorde, slet ikke grine sådan, normalt var det en kold latter.
hun tog en medaljon frem og åbnede den, hun stivnede da hun så det lille billede, det lignede nu faktisk kvinden, billede af kvinden var ved siden af det Amanda, hun vendte det rundt så kvinden kunne se det "dette er Amanda, hun varen vampyr, en meget venlig en af slagsen, hun tog mig til sig..og dette er min rigtige moder, jeg fandt billede hos dem der sendte mændende ud for at slå Amanda ihjel, men jeg troede ikke..." hviskede hun og så faktisk sårbar ud, hvis dette var virkeligt...kunne det være, før hun kunne stoppe sig selv, havde hun armene om kvinden og rystede svagt "mamma hver sød...forlad mig ikke" hviskede hun og bed sig i læben

Desmadonna rystede let på hovedet, men kunne ikke lade være med at lade et lille smil spille om hendes læber, både over hendes latter og ord. "Tsk, det er ikke godt," sagde hun formandende, dog med et smil om læben.
Hun så nysgerrigt på pigen og hendes medaljon da hun viste hende billedet. Hun rynkede brynet og så så på billedet af hende selv og en anden kvinde. Hun nikkede lidt og så på pigen og så hvor sårbar hun så ud og fik automatisk et mildere udtryk i ansigtet. Men hun stivnede da hendes datter Ara lagde armene om hende, og hun blev bare helt stille og kunne ikke bevæge sig. Hendes første indskydelse var at skubbe hende væk og forbrænde hende, men den forsvandt som dug for solen sekundet efter og hun lagde langsomt og forsigtigt sine arme omkring Ava og holdte hende ind til sig og strøg hende over håret. "Jeg går ingen steder, filia mea," hviskede hun blidt på sit modersmål og. "Mi hilja." Hun knugede hende blidt indtil sig og gemte sit ansigt ned i sin datters hår. Hun stoppede ikke tårene, hun kunne ikke, ikke denne gang. Hun græd af glæde over at have fundet sin datter efter over 900 år. "Min lille Ava." Hun smilede ned i hendes hår og holdte hende tæt ind til sig.

hun rystede og hulkede næsten, efter så mange år hvor hun havde været fuldkommen immun over for kærlighed, efter at havde slået det ene menneske ihjel efter det andet, havde hun endelig fundet sin manglende del, sin mor "mamma, jeg har savnet dig så meget, jeg troede aldrig jeg ville se dig" hviskede hun og begravede sit ansigt mod hendes hals, normalt ville hun være fuldkommen ud af blodtørst...eller nej, hun ville bare bide hende, men ikke denne gang, man drænede ikke ligefrem sin mor efter at havde set hende for første gang i lang tid. hun indåndede hendes duft ikke for at blive tørstig, men for at huske den, for altid at have den på sig "jeg var så alene, så bange" hviskede hun og små tåre gled ned af hendes kind, aldrig mere ville hun gøre sådan for denne kvinde, selvom hun ikke vidste hvad hun hed ville hun aldrig gøre sin mor fortræd aldrig nogensinde i hendes liv, hun ville gå imod alle for at holde hende sikker, for at være sammen med hende

Desmadonna tyssede blidt og trøstende på hende og strøg hende ned over håret, hun havde selv været immun overfor kærlighed altid, hun havde kun oplevet den da hun havde født hendes datter, der nu stod foran hende. "Jeg troede heller ikke at jeg nogensinde ville se dig igen, mi hilja," hviskede hun med en hæs og lettere grådkvalt stemme. Hun rømmede sig lidt og lo kort af ren lykke og klemte hende kort tæt ind til sig. Hun holdte sin datter tæt ind til sig og ville aldrig give slip, aldrig lade nogen så meget som krumme et hår på hendes hoved. "Men det skal du ikke være længere, jeg passer på dig, ligesom jeg burde have gjort da du var helt lille," hviskede hun blidt og trak sin datter lidt ud fra sig og så blidt og varmt på hende. Hun tørrede blidt og nænsomt sin datters tårer væk med en fingerspids. "Du kommer aldrig til at være alene mere, filia mea," sagde hun blidt og smilede til hende. For en gangs skyld viste hun følelser, og det føltes mærkeligt, men rart, for hende. For man kunne tydeligt se hvor lykkelig og glad hun var for at se sin datter, og hvor meget hun elskede hende og havde savnet hende, det hele kunne ses i hendes blik.

hun smilede og så op på hende "jeg troede at du ikke ville have mig, at det var derfor de havde mig" hviskede hun og bed sig i læben, at se sin mor igen var virkelig noget anderledes. blidt strøg hun hende under øjnene og fjernede ligeså tårerne som hun gjorde ved hende. hun nikkede og lukkede kort øjnene "Mamma, men hvordan...jeg har ikke lyst til at gå" hviskede hun og var næsten med et en 16-årig igen, men okay hun havde også fået ødelagt 8 år af sit liv, mens hun langsomt blev et dyr i skoven. hun smilede da hun så hendes blik, hvorefter hun igen krammede hende "jeg elsker dig mamma, mere end noget andet" hviskede hun og strøg hende ned af ryggen, hun ville aldrig forsvinde og ville aldrig have at hendes mor forvandt igen, så hun var alene som før, det var nok at prøve det i så lang tid...ikke mere af det

Desmadonna smilede blidt til hende og rystede let på hovedet. "Min kære datter, du var og er det bedste der nogensinde er sket for mig i hele mit liv," hviskede hun blidt og strøg kærligt og ømt sin datter over sine viltre krøller. Hun kunne ikke lade være med at slippe en lille klukken over sine læber da Ava fjernede hendes tårer, præcis som hun lige havde gjort ved hende. "Så kom med mig hjem, der er mere end rigelig plads til både dig og mig," sagde hun blidt og smilede varmt til sin kære datter. Hun lo blidt og lykkeligt da hun krammede hende igen. "Og jeg elsker dig, mi hilja, du er den eneste jeg nogensinde har elsket," sagde hun blidt og strøg hende kærligt over håret og holdte hende tæt ind til sig. Hun overvejede kort at nive sig selv i armen, bare for at sikre sig at det ikke var nogen drøm, for hvis det var, så ville hun ikke vågne op igen, ikke nu, ikke nogensinde. Hun havde fået sin datter igen. Hun lukkede sine øjne og takkede kort sin gudinde, Inari, for at have fået sin datter igen.

hun smilede og virkede med et levende, ikke t hun havde været det så meget før, men nu var livet frem i hende, hvis det ikke havde været for hendes ikke bankende hjerte og hendes ligblege hud kunne hun faktisk ligne et menneske, eller i det her tilfælde en Kitsuni. hendes smil blev kun bredere og hun nikkede "ja mamma, jeg vil gerne, der er ikke noget jeg hellere vil" hviskede hun og trykkede sig mod hende, sørgede så også for ikke at knuse hende imens, det ville nok ikke være så fedt, men bare tanken om at skulle bo hos sin mor, gjorde det hele meget bedre, hun havde fået af vide at hun kunne bo sammen med Matthew og resten af hans klan, men hun aldrig gjort det, hun var mere typen der var alene i mørket, ude og dræbe, men nu havde hun et sted, et sted hun kunne være tryk og glad. hun kunne stort set ikke blive mere glad end hun var nu, det ville være umuligt "og du min mamma er den eneste der nogensinde har kunne få mig så glad efter alt det der skete" hviskede hun og grinede stille

Desmadonna så ned på sin datter og smilede mere og ægte end hun havde gjort længe, måske over et par hundrede år. Det varmede om hendes hjerte at se hendes smil blive bredere og høre, at hun gerne ville tage hende med hjem. "Du aner ikke hvor glad jeg er for det, mi hilja," sagde hun med et stort og varmt smil spillende om sine læber alt imens hun holdte sin datter tæt ind til sig og passede selv på at hun ikke pressede hende for hårdt, for selv om hun var vampyr, og ikke kunne dø af det, så ville hun heller ikke skade hende på nogen måde, hun ville nærmere tage skaden for hende, hun ville tage al smerte væk.
Hun smilede stille over hendes ord. "Jeg er glad for at du er glad, mi hilja," sagde hun blidt og smilede inden hun blidt kyssede sin datter ned i håret. "Det betyder utrolig meget for mig, at du er glad." Hun smilede ned i Ava's hår og klemte hende kort ind til sig.

hun lagde en hånd på moderens kind "jeg drømte engang om en kvinde med dit smil, mens jeg var i skoven" hviskede hun og smilede bredt, aldrig før havde hun følt sig mere levende, hun gik fra at være en pige der ja godt kunne fortjene et par på siden af hoved, til at være en sød pige, en der havde savnet sin mor hele sit liv og endelig var genforenet med hende "mamma, du må ikke blive sur over de ting jeg gør...mod alle de mennesker" med det refererede hun til alle dem hun slog ihjel, måden hun slog dem ihjel, alle dem hun ville slå ihjel i fremtiden også måden hun behandlede folk på...men det gjorde hun jo også af den eneste grund, hun var jo ikke særlig menneskelig, jo vidst var hun lige nu sammen med sin mor, men det var også hendes mor, en kvinde hun elskede, så hvorfor ikke være sød overfor hende, også var der så lige Matthew, men ellers var hun ond mod stort set alle andre, hun egede intet til overs for dem "mange tak fordi jeg må bo hos dig mamma" hun smilede strålende og krammede hende igen

Desmadona smilede varmt og så blidt og omsorgsfuldt på pigen, hendes datter. "Og jeg har drømt om den her dag lige siden du blev taget fra mig," hviskede hun og smilede med lette tårer i øjnene som gjorde dem en anelse blanke. Hun lagde selv sin hånd mod Ava's kind i en øm bevægelse og kyssede hende derefter blidt på panden. "Min egen kære datter." Hun smilede ømt og kærligt til hende. Hun kunne virkelig ikke fatte sit held, sin lykke over at have fundet sin eneste datter igen. Hendes smil falmede en anelse da hun nævnte det hun gjorde imod mennesker, for var der noget hun respekterede, var det alt andet liv, uanset race eller hvad vedkommende havde gjort. "Jeg har ikke tænkt mig at prøve at ændre dig," sagde hun til at starte med og så roligt på sin datter, dog med et blidt og kærligt glimt, der dog stadig var ret bestemt. "Bare ... lad være med at gøre det imens jeg er der, og prøv at tænk på at de måske har familie der vil savne dem." Hun så blidt på sin datter og strøg hende over håret i en øm bevægelse. "Bare tænk på det næste gang." Hun smilede let, men havde et alvorligt blik da hun så på sin datter. Man kunne let høre hvor meget hun var imod at tage et liv. Ligemeget om race, køn osv.
Hun smilede over Ava og klukkede blidt og gengældte blidt krammet. "Du vil altid have et hjem hos mig, Ava," sagde hun blidt og holdte hende ind til sig.

hun smilede og nikkede "jeg vil ikke væk igen...ikke mere" hun puttede sig ind mod hende og ønskede aldrig at miste sin mor igen, det var ikke nok med at hun havde set Amanda dø, hun ville ikke miste denne kvinde en gang til, det ville være for meget for hende, ødelægge hende fuldkommen og tage den lille smule rest af menneskelighed hun havde gemt langt væk, som hun i dette sekund lod komme frem. moderens hårde ord, fik hende til at krympe nok var de blive, men alligevel bestemte "jeg kan ikke gøre for det, jeg er trænet til at slå ihjel og jeg har gjort det de sidste 900 år, slået ihjel uden at tænke på dem, kun set dem som mad, det er alt jeg nogensinde har lært af Matthew, han lærte mig selvkontrol, men også at jage og det gør jeg...jeg ved de har familie og jeg har nogen gange tænkt på det, men så opdager jeg at jeg inderst inde faktisk ikke bekymre mig om det at jeg ikke kunne være mere ligeglad med dem alle" hun så trist på hende og bed sig i læben, hun kunne ikke lave om på det, hun var et rovdyr, og ville altid være det, sådan var det bare, hun begravede sig igen ind mod sin mors favn "du må ikke hade mig" hviskede hun stille og så væk, turde ikke se op i det blik hun troede ville være fuld af foragt.

Desmadonna holdte hende tæt ind til sig. "Du skal heller ikke væk igen, aldrig nogensinde," hviskede hun blidt og holdte hende ind til sig. Hun ville heller ikke kunne holde ud at skulle miste sin datter endnu en gang, en gang var allerede for meget og hun havde lidt og hadet hvert eneste sekund hvor hun ikke anede om hendes datter var i live eller ej. Hun lyttede tavst til sin datters ord og nikkede kort. "Ville du tænke det samme hvis du var i deres sted hvis jeg døde?" spurgte hun så, med en blid stemme, men stadig et roligt og spørgende blik. "Så tror jeg ikke, at du ville være så ligeglad at en du elskede døde." Hun strøg blidt sin datter over håret og holdte hende blidt ind til sig. "Se på mig," hviskede hun blidt og tog nænsomt fat i sin datters hage og tvang hende blidt, men bestemt, til at se på sig. "Jeg hader dig ikke, mi hilja." Hendes stemme var blid og fuld af sin kærlighed til sin datter. "Jeg ville bare ønske, at du ikke var blevet opdraget sådan, at jeg selv havde opdraget dig til at respektere al liv, som min madre og padre, så jeg kunne have ført vores slægts viden og arv videre," forklarede hun med en blid og trist stemme og kyssede ømt sin datters pande. "Men hvis jeg kunne have haft ændret noget, så var det at du ikke var blevet taget fra mig, så jeg havde set dig vokse op." Hun smilede blidt, varmt og kærligt til sin datter.

hun lod sit hårde blik mode sin mors, det var ikke af had til moderen, men bare tanken om at skulle miste sin mor "hvis det var dig, ville jeg torturere dem og ja hvis deres familie kommer efter mig lader jeg dem, jeg vil tag kampen op mod dem" hun sukkede og så ned, hun vidste et eller andet sted dybt inden i at det hun gjorde var forkert, men det var hendes form for opdragelse, jo vidst havde Amanda opdraget hende til at elske og være sød, men efter at tilbringe 8 år i en kold skov, på langsomt mere og mere at blive et dyr, ja det ændrede alting, hele Amandas opdragelse forsvandt væk i hævnen da hun endelig havde mødt Matthew, det var et møde hun ikke glemte, hun havde slået hans bytte ihjel, hvorefter han havde forvandlet hende, efter hun vågnede var hun gået amok på beboerne og derefter de to, dem der var skyld i alt dette. hun lod sit triste blik mod moderens og hun nikkede til sidst "jeg er ked af at jeg ikke kan gøre sådan mamma, jeg ville ønske jeg kunne" hviskede hun trist og lukkede kort øjnene for så igen at så på hende

Desmadonna sukkede stille over hendes svar og strøg hende ømt over håret. "Men hvordan ville du føle?" spurgte hun så og så blidt ned på sin datter. Hun kunne godt se at hun vidste at det var forkert, og samtidig forstod hun godt, at det kunne være svært at lade være hvis man var opdraget til at være ligeglad med alt andet liv. "For hvis vi bare tager al liv ubetinget og dræber på må og få, opfører os som om vi er guder og bestemmer hvem der skal leve eller dø, så går det først galt for en," sagde hun i en blid tone og så varmt på sin datter. Hun kunne mærke hvordan alle skovens dyr holdte sig væk fra dem på grund af Ava's aura som vampyr der bare skreg farer, farer, løb!. Hun sukkede stille og ærgede sig stille over at Ava aldrig ville helt kunne lærer skønheden i dyr og planter, da de ikke frivilligt ville gå over til hende eller åbne sig på for hende. Det gjorde hende lidt trist.
Hun smilede blidt og ømt ned til sin datter. "Du skal ikke være ked af det, mi hilja," hviskede hun blidt og kyssede kærligt hendes pande.